I medierne omtales adskillige ting som en objektiv kendsgerning eller ren og skær fakta. En af disse ‘almenkendte sandheder’ er myten om den såkaldte fredsdividende, der henviser til de besparelser på militærudgifter, som mange europæiske lande foretog efter Sovjetunionens fald.
Eksempelvis skriver Weekendavisen i artiklen “Ved kong Donalds hof”:
“Tryghedsfølelsen havde på det tidspunkt varet i de 25 år, der var gået siden Berlinmurens fald og Den Kolde Krigs ophør. Her havde landene lystigt brugt af den såkaldte fredsdividende, altså de sparede militærudgifter, til mere behagelige formål, eksempelvis udbygningen af velfærdssamfundet.”
Weekendavisen præsenterer det som en objektiv kendsgerning, at de penge, der siden 90’erne blev sparet på militærudgifter, tilsyneladende kom os alle til gode og opbyggede velfærdsstaten. Men er det virkelig sandt? Et kort blik på udviklingen af den danske arbejderklasses forhold de sidste 30 år viser, at det ikke kunne være længere fra sandheden.
I 1979 fik den danske arbejderklasse tilkæmpet sig retten til fem ugers ferie, og først i 2000 blev den sjette ferieuge indført, men den er ikke som de andre, da det er feriedage, som man skal optjene sig ret til. Det betyder, at arbejderklassen reelt set ikke har fået mere ferie (uden at skulle arbejde sig til det) i 45 år.
Vi har hellere ikke fået flere penge at holde ferie for de sidste 44 år, eftersom ferieprocenten (også kendt som feriegodtgørelsen) sidste gang blev hævet i 1981. Og mens arbejdsugen fra 1958 til 1990 gradvist blev nedsat fra 47 til 37 timer, har den de sidste 34 år ikke rykket sig.
De sidste 30 år er adskillige ydelser samtidig blevet udhulet eller helt fjernet. Efterlønnen blev smadret i 90’erne, dagpengesatsen er i adskille omgange blevet forringet og folkepensionen er udhulet i en sådan grad, at den ikke er til at leve af.
Modsat hvad Weekendavisen skriver, så har arbejderklassen, det store flertal, altså ikke nydt godt af den såkaldte fredsdividende, men det er der derimod en anden gruppe i samfundet, som har: kapitalistklassen. Det ses tydeligt på deres opsvulmede formuer og de fede overskud, deres virksomheder leverede.
Bag Weekendavisens forsøg på at præsentere det som et rent faktum, at vi alle drog fordel af den foregående periodes fredsdividende, ligger en retfærdiggørelse af de angreb og besparelser, som skal betale for regeringens oprustning. Rationalet er som følger: Hvis vi alle drog fordel af den tidligere exceptionelle periode med lave militærudgifter, så er det vel også kun fair, at vi alle spænder bæltet ind, nu hvor situationen er en anden.
Under påskud af objektivitet fordrejer Weekendavisen altså sandheden for at retfærdiggøre kapitalisternes og politikernes angreb på arbejderklassens forhold.
