Verden over bliver faldende fødselsrater brugt til at retfærdiggøre angreb på vores leveforhold og til at undskylde sexisme og racisme. Men argumentet om at faldende fødselsrater betyder en krise begår præcis samme fejl som de for længst modbeviste overbefolkningsteorier. Det virkelige problem er, at økonomien ikke køres for at sikre menneskelige behov, men for et lille mindretals profit.

“Der er en risiko for, at vi uddør. Det er en risiko, vi helt alvorligt må overveje…” Sådan skriver Information om det de betegner som et “demografisk selvmord”. Politiken beskriver det som en “eksistentiel krise”. I Sydkorea er det blevet erklæret en national nødsituation.

Sagen er nemlig den, at fødselsraten — altså antallet af børn per kvinde — i store dele af verden er under det niveau, der er nødvendigt for at opretholde den nuværende befolkningsstørrelse (hvilket kræver en fødselsrate på mindst 2,1). I Danmark ligger fødselsraten på 1,5; Frankrig 1,6; Spanien 1,2; og Sydkorea på kun 0,75. Alle er nedadgående.

Fertilitetskrisen bruges til at oppiske en hysterisk skræmmekampagne, som maler et billede af en fremtid direkte ud af P.D. James’ Children of Men: et samfund hvor det sidste barn er blevet født — et samfund uden en fremtid.

Det er let at blive slået af den depressive stemning, som man møder fra alle sider. Men denne pessimisme er i virkeligheden blot en refleksion af et socioøkonomisk system, der er ude af stand til at skubbe samfundet fremad. Mediernes beskrivelse af situationen som værende en eksistentiel krise er tæt på at være korrekt. Men det er ikke menneskeheden, som er i en eksistentiel krise; det er kapitalismen.

Et samfund uden en fremtid

Fertilitetskrisen er blot den seneste i en lang tradition af demografiske dommedagsprofetier. Som vi beskrev i første del af denne serie om Malthus, var det tidligere en malthusiansk befolkningsbombe, som ville blive vores undergang. Nu er det det modsatte. 

Faktisk er det ikke første gang, at lave fødselstal har domineret den offentlige debat. En analyse fra syddansk universitet påviste, at gennem det sidste århundrede har “befolkningskriser” altid faldet sammen med økonomiske kriser. Både under depressionen i 1930’erne og oliekriserne i 70’erne og 80’erne skabte lave fødselstal panik. Men hvor deres konklusion er, at det er fødselstallene som skaber “krisestemning”, er kausaliteten i virkeligheden det omvendte: når kapitalismen er i krise, resulterer det i faldende fødselstal.

Under kapitalismen, tvinges arbejdere og unge på strækbænken, hvor alt liv og håb presses ud af os. Vi tvinges til at arbejde længere, mens lønningerne ædes af inflation; tvinges i længere værnepligt, mens uddannelserne forkortes; tvinges til at arbejde indtil vi er over 70, mens det sundhedssystem, som skal tage sig af os, er i forfald.

Vi er en hel generation, der er vokset op i et samfund uden en fremtid, hvor i morgen ikke længere ser ud til at blive bedre end i dag; hvor hver dag byder på nye krige og kriser; hvor civilisationen er truet af klimakatastrofe. Er det virkelig så overraskende at flere og flere vælger at få børn senere i livet eller måske helt vælger det fra?

Selv det bedste tilfælde, hvor begge forældre har et fuldtidsarbejde, er på ingen måde en nem situation, hvorfor næsten halvdelen af småbørnsforældre er i risiko eller stor risiko for at udvikle stress. For resten af os giver kapitalismen os slet ikke muligheden for at vælge børn til: SU’en er så langt under et leveværdigt niveau, at det for studerende slet ikke kan komme på tale. Bor man i byerne, er ideen om at have råd til en bolig med plads til børn blot en nostalgisk historie som vores bedsteforældre fortæller os. Kvindelige arbejdere stilles et yderligere ultimatum: børn eller karriere? Du kan ikke få begge.

Stadig i “ligestillings-Danmark”, arbejder kvinder årligt ni fuldtidsarbejdsuger mere i hjemmet, end mænd gør. Tal fra Københavns universitet viser, at bare på den korte bane, falder kvinders løn i gennemsnit med 30% når de går på barsel. Derefter kommer lønniveauet sig aldrig, og er i gennemsnit 20% lavere end den ville have været, hvis ikke man havde fået børn — blandt andet som resultat af færre forfremmelser og lønforhøjelser. Så hvor skal tiden og pengene til at opdrage børn (og tiden til måske faktisk at være sammen med dem nu og da) komme fra?

Dække for sexisme og nedskæringspolitik 

Lige meget hvilken vej fødselsraten bevæger sig, bliver den brugt til at forsvare selv de mest reaktionære “løsninger”. Partier på højrefløjen finder i denne dommedagsteori en undskyldning for at spy mere had mod kvinder. For dem er problemet, at kulturen idealiserer “karrierekvinde[n] i langt højere grad end kernefamilien”, som tidligere folketingskandidat for Liberal Alliance, Louise Siv Ebbesen udtrykte det i Berlingske.

I deres øjne er den faldende fødselsrate altså et udtryk for, at ligestillingen er gået for langt: kvinder bør ikke være på arbejdsmarkedet; de forsømmer deres “virkelige” opgave som husmødre. Liberal Alliance ønsker at løse fertilitetskrisen ved at rulle historiens hjul tilbage, skubbe kvinder ud af arbejderklassen, og lænke dem til hjemmet, hvor de “hører hjemme”.

Idéen om at folk ikke længere ønsker at få børn, holder ikke vand. Faktisk er fødselsraten faldet langt under hvad potentielle forældre selv ønsker. Ifølge tal fra OECD, ønskede den gennemsnitlige dansker i 2011 (det seneste år for undersøgelsen) mellem 2,3 og 2,5 børn. Alligevel var fødselsraten på kun 1,7 i det pågældende år. Folk vil gerne have børn, men kapitalismen giver os ikke muligheden.

Karakteristisk for Liberal Alliance anerkender de kun det pres som arbejdere og unge lider under, i den udstrækning at de kan pege fingre af velfærden for at lægge et “høj[t] skattetryk” på danskere. Konklusionen, at der må skæres i velfærden, har de til fælles med resten af det politiske spektrum, der udnytter fortællingen om fertilitetskrise til at retfærdiggøre hvorfor der ikke længere er råd til velfærd.

Dansk Erhverv påstod i en rapport fra 2020, at “Den demografiske udfordring medvirker til, at der i en årrække vil være underskud på den strukturelle saldo [et mål for offentlige indtægter og udgifter] – underskuddet forventes at blive så stort, at vi kommer til at bryde Budgetlovens regler om det maksimalt tilladte underskud.”

Den konklusion, de håber på, at vi drager på baggrund af den forudsigelse, udtrykkes tydeligt af medforfatteren til bogen 13 Udfordringer til den danske velfærdsstat, Henrik Jensen, som skriver, at konsekvensen af den stigende gennemsnitsalder er: “…at velfærdsstaten bliver for dyr til at kunne være ‘for alle’. Den burde strammes op til igen kun at være for de værdigt trængende.”

Borgerskabets vej ud af denne situation, er altså at øge presset yderligere på individuelle arbejdere og unge, ved bid for bid at udhule sundhedssystemet, uddannelsessystemet, dagpenge, kontanthjælp og så videre.

I kommuner over hele landet skal dagsinstitutioner nu, i én stor spareøvelse, lukke tidligere. Hvordan det hænger sammen med at danske arbejdere, ifølge vores statsminister, ikke bør “gå hjem fra samlebåndet kl 16,” må være en logik kun politikere kan forstå. Det kan kun have det omvendte af den ønskede effekt: at gøre det sværere for forældres dagligdag at hænge sammen og få flere til at vælge børn fra.

Ude af stand til at vende konjunkturen, forsøger regeringen nu at tvinge migrantarbejdere til at bære byrden. Så sent som i december 2023 afviste Mette Frederiksen, på klar og racistisk vis, muligheden for at anden-etniske danskere kan arbejde i velfærden, fordi hun forestiller sig, at de simpelthen ikke kan lade være med at sprænge bomber. Men nu har piben nu fået en anden lyd.

Regeringen har nemlig planer om at udfylde manglende personale i velfærden med arbejdskraft “importeret” fra Indien og Filippinerne, hvor det er billigere at uddanne dem. Her peger de eksplicit på fertilitetskrisen som årsagen til at der mangler velfærdsarbejdere. Men det er i virkeligheden kun et dække for, at arbejdsforholdene i velfærden er blevet så dårlige, at tusindvis af arbejdere flygter fra det hvert år.

I stedet for at løse problemerne i velfærden, kastes byrden altså over på socialt udsatte arbejdere med prekære opholdsforhold, som ikke i samme grad vil være i stand til at kræve bedre arbejdsforhold eller følge deres kollegaer ud af faget, uden at risikere en hjemsendelse — som det sker med iranske sygeplejersker, der allerede er i landet. Det er altså bare endnu et led i regeringens lange tradition med racistisk politik.

Hjemsøgt af Malthus’ spøgelse

Den demografiske udvikling er yderst bekymrende for den herskende klasse. Det betyder, at der i fremtiden vil være mindre arbejdskraft til udbytning, samt at en forholdsvis mindre arbejderklasse skal opretholde en større ældrebefolkning. Og som vi har set, kommer ingen af den herskende klasses “løsninger” på den faldende fødselsrate til at ændre konjunkturen — tværtimod.

Men at den udvikling er et problem under kapitalismen, betyder ikke at den nødvendigvis behøver være det. Der er absolut ingen grund til at længere levealder og færre fødsler behøver betyde en krise.

I første del af denne serie, forklarede vi hvordan økonomen Thomas Malthus’ overbefolkningsteorier bliver anvendt i dag til at retfærdiggøre kynisk profitmaksimering, ved at give fattige skylden for deres egen fattigdom. I virkeligheden er denne panik om en fertilitetskrise blot et spøgelse af Malthus’ overbefolkningsteori, med omvendt fortegn.

I stedet for at få for mange børn, er problemet nu, at folk ikke får nok. I stedet for at det er fattige, der er en byrde på systemet, er det nu de ældre som vi ikke har råd til at understøtte. Kuren her er den samme som i tilfældet af overbefolkning: nedskæringer på offentlige ydelser, længere arbejdstid samt pressede arbejdsvilkår og lønninger.

Ved ukritisk at plagiere Malthus’ teorier begår denne omvendte fortælling nøjagtigt samme fejl som originalen. For en dybdegående forklaring af hvordan Malthus’ teori er forfejlet, henviser vi til første del af denne serie. Men kort sagt tog han fejl i sin antagelse om, at menneskets evne til at producere livsfornødenheder kun kan vokse lineært. Det han og hans følgere ignorerer, er menneskets evne til at udvikle teknologi, teknik og innovation, som lader os producere mere med det samme kvantum arbejde.

Ifølge tal fra Danmarks Statistik, så er danske arbejdere i dag 4,17 gange så produktive som i 1967. Det betyder altså at en gennemsnitlig arbejder i dag, med moderne teknologi og teknik, på en time producerer det samme som det tog en arbejder fire timer og ti minutter at producere dengang.

I samme tidsrum (på trods af de mange panikanfald om hvor få babyer der fødes) er antallet af ældre (over 64 år) pr. arbejder (25-64 år) kun steget 1,6 gange. Med andre ord skal en arbejder altså kun — givet en rationel fordeling af arbejdskraft og ressourcer — være i gennemsnit 1,6 gange mere produktiv, for at understøtte den større ældrebefolkning til samme livskvalitet som i 1967; hvilket er markant mindre end den firedobbelte produktivitetsvækst som faktisk har fundet sted! 

Med den produktivitetsvækst ville det kun tage en arbejder i dag 9½ timers arbejde at producere det samme som en arbejder gjorde på en 40 timers arbejdsuge i 1967. Det ville endda kun tage 24 timer at producere det samme som en arbejder gjorde på 40 timer så sent som i 1990! Alligevel hører vi fra vores kære statsminister: “Arbejde mindre? Glem det venner, glem det!” 

Det sande spørgsmål er ikke, hvad vi gør med alle de gamle, men hvorfor den øgede produktivitet ikke har gjort det muligt for en relativt mindre arbejdsstyrke at understøtte en større ældrebefolkning, samtidig med at kunne garantere bedre pensioner, uddannelser, sundhedssystem, og så videre. Det simple svar er, at der ikke er profit i at reducere arbejdstiden, at sænke pensionsalderen og sikre alle et godt liv.

En eksistentiel krise

Ethvert socioøkonomisk system har sin eksistensberettigelse i dets evne til at trække samfundet fremad og at udvikle produktivkræfterne til stadigt højere niveauer. Et samfunds produktivitet er et mål for denne udvikling. Men sandheden er, at tiden, hvor kapitalismen var i stand til at trække samfundet fremad, endegyldigt er forbi. Marx forklarede:

På et vist trin i deres udvikling kommer samfundets materielle produktivkræfter i strid med de forhåndenværende produktionsforhold, eller, hvad der kun er et juridisk udtryk for det samme, med de ejendomsforhold, indenfor hvilke de hidtil har bevæget sig. Fra at være produktivkræfternes udviklingsformer slår disse forhold om til at blive lænker for dem. Der indtræder da en epoke med sociale revolutioner.

Produktivitetsvæksten beskrevet foroven fortæller nemlig ikke hele historien: langt størstedelen af væksten fandt sted under efterkrigsopsvinget. Siden årtusindeskiftet er produktivitetsvæksten så godt som stagneret. Mellem 1967 og 1994 lå den årlige produktivitetsvækst i gennemsnit på omkring 4%, og var hyppigt oppe at ramme 5-7%; selv i de langsomme år var den aldrig under 1%.

Efter 1995 har historien dog været en helt anden. Gennemsnitsvæksten har været på 1,2%, med et peak i 2003 på 3,3%. 11 ud af de 29 år siden da har haft under 1% produktivitetsvækst, og i seks af årene faldt produktiviteten!

Denne “produktivitetskrise” har ramt lande verden over; denne stagnation er et tegn på, at samfundets udvikling er gået i stå, at kapitalismen ikke længere kan trække samfundet fremad. Den lille fremgang der finder sted, rager en lille minoritet af kapitalister til sig ved at angribe arbejdsforhold, lønninger og knuse velfærden.

Systemet er fanget i en organisk krise; en ond cirkel, der trækker hele samfundet med sig ned. Borgerskabet har selv opfundet et nyt ord til at beskrive kapitalismens nuværende tidsalder: permacrisis. Det er denne krise, som er roden til fertilitetskrisen, ikke omvendt.

Selv hvis det danske borgerskab besluttede sig for at bruge staten til at tvinge hele den danske økonomi til at prioritere langsigtede investeringer i store velfærdstiltag, og at sænke byrden på arbejdere, ville det blot betyde at dansk produktion blev udkonkurreret på verdensmarkedet, hvilket dermed alligevel ville underminere enhver investering i fremtiden. Uanset hvad der gøres, vil den herskende klasse altså ikke være i stand til at vende den faldende fertilitetsrate.

Sandheden er, at det ikke er de ældre der er en byrde: det er den lille klasse af ultra-rige kapitalister, som suger verdens rigdom til sig, og ødsler den væk på krig og luksus til dem selv, i stedet for faktisk at trække samfundet fremad og gøre livet bedre for almindelige mennesker.

På verdensplan har den rigeste ene procent siden 2020 erobret næsten to-tredjedele af al ny værdi som arbejderklassen har skabt! Det samme gælder i Danmark, hvor en analyse fra OXFAM viste, at den rigeste ene procent har en større formue, end 82% af den danske befolkning har til sammen! Med det er uligheden i Danmark på sit højeste i 35 år, og regeringens politik vil kun få den til at stige yderligere.

Fra nødvendighed til frihed

Skal man tro borgerskabet, så er kapitalismen det eneste socioøkonomiske system, der kan sikre individets personlige frihed. Men hvilken frihed er der i et liv, med så store pres, at mennesker fratages muligheden for overhovedet at vælge at få børn? Selv de formelle rettigheder kan kapitalismen ikke forsvare: overalt i verden er abortrettighederne under angreb fra reaktionære regeringer, hvilket fratager millioner af kvinder muligheden for at vælge ikke at få børn.

Vi lever i dag i det rigeste og mest produktive samfund i verdenshistorien. Ressourcerne og teknologien til at garantere et fuldt finansieret sundhedssystem, gratis socialiseret børnepasning og ældrepleje til alle, samtidig med at vi kan sænke arbejdstiden, eksisterer i dag. Men så længe det er kapitalisterne, der bestemmer, forbliver dette potentiale blot en utopisk drøm.

Kun et socialistisk samfund, hvor økonomien planlægges for flertallets behov, kan sikre menneskets fremtid. En fremtid hvor ingen behøver fravælge forældreskab af frygt for økonomiske konsekvenser; hvor ingen tvinges til at bære et barn til fødsel mod deres ønske; hvor teknologi faktisk bruges til at lette menneskers arbejdsbyrde, så vi har tid og overskud til at bruge med vores børn og dem vi holder af og til faktisk at tage del i at lede samfundet.

Det er kun under kommunismen, at mennesker kan få den virkelige frihed til rent faktisk at forme deres egne liv, fri for økonomiske og sociale lænker. Det vil være menneskets spring fra nødvendighedens rige til frihedens rige.