Siden starten af november sidste år, har en enorm massebevægelse taget form i Serbien. Den 14. marts samlede 300.000 demonstranter sig omkring parlamentet, i den største demonstration i landets historie, og siden da har styret befundet sig i en revolutionær krise.

De serbiske masser er mobiliseret i kamp mod det forhadte regime ledet af Alexandar Vučić, hvis nedskærings- og privatiseringspolitik gennem en årrække, har trampet godt og grundigt på dem. frustrationerne som præger de serbiske masser, er dog ikke unikke, men eksisterer under overfladen i hele Europa.

Den sidste dråbe

Dråben, som fik bægeret til at flyde over, var en ulykke i byen Novi Sad. Den 1. november 2024 kollapsede et halvtag på byens togstation, hvilket på tragisk vis tog livet af 16 mennesker. En massebevægelse er siden vokset frem, med mål om at bekæmpe regimet, ledet af Vučić´ parti SNS, og den udbredte korruption i landet. Derudover kræver bevægelsen en offentliggørelse af alle dokumenter, som vedrører renoveringerne af det kollapsede halvtag, og et retsopgør mod de skyldige. 

Bevægelsen er ledet af landets universitetsstuderende, som har formået at mobilisere dele af arbejderklassen. Vučić har forsøgt at redde sig selv ved at skyde skylden for ulykken på forskellige individer, men massebevægelsen har placeret ansvaret hos Vučić, og hans parti, som repræsenterer den pilrådne serbiske kapitalistklasse og som kronisk har forsømt landets offentlige ejendom.

På trods af at bevægelsen er den største i Serbiens historie, og er blevet beskrevet af DR som: “De største demonstrationer i Europa siden ungdomsoprøret i ’68”, har dækningen fra den internationale presse været yderst sparsom. Med rette frygter Europas herskende klasser, at bevægelsen vil sprede sig til deres egne lande, hvor masserne også lider under en faldende levestandard.

Men for at forstå den nuværende bevægelse, må vi også forstå de historiske og politiske forhold i Serbien, derfor er det nødvendigt at spole tiden en smule tilbage for at placere det serbiske samfund inden for sin historiske kontekst.

90´erne og kapitalismens Serbien.

Serbisk kapitalisme blev genindført i kølvandet på de reaktionære jugoslaviske krige, som hærgede balkan i løbet af 90´erne. Serbien var på daværende tidspunkt styret af Slobodan Milošević, som gradvist demonterede resterne af den jugoslaviske planøkonomi. Krigen og privatiseringerne resulterede i en styrtdykkende levestandard, hyperinflation, arbejdsløshed, og massiv emigration. Samtidig overgik et lag af bureaukrater fra det gamle kommunistparti, til at blive de nye kapitalister, og berigede sig ved at plyndre den store statsejede sektor af økonomien, i samarbejde med mafiaen. 

Milošević blev senere væltet af serbiske arbejdere og studerende i år 2000, men hans kumpaner forblev ved magten. Alexandar Vučić var informationsminister under Milošević i 1998, han har været premierminister siden 2014, og hans styre er blot en fortsættelse af det gamle, men med et andet ansigt. Hans parti SNS har igennem tiden fået et større og større greb om magten i landet, til et punkt hvor statslige arbejdspladser, jobs i vigtige mediehuse, dommerstanden, og højtstående positioner i hæren samt politiet, nu kræver at man har forbindelser til SNS.

På overfladen virkede det som om SNS havde et stabilt styre, men under overfladen havde frustrationerne over status quo ophobet sig. En EU-støttet ekspansion af miljøskadelig minedrift i landet, har tidligere antændt vreden i en stor del af arbejderklassen, og senest i 2023 gav et skoleskyderi i Beograd anledning til en massebevægelse som truede med at vælte regeringen. Disse tidligere bevægelser har primært fundet sted i landets større byer, men den nuværende massebevægelse har spredt sig til selv de mindre byer, hvor Vučić og SNS traditionelt har haft sin magtbase.

Hvordan har bevægelsen udviklet sig? 

To undersøgelser foretaget i februar og april viste at 80% af den serbiske befolkning støtter de fleste af de studerendes krav, og at ca. 60% af befolkningen har større tiltro til de studerende end de har til Vučić. Det er markant, da valgdeltagelsen til parlamentsvalget i 2023 lå på små 58,8%. Den serbiske befolkning har altså mere tiltro til bevægelsen, end de har til hele landets parlamentariske system! 

Siden begyndelsen har bevægelsen været ledet af studerende, som er organiseret omkring deres gymnasier og universitets fakulteter, som de har besat. De bliver drevet gennem studenterplenum, en slags direkte demokrati, hvor hver studerende har en stemme, og hvor beslutninger bliver taget gennem flertalsdemokrati. De besatte universiteter har indtil videre fungeret som hovedkvarterer for massebevægelsen, men de studerende har også gjort en indgående indsats for at sprede bevægelserne til samfundets øvrige lag.

De studerende forstod hurtigt, at det var nødvendigt at få arbejderklassen involveret, og derfor opfordrede de allerede i januar til generalstrejke. Nogle lag gik i strejke, heriblandt minearbejdere, lærere, skraldemænd, og arbejdere i landets største elselskab EPS. Derudover har journalisterne på landets statsejede TV-kanal RTS haft korte strejker i protest mod manglen på redaktionel frihed til at dække bevægelsen.

Selvom arbejderklassen tydeligvis sympatiserer med bevægelsen, ser de stadig til deres fagforeninger for ledelse når det kommer til at gå i strejke, og i de fleste tilfælde har fagtoppen aktivt forsøgt at forhindre deres medlemmer i at deltage i kampen mod Vučić ved brug af deres vigtigste våben; strejken. På nær lærernes fagforeninger, og enkelte andre, har toppen af fagforeningerne fuldkommen svigtet den serbiske arbejderklasse, da deres ledelse står fuldt og fast på regimets side, i stedet for at støtte arbejderne i kampen mod regimet.

Regimets reaktion på bevægelsen

Regimet har vekslet mellem at slå ned på bevægelsen og give indrømmelser, men har generelt været lammet af bevægelsens størrelse, hvor hundredtusindvis i flere omgange har demonstreret i landets store byer.

I begyndelsen forsøgte regimet at slå ned på bevægelsen, hvilket sås i januar, hvor der var flere eksempler på at folk med forbindelse til SNS påkørte fredelige demonstranter, og endda en episode hvor fire mænd med baseballbat kom ud af et SNS partikontor, og smadrede en gruppe unge studerende i Novi Sad. Repressionen havde dog haft den modsatte effekt på bevægelsen, og i stedet for at sprede frygt for at deltage i demonstrationer, hældte det blot benzin på bålet. 

Herefter gav regimet indrømmelser, hvilket blot gav bevægelsen endnu mere blod på tanden. Den tidligere premierminister, uddannelsesminister og minister for byggeri, blev alle kastet under bussen af Vučić i et forsøg på at redde sit eget skind. Ud over ministerrokaden følte Vučić sig nødsaget til at offentliggøre over 13.000 dokumenter vedrørende det nedstyrtede halvtag i Novi Sad, som afslørede fusk, manglende gennemsigtighed angående en renovation, og tegn på underslæb for 8,9 millioner euro.

Centrale dokumenter mangler dog stadig at blive offentliggjort, og det er tydeligt at dette kun er toppen af isbjerget. Senest er regimet igen gået i offensiven, hvilket har pustet nyt liv i bevægelsen. Denne dynamik er et typisk kendetegn for revolutionære kriser hvor hverken indrømmelser eller repressalier kan lægge et låg på klassekampen.

Primitiv dobbeltmagt

Et element ved bevægelsen som viser at den befinder sig på et kvalitativt højere niveau end tidligere kampe, er i kraft af at der siden den enorme demonstration den 15. marts er begyndt at opstå en primitiv form for dobbeltmagt, nemlig de såkaldte građanski zborovi, som betyder borgerforsamlinger. Masserne er altså begyndt at organisere sig parallelt med de eksisterende magtstrukturer og træffe politiske beslutninger i lokalområderne udenom det parlamentariske system.

Nogle af disse zborovi har allerede udfordret det eksisterende politiske system. Et eksempel på dette er i den relativt store by Čačak, hvor en zbor vedtog at afsætte byens borgmester og lige siden har de holdt demonstrationer for at få ham til at gå af. Et andet eksempel er fra en zbor i landets fjerdestørste by Kragujevac, som besluttede, at kommunen skulle udbetale løn til strejkende lærere. 

Senest har vi set forsøg på at centralisere disse forsamlinger i byen Novi Sad, hvor der blev organiseret en “Forsamlingernes forsamling”. Forsamlingerne er også begyndt at arrangere forsvarsenheder, som bliver sendt ud for at forsvare de studerende, når politiet prøver at rydde dem fra de blokerede universiteter.

Hvor er bevægelsen nu?

Selvom de studerende, som leder bevægelsen, har spillet en progressiv rolle og fremført krav, som har udviklet bevægelsen, står bevægelsen nu ved en skillevej. Fra tidligere at være imod udskrivelsen af valg, har de nu skiftet holdning og støtter det, men uden selv at stille op på et revolutionært program.

I stedet har de givet deres støtte til den parlamentariske opposition, som har en meget lav opbakning blandt masserne i Serbien, som den lave valgdeltagelse viser. Det er ikke mærkeligt, eftersom de gamle oppositionspolitikere førte den samme politik som SNS, dengang de var ved magten, og de nytilkomne partier adskiller sig ikke grundlæggende fra de andre. De vil alle føre en politik som tilgodeser IMF, EU, udenlandske kapitalister, mafiaen, og den serbiske herskende klasses interesser. Parlamentet i Serbien er fuldstændig miskrediteret, og bag den fallerede “demokratiske” maske skjuler borgerskabet sit grimme fjæs.

Arbejderklassen organiseret i deres zborovi, og de studerende i deres plenum har allerede vist eksemplet på en alternativ magtstruktur, så hvorfor dette tilbageskridt? Arbejderklassen kan ikke være mobiliseret for evigt, det samme gælder for de studerende, som har kæmpet i over et halvt år. Bevægelsen nyder stadig stor opbakning, men flere og flere støtter passivt bevægelsen. Studenterplenum som opererer med direkte demokrati, oplever færre deltagere, og som det ofte sker uden valgte repræsentanter, er grupper af uofficielle ledere begyndt at træde frem. 

Fra bevægelsens start har svagheden været, at den har begrænset sig til at organisere sig omkring laveste fællesnævner for bevægelsens mål, hvilket har ført til at de studerende nu viger fra at stille sig i spidsen for bevægelsen, og i steder spiller bolden op til oppositionen. Studenterledelsen er decentraliseret og heterogen, hvilket har gjort det svært at udvikle deres eget politiske program baseret på en selvstændig klassepolitik. Derudover vil de ikke associeres med de korrupte politikere, så de har lavet en liste med journalister, juridiske eksperter, anti-korruptionsforkæmpere, mm. som de advokerer for at skulle lede lande, i stedet for selv at bruge parlamentet som en talerstol, for at trække klasselinjerne op.

Dette betyder dog ikke bevægelsens endeligt. Under overfladen knager det i SNS, og Vučič frygter at miste grebet om magten, hvis der bliver udskrevet valg. 

Hvilken vej frem?

Bevægelsen viser de serbiske massers utrættelige kampvilje og enorme kreativitet i deres kamp imod den råddenskab og uretfærdighed, som gennemtrænger alle aspekter af tilværelsen under kapitalismen. De serbiske massers kamp er endnu et bevis på, at vi lever i en revolutionær epoke, hvor forværrende livsvilkår leder arbejdere og unge til at søge revolutionære løsninger, i kampen mod det gamle system. Ikke bare i fjerne lande, men nu også i Europa, og dette er kun begyndelsen. 

Under kapitalismen føles det som om vi alle står under et faldefærdigt halvtag, og før eller siden vil en tilfældighed nødvendigvis udløse alt den vrede og frustration som syder og bobler i arbejderklassen over hele Europa. Uanset hvad der sker med bevægelsen fremadrettet, vil dette være et referencepunkt for den serbiske arbejderklasse, og bevægelsen har lagt i kakkelovnen til fremtidens klassekampe, i Serbien såvel som i resten af Balkan.

Selvom de objektive omstændigheder som det kræves for en revolution i Serbien tydeligvis er til stede, har vores kammerater i ex-jugoslavien, organiseret i Revolucionarni Kommunistički Savez, i øjeblikket ikke stærke nok til at give bevægelsen de ideer den har brug for til at gennemføre en revolution. Et revolutionært lederskab baseret på marxistiske ideer, ville kunne give arbejderklassen i Serbien tiltroen til at indlede en generalstrejke, som let ville kunne knække nakken på det reaktionære regime. Kun gennem at arbejderklassen selv tager magten gennem deres egne demokratiske organisationsformer vil Serbien og resten af Balkan blive fri fra korruption og kapitalismens pinsler.

Derfor siger vi, og vores kammerater på Balkan: Sva vlast zborovima, alt magt til borgerforsamlingerne, og fremad mod en revolutionær generalstrejke!