Donald Trump har som præsident indledt en krig mod “wokeisme”. I en tale 3. marts erklærede præsidenten: “Vores land vil ikke længere være woke”. Såkaldte “DEI”-tiltag (diversitet, lighed og inklusion) i den føderale stat er blevet sløjfet, og amerikanske virksomheder som Meta, McDonald’s og Pepsi følger trop.

Danske virksomheder som LEGO har ligeledes støvsuget deres seneste årsrapport for ord som ”diversity” og “LGBTQ”, der kunne anses for at være for “woke”. Det er mildest talt en ny tone fra et selskab, som i deres årsrapport fra blot et år tidligere ivrigt beskrev deres mange mangfoldigheds-initiativer, fejring af 8. marts, Black History Month, Pride osv.

I en periode var “woke” politik godt og grundigt mainstream. Enorme virksomheder konkurrerede om hvem, der kunne prale højest, om hvor “mangfoldige” de var, og fandt regnbue-profilbillederne frem hver Pride-måned. Nu dropper kapitalisterne det hele, let som ingenting. Det udstiller fuldstændig tomheden i deres “progressive” retorik. Men helt ærligt vil mange arbejdere og unges første reaktion på denne nye tone være at trække på skuldrene.

 I en den danske valgundersøgelse 2022 erklærede ca. 6/10 af 2800 adspurgte sig enige i, at “den politiske korrekthed har taget overhånd i Danmark”. I undersøgelsen indgår der uden tvivl reaktionære elementer, men undersøgelsen er ikke udtryk for, at det store flertal bærer dybtliggende fordomme. Tværtimod udtrykker resultatet, at mange er trætte af den tomme “woke” retorik, som er tæt forbundet med etablissementet og netop ingenting har forbedret for arbejderklassen.

Valget af Trump i USA har nu tydeliggjort en proces, der allerede var i gang: Flere og flere ser gennem “woke” identitetspolitik og afskyr det ligefrem.

Identitetspolitik

“Woke” er ikke ligefrem et præcist begreb, men refererer typisk til forsøg på at modvirke undertrykkelse på identitetspolitisk basis med brug af f.eks. kønskvoter og nye, mere “politisk korrekte” ord. Identitetspolitiken fortæller os, at vi først og fremmest skal kigge indad og ændre på vores egen individuelle tankegang og diskurser, som angiveligt skulle være roden til undertrykkelsen i samfundet.

Det står i skarp kontrast til vores tilgang som marxister: Vi kæmper mod alle former for undertrykkelse, om det er racisme, sexisme eller transfobi, da det splitter arbejderklassen og kun tjener den herskende klasses interesser. Derfor afviser vi også identitetspolitik, da det splitter arbejderklassen på identitet og tilslører det grundlæggende skel i samfundet: klasseskellet.

Identitetspolitik opstod som en del af de postmoderne ideer i løbet af 1960’erne og 70’erne, i kølvandet på en række nederlag for den internationale arbejderklasse. Disse nederlag desillusionerede store dele af det akademiske småborgerskab, som tidligere havde set til klassekampen som vejen frem, og fik dem til at lede efter “nye” ideer. Ideen om, at masserne kunne ændre samfundet grundlæggende blev forkastet til fordel for et indadskuende fokus på sprog. Individet kom i fokus, kampen mod undertrykkelse handlede nu om identitet og diskurser frem for klasse og økonomiske strukturer.

Udgangspunktet for identitetspolitik er, at hver identitet (kvinder, homoseksuelle osv.) er grundlæggende forskellig fra alle andre, og at alle med en bestemt identitet har forskellige interesser fra andre identitetsgrupper. Derfor kan kun mennesker fra en bestemt gruppe virkelig forstå netop denne gruppes undertrykkelse. Alle andre kan i bedste fald være passive allierede i kampen for en gruppes frigørelse. 

Derudover eksisterer der, ud fra dette synspunkt, ingen grundlæggende klassemodsætning mellem f.eks. en kvindelig kapitalist og kvindelige arbejdere. En politiker fra en bestemt baggrund må nødvendigvis dele interesser med arbejdere fra samme baggrund, går logikken. Klasse reduceres til blot endnu en identitet – ofte den mindst vigtige – i stedet for at være den grundlæggende skillelinje i samfundet.

Dette er naturligvis ekstremt belejligt for den herskende klasse, som har al interesse i at tilsløre klasseskellene i samfundet og at splitte arbejderklassen på tværs af køn, seksualitet osv. Derfor har en fløj af den herskende klasse taget identitetspolitik til sig, og promoveret det for fuld skrue. De så det rigtigt nok som et effektivt våben til at splitte og smadre venstrefløjen, underminere klassebevidsthed og frem for alt udradere marxismen.

Venstrefløjen

Den etablerede venstrefløj har fuldkommen kapituleret til etablissementet og i den anledning erstattet klassepolitik med identitetspolitik. Dette er naturligt nok, når partier som Enhedslisten har gjort det til sin opgave at skabe en “blidere” kapitalisme, i en periode, hvor den herskende klasse ikke har råd til reformer. Nye ord, kvoter og symbolpolitik er billigt, mens gode sygehuse, folkeskoler og offentlig transport er dyrt.

I bund og grund afspejler det en fuldstændig mangel på tiltro til, at arbejderklassen kan ændre samfundet grundlæggende. I stedet for at tale for klassekamp og rejse socialistiske krav, har venstrefløjen begrænset sig til overfladisk symbolpolitik, som kan accepteres af den herskende klasse og på ingen måde forbedrer nogen arbejderes vilkår.

Dette har resulteret i, at “venstrefløjen” i mange arbejderes øjne står for kvoter og evige verdensfjerne diskussioner om diskurser. Venstreorienteret ses af mange som synonymt med “woke”. Det forbindes med bedrevidende, moraliserende middelklassefolk, der med næsen i sky har travlt med at rette på almindelige mennesker fra sidelinjen. Alt imens forværrer kapitalismens krise hver dag arbejdere og unges forhold, og ingen på den etablerede venstrefløj kan tilbyde et alternativ.

Det er nemt at se de reaktionære implikationer af identitetspolitik og “wokeisme”. I stedet for at pege på den virkelige fjende, kapitalistklassen, bliver en del af arbejderklassen spillet ud mod en anden del: den ene del skal “kende deres privilegier”, den anden er stakler, der kun kan få bedre vilkår på bekostning af andre arbejderes “privilegier”.

Klassekrig

Manglen på et klassebaseret, revolutionært alternativ fra venstrefløjen betyder, at demagoger som Trump kan blive et delvist, fordrejet udtryk for afvisningen af “woke” identitetspolitik. Også i Danmark har partier som Liberal Alliance i en vis grad formået at forbinde sig med anti-establishment-stemningen. De taler til vreden, der eksisterer mod det etablerede, og forsøger at skyde skylden for kapitalismens krise på kvinder, indvandrere og seksuelle mindretal. Under dække af at bekæmpe “woke”, angriber de offentligt ansatte, transpersoner, indvandrere osv.

Alle forsøg på at splitte arbejderklassen må bekæmpes, ikke med identitetspolitikens tandløse moraliseren, men med klassekamp. Arbejderklassens styrke ligger i dens enhed, vores parole må være “et slag mod én er et slag mod alle“.

Trump fjerner den “pæne” maske fra kapitalismen og udstiller de liberales hykleri. For rigtigt nok går virksomheder som LEGO ikke det mindste op i at bekæmpe undertrykkelse. Uanset hvor mange siders progressivt lydende retorik, der fyldte deres årsrapporter, viste det sig klart og tydeligt, at det hele var meningsløs symbolpolitik, så snart det kunne ramme deres profitter.

De politikere, som provokerede krigen i Ukraine, støtter folkedrabet i Gaza og har siddet ved roret og formet verden i dag, er på ingen måde et mindre onde over for hverken Trump eller Liberal Alliance. Afvisningen af woke blandt arbejderklassen afspejler et oprigtigt klassehad rettet mod det liberale etablissement, mod hele det borgerlige politiske spil, og det er progressivt.

Vi kommunister har aldrig gået ind for identitetspolitik. Vejen for Trump og co. blev netop banet af, at identitetspolitik er fuldstændig ude af stand til at bekæmpe undertrykkelse. Reformisternes skamfulde promovering af småborgerlig individualisme som en erstatning for klassekampen, har givet demagoger som Trump noget nær monopol på at tale til den klasse-vrede, der eksisterer i samfundet. 

Men de reaktionære demagoger har heller ingen reelle løsninger på arbejderklassens problemer. Stigende priser, krig og smadringen af velfærden er alle produkter af kapitalismens krise, og når man forsvarer kapitalismen, følger alt dette med. Trump blev valgt på baggrund af en enorm utilfredshed med status quo, og den utilfredshed vil kun tage yderligere til i den kommende periode.

Vejen frem i kampen mod undertrykkelse er ikke en frugtesløs “kulturkrig”, men klassekrig mod kapitalistklassen. Vi må fuldstændigt afvise og bekæmpe alle de splittende, individualistiske ideer, som kategoriserer folk efter identitet frem for klasse. Alle arbejdere, der er under indflydelse af den herskende klasses reaktionære ideer, må overvindes med klassesolidaritet. Bevæbnet med de marxistiske ideer kan vi bygge et revolutionært parti, der kan forene arbejdere og unge på tværs af hudfarve, seksualitet og religion i kampen mod vores fælles klassefjende. Kun gennem denne revolutionære kamp kan vi afskaffe grundlaget for al undertrykkelse – klassesamfundet.