Til næste år er jeg færdiguddannet folkeskolelærer. Jeg glæder mig, jeg er stolt af mit fag, men en ting bekymrer mig: folkeskolens tilstand. For hvad er det for en skole, som mine medstuderende og jeg skal ud og arbejde i?
Man hører tit, at det danske skolesystem er et af de bedste i verden, men er det virkelig tilfældet? Når jeg taler med mine medstuderende, er det tydeligt, at virkeligheden er en hel anden. Folk taler allerede om at søge mod det private, for at undgå de problemer, som vi læser om i avisen og fagbladet, ser i TV og oplever på egen krop, når vi er i praktik eller på arbejde som lærervikarer: stressramte kollegaer, børn i mistrivsel, ledelser der ikke lytter til de ansatte, voldelige episoder, og listen kunne blive ved.
Det aller mest grelle eksempel, jeg har hørt, er fra en af mine venner, der arbejder på en skole i Albertslund. På den skole var pengene så få, at et klasselokale kollapsede; loftet faldt simpelthen ned på grund af dårlig vedligeholdelse. Det skete heldigvis i et frikvarter, hvor eleverne ikke var i lokalet. Men selv på de skoler, hvor lofterne endnu ikke er faldet ned, står det også slemt til. Folkeskolen er nemlig så underfinansieret, at den ikke formår at løse sin vigtigste opgave: at uddanne eleverne.
På landsplan dumper 11,5 procent dansk eller matematik i 9. klasse, og i kommuner som Ringsted, Bornholm og Lolland er tallet nærmere 30%. I 89 ud af landets 98 kommuner er andelen af eleverne der dumper afgangsprøver vokset de seneste år, og der er ikke noget der tyder på, at den udvikling skulle stoppe i den nærmeste fremtid.
Samtidigt med at flere og flere dumper deres afgangsprøver, er mistrivsel også et enormt problem i folkeskolen, både blandt elever og lærere.
Efter 5 år har 25% af nyuddannede forladt lærerfaget, og de er ikke alene: ca. 33% af jordemødre, 25% af sygeplejersker og pædagoger og op mod 40% af SOSU-assistenter forlader deres fag inden for 3-5 år.
Mens de, der arbejder i den offentlige sektor, flygter fra de udhulede velfærdsinstitutioner, poster regeringen milliarder og atter milliarder i forsvaret. Arbejdere landet over betaler regningen to gange – første gang med deres skattekroner og anden gang med deres børns fremtid.
Vi kan ikke adskille vores kamp for et bedre samfund fra kampen mod krig og oprustning. Det er de samme politikere, der med den ene hånd skærer i skoler, sygehusvæsen og daginstitutioner, der med den anden støtter krig verden over. Vi kan ikke sætte vores lid til, at de gør verden til et bedre sted. Vil vi have en værdig fremtid, må vi tage vores skæbne i vores egne hænder og ud af deres!
