Skænderi mellem Trump og Zelenskij for åben skærm, dystopiske ‘Trump Gaza’-reklamevideoer og hastigt accelererende handelskrige. Når man tænder for TV’et eller åbner sin telefon, føles det som om, man befinder sig i en absurd film.
“Vesten er død” lyder dommen fra en af borgerskabets mest respekterede eksperter, Martin Wolf, cheføkonom på Financial Times. Hans dødserklæring opsummerer præcist konsekvensen af Trumps udenrigspolitik, hvormed USA har vendt Europa ryggen, smidt Zelenskij under bussen og de facto revet NATO i stykker.
Der er ikke noget at sige til, at arbejdere og unge verden over i vantro spørger sig selv; Hvad er det, der sker? Er verden blevet vanvittig? Men der er en logik i det tilsyneladende vanvid. For hvad vi har oplevet de seneste måneder er den hidtidige kulmination på den dybe og langvarige krise, som kapitalismen – et irrationelt og vanvittigt system – befinder sig i. Det er en krise, som ødelægger fundamentet for systemet, skærper klassemodsætningerne internt i landene, men som også skærper interessemodsætningerne mellem nationerne.
Det er denne krise i kapitalismen, som har presset USA og Europa fra hinanden og sat punktum for perioden med såkaldt globalisering. I stedet for en forenet vestlig imperialistisk blok ser vi et brud tværs over Atlanten. Vi ser et kollaps af den liberale verdensorden, som amerikansk imperialisme opbyggede efter 2. verdenskrig, og som lige siden har domineret verden. Alt dette har enorme konsekvenser for den danske herskende klasse.
Alene på åbent hav
Trumps afmontering af den liberale verdensorden er kommet som et chok for de europæiske borgerskaber, men i særdeleshed for det danske borgerskab, som siden jul har været kastet ud i krise og vildrede.
For allerede inden Trump indledte fredsforhandlingerne med Rusland, slog han fast, at Grønland skulle være under amerikansk kontrol, med brug af militær magt om nødvendigt. Det var en mavepuster til det danske borgerskab, og Rigsfællesskabets fremtid er stadig usikker. Uanset hvad der sker med Grønland, så er dette i sig selv en enorm svækkelse af den danske herskende klasse.
Men konflikten om Grønland var bare begyndelsen. Siden Trump kom til magten, har han smadret hele den vestlige alliance. For dansk kapitalisme har det betydet, at den faste grund, som det danske borgerskab i 80 år baserede deres sikkerheds- og udenrigspolitik på, er knust – nemlig ideen om, at USA garanterede Europas og herunder Danmarks sikkerhed.
Danmark behøvede ikke at bruge særlig mange ressourcer på militæret, fordi man var under den amerikanske sikkerhedsparaply. Det betød også, at hvis der var andre stormagter, som forsøgte at tryne Danmark, som er en lille ubetydelig nation på verdensscenen, så havde man verdens supermagt at læne sig op ad. Alt dette er slut nu.
I et lille århundrede fungerede Washington som det politiske kompas, som den danske herskende klasse orienterede sig efter. Men nu har Trump smadret deres kompas og efterladt dem ude af kurs på åbent hav.
Klamrer sig til fortiden
Trump har stillet Mette Frederiksens regering i en umulig situation. Danmark er alt for lille, og det danske borgerskab alt for svagt, til at kunne forsvare sig selv og sine interesser. Det har brug for at læne sig op ad en stormagt eller at gå med i en stærk forsvarsalliance for at garantere en grad af uafhængighed. Men hvem?
Europa er i krise, splittet af et hav af forskellige interesser landene imellem, og ude af stand til at forsvare sig selv. Det samme ville være tilfældet med en “nordisk forsvarsalliance”, selvom det stadig er en drøm, som eksisterer på visse dele af den etablerede venstrefløj.
Det danske borgerskab har intet alternativ til amerikansk imperialisme, hvilket er årsagen til, at Mette Frederiksen ihærdigt gør alt i sin magt for at klamre sig til USA. Men samtidig er der i den danske befolkning en udbredt foragt for Trump, som det danske etablissement, der satsede hårdt på, at Demokraterne ville vinde præsidentvalget, selv har været med til at fodre. Jo mere underdanig Mette Frederiksen gør sig for Trump, jo mere slider hun på sin egen autoritet på hjemmefronten.
Samme gordiske knude eksisterer med hensyn til Ukraine. Mette Frederiksen er måske den statsleder, som har satset mest af sin politiske kapital på Zelenskij, hans regime og en sejr i krigen. Men Trump har hele tiden sagt, at han vil afslutte krigen, hvilket han er godt i gang med i skrivende stund.
Europa kan ikke holde krigen kørende uden USA. Mette Frederiksens fortsatte støtte til Zelinsky-regimet, og hendes fortsatte udtalelser om at eskalere krigen og fjerne “røde linjer”, virker derfor mere og mere verdensfjernt. Det er samtidigt også med til at øge den politiske afstand mellem Danmark og USA.
Mette Frederiksen forsøger med det yderste at fingerneglene at holde fast i fortiden og det “specielle forhold til USA”. Men historiens hjul har drejet, og kløften vokser mellem den verden, regeringen gerne vil leve i, og den nye realitet.
Hvad er venstrefløjens svar?
Fra Enhedslistens Pelle Dragsted lyder forklaringen på bruddet mellem USA og Europa at det er et prorussisk styre, der er kommet til magten i Washington, og at vi nu er truet “både fra Øst og Vest” – af både Putin og Trump, der sammen konspirerer om at knuse os. Ifølge Pelle Dragsted bør vi derfor rykke sammen i bussen – på tværs af klasseskellet – og opruste for milliarder af kroner.
I modsætning til Pelle Dragsted så begræder vi ikke den såkaldte liberale verdensordens kollaps, som i realiteten blot var en prangende betegnelse for amerikansk og europæisk imperialismes fælles udplyndring af verden. Men betyder det så, at vi støtter Trump? På ingen måde.
Modsat Pelle Dragsted er vi imod imperialisme i alle sine afskygninger, både Trumps rå version og den mere raffinerede version, som etablissementet i Europa repræsenterer, som på hyklerisk vis indpakker sin reaktionære politik i pæne ord som “demokrati”, “menneskerettigheder” og “vestlige værdier”. Men Trumps smadring af den liberale verdensorden har nu revet hele det verdensbillede itu, som etablissementet i årtier møjsommeligt havde opbygget.
I årtier er vi blevet fortalt, at vi i Vesten er “de gode”, at alliancen med USA er en selvfølge, og at kapitalismen er en kilde til fremgang og stabilitet. Men det er det stik modsatte, vi ser. Arbejdere og unge oplever dagligt på egen krop, at kapitalismen er i krise og skaber kaos og ustabilitet på alle niveauer.
Det er derfor naturligt, at den nuværende verdenssituation skaber en enorm usikkerhed. Men at alle de etablerede sandheder krakelerer er enormt progressivt, for det får flere og flere til at stille spørgsmålstegn ved alle magthavere, ved hele systemet og ved samfundets indretning. Det accelererer derfor også antallet af os, som drager konklusionen om, at for at få stoppet verdens vanvid og kaos er det nødvendigt at lægge kapitalismen i graven.
Dette er lederen i vores nyeste udgivelse af Revolution. Tegn et abonnement på avisen og få den direkte ind af din brevsprækken hver gang den udkommer.
Vi har ingen rige bagmænd.
Støt udgivelsen og få rapporter, nyheder, teori og analyser fra klassekampen. Få avisen 10 gange om året i din postkasse.
