Som en del af kampagnen ‘Bøger, ikke bomber’ har RKP afholdt stormøder mod krig og militarisme i Århus og København.

Kampen mod krig samler hundredvis af kommunister

Antikrigsmøde

Markus Strufe



4 minutter

Krig er en indbygget del af kapitalismen, og med dens tiltagende krise ser vi en stigning i konflikter, krige og oprustning på tværs af verden. For kommunister er krig og militarisme et afgørende spørgsmål, som ikke kan adskilles fra klassekampen. Da vi i oktober stiftede Revolutionært Kommunistisk Parti, lancerede vi derfor samtidig en anti-krigskampagne sammen med vores Internationale, Revolutionary Communist International. 

Sidenhen har plakater og klistermærker med parolen ‘Bøger ikke bomber!’ været at finde rundt om i landet og især de største byer. Men kampagnen er meget mere end klistermærker på lygtepæle og plakater på elbokse. Det er et opråb til de mange unge og arbejdere i Danmark, som væmmes over dansk imperialismes reaktionære rolle i krigene i Mellemøsten og Ukraine og som ønsker at bekæmpe regeringens militarisme og oprustning. 

Bogerikke
“Bøger, ikke bomber!”-plakater rundt omkring i landet. | Foto: RKP

I de seneste uger har Mette Frederiksens regering lagt op til at øge forsvarsudgifterne med yderligere 300 milliarder kroner (!) og sende endnu flere penge til den håbløse krig i Ukraine, som for NATO og Ukraine allerede er tabt. Det sker i kølvandet på årtiers nedskæringer og angreb på arbejderklassen med undskyldningen om, at der ikke er penge i statskassen til at rette op på sundhedsvæsnet, styrke psykiatrien eller lappe hullerne i uddannelsesvæsenet. 

Tusindvis af arbejdere og unge har allerede konkluderet, at politikernes oprustning og aggressive udenrigspolitik er på bekostning af det store flertal, som står tilbage med regningen i form af nedskæringer og forringelser. Flere og flere leder derfor efter et reelt alternativ til regeringens militarisme, og søger svar på, hvordan vi bekæmper krig og oprustning. 

Men ikke et eneste parti på Christiansborg afspejler utilfredsheden med regeringens krigsliderlige politik. De synger alle sammen den samme sang, og selv Enhedslisten vil bruge milliarder på krudt og kugler. Behovet for et reelt antikrigsparti, der ikke bukker sig for imperialisternes ordre, er større end nogensinde, og det er det, vi har sat os for at bygge i RKP.

I RKP kæmper vi for et samfund uden krig, hvor samfundets ressourcer bliver brugt på bøger og uddannelse, ikke bomber og militær. Med det formål tog vi vores ‘Bøger, ikke bomber’-kampagne til nye højder, da vi i november afholdte et antikrigsmøde i Nørrebrohallen i København og en demonstration imod krig og militarisme på Bispetorvet i Århus. 

Den 28. november samledes 130 kommunister i Nørrebrohallen i København til et stort antikrigsmøde, hvor Marie Frederiksen fra RKP’s daglige ledelse holdt et oplæg om ’Bøger, ikke bomber!’-kampagnen og behovet for et antikrigsparti i Danmark. Udover vores egne medlemmer kom der en masse andre, der endnu ikke er medlemmer. Formålet med mødet var både at give en teoretisk forklaring af, hvorfor de imperialistiske krige opstår og hvordan vi bekæmper det, men også at opfordre alle til mødet, der endnu ikke er organiseret, men som ønsker at bekæmpe kapitalismens krige og barbari, til at gå med i kampen for kommunisme. Det gav flere det sidste skub til at organisere sig i RKP.

Antikrigsmøde2
Efter oplægget i Nørrebrohallen blev de fleste til en videre snak om bl.a. om, hvordan vi bekæmper “vores egen” vestlige imperialisme. | Foto: RKP

I Århus marcherede vores kammerater gennem byens gader med et klart opråb: ‘Ned med imperialisme! For intifada og revolution!’ Demonstrationen gik til Bispetorvet, hvor der blev holdt en tale, der forklarede sammenhængen mellem krig og klassekamp og hvorfor der er behov for et revolutionært antikrigsparti i Danmark. Folk stimlede til undervejs og fik en snak med vores medlemmer om vores kampagne, aktuelle begivenheder og en revolutionær løsning på kapitalismens utallige krige.

Århus March
Vores kammerater fra Århus marcherede gennem byens gader til Bispetorvet. | Foto: RKP

Kampen mod militarisme og krig slutter dog ikke her. Vores seneste arrangementer i Århus og København er kun en del af vores kampagne, som fortsætter ind i det nye år. Som Marie Frederiksen sagde til antikrigsmødet i Nørrebrohallen, så opruster og støtter politikerne krige for at forsvare dansk kapitalismes interesser. Derfor er kommunisters opgave at bekæmpe hele det kapitalistiske system, som skaber krige og spilder samfundets ressourcer på krudt og kugler.

Vi siger:

  • Bøger, ikke bomber! Velfærd, ikke militær!
  • Imod imperialisme og militarisme!
  • Ned med krigsmagerne på Christiansborg!
  • Fred mellem folkeslag, krig mellem klasser!
  • Arbejdere i alle lande, foren jer!

Marie Frederiksens oplæg fra antikrigsmødet i København bliver lagt op på YouTube.