En klassisk amerikansk arbejdersang lyder “Which Side Are You On?”. Det spørgsmål bliver stillet skarpt op når det kommer til klassekamp og krig. Krigen i Ukraine og folkemordet i Gaza har rejst spørgsmålet for venstrefløjen over hele verden. Hvilken side skal man støtte? 

Det samme er tilfældet herhjemme, hvor Enhedslisten er blevet sat på prøve. Krigen i Ukraine og blodbadet i Gaza er på mange måder forskellige, men der er en rød tråd der løber gennem Enhedslistens tilgang til begge krige: At de har stillet sig på samme side som vestlig imperialisme. 

Enhedslistens position på både Ukraine og Gaza er kulminationen på en proces, hvor partiets top har taget skridt efter skridt for at blive anerkendt af den danske herskende klasse, med håb om en gang i fremtiden at kunne blive en del af en socialdemokratisk regering. 

Enhedslistens top siger selv, at de blot har tilpasset sig den virkelige situation. Men det er ikke første gang, at det argument er blevet brugt af de reformistiske ledere af arbejderbevægelsen. De gik fra at forsvare arbejderklassen internationalt til at stille sig bag kapitalistklassen og staten i deres eget land. 

For at forstå Enhedslistens position i dag kan det være gavnligt at gå tilbage og se på arbejderbevægelsens historie, når det kommer til krig. Denne artikels formål er ikke at sætte Enhedslisten i en gabestok, men at rette nødvendig kritik mod partiets position på krig, og dermed fremlægge en revolutionær og internationalistisk klasseposition som modsvar til den politik, som Enhedslistens top fører.

Venstrefløjens grundlag

Krig og imperialisme er ikke et nyt fænomen. Op gennem historien er der utallige eksempler på, at arbejderbevægelsen internationalt har taget kampen op mod kapitalismens blodsudgydelser. Den første virkelige imperialistiske krig var første verdenskrig, og det var i perioden op til den, at venstrefløjens program mod imperialistiske krige først blev udviklet. Den socialistiske, anden internationale vedtog i 1907 en udtalelse, der lagde grundlaget for internationalens kamp imod krig:

“Krig mellem kapitalistiske stater er i reglen et resultat af deres konkurrence på verdensmarkedet, for hver stat søger ikke blot at sikre sine eksisterende markeder, men også at erobre nye. Heri spiller underkuelsen af andre folkeslag og nationer en fremtrædende rolle. Disse krige er desuden et resultat af militarismens uophørlige våbenkapløb, et af de vigtigste redskaber for det kapitalistiske klasseherredømme og arbejderklassens økonomiske og politiske undertrykkelse.

Krig er derfor en del af kapitalismens natur; de vil først ophøre, når det kapitalistiske system afskaffes [...].”

Arbejderbevægelsen anså altså krig som en indbygget del af kapitalismen og kampen mod imperialistiske krige som en integreret del af kampen for en socialistisk revolution. Men da Første Verdenskrig brød ud, gav lederne af Anden Internationale køb på den position og stillede sig i stedet bag deres “egen” nationale herskende klasse og borgerlige stat. I praksis betød det støtte til at sende arbejdere fra forskellige lande ud for at slagte hinanden med argumentet om, at “fædrelandet” måtte forsvares. De forrådte arbejderklassen og Internationalen kollapsede. 

Det forræderi har op til i dag præget arbejderbevægelsen, der er splittet i to hovedfløje: en fløj der forsvarer det bestående kapitalistiske system og “fædrelandet”, og en anden fløj der står fast på de grundlæggende principper fra Det Kommunistiske Manifest om, at arbejderklassen ikke har noget fædreland og at kampen mod krig er en kamp imod kapitalismen. I Revolutionært Kommunistisk Parti er vi en del af sidstnævnte fløj.

Vi ser tydeligt hvordan “fædrelandsforsvarerne” lever videre i Socialdemokratiet i dag, men i kølvandet på krigen i Ukraine og Israels folkemord i Gaza har Enhedslisten også bevæget sig entydigt over på denne fløj og har stillet sig bag “vores” egen nationale herskende klasse, dvs. stillet sig over i dansk og vestlig imperialismes lejr.

Ukraine: Enhedslisten som krigsmagere 

Lige siden Ukrainekrigen brød ud i februar 2022 har Enhedslisten været nogle af dem, der har været mest militaristiske i deres støtte til Ukraine. De var hurtigt ude med krav om de hårdeste sanktioner mod Rusland og siden er deres retorik blevet mere og mere aggressiv. 

I februar i år vedtog Enhedslisten en udtalelse med krav om, at EU skal vedtage et eksportforbud af våben til andre lande end Ukraine: “Hver eneste patron. Hver eneste raket. Hver eneste mortérgranat, der produceres i Europa, skal sendes til Ukraine.” 

I september var Per Clausen, medlem af Europaparlamentet for Enhedslisten, med til at stille et forslag, om at EU-landene skal bruge endnu flere penge på at støtte Ukraine militært, samt at Ukraine skal have tilladelse til at bruge vestlige våben, herunder også langtrækkende missiler, til angreb ind i Rusland. Enhedslisten blev altså bannerfører for Mette Frederiksens aggressive militaristiske linje i EU. 

Da spørgsmålet om langtrækkende missiler første gang blev diskuteret, skrev vi, at Rusland, med rette, anså det for en krigserklæring fra NATO mod Rusland, og at det øger risikoen for at situationen eskalerer til en storkrig mellem to atommagter. I disse dage har afgående præsident Joe Biden givet tilladelse til netop dette, og Ukraine har i skrivende stund sendt 6 ATACM missiler mod Rusland. Det gjorde de på 1000-dagen for krigens start. Samme dag var Mette Frederiksen i Ukraine og gav yderligere en milliard kroner i støtte og opstillede skræmmebilledet: “Hvis ikke Europa og Vesten er villige til at stå op for sig selv, så er der jo ikke noget Europa på et eller andet tidspunkt”.

På den globale scene er Mette Frederiksen en af de mest aggressive når det kommer til at eskalere krigen i Ukraine, men det forhindrer ikke Enhedslistens top i at forsøge at overhale hende højre om. Enhedslisten er et af de mest aggressive krigsmager-partier, ikke bare på venstrefløjen men også blandt samtlige højreorienterede “høge”.

Hvad handler krigen i Ukraine om?

Enhedslistens top, anført af Pelle Dragsted og folketingsgruppen, har fra krigens start kaldt Ukraines kamp for en “frihedskamp” og begrundet deres støtte til Ukraine med, at Ruslands invasion af Ukraine er “en krænkelse af folkeretten og det ukrainske folks ret til suverænitet og selvbestemmelse.” I dagene efter Ruslands invasion kunne man se selfies af ledende enhedsliste-folk foran den ukrainske ambassade med ukrainske flag og fuld støtte.

Nogle måneder efter krigens begyndelse skrev Pelle Dragsted i bladet RÆSON: 

“Den europæiske venstrefløj har ikke været god nok til at give overbevisende svar på den konkrete sikkerheds- og forsvarspolitiske situation, verden befinder sig i lige nu.” og videre, “Den krig der bliver ført lige nu, den har kun Putin og hans regering ansvar for.”

Pelle Dragsted bruger præcis samme argument som Mette Frederiksen; at krigen ene og alene er Putins ansvar. Men hvis man vil forstå en krig, eller ethvert fænomen, er det nødvendigt at se bag det umiddelbare. Det er umuligt at forstå krigen i Ukraine, hvis man udelukkende zoomer ind på den februardag i 2022, hvor russiske tropper rykkede ind over grænsen. 

På trods af løfter om det modsatte, så rykkede amerikansk imperialisme i form af NATO tættere og tættere på Rusland i årtierne efter Murens fald; Ruslands nabolande blev optaget i NATO, der blev opsat amerikanske militærbaser og udstationeret amerikanske tropper i Østeuropa, NATO-øvelser blev afholdt op ad den russiske grænse, USA støttede Maidan-kuppet i Ukraine i 2014. Man kan forestille sig, hvad den amerikanske reaktion havde været, hvis Rusland eller Kina havde gjort noget lignende i Mellemamerika op ad USA’s egne grænser.

Amerikansk imperialismes tiltagende omkredsning af Rusland nåede et kritisk punkt, hvor Rusland, for at sikre sine egne imperialistiske interesser, krævede garantier for, at Ukraine ikke kunne blive optaget i NATO. Det nægtede Joe Biden at give, som ikke ville vise yderligere amerikansk svaghed, efter den ydmygende tilbagetrækning fra Afghanistan. Rusland trak en streg i sandet, og krigen blev en realitet.

Ligesom alle imperialistiske krige, så er krigen i Ukraine en kamp om indflydelsessfærer, markeder, investeringsmuligheder og profit. Det er også præcis sådan de danske kapitalister ser det. Den 26. november var flere end 20 store danske virksomheder således i Ukraine på et såkaldt ”erhvervsfremstød”, anført af den socialdemokratiske erhvervsminister Morten Bødskov. På kynisk vis udnytter de danske kapitalister krigen som en mulighed for at berige sig selv ved at rage en større markedsandel til sig. Som Bødskov selv formulerer det, så er Ukraine ”en stor økonomi, […] der [er] meget stor omsætning på det ukrainske marked, og der er meget store investeringsmuligheder.”

Danske virksomheder har ligefrem fået en fast-track ordning, der giver dansk kapitalisme hurtigere og nemmere adgang til det ukrainske marked. Hvorvidt de danske kapitalisters privilegerede position til at udplyndre landet hænger sammen med, at de danske politikere er nogle af de mest militante støtter af regeringen i Kiev, kan man kun gisne om.

Udover at dominere Ukraine politisk, økonomisk og militært, så er Vestens formål med krigen at svække Rusland så meget som muligt. Det er også en af årsagerne til, at USA saboterede fredsforhandlingerne i Istanbul i månederne efter krigsudbruddet i 2022. Sandheden er, at de har brugt ukrainerne som kanonføde for at pleje deres egne interesser. I et sjældent øjebliks ærlighed kan man høre borgerlige eksperter indrømme netop dette, som fx da Peter Viggo Jakobsen, lektor på Forsvarsakademiet, i P1 Udsyn den 31. oktober 2024, åbent sagde at krigen i Ukraine er en stedfortræderkrig, hvor USA og Vesten hjælper Ukraine for at svække Rusland. 

Krigen handler derfor ikke om hvorvidt Ukraine kan få lov til at være en demokratisk og suveræn nationalstat, som de danske politikere, inklusiv Pelle Dragsted, fremstiller det. Krigen handler om, hvorvidt Ukraine skal være underlagt vestlig imperialisme eller russisk imperialisme.

Selv nu, hvor det er tydeligt at vestlig imperialisme har tabt krigen, presser Mette Frederiksen og Enhedslisten alligevel på for, at den skal fortsætte, og at endnu flere ukrainere og russere skal dø på slagmarken. Den eneste mulighed for at vende situationen, fra et uundgåeligt nederlag til Vesten i Ukraine, ville være, hvis NATO blev trukket direkte ind i krigen. Det er det Zelenskij desperat forsøger på. Men hvad ville konsekvenserne være? Det ville reelt set betyde en ny verdenskrig med langt mere avancerede våben, herunder atomvåben. Det er den logiske konsekvens af Enhedslistens position, der skubber på for, at krigen skal fortsætte og eskalere.

NATO

Da krigen brød ud og Enhedslistens top stillede sig utvetydigt på Ukraines side, sagde vi, at det næste logiske skridt ville være, at de åbent bakkede op om NATO. Det skete kort tid efter. 

Som nævnt ovenfor, skrev Pelle Dragsted en artikel i RÆSON, som markerede et skift i partiets syn på NATO: “For der er ingen tvivl om at NATO ikke bare spiller en positiv rolle i verden. Bare spørg de folk der er blevet ramt af NATO-bomber i eksempelvis Irak og Afghanistan. Men omvendt er det ret tydeligt lige nu, at NATO er et værn for de baltiske lande mod russisk imperialisme. Så skal vi på kort sigt blive ved med at argumentere for, at NATO skal væk, når det er ret åbenlyst, at det ville føre til, at de baltiske lande ville blive indlemmet i et russisk storrige?” 

Hvis NATO historisk har spillet en negativ rolle i verden og har været bannerfører for vestlig imperialisme, hvorfor er de så lige pludselig blevet gode, når de står ansigt til ansigt med russisk imperialisme i Ukraine? Har krigen i Ukraine ikke blot sat to streger under, at NATO er en imperialistisk alliance med interesse i at svække rivaliserende stormagter? Og hvordan kan det være, at vi skal stoppe med at kæmpe imod NATO netop i det øjeblik, hvor vestlig imperialisme presser yderligere på for en styrkelse og udvidelse af NATO? Burde det ikke lede til en øget modstand?

Processen i Enhedslisten gik endnu videre. I foråret 2022 vedtog partiet en udtalelse om, at de ikke længere arbejder for en umiddelbar dansk udmeldelse af NATO og i foråret 2023 blev accepten af NATO indføjet i principprogrammet, hvor der nu bl.a. står følgende: 

“Vores mål er, at Danmark skal stå uden for Nato og andre militære stormagtsalliancer. Men det forudsætter en ny sikkerhedsarkitektur på nordisk, europæisk og internationalt plan samt en styrkelse og demokratisering af FN og fælles sikkerhedspolitiske fora som OSCE.“

Der rejser sig en lang række spørgsmål. Hvilken sikkerhedsarkitektur er det, partiet taler om? Hvem skal indføre den, hvordan og til hvilke formål? 

Men lad os starte ved accepten af NATO. NATO blev dannet i 1949 som en militæralliance rettet mod Sovjetunionen. Med Sovjetunionens sammenbrud faldt også Sovjetunionens militæralliance, Warszawapagten, sammen, mens NATO bestod. På papiret er NATO en forsvarsalliance, der bygger på princippet om, at et angreb på et NATO-land er et angreb på alle NATO-lande, men NATO er de sidste 30 år gået fra militær afskrækkelse til flere militære operationer uden for alliancens eget territorium f.eks. på Balkan og i Afghanistan. 

NATO er ikke en forsvarsalliance, men en militær alliance til forsvar for Vestens imperialistiske interesser over hele verden. Accepten af NATO fra Enhedslistens top cementerer, at de har stillet sig på vestlig imperialismes side.

Vestlig imperialisme

Pelle Dragsted kritiserer Putin for at forsvare Ruslands imperialistiske interesser, men som der står i Biblen: “Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje?” (Luk. 6, 41-42). Pelle Dragsted og toppen af Enhedslisten kan se splinten i Putins øje, men er totalt blind for de imperialistiske interesser som NATO og Vesten, herunder Danmark, forfølger, og som den ukrainske befolkning ofres for at forsvare. 

Præcis som lederne af Anden Internationale under første verdenskrig stiller Enhedslisten sig bag “vores egen” herskende klasse. Pelle Dragsted og Enhedslisten bruger på kynisk vis myten om det humane Danmark, til at lukke ned for en virkelig kamp mod imperialisme. De er med til at optegne myten om, at dansk og vestlig imperialisme er bedre, mere demokratisk, human osv. end russisk imperialisme. 

Rusland fører en krig i Ukraine for egne imperialistiske interesser. Men det samme gør Vesten. Putins Rusland er reaktionært, men vestlig imperialisme spiller en endnu mere reaktionær rolle på verdensplan. Det er vestlig imperialisme, der har startet flest krige. Siden slutningen af anden verdenskrig har der været over 250 væbnede konflikter i 150 regioner i verden, mere end tre-fjerdedele startede på USA’s initiativ. Det er vestlig imperialisme, der både gennem militær og økonomisk magt dominerer og smadrer lande verden over. Med ulige handelsaftaler og lånebetingelser, direkte militære interventioner og økonomiske blokader.

Vestlig imperialismes styrke er imidlertid i relativ tilbagegang, men dominerer stadig kloden. Lenin beskrev første verdenskrig som en imperialistisk krig mellem to slaveejere, en med 100 slaver og en med 200, som strides om en mere “retfærdig” fordeling af slaverne. Det var “en krig udelukkende rettet mod at gribe kolonier, plyndring af rivaliserende lande og svækkelse af den proletariske bevægelse ved at sætte et lands proletarer op imod et andet.” Det er præcis det samme vi ser i dag. Vestlig imperialisme er slaveejeren, der desperat forsøger at bevare sine 200 slaver.

Enhedslistens top er i gang med at fuldbyrdige en proces, som har været længe undervejs. Enhedslistens accept af NATO-medlemskab var den logiske konklusion på at gå med på den vestlige propaganda om, at Putin er ene ansvarlig for krigen og Vestens hovedfjende. Nu har de accepteret NATO og det næste logiske skridt herfra er at acceptere flere penge til oprustning, dvs. gå med i et forsvarsforlig. Indtil videre betinger de sig til et territorialforsvar, men hvad er dansk og vestligt territorium? Angiveligt er Ukraine en del af det, eftersom deres kamp mod Putin er et forsvar for “os”. Har man sagt A, må man også sige B, C, D osv. 

Folkemordet i Gaza

I Gaza er situationen en anden end i Ukraine. Alligevel er der en gennemgående rød tråd i Enhedslistens position: at de stiller sig på vestlig imperialismes side. De gik med i politikerne og mediernes kor om “Israels ret til at forsvare sig selv”, har været mildest talt fodslæbende i deres støtte til solidaritetsbevægelsen med Palæstina og er gået med i antisemitisme-aftalen der under dække af at ville beskytte danske jøder, har som formål at ramme netop palæstinabevægelsen ved at sætte lighedstegn mellem kampen mod zionisme på den ene side og antisemitisme på den anden.

Enhedslistens top har forsøgt at fremstå som hævet over konflikten. Deres position kan kort opsummeres i følgende Facebook-opslag fra Pelle Dragsted den 8. oktober i år: “Intet retfærdiggør terror. Intet retfærdiggør krigsforbrydelser. Alle liv er hellige.“

Ved at sidestille de to sider forsøger Enhedslisten at stille alle tilfredse. Men det er ikke muligt i en konflikt hvor der ikke er noget neutralt ståsted. For de titusinder der fuldkommen rigtigt ser Israels folkemord som en fortsættelse og optrapning af årtiers imperialistisk undertrykkelse og fordrivelse, svarer Enhedslistens position til et fuldkommen svigt af kampen mod zionisme til fordel for at føje sig for Mette Frederiksens regering. 

Og for borgerskabet vil forsøget på en “neutral” position aldrig være nok. Som B.T.’s smædekampagne mod Enhedslisten har vist, lugter de netop blod når venstrefløjen ikke står på et stærkt og principielt grundlag til forsvar for et undertrykt folk imod deres undertrykker. Toppen af partiet har taget konsekvensen af den ubekvemme balancegang, og forsøger nu at afsværge alt hvad de tidligere stod for af støtte til palæstinensernes ret til modstand.

Enhedslistens top forsøger at sidestille de to sider med begrundelsen “alle liv er hellige”. Men der er jo på ingen måde tale om to ligestillede sider. Den israelske stat, regionens mægtigste militærmagt, fuldt støttet af verdens største supermagt, har med brutale midler undertrykt og fordrevet det palæstinensiske folk i mere end 70 år. Palæstinenserne har kæmpet imod, men har samtidig fået deres skæbne forseglet af Vesten, der blot har ladet Israel optrappe undertrykkelsen ved hver en lejlighed. Ansvaret for det nuværende blodbad ligger ene og alene på den israelske stat og de vestlige regeringer, der holder hånden under det israelske regime. 

Toppen af Enhedslisten gør blodbadet i Gaza til et moralsk spørgsmål: en abstrakt moralsk afstandtagen fra tab af civile liv. Det kan de fleste i princippet være enige om. Men blodsudgydelserne fortsætter verden over. Vestlig imperialisme har dræbt millioner civile i deres krige, økonomiske blokader osv. Og ikke engang Enhedslisten selv opretholder princippet: de russiske civile, der ville blive dræbt, hvis Ukraine får lov til uhindret at bruge vestlige våben i Rusland, er åbenlyst ikke helt så hellige. Hykleriet skriger til himlen: Rusland skal fordømmes fordi de invaderer en suveræn nation, men hvor er demonstrationerne, indkaldt af Enhedslisten, imod Israels invasion af Libanon? Hvor er billederne af enhedslisten-topfolk med libanesiske flag? Hvor er EU-resolutionerne om øjeblikkelig og uhindret eksport af våben til den libanesiske stat i kampen mod invasionsmagten, der på tredje måned bomber civile områder i Beirut?

Det bliver ikke bedre når det kommer til Enhedslistens løsning i Palæstina. Enhedslistens udenrigsordfører i Folketinget Trine Pertou Mach skriver, at “Oprettelsen af palæstinensisk stat er en forudsætning, og udgangspunktet for en to-statsløsning er Israels tilbagetrækning til 1967-grænserne. Det er i overensstemmelse med international ret og et afgørende tiltag for deeskalering af situationen.”

Men det var den såkaldte to-stats løsning fra Oslo-aftalen, der har ført til den nuværende situation. Israel har tydeligt vist, at de ikke ønsker en tilbagevenden til grænserne fra 1967 – tværtimod. De ønsker, og er godt i gang med, en etnisk udrensning af det palæstinensiske folk. 

Hvem skal gennemtvinge en sådan løsning? Enhedslisten appellerer til FN, Vesten og den danske regering. I stedet for at udstille Vestens kyniske rolle og hykleri skaber Enhedslisten illusioner med deres appeller til deres fornuft. Tror man, at FN vil kunne gøre noget uden amerikansk tilladelse, er det topmålet af naivitet.

Pelle Dragsted skrev på facebook: “Jeg ønsker af hele mit hjerte at alle vender tilbage til moral, omtanke, medmenneskelighed og konsistente og universelle principper. Det andet er både farligt og forkert.” 

De fleste palæstinensere ville nok ikke være helt enige i, at situationen før den 7. oktober var præget af “moral, omtanke og medmenneskelighed.” Lenin sagde, at krig er en fortsættelse af politik med andre midler, men også, at en imperialistisk fred blot er en fortsættelse af en imperialistisk krig. Den israelske stats udrensning af palæstinenserne foregik også før den 7. oktober, selvom der officielt set var “fred”. Så længe en israelsk kapitalistisk stat består, vil der aldrig blive reel fred i Palæstina.

De vestlige ledere kunne trække støtten til den israelske regering og det ville svække dem markant. Men der er en grund til at de ikke gør det. Joe Biden har på famøs vis sagt, at hvis ikke USA havde Israel i Mellemøsten, havde de været nødt til at skabe det. Vestlig imperialisme har brug for et brohoved i regionen. Derfor kan de ikke trække støtten til Netanyahu, uanset hvad han gør. Det er rigtigt, at de er begyndt at kritisere ham, ikke fordi de pludselig har fået sympati for palæstinenserne, hvis lidelser de har vendt det blinde øje til i årtier, men fordi Netanyahus handlinger risikerer at destabilisere hele Mellemøsten og skabe social uro i alle vestlige lande.

Hvilken side står vi på?

I krig og klassekamp må man vælge side: står man på undertrykkerne eller de undertryktes side. I Gaza er det ret ligetil: vi støtter palæstinensernes kamp for et frit Palæstina. Karakteren af krigen i Ukraine er anderledes end i Gaza. Begge sider i krigen i Ukraine forfølger deres egne imperialistiske interesser. Krigen er reaktionær. Den har sat arbejdere op imod arbejdere og øget nationalismen på begge sider. Det faktum at Putin og den russiske stat er reaktionær ændrer ikke på, at det også er reaktionært at stille sig bag vestlig imperialisme på den ukrainske side.

Enhedslistens top siger, at deres krav om sanktioner og støtte til Ukraine kan være med til at vælte det reaktionære Putin-regime. Men hvad ville erstatte Putin, hvis han blev væltet af rige oligarker, der er trætte af økonomiske sanktioner? Eller hvad vil konsekvensen være hvis Vesten kom til at dominere Rusland? Det har de russiske arbejdere allerede oplevet efter Murens fald: en udsultning og udplyndring af de russiske arbejdere. 

Enhedslistens støtte til Ukraine styrker Putin i stedet for at svække ham. Putin fremlagde denne krig som et forsøg på at stoppe vestlig imperialisme. Det gjorde han af sine egne reaktionære grunde, men han har jo ret i det. Med sin støtte til Ukraine er venstrefløjen i Vesten med til at presse den russiske arbejderklasse ind bag Putin. På tragikomisk vis er det præcis det samme der er sket i Vesten, hvor truslen om Putin og Rusland bruges af den herskende klasse til at presse hele venstrefløjen op bag vores egne herskende klasser. Krigen er altså reaktionær på begge sider, da det svækker klassesolidaritet på tværs af nationale skel, og styrker nationalismen, der gavner de herskende klasser på begge sider. 

Den eneste måde at styrke de russiske arbejderes kamp mod Putin er at vise, at vi ikke har nogen interesse i at erstatte den reaktionære Putin med et lige så reaktionært pro-vestligt regime. At vælte Putin og hele det reaktionære russiske regime er de russiske arbejderes opgave. Vi i Vesten har en langt vigtigere opgave: nemlig at vælte den mest reaktionære kraft i verden: vestlig imperialisme. Første skridt i at bekæmpe vestlig imperialisme er at udstille den i stedet for at stikke folk blår i øjnene om Vestens forsvar for demokrati og menneskerettigheder, som Enhedslistens top gør.

Det vil både styrke den russiske arbejderklasse og palæstinensernes kamp for frihed. For kun den vestlige arbejderklasse kan rive den globale kapitalisme op med rode. Så længe kapitalismen består, vil imperialistiske krige fortsætte. Vi kommunister kæmper for en verden uden krig. Men det kan ikke lade sig gøre uden en kamp for at vælte det system som krigene udspringer af. 

Vores opgave er ikke at besmykke vestlig imperialisme, ikke at vælge side med nogen af slaveejerne. Vores opgave er at bruge den krise som vestlig imperialisme befinder sig i til at rette vores skyts mod det faldende korthus. Vi støtter ukrainere, russere og alle andre folkeslags ret til at leve side om side i fred. Det betyder at fremme kampen for en socialistisk revolution til alle tider, også under svære omstændigheder som krig, og aldrig at stille sig på samme side som den herskende klasse.

Anden internationales resolution vedtaget i Stuttgart i 1907 ender med to paragraffer, der blev indføjet efter et ændringsforslag fremsat af Lenin og Rosa Luxemburg, der gik på at forpligte Internationalens partier til at bruge krigen til at fremskynde kapitalismens fald.

“Hvis et krigsudbrud truer, så er arbejderne og deres parlamentariske repræsentanter i de deltagende lande forpligtet til at gøre alt for at hindre krigens udbrud ved anvendelse af passende midler, som vil kunne ændre sig eller skærpes i henhold til en skærpelse af klassekampen og den almindelige politiske situation.

Hvis krigen alligevel skulle bryde ud, er de forpligtet til at arbejde for en hurtig afslutning og at udnytte den af krigen påførte økonomiske og politiske krise til at vække folkemasserne politisk og fremskynde det kapitalistiske klasseherredømmes fald.”

Når en krig bryder ud, starter propagandamaskinen. Den har sjældent været så voldsom som nu. Enhedslisten følger den “offentlige mening”, som er intet andet end den herskende klasses propaganda, og stiller sig bag dem, der undertrykker og udplyndrer jordens befolkning. Imens rykker bevidstheden den anden vej under overfladen. 

Tusindvis kan gennemskue Vestens og den danske regerings reaktionære rolle. De vil også gennemskue Enhedslistens rolle, som er at give den imperialistiske politik et venstredække. De vil lede efter et virkeligt alternativ til krig og militarisme. Det er vores opgave at vise, at kampen for et samfund uden krig og militarisme hænger uløseligt sammen med kampen for en socialistisk verdensrevolution. Og det er vores opgave at organisere alle, der ønsker at deltage i denne kamp mod imperialisme og krig.