En kommunistisk løsning på folkemordet i Gaza

Intifada 1 1200x800

Andreas Nørgård



7 minutter

Lenin forklarede, at kapitalismen er rædsel uden ende, og de sidste ti måneders blodbad i Gaza har endnu en gang bekræftet dette. Den israelske stats ensidige krig mod det fattige og undertrykte palæstinensiske folk har skabt et niveau af menneskelig lidelse uden sidestykke.

Mindst 40.000 palæstinensere er blevet bekræftet dræbt af den israelske krigsmaskine, hvoraf langt størstedelen er kvinder og børn. Israels bombardementer har reduceret Gaza til murbrokker i et sådant omfang, at ni ud af ti palæstinensere nu er internt fordrevne uden noget sikkert tilflugtssted.

Den israelske hær udsulter Gazas befolkning ved at blokere for importen af tilstrækkelige mængder fødevarer og anden basal nødhjælp. Resultatet er, at over 90 % af børn under to år i Gazastriben lider under alvorlig fødevaremangel. De, som endnu ikke er blevet dræbt af israelske bomber eller sultet ihjel, risikerer i stedet at dø af de mange sygdomme, såsom polio, der florerer i Gazas sønderbombede ruiner.

Hvad vi er vidne til i Gaza kan ikke beskrives som andet end et folkemord; et folkemord, der udføres af den magtfulde israelske stat med hele Vestens fulde opbakning og aktive støtte. Som kommunister siger vi åbent og ærligt, at vi bakker op om de undertrykte palæstinensiske masser i deres kamp mod den israelske stat og vestlig imperialisme.

Ned med bødlerne på Christiansborg!

forside 92 min

På kynisk vis fremstiller de danske politikere og resten af Vestens ledere sig selv som forsvarerne af demokrati og menneskerettigheder. Deres loyale forsvar for Netanyahus morderiske regime har dog endegyldigt aflivet den myte.

Da russiske missiler den 8. juli ramte et børnehospital i Kiev og dræbte to personer, fordømte statsminister Mette Frederiksen på det kraftigste angrebet, som blev stemplet som et eksempel på “russisk grusomhed”. Men hvad har reaktionen været fra Mette Frederiksen de gentagende gange Israel har bombet hospitaler, skoler, flygtningelejre eller andre civile mål i Gaza?

Få dage inden angrebet i Kiev bekræftede de israelske myndigheder, at de havde bombet tre skoler i Gaza, som husede flygtninge. Over 30 personer blev dræbt i det israelske luftangreb, de fleste af dem børn. Hvor var Mette Frederiksens fordømmelse af Israels angreb mod skolerne i Gaza? Stemplede hun angrebet som et udtryk for “israelsk grusomhed”? Angrebene på de palæstinensiske skoler blev, ligesom alle andre af Israels krigsforbrydelser, mødt af stilhed fra Mette Frederiksen, “børnenes statsminister”.

I realiteten har Mette Frederiksen og resten af Vestens ledere intet imod, at skoler bombes og børn dræbes — så længe det bare er deres allierede der gør det! De samme vestlige ledere, der fordømmer Ruslands krænkelse af Ukraines “ret til selvbestemmelse”, står fuldt og fast bag den israelske stats folkemord på Gazas befolkning. I millioner af arbejdere og unges øjne er politikerne derfor blevet afsløret for, hvad de i virkeligheden er: en bande hykleriske mordere.

Der er tilsyneladende ingen grænse for omfanget af de grusomheder, de israelske magthavere kan begå, som Vestens ledere kan se igennem fingre med. Årsagen er simpel. Israel er en forpost for vestlig imperialisme i Mellemøsten og forsvarer de vestlige kapitalisters interesser i den økonomisk vigtige region. En kendsgerning Joe Biden ærligt har indrømmet: “[Supporting Israel] is the best $3 billion investment we make. Were there not an Israel, the United States of America would have to invent an Israel to protect her interests in the region.

Men ikke nok med at lederne af “den frie verden” vender det blinde øje til deres allieredes forbrydelser, så tjener kapitalisterne i forsvarsindustrien styrtende på at sælge det israelske militær de våben, som bruges til at slagte uskyldige mænd, kvinder og børn. Som Lenin sagde: “Ja, krig er frygteligt – frygteligt profitabel.

Danske våbenproducenter som Terma tjener klækkelige summer på at forsyne den israelske krigsmaskine med flydele til de kampfly, som bomber Gaza. Virksomhedens overskud steg i det seneste regnskabsår fra 170,8 millioner til 206,4 millioner kroner. Ligeledes har ejerne af virksomheden MyDefence for nyligt tjent et tocifret millionbeløb på salg af antidrone-udstyr til det israelske militær.

Bødlerne på Christiansborg, der loyalt forsvarer israelsk imperialisme, og kapitalisterne i krigsindustrien, der tjener på blodbadet i Gaza, har alle palæstinensernes blod på deres hænder!

Knæfald for det danske borgerskab

Siden krigen begyndte sidste år, har der fra hele etablissementet været et enormt pres for at støtte op om Israels massakre på Gazas befolkning. Pressen, politikere og meningsdannere har gentagne gange udtrykt deres urokkelige støtte til “Israels ret til at forsvare sig selv”, og enhver, der vover at forsvare det palæstinensiske folks basale rettigheder, bliver stemplet som en Hamas-sympatisør.

Hele den danske venstrefløj i Folketinget, der ellers påstår at stå på samme side som de svage og undertrykte, bukkede øjeblikkeligt under for borgerskabets pres. Pelle Dragsted maler derfor et billede af konflikten som en kamp mellem to ligeværdige parter, der bærer et ligeligt ansvar for krigen — det kunne dog ikke være længere fra sandheden og er i realiteten blot et fejt forsvar for israelsk og vestlig imperialisme.

Enhedslistens knæfald for det danske borgerskab nåede imidlertid nye skamfulde højder med deres støtte til regeringens aftale om antisemitisme, som reelt set kriminaliserer kritik af Israel og støtte til Palæstina.

Aftalen kommer i kølvandet på en historisk stor solidaritetsbevægelse for Palæstina, som regeringen fra starten har angrebet og anklaget for at være antisemitisk. Det bør være tydeligt for enhver, der kæmper for et frit Palæstina, at der ikke er ét eneste parti på Christiansborg, som står os på vores side. Vi, arbejdere og unge, kan kun stole på vores egne kræfter og gensidige solidaritet i kampen mod dette systems brutalitet og uretfærdighed.

Revolutionært Kommunistisk Parti står i modsætning til dem alle: regeringen, Enhedslisten, meningsdannere og resten af etablissementet. Mens de forsøger at undskylde Netanyahus folkemord, så står vi åbent frem og fordømmer Israels forbrydelser samt fordømmer vores egne magthaveres medskyldige, kriminelle rolle.

Men vi er ikke tilfredse med blot at fordømme, vi kæmper for at gøre en ende på det igangværende mareridt ved at rive problemets årsag op med roden — det kapitalistiske system.

For revolution og intifada!

Israel Palestine Conflict Creative Commons 696x468 1

Blodbadet i Gaza er et direkte produkt af kapitalismen og dens iboende imperialisme. Kapitalismen har skabt et levende helvede for det palæstinensiske folk, og så længe kapitalismen består, vil deres lidelser fortsætte.

Ethvert krav om en våbenhvile eller fred, som efterlader kapitalismen intakt, er derfor ingen reel løsning på palæstinensernes lidelser. Hvis vi endegyldigt vil sætte en stopper for imperialistiske krige, besættelse og folkemord, må vi kæmpe for at vælte det system, der producerer det.

Vi fremfører derfor nødvendigheden af en revolutionær vej frem for Palæstina, hvor regionens fattige og undertrykte masser gennem revolutionær kamp vælter de reaktionære, kapitalistiske regimer. De palæstinensiske masser har tidligere vist vejen frem i form af deres intifadaer, som var massekamp mod deres undertrykkere. Vi må fortsætte palæstinensernes revolutionære tradition og globalisere intifadaen!

En revolution på tværs af Mellemøsten, hvor arbejderklassen tager magten i sine egne hænder, vil lægge grundlaget for en socialistisk føderation i Mellemøsten. De arbitrære landegrænser, som imperialisterne har trukket på tværs af regionen, ville endeligt kunne afskaffes, og den tilstand af krig og armod, som kendetegner massernes tilværelse, vil erstattes af fredelig sameksistens og økonomisk fremgang.

Men hvis det skal lykkes, så kan revolutionen ikke begrænses til Mellemøsten alene. Imperialismen må væltes over hele verden, især i USA og Europa. Det er derfor nødvendigt, at vi organiserer os og bygger et revolutionært parti, der kan være spydspidsen i kampen for at vælte vores egne imperialistiske magthavere og deres system. Vi siger derfor:

  • Ikke en krone, ikke en patron til den israelske krigsmaskine!

  • Stop massakren i Gaza! Ned med bødlerne på Christiansborg!

  • For et frit Palæstina! Intifada indtil sejr!

  • For en socialistisk føderation i Mellemøsten!

  • Længe leve den kommunistiske verdensrevolution!

GÅ MED I RKP!

Gå med i RKP