Dagen før arbejdernes internationale kampdag, den 30. april, var en endnu vigtigere mærkedag for arbejderbevægelsens absolutte top. Det var nemlig Claus Jensens 60 års fødselsdag, formanden for en af de vigtigste fagforeninger i Danmark, Dansk Metal. Og man skal da ellers lige love for, at der ikke skulle mangle noget til sådan en dag.
Claus Jensen havde sørget for, at åbningen af den nye “arbejderby”, Sydporten, som er blevet opført af Dansk Metal og altså bygget med medlemmernes penge, netop faldt sammen med hans egen runde fødselsdag. På den måde kunne hele parnasset ganske let glide fra Sydporten hen i et festtelt på størrelse med halvdelen af Fælledparken, hvor Claus Jensen så skulle fejres for fuld skrue.
Det mest interessante er imidlertid ikke hvilke enorme summer, som må være blevet brugt på telt, mad, spiritus og de andre festligheder.
Snarere var det mest interessante ved fødselsdagen gæsterne. For som et gammelt spansk ordsprog lyder, så kan man sige meget om en person ud fra, hvem de vælger at omgås med. Gæstelisten var ikke offentlig tilgængelig, men det lykkedes podcasten Fagbevægelsen uden filter at få fat i de mest markante navne. Gæsterne var, som værten på podcasten Gitte Redder så direkte sagde det, “eliten”:
“Alle fra Dansk Industri var der, alle fra Dansk Erhverv, Dansk Arbejdsgiverforening, ministre på stribe og så selvfølgelig hele fagbevægelsen og en masse tillidsfolk.” Med andre ord: hele toppen af det danske samfund.
Claus Jensens egen kone måtte vige sin siddeplads, så selveste statsminister Mette Frederiksen kunne være Claus’ borddame, mens udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen sad på hans anden side. Resten af hans bord talte kun profiler fra den danske overklasse, blandt andre direktøren for Nationalbanken, topchefen for Dansk Arbejdsgiverforening, topchefen for Arbejdernes Landsbank, direktøren for Danfoss, direktøren for Dansk Industri og topchefen i Ørsted.
Ifølge medværten i podcasten stod halvdelen af regeringens ministre i kø som små artige skolebørn for at trykke Claus Jensen i hånden og ønske ham tillykke med fødselsdagen. Og i sin hyldesttale til Claus Jensen sagde Mette Frederiksen, at det i virkeligheden var Claus Jensen, der var Danmarks mægtigste person og ikke hende selv.
Der er ingen tvivl om, at Claus Jensen både er rig og magtfuld – også selvom man ikke kan finde oplysninger om, hvad han faktisk får i løn og vederlag nogen steder.
Men vigtigere end nogen lønseddel, så er denne fødselsdag en meget billedlig illustration på den afgrundsdybe kløft, der adskiller toppen af den danske fagbevægelse fra de folk, som de faktisk skulle forestille at repræsentere: nemlig den danske arbejderklasse.
Hele affæren viser os tydeligt, at toppen af den danske fagbevægelse har de samme økonomiske, politiske og sociale omgangskredse som den herskende klasse. Det er derfor heller ikke overraskende, at de repræsenterer de samme interesser.
Claus Jensen og resten af fagtoppen er ikke et hak anderledes end de politikere, arbejdsgivere og kapitalister, som de omgås. Noget der blev tydeligt kort tid efter fødselsdagen med Claus Jensens udtalelse om, at regeringen burde bruge flere penge på skattelettelser til erhvervslivet. Alle ser de hellere, at pengene skal gå til de rigeste i samfundet, mens resten af os lider under et fuldstændigt smadret velfærdssystem, der hverken kan tage hånd om dem selv, deres børn eller deres forældre.
