For nylig bragte Jyllands-Posten et læserbrev med titlen ”Den yderste venstrefløj opfordrer til organisering, men dyrker selv kaos og hærværk” skrevet af to fremtrædende medlemmer fra Liberal Alliances Ungdom (LAU).
Her skyder de os, der stifter Revolutionært Kommunistisk Parti, i skoene, at vi skulle dyrke kaos. Læser man artiklen, ser man hurtigt, at dette såkaldte kaos skyldes et par kommunistiske plakater. Indkald straks hæren! Få fat i FN! Hvor bliver Røde Kors dog af? Hvem skal hjælpe de stakkels borgere i Aarhus?
Hvis man virkelig vil forstå, hvad kaos er, bør vi kigge på det liv, som kapitalismen tilbyder langt størstedelen af klodens befolkning, og hvilke udsigter selvsamme liv har. Kaos er at leve under det her socio-økonomiske system, hvilket der er et utal af eksempler på.
Klimakrisen skaber fødevareusikkerhed for et stigende antal mennesker. Det gør områder rundt om på jorden ubeboelige, og det har rystet mennesker i sådan en grad, at folk ikke længere vil sætte børn i verden af bekymring for deres fremtid. Men livet byder på meget mere end klimakrise under kapitalismen. Vi får vores løn udhulet, så det bliver en kamp at have råd til livsfornødenheder, såsom mad, bolig og medicin. For kvinder er det endnu værre, som kan se frem til at tjene markant mindre end deres mandlige kollegaer.
Det mentale helbred er i frit fald, hvor stadigt flere unge mennesker døjer med deres psykiske helbred, og kapitalismen giver dem et sundhedsvæsen, som brænder. Alle, som er i kontakt med det offentlige sundhedsvæsen, kan se, at det er ved at falde fra hinanden, og dem, der arbejder der, løber skrigende væk.
Det samme er tilfældet med alle andre offentlige institutioner. I vores folkeskoler får almindelige menneskers børn en ringere og ringere uddannelse, samtidig med at lærere går ned med stress på stribe. Sidst, men ikke mindst, har vi den højt besungne institution, som vi kalder demokratiet, som færre og færre har tillid til, mens Christiansborg bliver mere og mere fragmenteret.
Hvert år tilbyder også nye krige og ødelæggelser. For øjeblikket har vi i Ukraine den største regulære krig på europæisk jord siden 2. Verdenskrig og et endeløst antal af væbnede konflikter og krige andre steder i verden, såsom blodbadet i Gaza eller nødhjælpskatastrofen i Sudan. Millioner og atter millioner af mennesker er på flugt, har intet sted at bo og ingen familie at passe på dem. Alt imens store imperialistiske stater kæmper imod hinanden for militær strategiske områder, interessesfære og ressourcer.
Se, det er kaos! Det er, hvad der skaber usikkerhed, magtesløshed og en frygt for fremtiden overalt på kloden. Det er skabt af et irrationelt system, men det er dette system, som LAU forsvarer med næb og kløer.
Man fristes jo til at spørge, hvorfor LAU så stædigt holder fast i et system, der forårsager sådan et kaos? Det skyldes, at LAU er et parti, som repræsenterer toppen af samfundet, og dermed repræsenterer deres interesser. Disse interesser falder sammen med opretholdelsen af status quo. De forsvarer altså indædt et system, som ødelægger livet for langt de fleste, men sikrer sus og dus for de færreste.
Derfor er det også mærkeligt, at LAU’s top længere nede i artiklen også lige får sneget ind, at samfundene i Rusland og Kina skulle være ønskværdige for os kommunister.
Der er intet kommunistisk over disse lande. Kapitalismen er det økonomiske grundlag for begge lande. Den private ejendomsret er oprettet, det “frie marked” er bestemmende for økonomien, og et fåtal skummer fløden på majoritetens lønarbejde.
Hvad vi så i Rusland i 1990’erne med kapitalismens genindførsel var et brandudsalg af statens aktiver og en hyperprivatisering. Det er jo et drømmescenarie for sådan nogle som LAU, og er det grundlag, som har skabt oligarkstyret i Rusland med Putin i spidsen i dag.
LAU og deres moderparti hader fagforeninger, hader at arbejdere organiserer sig og sammen kæmper for bedre rettigheder. De har tidligere sammenlignet fagbevægelsen med mafiaen og fagligt aktive med kriminelle. Så de må have det helt fint med, hvordan tingene fungerer i Kina, hvor arbejdsgiverne har ubetinget magt over deres arbejdere, som ikke har nogen mulighed for selvstændig organisering i fagforeninger.
Fælles for LAU, Rusland og Kina er altså, at de alle tre forsvarer og opretholder de stenriges ret til at forblive stenrige ved at indføre reformer, som gør udplyndringen af de arbejdende masser virkelig effektivt.
I Revolutionært Kommunistisk Parti står vi for noget radikalt anderledes. Vi mener, at kontrollen med økonomien burde være hos dem, der faktisk producerer værdierne i samfundet: arbejderklassen.
En planøkonomi med arbejderdemokrati er en bevidst kontrol med økonomien, modsat det økonomiske anarki vi ser under kapitalismen i dag. Sådan en planøkonomi ville kunne løse de problemer, vi mennesker står over for – om det så er enden på hungersnød eller klimakrisen. Modsat det nuværende system, hvor vi alle mener, der bør gøres noget ved disse ting, men der intet sker.
En sådan demokratisk kontrol over økonomien vil være det grundlag, som rent faktisk kan skabe reel frihed for størstedelen af menneskeheden. At kunne forme livet efter menneskers behov frem for at underlægge livet efter snævre rammer for, hvad der kan skabe profit. Det er altså ikke, hvad vi kommunister gør, som skaber kaos, men omvendt er det netop kampen for kommunisme, som kan gøre op med det kaos, som regerer under kapitalismen.
