Regeringen blev svoret ind som et historisk nybrud, der skulle skabe store, varige og nødvendige samfundsforandringer. Men et års tid efter er hele regeringsprojektet i en dyb krise, som afspejler den mere fundamentale krise, systemet befinder sig i.

Der blev lovet en helt ny kurs, da Socialdemokraterne, Venstre og Moderaterne i december 2022 sammen dannede en, i danmarkshistorien sjælden, midter-regering. Mette Frederiksen fortsatte som statsminister, men i en helt ny konstellation. Nu skulle yderfløjene holdes uden for indflydelse, fornuften skulle herske og, eftersom regeringen fik flertal ved valget, så havde den magten til at gennemføre store strukturelle samfundsreformer.

Hvad er situationen i dag? Mette Frederiksen og regeringen er ekstremt upopulære. Det står tydeligt for enhver, at de enkelte politikere kun tænker på deres egne interesser.

Det er en regering, som fortsat udsulter og skærer ned på velfærden. Det er en regering som plejer de riges, og de magtfuldes interesser og som ingen intentioner har om at gøre livet bedre for arbejderklassen, unge eller samfundets fattige. Det ses tydeligt i nogle af de mest opsigtsvækkende tiltag, som den har gennemført i løbet af dens første år ved magten.

Mindre fritid, flere penge til krig

Regeringen forsøgte i sin begyndelse at fremstå handlekraftig og lagde ud med at afskaffe en fridag. Store Bededag skulle fjernes, så udbytningen af arbejderklassen kunne intensiveres. Undskyldningerne var mange: der var behov for flere hænder, velfærden skulle fremtidssikres og der skulle skaffes penge til den grønne omstilling.

Afskaffelsen af Store Bededag var et forsøg på at fremstå stærk og handlekraftig, men det blev i stedet en ekstremt kluntet begyndelse for Mette Frederiksens SVM-regering. Planerne om afskaffelsen var ikke blevet clearet med toppen af fagbevægelsen, og regeringen blev overrasket over hvor stor modstand, der kunne mobiliseres imod dens politik.

70 % af befolkningen var imod at afskaffe Store Bededag og vreden var så stor, at lederne af Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) blev tvunget til at indkalde til demonstration og sågar kræve en folkeafstemning om spørgsmålet. Det ville have været et kæmpe nederlag, og en ydmygelse for SVM-regeringen, hvis de havde trukket i land, og den endte derfor med at tromle sine planer igennem.

Der er altså ikke råd til, at arbejderklassen holder fri. Men hvad regeringen nemt kunne finde penge til, er det bundløse hul, bedre kendt som Forsvaret. Kort før sommerferien indgik de danske politikere en aftale, som gav svimlende 143. mia.  kr. til Forsvaret henover de næste 10 år. Det kom senere frem, at pengene fra afskaffelsen af Store Bededag alligevel ikke skulle bruges til alle de fine ting, som regeringen oprindeligt havde lovet. De skulle i stedet være med til at betale for pengeregnen over Forsvaret.

En aggressiv militaristisk regering

Billede: Statsministeriet

Det er ingen tilfældighed, at alle disse milliarder til militæret bliver afsat netop nu. Konfliktlinjerne bliver tegnet skarpere og skarpere op verden over; om det er i Ukraine, Mellemøsten eller i Sydøstasien. Danmark er en lille, svag og ubetydelig nation, som ikke kan have nogen selvstændig plads på verdensscenen, og som derfor er tvunget til at koble sig op på én eller flere større imperialistiske nationer. Formålet med Forsvarsaftalen er, at den danske stat kan tække sin herrer i Washington ved at bruge enorme beløb på krig, kugler og ødelæggelse.

Men denne ubestridelige loyalitet over for verdens største imperialistisk supermagt bliver ikke kun bekræftet i kroner og ører. Vi har også set det med regeringens ufravigelige støtte til Israels massakre i Gaza, og dermed opbakning til den amerikanske linje på spørgsmålet. Vi har ligeledes set det, da Danmark blev en del af den amerikansk ledede “Operation Prosperity Guardian”, som skal sikre kapitalisterne fri passage gennem Det Røde Hav, og beskytte dem fra houthiernes angreb fra Yemen. Og vi så det ikke mindst kort før nytår, da Mette Frederiksen indgik en ny forsvarsaftale med USA, som blandt andet betyder, at amerikanerne fremadrettet kan udstationere soldater og opbevare materiel i Danmark.

Derudover har Danmark fulgt lige i hælene på USA i krigen i Ukraine. Krigen er en proxykrig mellem russisk imperialisme på den ene side og vestlig imperialisme på den anden, der udkæmpes på ukrainsk jord og hvor det er ukrainske soldater der må lade livet for Vestens interesser. Mette Frederiksen har siden krigens begyndelse sørget for, at Danmark er et af de lande, som støtter allermest op om Zelenskijs regime, både i symbolsk opbakning, men også i form af militært isenkram og økonomisk støtte.

Mette Frederiksen har ført en aggressiv militaristisk kurs, som et led i en bekræftelse af dansk underdanighed for verdens supermagt, USA. Fortællingen om at Danmark som et lille, hyggeligt, fredselskende land, er blevet afsløret som humbug under denne regering.

Arbejderistisk bluff

Dette Mette Frederiksens, og resten af Socialdemokraterne, opgave i SVM-regeringen har været, at forsøge at fremstå som dem der kærede sig om arbejderklassen. Men hvis man rent faktisk ser på den politik, som SVM-regeringen har gennemført, bare i sine første leveår, bliver det utroligt tydeligt, at regeringen fører en politik som langt fra er til fordel for arbejderklassen.

Regeringens skattereform, som blev vedtaget i november, er et godt eksempel. Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) er det de rigeste 10% – hvis man fratager den allerrigeste 1% – som får mest ud af skattereformen, både i kroner og ører, men også i procentmæssig stigning i deres disponible indkomst.

Regeringen forsøgte ellers at fremlægge skattereformen som en reform, der skulle give en hjælpende hånd til hårdtarbejdende arbejdere. Men ser man på pædagogen, SOSU’en eller sygeplejersken, så vil de de stå tilbage med under 250 kr. ekstra om måneden med denne skattereform. Altså mere eller mindre ingenting, især set i lyset af den høje inflation, som vi har haft de seneste år og som har udhulet arbejderklassens købekraft.

Selvom AE skriver, at den rigeste ene procent af befolkningen er dem, der taber mest på grund af regeringens nye top-topskat, så forklarer de også, at den nye top-topskat indeholder “omgåelses- eller minimeringsmuligheder for selvstændigt erhvervsdrivende og hovedaktionærer, som udgør en betydelig andel af skattens målgruppe.” Sagt på dansk, så har politikerne lavet en ny skat, der skulle få regeringen til at fremstå som nogen, der svinger pisken over de mennesker der sidder på bjerge af penge, men virkeligheden er, at ud af de 100 danskere, som var de rigeste i 2022, ville 98 af dem ikke betale den nye top-topskat.

En sidste interessant detalje er, at christiansborgolitikerne cirka tjener 740.000 kr. om året og dermed er i en indkomstgruppe der får allerstørst gavn af skattereformen, Vores kære politikere i Folketinget sørger altså for at fore deres egne lommer med deres egne reformer.

Regeringen havde desuden lovet et “ekstraordinært lønløft” til flere grupper af velfærdsarbejdere, og i starten af december blev der indgået en ny trepartsaftale mellem regeringen, fagbevægelsen og de offentlige arbejdsgivere. Det blev portrætteret som en stor sejr, især for Socialdemokraterne, da det var dem, som havde lovet lønløftet i valgkampen.

Sandheden er, at den lønkommission, som gik forud for trepartsaftalen, blev brugt som en syltekrukke for at underminere sygeplejerskernes kamp for en ordentlig løn. Og sandheden er yderligere, at den trepartsaftale, der nu er landet, ikke kommer til at forbedre lønnen eller arbejdsforholdene på noget nævneværdigt plan for de offentlige ansatte, og i virkeligheden er meget langt fra de oprindelige krav, som udsprang fra, især, sygeplejerskernes kamp.

Det er estimeret, at aftalen kommer til at koste staten omkring 6,8 mia. kr. om året fra 2026. Men mere end halvdelen af pengene vender tilbage til staten i form af skatter og afgifter. Reelt set beholder arbejderne derfor kun mindre end halvdelen af de penge, som skulle være afsat til dem. Selv for dem, der i sidste ende får lønstigninger, så kommer det til at være langt fra de 5.000 kr. mere om måneden, som flere af de offentlige arbejdere havde som krav oprindeligt.

Og hvor kommer pengene? Jamen de kommer fra “besparelser på administration”. Det vil sige, at de penge, der bliver givet til nogle udvalgte grupper af arbejdere, kommer fra at fyre andre grupper af arbejdere i det offentlige.

Derudover bliver lønløftet betalt ved, at mange af de arbejdere, som skal have del i pengene, får forringet deres arbejdsforhold. Det kan være alt fra længere vagter, mere fleksible arbejdstider til kortere hviletid mellem vagter.

Det er stadig lidt uklart, hvordan pengene helt nøjagtigt bliver fordelt. Men hvad vi kan sige er, at hele denne manøvre vil blive brugt af arbejdsgiverne i det offentlige til at forsøge at spille forskellige grupper af offentlige arbejdere ud imod hinanden ved overenskomstforhandlinger (OK24), som nu er begyndt og fortsætter ind i foråret.

Lønløftet kommer derfor ikke til at skabe bedre løn- og arbejdsforhold, som den offentlige velfærd ellers skriger på. Det vil derimod aktivt blive brugt til at splitte arbejderne internt og dermed hjælpe arbejdsgiverne, i det store billede, med at holde lønnen så langt nede som muligt.

Kriseramt regering

Dette er blot nogle få udpluk fra regeringens politiske portefølje fra dens første leveår. Dens overklassepolitik er også blevet ført på mange andre punkter, eksempelvis med kontantshjælpreformen eller angrebet på SU’en.

Men overordnet set kan det konstateres, at hvad vi ser ikke er en stærk midterregering, der omkalfatre hele samfundet én gang for alle, som vi ellers blev lovet. Tværtimod gør SVM-regeringen nøjagtig som mange regeringer før den, og fortsætter den såkaldte salami-metode, hvor der bliver skåret en bid af velfærden efter den næste, mens kapitalisterne og de rige forgyldes. Manglen på visioner var åbenlys i Mette Frederiksens nytårstale. Her brugte hun dronningens abdikation som undskyldning for at tale så lidt om sin egen politik som muligt.

Det er der en vis logik i, for hverken regeringen eller dens politik er særlig populær. Til valget fik de tre partier 50 % af stemmerne. Blot ét år senere var de i meningsmålingerne faldet til 33,8 %. Det gør særlig ondt på Socialdemokraterne, som i samme meningsmåling er gået fra 27,5 % af stemmerne til 19,6 %. Hvis der var valg i dag, ville partiet dermed få dets dårligste valg siden 1901. Dette er intet mindre end en katastrofe for regeringen.

Under den tidligere regering, som blev valgt i 2019, virkede det af og til som om, at Mette Frederiksen kunne gå på vandet. Især under højdepunktet i coronakrisen, hvor hele 79 % mente, at statsministeren klarede sig godt eller meget godt. Nu er det tal styrtdykket til blot 26 %. Omvendt mener 46 % nu, at hun klarer sig decideret dårligt eller meget dårligt.

Vi har fået en midterregering som ingen ønskede eller stemte på. Og det virker i virkeligheden heller ikke som om, at toppen af regeringen selv er særlig begejstret for projektet. Tidligere formand for Venstre, Jakob Ellemann Jensen, har allerede forladt den synkende skude. Han skulle vel og mærke lige side akkurat længe nok til at han havde sikret sig en højere ministerpension.

Lars Løkke Rasmussen bruger primært sin post som udenrigsminister til at flyve rundt i verden og netværke for at sikre sig en fremtidig international topstilling. Mette Frederiksen var først spået en mulighed som NATOs næste generalsekretær, hvis Jens Stoltenberg ikke var fortsat, og seneste har rygtet kørt om, at hun kan være kandidat til den prestigefyldte post som formand for Det Europæiske Råd i EU. Selv ikke regerinstoppen har stor tiltro til projektet.

Kommunisternes holdning til regeringen

Vores opgave som kommunister i Revolutionære Socialister er først og fremmest at afsløre denne regerings reaktionære karakter. SVM–regeringen er af kommentatorer og politiske “eksperter” blevet karakteriseret som et midterprojekt, netop fordi den involverer partier fra begge fløje, og derfor også skulle være en regering der ville favne bredt i samfundet: fra arbejderen på gulvet til direktøren på hjørnekontoret. Men som det er blevet beskrevet ovenfor så fører denne regering en benhård militaristisk, overklassepolitik, som kun gavner de rigeste. At sige, at den repræsenterer “midten” er dermed blot et dække over, at den fører en dyb borgerlig, højreorienteret politik.

Men vores opgave er yderligere at forklare, at denne regerings svaghed kommer af, at den forsvarer et kapitalistisk system, med hud og hår, som også er svagt og som står i en dyb krise. Vores modstand begrænser sig derfor heller ikke til den ene eller anden form for reaktionær politik, som SVM-regeringen fører, men er imod hele det kapitalistiske system, som regeringen repræsenterer.

Mens regeringens politik på den ene side har været enorm reaktionær, så er der også den anden side af mønten. For som meningsmålingerne indikerer, er det en historisk upopulær regering. Hele fortællingen om, at en såkaldt midterregering skulle være en form for fornuftens stemme, som kunne se udover snævre hensyn og føre den politik der er “nødvendig”, er smadret i tusind stykker. Hvad der var fornuftigt, er blevet ufornuftigt.

Fra et kommunistisk synspunkt er dette ekstremt positivt, da det er med til at underminere det parlamentariske system vi har i Danmark, og udstille hvad det i virkeligheden er: et “demokratisk” system der er skabt til at forgylde overklassen og forøge dens magt, mens det store flertal bliver holdt i ave, uagtet hvilke partier der sidder i regeringen.

Efter flere år med politisk ustabilitet og usikkerhed var den herskende klasse godt tilfreds med midterregeringskonstruktionen. Her kunne nogle af de traditionelle magtpartier og garvede politikere fra de forskellige fløje samles i én regering, som skulle være en stabiliserende faktor for det politiske system og dermed understøtte dansk kapitalisme.

Det er dog ikke, hvad der er sket. Tværtimod har regeringssamarbejdet undermineret den blokpolitik, som den herskende klasse i årtier har brugt til at styre samfundet med. Uagtet om det har været “rød” eller blå blok som har været ved magten, er det mere eller mindre den samme politik der er blevet ført. Men at partier, fra forskellige fløje, nu sidder i samme regering smadrer illusionen om, at der skulle være nogen forskel på de to blokke.

Den herskende klasse kan derfor heller ikke bare gå tilbage til det gamle bloksystem, fordi regeringssamarbejdet har undermineret nogle af dansk kapitalismes vigtigste politiske støttepiller, Venstre og Socialdemokraterne, som bløder i meningsmålingerne. I stedet for at skabe ro på bagsmækken er SVM-regeringen med til at øge ustabiliteten, også på længere sigt, når kapitalistklassen ikke har de samme stærke partier at støtte sig op af, som det historisk har været tilfældet.

Sandheden er, at regeringen ikke har turde at gennemføre de store gennemgribende samfundsreformer, som den oprindeligt lovede og som skulle sikre dansk kapitalisme på længere sigt. Den er bange for de sociale konsekvenser, hvis den virkelig gik til stålet og gennemførte de kæmpe nedskæringer, som kapitalistklassen kræver. På trods af, at SVM-regeringen har et flertal så holder den igen, fordi den er bange for den enorme sociale utilfredshed, som ulmer under overfladen.

Regeringens svaghed udspringer i sidste ende af, at Mette Frederiksen og resten af SVM-regeringen forvalter og forsvarer et kapitalistisk system, som står i en historisk dyb krise, som kun vil blive yderligere uddybet, når den økonomiske krise for alvor rammer Danmark.

I stedet for at skabe ro, så vil SVM-regeringen blot føre til mere social ustabilitet og øget klassekamp i fremtiden. En klassekamp som vi her og nu forbereder os på i Revolutionære Socialister.