Billede: Statsministeriet
Danmarks nye udenrigspolitiske strategi er en usædvanlig ærlig fremstilling af den danske stats kynisme og nøgne magtpolitiske interesser – interesser som dansk kapitalisme er stålsat på at opnå ved at klamre sig til USA, verdens mest reaktionære imperialistiske magt.
Den 16. maj præsenterede udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen Danmarks nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi. Regeringen har selv kronet strategien med den flotte titel ‘pragmatisk idealisme’, men hvis titlen skulle reflektere indholdet, så burde den rettere hedde ‘ærlig kynisme’.
Den nye udenrigspolitiske strategi slår nemlig fast, at Danmark fremadrettet skal begå sig på verdensscenen med en mere realistisk og pragmatisk tilgang. Som Lars Løkke formulerede det, så kan »vi heller ikke længere være lige så “kræsne” med, hvem vi samarbejer med, som vi har været.« Som del af denne pragmatiske udenrigspolitik vil de højt besungne demokratiske idealer også blive skubbet i baggrunden.
Men har den danske stat indtil nu været for fin til at samarbejde med diverse undertrykkende regimer? Og er det virkelig sandt at Danmark tidligere har forsvaret idealer som demokrati, frihed og menneskerettigheder rundt om i verden?
Dansk imperialisme
Det er en myte, at den danske stats udenrigspolitik nogensinde har haft demokratiske idealer som rettesnor. Det danske borgerskabs repræsentanter i skiftende regeringer har indenrigs såvel som udenrigs altid forfulgt snæversynede egennyttige interesser på bekostning af verdens arbejdere og undertrykte masser. Den nye udenrigspolitiske strategi er derfor en mere ærlig indrømmelse af, hvordan Danmark de facto altid har ageret i verdenspolitik. Lad os bare tage et par nylige eksempler.
Så sent som i marts måned var statsminister Mette Frederiksen på charmeoffensiv til Egypten. Hendes officielle statsbesøg til et af verdens mest undertrykkende regimer, var bl.a. med det formål at indgå et partnerskab om, hvordan regimet kan begrænse mængden af migranter, der søger mod Europa. De flotte humanistiske og demokratiske idealer var altså pakket væk, til fordel for snæversynede egeninteresser.
Fra 2016-2019 trænede det danske forsvar en berygtet militær specialenhed i Cameroun. Det officielle formål med den danske træningsmission var at styrke den maritime sikkerhed i Guineabugten, ved at træne enheden i at bekæmpe pirateri ud for Camerouns kyst – et farvand hvor danske rederier hver dag har skibe sejlende. Den selvsamme enhed blev imidlertid flere gange, under det danske træningsforløb, indsat mod landets egen befolkning, for at forsvare det regime, som landets diktator i 40 år har stået i spidsen for. Den danske træningsmission bidrog altså til at støtte et af Afrikas mest brutale regimer – for til gengæld at sikre dansk kapitalismes økonomiske interesser i regionen.
I september 2016 lempede Udenrigsministeriet i al stilhed reglerne for våbeneksport til det israelske militær, en undertrykkende besættelsesstyrke, der utallige gange er blevet anklaget for krigsforbrydelser. Det er sidenhen blevet dokumenteret at de israelske F-35-kampfly, som bombede Gaza i 2021 og 2022, var udstyret med dansk militært isenkram. Kampflyene fløj rundt med intet mindre end 80 danskproducerede dele, mens de vilkårligt bombede Gaza og dræbte over 100 civile, inklusive 75 børn.
Bag F-35 flydelene står Terma, Danmarks største forsvarsvirksomhed, og produktionen af flydelene har udviklet sig til en milliardforretning for dansk forsvarsindustri. Politikerne taler højt om respekt for folkeretten og menneskerettigheder, især når det gælder Ukraine, men åbenbart ikke når det gælder palæstinenserne.
Terma produktionen af F-35 flydelene har udviklet sig til en milliardforretning for dansk forsvarsindustri. Billede: Wikimedia Commons min
Faktisk er den danske våbeneksport så god en forretning for dansk kapitalisme, at politikerne ønsker at udvide den yderligere. I marts ophævede regeringen det forbud, der tidligere har været mod våbeneksport til Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater. I realiteten har dansk forsvarsindustri dog længe forsynet både Saudi-Arabien og de Forenede Arabiske Emirater med militært isenkram, på trods af det ellers vedtagne forbud. Den formelle afskaffelse af forbuddet vil imidlertid betyde, at flere uskyldige mennesker vil miste livet i barbariske krige med aktiv hjælp fra dansk imperialisme. Til gengæld kan den danske forsvarsindustri glæde sig ved udsynet til fyldte ordrebøger.
På trods af at politikerne i årevis har talt højt om promovering af kvinderettigheder og demokrati, så har det danske borgerskab aldrig haft nogen kvaler med at sælge våben til Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater, to af verdens mest autoritære og undertrykkende regimer, hvor kvinder er andenrangsborgere. De danske våben er ydermere blevet brugt til at føre en barbarisk krig i Yemen, som har taget livet af mindst 85.000 børn. For det danske borgerskab og deres politiske repræsentanter har profit altid vægtet højere end deres højt besungne demokratiske værdier.
Til listen af eksempler kunne man også tilføje Danmark deltagelse i de imperialistiske NATO-krige i Afghanistan, Irak og Libyen, samt det faktum at Danmark, som et af de eneste lande i verden, stadig har deciderede kolonier i form af Færøerne og Grønland. Egennyttig kynisme har til enhver tid været mantraet for det danske borgerskab og dets repræsentanter i Folketinget.
Maskefald
Den nye udenrigspolitiske strategi er på papiret et brud med den tidligere socialdemokratiske regerings ’værdibaseret udenrigspolitik’, som de præsenterede i januar 2022. Dengang skulle Danmark angiveligt arbejde for at ‘fremme demokrati og arbejdstagerrettigheder’ ude i verden. Som den daværende socialdemokratiske udenrigsminister Jeppe Kofod selv formulerede det, så hvilede deres udenrigspolitiske strategi “på værdier som ret og pligt, lighed, frihed og forpligtende fællesskaber.”.
Spændet mellem hvad borgerskabet, og deres politiske repræsentanter, faktisk gør, og det billede de indadtil har malet af Danmarks rolle i verden, har i mange år vokset sig til en afgrundsdyb kløft. Politikernes hykleri er blevet tydeligt for alle at se, og sværere for dem at forsvare.
Så hvorfor nu denne sjældne ærlighed fra politikernes side?
Den nye udenrigspolitiske strategi er et forsøg på at legitimere den danske stats lyssky handlinger ude i verden, ved at skabe en større overensstemmelse med, hvad den danske stat siger om sig selv, og hvad den rent faktisk gør.
Det har dog altid været rent hykleri, når etablissementet har fortalt os, at Danmark, modsat resten af verden, er særlig demokratisk, human og ordentlig. Det understreger ovenstående eksempler til fulde. Politikernes nyfundne ærlighed er derfor blot endnu et søm i ligkisten for fortællingen om Danmark som en “demokratisk bastion”.
Denne ærlige indrømmelse af Danmarks ageren i verden falder ikke tilfældigt.
Den kommer på et tidspunkt, hvor den politiske verdenssituation er mere anspændt end den har været i årtier. Over alt vokser de geopolitiske spændinger, og mange steder er der potentiale for, at det kan eskalere i nye konflikter. Det er i dette geopolitiske farvand, hvor det er sværere at spille på flere heste, at det danske borgerskab er tvunget til at kommunikere tydeligere, hvem man er med – og hvem man er imod.
Svag miniputnation
Selv de danske politikere kan se, at verden har forandret sig, og at Danmark derfor ikke bare kan agere som tidligere. Som Lars Løkke selv formulerer det, så står verden ved et vendepunkt: “Verden forandrede sig, da Berlinmuren faldt i 1989. Den forandrede sig igen 11. september 2001. Og da Rusland sidste år invaderede Ukraine, forandrede den sig igen.”. Politikerne kan imidlertid ikke afsløre de reelle udviklinger, og derfor bliver deres analyser overfladiske og empiriske, såsom når de skyder skylden for den høje inflation på Putin. Fra et marxistisk synspunkt er de skærpede modsætninger nationerne imellem intet mysterium, men et produkt af et system i dyb krise.
Det kapitalistiske system befinder sig i en krise af usete dimensioner. Alle aspekter af systemet er kendetegnet af ustabilitet og voksende spændinger. Visse steder, som i Frankrig og England, er spændingerne og frustrationerne brudt frem til overfladen i form af strejker og massebevægelser. I andre lande, som i Iran og Peru, har vi set deciderede oprørslignende tilstande.
Krisen i systemet skaber dog ikke kun stigende spændinger mellem klasserne internt i de forskellige nationer, men også voksende spændinger nationerne imellem. I stedet for øget globalisering og en udvidelse af internationalt samarbejde ser vi, at protektionistiske handelsbarrierer bliver rejst og at flere konflikter mellem stater bryder ud.
Krigen i Ukraine er et eksempel på denne udvikling. Som vi tidligere har beskrevet er krigen reelt set en imperialistisk stedfortræderkrig mellem NATO på den ene side og Rusland på den anden, som udkæmpes på ukrainsk jord. Krigen er et udtryk for de geopolitiske spændinger, men har samtidig yderligere accelereret og skærpet alle de underliggende modsætninger i de internationale relationer.
Vi lever i en ekstremt turbulent periode på verdensplan, og det er ikke en periode som snart ser ud til at slutte – tværtimod. Små, svage nationer, som Danmark, bliver i stigende grad klemt i storkonflikter, og er nødt til at navigere klarere i den skærpede konkurrence på verdensscenen og tydeligere vælge side i internationale anliggender. Derfor ser vi også, at det danske borgerskab, sammen med politikerne fra Christiansborg, i endnu højere grad klamrer sig til sine overherrer i Washington.
USA’s skødehund
Billede: In Defence Of Marxism
Det er næppe nogen overraskelse, at når det kommer til den nye udenrigspolitiske strategis konkrete mål, så er de alle i fuldstændig forlængelse af amerikansk imperialismes interesser. Lad os bare se på et udpluk af de mål, der er opremset i strategien.
Øverst på listen over konkrete mål, står der i strategien, at Danmark fortsat skal “støtte Ukraines forsvarskamp og landets europæiske integration”, og yderligere at Danmark sammen med NATO, så længe krigen raser, skal “arbejde for at svække og isolere Rusland internationalt.”. I den udenrigspolitiske strategi står det altså klart og tydeligt, at amerikansk imperialisme kan regne med Danmarks loyale støtte i sin globale offensiv mod Rusland – ikke mindst i krigen i Ukraine.
Denne kurs understreges i strategien i form af en målsætning om at opbygge alliancer, om nødvendigt, med diverse undertrykkende regimer rundt om i verden, for at begrænse Ruslands indflydelse globalt set. Samtidig lægger strategien op til, at Danmark vil arbejde for at EU opnår større indflydelse i lande på Vestbalken, samt i Moldova og Georgien. Danmark skal altså involveres yderligere i vestlig imperialismes forsøg på at få kontrol over lande i Ruslands traditionelle interessesfære. Det er en opskrift på nye konflikter og krige, som den vi er vidner til i Ukraine netop nu.
Strategien lægger dog ikke kun op til, at det danske borgerskab aktivt vil arbejde for at støtte USA’s kamp mod Rusland. Der lægges også op til en hårdere kurs over for Kina. I strategien står der, at Danmarks Kina-politik fremover skal forankres i tæt dialog med USA og NATO. I en kontekst, hvor USA forsøger at inddæmme Kinas voksende geopolitiske indflydelse, lægges der op til, at Danmark skal følge USA’s konfrontatoriske kurs mod landet. Som USA’s tro tjener, skal Danmark altså involveres endnu dybere i storpolitiske konflikter mellem verdens imperialistiske magter.
Under kapitalismen er der ingen reel selvstændighed for små svage nationer. Det gælder også for Danmarks tilfælde. Det danske borgerskabs svaghed gør det dog ikke mindre imperialistisk eller reaktionært, hvilket ovenstående eksempler illustrerer.
Et lille borgerskab som det danske har historisk aldrig haft en selvstændigt udenrigspolitik, men har altid fløjet under vingerne på én eller flere store imperialistiske magter, og i de seneste årtier har København fulgt i hælene på Washington. Den nye udenrigspolitik strategi er i det store hele en loyalitetserklæring om, at Danmark fortsat vil være USA’s skødehund. En opgave som Danmark har efterlevet igennem tykt og tyndt siden 2. verdenskrig.
Meget belejligt fik Mette Frederiksen en invitation til at komme i audiens i Det Hvide Hus kort efter den nye, og meget udtalte pro-amerikanske, udenrigspolitiske strategi var blevet fremlagt. Det er nemt at fremmane sig et billede af en lille gravhund, der får kastet en godbid efter sig.
Brudte illusioner
Udenrigspolitisk har Danmark aldrig været en forkæmper for humanisme og demokrati, men missionen har i stedet være at støtte op om amerikansk imperialisme, verdens mest reaktionære magt. Og i en situation med store geopolitiske spændinger er der ikke plads til at tøve. USA forlanger fuld lydighed fra sine vasaller, og det er den danske herskende klasse parat til at yde.
Mens de gamle højt besungne værdier og idealer pakkes væk, kommer de nøgne magtpolitiske interesser til at stå mere tydeligt frem; den historiske periode vi lever i tvinger en lilleputstat som Danmark til at skabe større overensstemmelse mellem ord og handling. Det bliver mere og mere tydeligt, at de forbrydelser som Danmark begår ude i verden er til for at tjene dansk erhvervsliv og amerikansk imperialisme. Det vil udstille dansk kapitalismes råddenskab, og slå dybe skår i illusionerne til den danske stats demokratiske fernis.
