Jeg begyndte at lægge mærke til de store indbyggede problemer i kapitalismen i slutningen af nullerne og starten af tierne under finanskrisen, Occupy Wall Street-bevægelsen og det arabiske forår.
Jeg gik på det tidspunkt i gymnasiet og på trods af det evindelige mantra om, at tingene bliver bedre og bedre, og at vi lever i det bedst mulige system, blev jeg mere og mere bevidst om, det ikke er tilfældet. At noget andet måtte til. Det nuværende system kan ikke bære de tilbagevendende kriser, som gang på gang presser almindelige mennesker i verden over ud i fattigdom. Hver eneste krise gør det tydeligt, at der er en fundamental forskel på magthavende og dem, som må arbejde hårdt for at få samfundet til at hænge sammen.
Jeg blev mere og mere desillusioneret over for Christiansborg, hvis eneste svar på disse problemer er at flytte rundt på småpenge i et stort nulsumsspil, hvor SOSU’erne taber, hvad skolelærere vinder. Når kriserne rammer viser Christiansborg sit sande ansigt, som den gjorde med bankpakkerne efter finanskrisen i slutningen af nullerne.
Disse tanker, og den retfærdige moralske indignation, har fulgt mig det meste af mit liv. Da jeg først begyndte at blive politisk bevidst ville jeg måske kalde mig selv kommunist, men nok ikke marxist – ikke af ideologiske grunde, men fordi jeg simpelthen ikke vidste, hvad marxisme betød, eller hvad Karl Marx og hans efterfølgere stod for.
Det var først, da jeg læste og forstod det kommunistiske manifest, at jeg opdagede den materielle årsag til min harme. Det var først der, jeg opdagede, at der eksisterer en kritik af det nuværende system, som ikke blot er baseret på subjektiv moral, men er skabt ud af en analyse af de objektive, historiske tendenser i det nuværende system. Denne kritik er marxismens kritik.
Med disse tanker tog jeg kontakt til Revolutionære Socialister. Her blev jeg introduceret til en organisation, som havde en seriøs og optimistisk dedikation til arbejderkampen.
Jeg blev hurtigt inviteret til et kaffemøde og mødtes med andre mennesker, som var klar over at den eneste udvej af det kapitalistiske systems blindgyde er dets omvæltning. En revolution. De havde nået den revolutionære konklusion ligesom jeg.
I RS fik jeg et tilbud: at smede min harme til handling gennem teori – en revolutionær teori. Store dele af arbejderbevægelsens top, både partier og fagforeninger har tilsyneladende glemt, hvem de er sat i verden for at repræsentere. Og det skinner igennem på deres politik. Der er kun os selv tilbage. Men det er ikke en grund til pessimisme. Det er en grund til at organisere sig. I RS forkaster vi den pessimisme, der præger store dele af venstrefløjens ledelse. Strømmen flyder i vores retning. Mit budskab til alle, som deler mine frustrationer om det nuværende samfund, er følgende: Der findes en vej ud af kapitalismens blindgyde. Den vej kræver, at du organiserer dig og ligesom jeg bliver kommunist!
