For 175 år siden skrev Karl Marx og Friedrich Engels Det Kommunistiske Manifest, et dokument der skulle blive en grundsten for hele arbejderbevægelsen. I dag, hvor klassekampen er tilbage på dagsordenen, er dets idéer mere relevante end nogensinde før. Et spøgelse går atter gennem Europa, og nye generationer af arbejdere og unge vækkes til kamp.
Trods sin alder er Det Kommunistiske Manifest af Karl Marx og Friedrich Engels, udgivet i februar 1848, på mange måder mere relevant i dag end nogensinde før. Med en sober og videnskabelig tilgang til en verden i forandring forudså Marx og Engels de fænomener, der er kommet til at definere kapitalismen; øget globalisering, rigdommens koncentration på atter færre hænder og økonomiens tilbagevendende kriser. Men Manifestet var ikke blot en analyse af samfundet og dets udvikling, det var og er en revolutionær krigserklæring mod kapitalismen. I den forklarede Marx og Engels, hvordan arbejderklassens fremkomst har lagt grunden for et samfund uden slaveejere, feudalherrer eller kapitalejere, og hvordan den gennem en socialistisk revolution kan gøre ende på menneskets herredømme over mennesket.
Historiens drivkraft
Kigger man på hele menneskets historie, som et menneske kigger på et vidtstrakt landskab fra en bjergtinde, kan det måske tilfalde en at konkludere, at landet ligger, som det altid har gjort – i menneskets historie er der ingen overordnet drivkraft eller fremgang, men blot én begivenhed efterfulgt af en anden. Men ser vi nærmere på historien, begynder faste mønstre og modsætninger at komme til syne. Alt viser sig, langt fra at være statisk, at være i konstant bevægelse som følge af modsætninger. Ligesom et landskab formes af store geologiske og klimatiske kræfter, udvikler menneskets samfundsmæssige historie sig gennem kamp mellem forskellige klasser. Marx og Engels så, hvordan denne kamp var som en motor i hele menneskehedens historie, der har forårsaget ét systems opståen, blomstring og afløsning gennem en revolutionær omvæltning. Sjældent er en så revolutionær idé blevet formuleret så skarpt som med de første ord i Manifestets indledende kapitel:
Alle hidtidige samfunds historie er en klassekampens historie. Fri mand og slave, patricier og plebejer, baron og livegen, lavsmester og svend, kort sagt: undertrykkere og undertrykte, har stået i stadig modsætning til hinanden, har – snart skjult, snart åbenlyst – ført en uafbrudt kamp, en kamp, der hver gang er endt med en revolutionær omformning af hele samfundet eller med de kæmpende klassers fælles undergang.
Og vores samfund er ingen undtagelse. Kapitalismen er, ligesom tidligere samfundsformer, et produkt af en uafbrudt kamp mellem klasser. Marx og Engels gav en videnskabelig forklaring på samfundets form og udvikling, en stærk kontrast til den borgerlige myte om, at det samfund vi lever under, kapitalismen, nu engang er det vi har, fordi det fungerer bedst. Men ligesom et hvilket som helst andet system, har kapitalismen ikke altid været her og er også dømt til at forgå.
Dog udmærker kapitalismen sig ved at have forenklet klassemodsætningerne sammenlignet med tidligere samfund. Som Marx og Engels forklarer i Manifestet: »Hele samfundet spalter sig mere og mere i to store fjendtlige lejre, i to store klasser, der står i direkte modsætning til hinanden: bourgeoisiet og proletariatet.« Hvad Marx og Engels kalder bourgeoisiet, kalder vi på moderne dansk kapitalistklassen, og det består af dem, der ejer produktionsmidlerne (virksomheder, fabrikker osv.). Proletariatet, hvad vi i dag kalder arbejderklassen, består af dem, der ikke ejer nogen produktionsmidler og dermed er nødsaget til at sælge deres arbejdskraft til bourgeoisiet for at overleve. På Marx og Engels’ tid var arbejderklassen et relativt lille mindretal (de fleste mennesker levede stadig på landet og ejede et lille jordlod, der var kilden til deres overlevelse), men i dag er det store flertal af verdens befolkning arbejdere. Disse to klasser har, per deres relation til produktionsmidlerne, modsatte materielle interesser. Her finder vi essensen af klassekampen. En essens som ikke har ændret sig siden Manifestet blev skrevet.
Kapitalistklassen, en klasse født ud af feudalismens egne modsætninger, var i stand til at gribe magten, omdanne staten til sine egne formål og bruge den til at fjerne den gamle orden og dens modsætninger. På samme måde kan arbejderklassen, der selv er skabt af kapitalismens uendelige behov for at udnytte menneskelig arbejdskraft, revolutionere samfundet og atter dreje historiens hjul fremad.
Et globalt system
På Marx og Engels’ tid var kapitalismen stadigvæk i sin ungdom. Multinationale virksomheder eksisterede knapt nok, og kapitalisterne var i de fleste tilfælde stadigvæk driftige forretningsmænd, der havde en finger med i produktionen. Men alligevel så Marx og Engels i kimformen det, som vi i dag kalder globalisering; en process der langt fra fredeligt udmærkede sig ved kapitalistklassens rovdrift på enhver befolkning, der kunne være en kilde til nye og større profitter:
Bourgeoisiet river alle, selv de mest barbariske nationer, med ind i civilisationen ved den hurtige forbedring af alle produktionsmidler, ved det kolossale fremskridt med hensyn til samfærdselsmidlerne. De billige varepriser er det svære artilleri, som skyder alle kinesiske mure i grus, som er i stand til at overvinde selv det mest hårdnakkede fremmedhad hos barbarerne. Det tvinger alle nationer til at tilegne sig bourgeoisiets produktionsmåde, hvis de ikke vil gå til grunde, og det tvinger dem til at indføre den såkaldte civilisation, d.v.s. at blive bourgeois’er. Kort sagt, bourgeoisiet skaber sig en verden i sit eget billede.
Efterhånden som kapitalismen udviklede produktivkræfterne, blev hjemmemarkedet for begrænset. De blev tvunget til at søge nye markeder til deres varer. Dette fører til en massiv udvidelse af verdensmarkedet og verdenshandelen. Denne proces kunne Marx og Engels forklare allerede i 1848, ikke på grund af en baring fra guderne, men som følge af en videnskabelig analyse af kapitalismens tendenser.
Kapitalismen er i dag et globalt system. Handel går på tværs af landegrænser, og der er opstået en international arbejdsdeling. Enhver vare er gået igennem en produktionskæde, som ikke bare rækker fra den ene ende af fabrikken til den anden, men fra den ene ende af kloden til den anden. Dette har været kilde til en enorm fremgang i produktiviteten, og har markeret et kvalitativt skridt frem for menneskeheden til forskel for feudalismens begrænsede produktionsmåde.
På samme tid så Marx og Engels ikke blot en global kapitalisme opstå, men også en global arbejderklasse, hvis arbejde, interesser og udsyn gik på tværs af landegrænser. Med denne nye internationale arbejdsdeling konkluderede de, at arbejdernes organisering på tværs af lande er nødvendig for at vælte kapitalismen. Marx og Engels var derfor med til at oprette både Første og Anden Internationale, hvis formål var at kæmpe for en international socialistisk revolution.
Krise og ulighed
Manifestet blev udgivet i en tid med revolution, krig og krise. I dag er vi i en epoke karakteriseret af samme. På trods af at kapitalistklassen og dens apologeter (politikerne, de borgerlige økonomer, medierne osv.) prøver at forklare den nuværende situation, vi står i som en undtagelse og en tilfældighed, er det klart for de fleste, at kriser er tilbagevendende og indbygget i systemet. Økonomisk krise, inflation osv. er, som Marx og Engels forklarer det, et produkt af selve ejendomsforholdene under kapitalismen.
Når arbejderklassen går på arbejde, producerer de mere værdi, end de bliver betalt for. Denne merværdi går til ejeren af virksomheden. Med andre ord er der en konstant overførsel af værdi fra arbejderklassen (skaberne af værdien) til kapitalisterne. Fra det store flertal til det lille mindretal.
Det leder til en ekstrem ophobning af kapital i hænderne på et lille mindretal og tilsvarende koncentration af elendighed for det store flertal. Arbejdsgiverne må, for at være mere konkurrencedygtige på markedet, presse lønnen så meget i bund, som de kan slippe afsted med. Den enorme ulighed, en naturlov i kapitalismen, ses mere tydeligt end nogensinde før i historien. En rapport fra Oxfam Ibis viste i 2017, at de 8 rigeste mennesker på planeten ejer lige så meget rigdom som de fattigste 3,6 milliarder tilsammen.
Denne tendens beskrev Marx og Engels i Manifestet. Det selvsamme flertal, hvis andel af den samlede producerede værdi konstant falder, sådan at kapitalisterne kan tjene højere profitter, er også købere på det marked, hvor kapitalisterne forsøger at afsætte deres varer. Det giver anledning til kapitalismens tilbagevendende overproduktionskriser, som de beskrev som følger:
Samfundet er nu pludselig dykket tilbage i en tilstand af forbigående barbari; det er som havde en hungersnød, en almindelig ødelæggelseskrig berøvet det alle midler til dets opretholdelse; industrien, handelen synes at være tilintetgjort, og hvorfor? Fordi det har for megen civilisation, for mange levnedsmidler, for megen industri, for megen handel.
Kapitalistklassen sætter kun gang i produktionen, hvis der er profit at tjene. Men når en overproduktionskrise rammer, kan de ikke afsætte deres varer som før. Folk har stadig behov for mad på bordet men har ikke længere råd.
I mange år har kapitalisterne prøvet at undgå en sådan overproduktionskrise. I årtier har renterne været sænket ned til omkring nul, og under coronakrisen har regeringer kastet enorme summer ud i økonomien i et forsøg på at sikre stabilitet. Men det har ikke løst den fundamentale modsætning i produktionen; at ejerskabet over den og de interesser, der styrer den, er private, men at produktionen og de behov, som varerne skal tilfredsstille, er sociale. Igen viser Manifestet sin korrekthed:
Hvordan overvinder bourgeoisiet kriserne? På den ene side ved den nødtvungne tilintetgørelse af en masse produktivkræfter; på den anden side ved at erobre nye markeder og ved at udnytte de gamle grundigere. Altså hvordan? Ved at forbedre endnu mere omfattende og voldsomme kriser og forringe midlerne til at undgå kriserne.
I dag står vi i en situation med kriser på alle niveauer. Verdensøkonomien begynder at gå i stå, inflationen buldrer der ud af, der er krig i Europa, og intet bliver gjort ved den stadig accelererende klimakrise.
Vi står altså ved en skillevej. På den ene side har den moderne videnskab og teknologiske udvikling givet os midlerne til at løse alle de problemer, som har plaget menneskeheden gennem historien. Vi kan udrydde sygdomme, stoppe klimaforandringerne, afskaffe hjemløshed og få ørkener til at blomstre.
På den anden side synes virkeligheden at gøre grin med rationelle skridt som disse. Videnskabelig fremgang bruges til at fremstille stadig mere effektive masseødelæggelsesvåben. Overalt er der fattigdom, sult og død. Der er menneskelige lidelser på massiv skala. Uanstændig rigdom vokser side om side med elendighed. Vi kan sende en mand til månen, men hvert år dør flere millioner mennesker, blot fordi de ikke har penge nok til at leve.
Arbejderklassen og det revolutionære parti
Kapitalismen har forårsaget død og elendighed, men den har også frembragt den revolutionære klasse, der skal lægge den i graven. Med Marx og Engels’ ord:
»bourgeoisiet har ikke blot smedet de våben, der skal bringe det døden; det har også frembragt de mennesker, der skal føre disse våben – de moderne arbejdere, proletarerne.«
Men arbejderklassens revolutionære rolle er kvalitativt forskellig fra den revolutionære rolle borgerskabet spillede i kampen mod feudalismen. I stedet for at udskifte én herskende klasse med en anden, har arbejderklassen, i kraft af ikke at eje nogen produktionsmidler, og fordi den indgår i en kollektiv og social produktionsproces, interesse i at gøre op med klassesamfundet i sin helhed og befri menneskeheden fra klassesamfundets barbari.
Men for at gøre dette må vi organisere os internationalt. Situationen skriger efter et revolutionært parti med et klart program for socialisme; et parti bestående af de mest bevidste arbejdere og unge, der ligesom Marx og Engels kan analysere verden på videnskabelig vis, drage de nødvendige konklusioner og vise vejen frem for resten af arbejderklassen. Dette er en af de vigtigste lektioner fra Det Kommunistiske Manifest, og det er med disse lektioner og dette mål, vi bygger Revolutionære Socialister. Vi bygger en organisation af arbejdere og unge, der kæmper for at lægge kapitalismen i graven, og som forstår nødvendigheden af at studere arbejderbevægelsens og marxismens rige historie for at kunne handle mest effektivt i de historiske kampe, som den kommende periode vil byde på.
Allerede nu ser vi store bevægelser under opsejling. De vil kun blive større, nogle med potentialet til at true selve systemet. Millioner af arbejdere træder allerede nu, mange af dem for første gang, ind på historiens scene: i Danmark er der tegn på en kommende storkonflikt, i England og Frankrig er omfattende strejkebølger allerede i gang. I land efter land drager flere og flere den konklusion, at det er systemet, der er problemet.
Men en revolutionær bevægelse er ikke ensbetydende med sejr. Hvis vi skal befri menneskeheden fra kapitalismens lænker, er det nødvendigt med et revolutionært parti. Vi har derfor en presserende opgave foran os. Den nye generation er villig til at kæmpe. De leder ubevidst efter et program, der kan inspirere dem og føre dem til sejr. Det er lige netop det, som Det Kommunistiske Manifest giver os, så lad os finde det frem fra arkiverne, studere dets revolutionære idéer og metode og gå til kamp!
