Differencen mellem den værdi arbejderen producerer og den værdi, arbejderen får udbetalt er den såkaldte merværdi. Merværdi udgør i sidste ende kapitalistens profit.
Netop nu er vi på vej ind i en krise. En krise der formentlig vil kunne måle sig med depressionen i 30’erne. Inflation, krig, klimaforandringer og spekulation spiller afgørende roller. Men bag de exceptionelle begivenheder ligger de helt fundamentale modsætninger i kapitalismen. At forstå dem er første skridt til at forstå karakteren af den nuværende krise.
Inflationen buldrer derudaf. I Storbritannien forventer investeringsbanken Goldman Sachs at den stiger til over 22% i 2023. Og resten af Europa følger efter. Kontinentet fattes energi og prisstigningerne smadrer befolkningens købekraft og tvinger hver dag flere produktionsvirksomheder til at lukke ned.
Europas arbejdere, unge og ældre står overfor en krise af historiske proportioner. Men kriser i kapitalismen er ikke noget nyt. Faktisk er de kommet ret regelmæssigt de sidste i 200 år. Ifølge et studie fra Nationalbanken har der i Danmark i gennemsnit været ca 6 år mellem de økonomiske kriser. Og i gennemsnit har de varet ca. 1 år. Disse periodiske kriser har historisk både været små og andre gange gigantiske som i 2008 eller den vi er på vej ind i idag. Men hvad skyldes disse tilbagevendende eller cykliske kriser i det hele taget?
Den grundlæggende modsætning
Den virkelige forklaring på kapitalismens tilbagevendende kriser er overproduktion, som Marx forklarede. Overproduktion, ikke i forhold til det sociale behov, men i forhold til hvad de brede masser kan betale.
Denne forklaring er anderledes end fortællingen fra de borgerlige økonomier. De forklarer kriserne som produkter af skævvridninger, udfrakommende stød, fejlallokering eller andre ubalancer i et ellers ligevægtigt system. Altså at det er rene tilfældigheder.
Men alene det faktum, at kriserne er regelmæssigt tilbagevendende, burde tydeliggøre, at de “tilfældigheder” der har udløst de forskellige krise, udtrykker en indre nødvendighed i kapitalismen. Krisernes virkelige årsag skal altså ikke findes i de udløsende faktorer men internt i systemet.
Problemet ligger dybt nede i produktionen – i de mest fundamentale relationer i den kapitalistiske økonomi. Men disse kan kun forstås hvis man accepterer Marx’ analyse af hvad der skaber værdi – den teori som blev udviklet af de klassiske borgerlige økonomer som Adam Smith og David Richardo, men som blev politisk uacceptabel for borgerskabet og i dag er kontrabande på universiteterne: Arbejdsværditeorien.
Arbejdsværditeoriens forklaring
Den virkelige forklaring på kapitalismens tilbagevendende kriser er overproduktion, som Marx forklarede. Billede: Public Domain
Når en arbejder går på arbejde og producerer en vare – det være sig et fysisk produkt eller en tjeneste – nedlægger hans arbejde værdi i de produkter han producerer. Sammen med værdien af råvarerne, afskrivning af slid på maskiner osv. bestemmer dette arbejde værdien af de vare der produceres.
Men arbejderen får mindre værdi tilbage i løn, end vedkommende har nedlagt i varerne i løbet af sin arbejdsdag. Arbejderen bliver altså ikke betalt for værdien af sit udførte arbejde, men får gennemsnnitligt set en løn der svarer til hvad der skal til for at reproducere hans arbejdskraft i det pågældende samfund, på det pågældende tidspunkt.
Når kapitalejeren ansætter en arbejder, lejer han altså arbejderens evne til at arbejde inden for et givet tidsrum. Arbejderens arbejdsevne bliver kapitalistens ejendom i den pågældende periode. I det tidsrum kan og vil han presse så meget værdi ud af arbejderen som muligt.
Differencen mellem den værdi arbejderen producerer i løbet af sin arbejdsdag og den værdi arbejderen få udbetalt i løn er den såkaldte merværdi. Merværdien udgør i sidste ende arbejdsgiveren eller kapitalejerens (kapitalistens) profit. I selve den kapitalistiske produktion ser vi altså en kontinuerlig overførsel af værdi fra de brede arbejdende masser til den lille gruppe af kapitalejere. Her finder vi overproduktionskrisens kerne.
For på den ene side er arbejdernes ubetalte arbejde eller merarbejde (merværdi) kilden til kapitalisternes profit – selve årsagen til at kapitalisterne igangsætter produktion i det hele taget. Men på den anden side udgør de selvsamme arbejdende masser også det marked hvorpå alle produkter (ud over luksusprodukter) i sidste ende skal afsættes.
Marx sagde således spøgefuldt, at det svære er ikke at forklare hvorfor der opstår overproduktion, men at forklare hvorfor der ikke er overproduktionskrise hele tiden.
Driften mod akkumulation
I tidligere socioøkonomiske systemer var der også udbytning af arbejdskraft, som den vi har beskrevet ovenfor, omend måden var anderledes. Fæstebønderne, det store flertal, måtte arbejde gratis en vis del af ugen for herremanden for at få brugsret til et jordlod hvor han kunne arbejde for sit eget underhold.
Men denne gamle udbytning var kvalitativt anderledes end den kapitalistiske. Det merarbejde som bønderne leverede til jordejeren kom enten i form af føde- og råvarer til direkte brug for herremanden, eller i form af betaling, som herremanden kunne solde op i ekstravagant forbrug, donere til kirken for at købe aflad for sin syndige livsførelse eller noget helt tredje.
Men der var ingen overproduktionskriser, ingen usælgelige varer og markedskrak. Herremanden levede, ligesom kapitalisten, af sin ejendom og andres arbejde. Men i modsætning til kapitalisten havde herremanden uindskrænket monopol. Han var almægtig indenfor sit geografiske område og kunne diktere, lov, beskatning, udbytningsgrad som han ville. Ud over faren for fjendtlige angreb, var han ikke i risiko for at blive trængt af et marked og miste sin privilegerede position. Han var ikke udsat for konkurrence og havde meget ringe incitament til at bruge tid, kræfter og rigdom på at udvikle produktionsmidlerne. Der var balance, det var brugsværdien der var fokus for produktionen.
Anderledes er det i kapitalismen. Her er langt, langt størstedelen af produktionen produktion til et marked – vareproduktion. En produktion der udelukkende har bytteværdi for øje. En bytteværdi der kun kan realiseres på markedet hvor der er konstant konkurrence.
Hvis en kapitalist investerer i nye maskiner der sætter hans arbejdere i stand til at producere varerne med brug af mindre arbejdstid end det gennemsnitlige niveau på markedet, hvad Marx kaldte den samfundsmæssigt nødvendige arbejdstid, kan han både underbyde konkurrenterne og vinde større markedsandel samt få højere profit. Den højere prduktivitet har givet ham en konkurrencefordel.
Altså indtil konkurrenterne har indført den samme eller bedre teknologi, og vi er tilbage til udgangspunktet, men på et generelt og gennemsnitligt højere produktivt niveau på hele markedet. Men også med et større produktionsapparat.
Dette er selve formålet med kapitalistens produktion: Ikke at horde rigdomme eller købe sig til iøjenfaldende luksus. De rige i dag pryder sig ganske vist med overdådig luksus og bekvemmeligheder. Men dette til trods udgør deres privatforbrug kun en brøkdel af deres profit. Akkumulation af kapital – akkumulation af værdi der “holder og formerer sig som selvstændig samfundsmæssig magt, dvs. som en magt i hænderne på en del af samfundet, gennem udveksling med den umiddelbare, levende arbejdskraf” (Marx, Lønarbejde og kapital) – er den virkelige drivkraft i kapitalismen.
I tidligere samfund blev så godt som al overskuddet ud over den simple reproduktion af den forhåndenværende produktionskapacitet, “ædt op” gennem adelens uproduktive forbrug.
Under kapitalismen ligger der et konstant pres for at geninvestere merværdien, eller gå under i konkurrencen. Eller positivt set: at geninvestere profitten for at kunne udbytte endnu flere arbejdere, for at investere endnu mere osv. Kort sagt: at akkumulere kapital.
Økonomiens forskellige afdelinger
Ikke al kapitalistisk produktion drejer sig om varer der umiddelbart købes og forbruges af arbejderklassen. Faktisk udgør forbrugsgoder kun godt og vel 60% af verdens samlede produktion. Resten går primært til produktion af kapitalgoder og forretningsservices altså produktionsmidler, som fx maskiner, fabrikker, infrastruktur osv. hvor kunderne er andre kapitalister og hvor forbruget er produktivt.
Økonomien kan vi altså se som værende opdelt i to afdelinger: Afdeling 1 der producerer forbrugsgoder (både livsnødvendigheder og luksus) og afdeling 2 der producerer kapitalgoder (produktionsmidler der producerer forbrugsgoder, eller produktionsmidler der producerer produktionsmidler… osv).
Så længe kapitalisten kaster sin tilegnede merværdi, efter fradrag for sit eget luksusforbrug, tilbage i økonomien, ind i afdeling 2, så er der balance mellem udbud og den samlede efterspørgsel. Der er tilsyneladende ingen overproduktion.
Denne geninvestering af overskuddet er også årsag til, at kapitalismen de sidste 200 år har udviklet produktionsmidlerne i et mange gange højere tempo end noget menneskeheden tidligere har set.
Når kapitalisten lægger en ordre på nye maskiner, ansættes arbejdere på maskinfabrikken. Bygningsarbejdere ansættes til at bygge nye fabrikker og infrastruktur. Arbejderne får en løn, som de må kaste ind i afdeling 1 i form af efterspørgsel efter forbrugsgoder. Det samme gælder hele vejen igennem forsyningskæderne som leverer råstoffer, halvfabrikata osv. Taget som et hele; kapitalistklassens private efterspørgsel efter forbrugs- og luksusgoder + efterspørgsel efter kapitalgoder (geninvestering af merværdi) + arbejderklassens efterspørgsel efter forbrugsgoder = samlede producerede værdi. På overfladen og rent kvantitativt, er der balance mellem udbud og efterspørgsel.
Geninvestering af merværdien i afdeling 2 er årsagen, som Marx forklarede, til at kapitalismen ikke konstant er i overproduktionskrise.
Men træerne gror ikke ind i himlen. For den oprindelige modsætning, mellem arbejderen der kun får en del af den værdi tilbage som han producerer, og en produktion der vokser som om det kun var markedets samlede efterspørgsel der sætter grænserne, bliver for hvert omslag af kapitalen blot reproduceret på endnu større skala. For der også et kvalitativt aspekt: Alle de mange nye produktionsmidler skal i sidste led af kæden producere forbrugsgoder. Forbrugsgoder som skal afsættes på et marked som er begrænset af klassedelingens snævre rammer.
Overproduktionskrise
Det er derfor fundamentalt forkert, når borgerlige økonomer siger, at kriserne i kapitalismen kommer som udslag af skævvridninger eller fejl, eller andre eksterne faktorer som bryder ligevægten i økonomien. Det der ligner en ligevægt i opsvingsperioderne er i virkeligheden opbyggelsen af uligvægt. Kapitalismen er ustabil, anarkisk og modsætningsfuld i sit fundament.
Systemets hovedmodsætning ligger i, at produktionen er social, hvor hele samfundet deltager igennem en udpræget arbejdsdeling gennem lange forsyningskæder, infrastruktur osv. og hvor samfundet som helhed er aftager af produkterne. Produkter som dækker et socialt behov. Men samtidig er tilegnelsen privat. Det sidste betyder at produktionen kun igangsættes i det omfang det lille mindretal af kapitalejere synes det er i deres subjektive interesse – altså om de kan tjene profit på det.
Disse modsætninger, som også udtrykker sig i arbejderklassens dobbeltrolle: som værende kilde til værdi og merværdi men samtidig den endelige køber, opbygges i opsvingsperioderne. Kriserne er paradoksalt nok på den måde de periodiske løsninger på modsætningerne.
I kriserne udraderes varer og produktionsmidler værdimæssigt. Dårlige lån afskrives. Virksomheder går konkurs. Overproduktionen og overkapacitet fejes af banen og økonomien kastes tilbage. Når krisen således har udrenset systemet, er grunden lagt til et nyt opsving, som kan starte forfra. Med samme uundgåelige endeligt:
“- Hvordan overvinder bourgeoisiet kriserne? På den ene side ved den nødtvungne tilintetgørelse af en masse produktivkræfter; på den anden side ved at erobre nye markeder og ved at udnytte de gamle grundigere. Altså hvordan? Ved at forbedre endnu mere omfattende og voldsomme kriser og forringe midlerne til at undgå kriserne.” (Det Kommunistiske Manifest)
Opsvingets langstrakthed skyldes, at det tager tid for modsætningsforholdene at slå igennem. For særligt produktion af produktionsmidler tager tid. Rom blev ikke bygget på én dag og det gør en ny fabrik heller ikke. Det er langsigtede investeringer. Industrikapitalisten producerer produktionsmidler, fx maskiner eller råvarer. De afsættes til en mellemhandler der lægger dem på lager indtil de bliver afsat til en ny mellemhandler osv. Men den første kapitalist har fået sin udlagte kapital og merværdi realiseret og sætter straks gang i produktionen igen.
Alle kapitalister investerer uden nogen ide om det samlede udbud og efterspørgsel. Markedet er anarkisk. Alle går efter den mest effektive produktion i form af stordrift, og alle regner de med at skubbe konkurrenter af banen og vinde markedsandele.
Ovenstående blev mere præcist formuleret af Karl Marx i Kapitalen bind 2:
“Omfanget af massen af varer, der frembringes af kapitalistisk produktion bestemmes af omfanget af denne produktion og dens behov for konstant ekspansion, og ikke af en forudbestemt ramme af udbud og efterspørgsel, af behov der skal tilfredsstilles. Udover andre industrielle kapitalister kan masseproduktion have grosserer som sin eneste umiddelbare køber. Indenfor visse grænser kan reproduktionsprocessen fortsætte på samme eller udvidet skala, selvom varerne der udspyes fra den ikke i realiteten går ind i hverken individuel eller produktivt forbrug. Forbruget af varer inkluderes ikke i det af kapitalens kredsløb som de opstår fra. Så snart garnet for eksempel er solgt, kan kredsløbet for den kapitalværdi, der er repræsenteret i garnet begynde på ny, i starten uden hensyn til hvad der sker med garnet, når det bliver solgt. Så længe produkterne sælges, følger alt sin regelmæssige kurs, så vidt angår den kapitalistiske producent. Den kapitalværdis, kredsløb, som han repræsenterer, er ikke forstyrret.”
Disse varerstrømme til alle de led der ligger før de endelige forbrugere, kan altså fortsætte selv efter markedet er mættet, men begynder så at ligge usolgte hen.
“En strøm af varer følger nu på hinanden, og det fremkommer endelig at den tidligere strøm kun tilsyneladende blev opslugt af forbrug. Varekapitalen kappes nu med hinanden om plads på markedet. Senkommerne sælger under prisen, for overhovedet at få solgt. De tidligere strømme er endnu ikke omdannet til rede penge, mens betalingen for dem forfalder til betaling. Deres ejere må erklære sig konkurs eller sælge for enhver pris for at kunne betale. Dette salg har dog intet som helst at gøre med efterspørgslens virkelige tilstand. Det har kun at gøre med efterspørgslen efter betaling, med den absolutte nødvendighed af at omsætte varer til penge. På dette tidspunkt bryder krisen ud. Den bliver først tydelig ikke i den direkte indskrænkning af forbrugernes efterspørgsel, efterspørgslen til individuelt forbrug, men snarere i en nedgang i antallet af udvekslinger af kapital i kapitalens reproduktionsproces.”
Dette svarer fint til observationerne fra den virkelige verden, hvor vi ser, at det som oftest ikke er i forbrugsgodesektoren at krisen først udtrykker sig: At det pludselig ikke er muligt at sælge samme mængde rugbrød, kartofler og tøj som sædvanligt. Nej, krisen udtrykker sig sædvanligvis først længere tilbage i kæden: I industrien, energisektoren, byggesektoren eller andet. Fyringsrunderne starter. Og pludselig falder forbruget, når folk enten mister deres indtægt eller frygter for det og i stedet for at forbruge fx afbetaler på sin gæld. Usælgelig biler hober sig op osv., og krisen spreder sig over hele økonomien.
Hvad der udløser krisen er tilfældigt. Det kan være en pludselig olieprisstigning som i ‘73 eller et finanskrak som i 2008. Men disse er tilfældigheder der udtrykker en dybere nødvendighed: “den ultimative årsag til alle virkelige kriser forbliver bestandig massernes fattigdom og begrænsede forbrug stående i modsætning til driften i den kapitalistiske produktion til at udvikle produktivkræfterne som om kun samfundets absolutte forbrugskraft udgjorde grænsen” (Marx, Capital, vol.3, p.615).
Borgerlige økonomer siger ofte, at ethvert salg også er et køb, og at overproduktion derfor ikke er mulig. Men ved kriserne kappes alle om at sælge, og ingen vil købe. Penge som betalingsmiddel (kredit) muliggør, at køb og salg kan adskilles i tid. Vi kan købe uden at sælge og omvendt.
Hvad vi ser i de kapitalistiske kriser er en kamp om at få realiseret så meget af værdien som er nedlagt i varerne som muligt. Cash is king. Hvis varen ikke bliver solgt, er det skønne spildte kræfter og kapital, og evnen til at betale sine egne kreditorer forsvinder med det svindende salg. Kapitalens reproduktionsproces går i stå. Markedet er overfyldt, ikke i forhold til hvad der socialt er behov for, men i forhold til hvad der kan findes betaling til.
Kredittens rolle
Kapitalistklassen og den politiske håndlangere kan forsøge at forlænge opsvinget. Markedets grænser er ikke urokkelige. Ved hjælp af kredit er det muligt at lade markedet udvide sig. Når renterne sænkes og lånereglerne lempes kan det være kilde til øget forbrug blandt arbejderklassen, som vi så det efter dot.com boblen brast ved årtusindskiftet.
Billig kredit til kapitalisterne kan medføre at store projekter, planer og forretningsideer som normalt ville blive afslået som urealistiske pludselig bliver attraktive. Se bare tech-”mirakler” som Uber, Snap eller Pinterest, som aldrig har givet overskud men er båret af kredit. Men for en tid bliver flere ansat. Det er arbejdere som får en løn. En løn som skaber efterspørgsel efter forbrugsgoder. Hjulene holdes i gang.
Lavere renter betyder stigende priser på aktiver, som vi så det efter corona-hjælpepakkerne som førte til en sand fest på de finansielle markeder, hvor fx aktieindekset Nasdaq steg 117% i løbet af godt og vel halvandet år. Disse større aktiver kan så igen bruges som sikkerhed til optagelse af nye lån til nye investeringer osv. i en gældsspiral. Men effekten er lidt ligesom når lillebror egentligt har tabt i matador, men man bliver ved med at låne ham penge til at lade spillet fortsætte, mens hans gældssættelse accelerer og han graver sig stadig længere ned.
Kredit kan med andre ord være med til at forlænge opsvinget langt ud over sin naturlige grænse. Prisen for at udskyde den uundgåelige overproduktionskrise er imidlertid, at modsætningerne blot bliver så meget desto større. Og at de sociale konsekvenser når krisen rammer blot bliver så meget desto værre.
Den nuværende krise
Så vidt den teoretiske baggrund. Hvorledes hænger den så sammen med den nuværende krise?
Officielt er hverken USA eller i Europa i recession endnu. Men det er kun et spørgsmål om tid. Og allerede nu plages vi af inflation. Arbejderklassens købekraft svinder i højere tempo end noget andet tidspunkt siden Anden Verdenskrig. De høje priser ruinerer både de svageste virksomheder og skære kraftigt i arbejderklassens mulighed for at købe forbrugsgoder.
Men det er helt forkert, når kommentatorer eller regeringen forsøger at fremstille problemerne som værende resultat af Putins invasion af Ukraine eller Covid-pandemien.
Roden til den nuværende krise skal findes, ikke i år 2022 eller 2020 men helt tilbage til årtusindskiftet eller endnu tidligere.
Gældssætning for at undgå revolution
Efter dot.com-krakket blev der kastet nye penge i økonomien for at fortsætte matadorspillet bare lidt længere. Konsekvensen var bl.a. en gigantisk boligboble, der toppede i 2006, og som trak den finansielle sektor med sig ved Lehmann Brothers’ kollaps i 2008. | Foto: International Banker
I årtier har der været ét altoverskyggende hensyn for den herskende klasse når en krise brød ud: at sikre den sociale stabilitet. Så stor har deres frygt for social uro været, at de har været villige til at ofre al borgerlig sund økonomisk fornuft på den lange bane, for at overleve på den korte.
I stedet for at lade kriserne rasere, og udradere overproduktion, ikke-rentable firmaer, dårlig gæld, spekulative bobler osv., med andre ord, i stedet for at lade krisen udføre den opgaver med at løse de opbyggede modsætninger, har de gang på gang gjort det modsatte: Kastet nye penge i økonomien for at fortsætte matadorspillet bare lidt længere.
Krisen omkring årtusindskiftet, med dot.com boblen derbrast og krisen i sydøstasien fik aldrig lov rigtigt at udvikle sig i de vestlige lande. Centralbankerne greb ind. Lånereglerne blev løsnet og renterne sænket til en ¼ af det tidligere niveau. I stedet for krisens “creative destrucktion” blev nye bobler i stedet pustet op for lånte penge. Problemerne blev reproduceret på højere niveau. Denne gang i boligmarkedet og banksektoren. Det hele kulminerede ved Lehman Brothers kollaps og den såkaldte finanskrise i 2008. Det var en voldsom krise som let kunne have udviklet sig til en egentlig depression.
En depression som i 30’erne, men i moderne kontekst kunne vise sig fatal for den herskende klasse. Dengang var styrkeforholdet mellem klasserne langt mere fordelagtigt for den herskende klasse, fordi småborgerskabet i form af bønderne stadig udgjorde en overordentligt stor del af befolkningen (USA: 25% mod 1,3% i dag), og lønarbejderne en relativt mindre del. I dag er størstedelen af ikke bare de industrialiserede lande, men hele jordens befolkning lønarbejdere. Hvis deres levevilkår smadres på samme tid, risikeres selve systemets overlevelse.
Den herskende klasse var derfor dødsens angst i 2008 ved Den Store Recessions udbrud. På tværs af landegrænser blev der derfor igangsat historisk store hjælpepakker. Alene i USA beløb de sig til 1.800 milliarder dollars over 5 år. Store dele af den internationale banksektor blev reddet med offentlige midler. På halvandet år blev renterne sænket fra godt og vel 5 % i USA til næsten nul. Recessionen blev stadig dyb, men en egentlig depression blev afværget. Prisen var endnu mere afsindig gældssætning. Verdens samlede totalgæld steg fra 195% af verdens BNP i 2007 til 215% bare to år senere.
Interventionerne fra staterne betød at hele den internationale banksektor blev reddet. Også alle de foretagender der “burde” være gået under, i følge kapitalistisk logik. Begrebet zombie virksomheder fik sit indtog. Det eksotiske navn dækker over virksomheder som ikke kan dække servicering af sin gæld fra sin regulære drift, men må klare sig ved stadig tilførsel af midler udefra. Kapitalismen kunne ikke længere holde sig på benene ved egen kraft.
Men staternes redningsmanøvrer løser ikke de fundamentale problemer. Disse kan – indenfor kapitalismens barbariske rammer – kun løses gennem en skånselsesløs krise, hvor al ødelæggelsens byrde vil blive kastet over på arbejderklassen.
Efter Den store recession forsøgte alle lande at eksportere sig ud af krisen. Men den “løsning” er et nulsumsspil. Hvis nogen skal have handelsoverskud må andre nødvendigvis have underskud. Resultatet var en kraftigt stigende økonomisk nationalisme og stadig flere protektioniske tiltag nationalstaterne imellem. Alle forsøgte de at beskytte netop “deres” kapitalister og virksomheder.
Med Trump ved roret i USA udviklede det sig til en handelskrig mod Kina, som Biden har overtaget og nu i øvrigt er i færd med at intensivere.
Alle stater kæmper om det samme snævre marked. Hvor det tidligere var produktivitet der var det vigtigste parameter, bliver handelsbarriere, straftold og endda militær magt i stigende omfang midler til at forsøge at vinde i den internationale konkurrence. Den liberale verdensorden falder fra hinanden.
I månederne op til Corona-pandemiens udbrud i 2020 pegede alt på at en ny krise var på vej. Men den organiske udvikling af krisen blev overhalet indenom af pandemien. Med nedlukningerne verden over gik verdensøkonomien og den globale efterspørgsel i gulvet med en fart som var uden historisk sidestykke. I USA faldt BNP i 2. kvartal 2020 med over 33% på årsbasis. Oliefutures (kontrakter om fremtidig levering af olie) blev for en stund handlet for minus 20 dollars. Altså køberne ville få penge, for at aftage olie. Det er aldrig sket før i menneskehedens historie.
Verdens herskende klasse stod altså nu overfor en endnu dybere afgrund end i 2008. Mistede hele arbejderklassen sit livsgrundlag pga. pandemien og nedlukningerne ville resultatet hurtigt blive en social revolution.
De svarede derfor så meget desto mere desperat igen med den samme politik som ved tidligere kriser: at hælde penge og gæld i systemet. Men nu på et helt nyt niveau. På 3 måneder gennemførtes hjælpepakker der var lige så store som al den støtte der blev gennemført på 5 år efter 2008. Renterne blev banket i nul eller i minus verden over. Mange lande, inklusiv verdens rigeste forsøgte sig med såkaldte helikopter-penge: penge direkte i lommen til forbrugerne. Aldrig havde verden set noget lignende. I de avancerede lande steg den totale gæld med 33 %-point på ét enkelt år. Hele verdens gældsniveau eksploderede. I 2021 nåede den 303 billioner dollars, svarende til 315% af verdens BNP.
Krisen i dag
Her står vi så i dag. Med tilføjelse af en stedfortræderkrig mellem to af verdens største energiproducenter, Rusland og USA som i lige så høj grad som på slagmarken, føres på handelsgulvet med sanktioner og mod-sanktioner. Hvis verdensøkonomien var kaotisk efter pandemien er den i total opløsning nu.
Og nu har en ny sygdom meldt sin ankomst. Alle de mange mange penge, skabt af minusrenter og gigantiske støtteopkøb og hjælpepakker, men med en produktion som på ingen måde har kunnet følge med, har resulteret i inflation i et omfang der ikke er set i 4 årtier.
Catch 22
Den herskende klasses krisepolitik har indhentet dem selv og de står i en klassisk catch 22 situation. Billede: kees torn wikimedia
Inflationen er en game-changer. Den betyder, at det trick som den herskende klasse har kunnet benytte i årtier, til at udskyde overproduktionskrisernes værste konsekvenser gennem øget gældssætning, nu ligger i graven. De kan ikke bare kaste flere penge og mere kredit efter økonomien for så at udskyde problemerne igen. Det vil betyde at inflationen løber løbsk.
Inflationen smadrer allerede i dag arbejderklassens levevilkår. Den trækker dermed tæppet væk under efterspørgslen, hvilket forøger overproduktionskrisen.
Centralbankerne forsøger at bekæmpe inflationen ved at hæve renterne. Men med en verdensøkonomi – med både stater, familier og virksomheder – i gæld til op over begge ører, er blot moderat stigende renter, endda under inflationsniveau, hurtigt ensbetydende med bankerot.
Den herskende klasses krisepolitik har indhentet dem selv og de står i en klassisk catch 22 situation. Strammer de op, vil det betyde social katastrofe og flere opstande. Lader de seddelpressen køre, risikerer de at udløse hyperinflation med samme resultat. Én ting er sikkert under kapitalismen: Arbejderklassen kommer til at betale. Og det vil betyde voldsomme sociale og politiske rystelser i alle lande.
En organisk krise
Generelt set er selv de mindste kapitalistiske overproduktionskriser udtryk for produktivkræfternes oprør mod produktionsmåden. Som Marx og Engels skrev i Det Kommunistiske Manifest:
“Det er tilstrækkeligt at nævne handelskriserne, som med mellemrum vender tilbage og mere og mere truende rokker ved hele det borgerlige samfunds eksistens. Under handelskriserne bliver en stor del ikke blot af de fremstillede produkter, men også af de tilvejebragte produktivkræfter regelmæssigt ødelagt. Hvad vi møder i kriserne er en social epidemi, som ville have forekommet alle tidligere epoker at være rent vanvid – den epidemi, der hedder overproduktion. Samfundet er nu pludselig dykket tilbage i en tilstand af forbigående barbari; det er som havde en hungersnød, en almindelig ødelæggelseskrig berøvet det alle midler til dets opretholdelse; industrien, handelen synes at være tilintetgjort, og hvorfor? Fordi det har for megen civilisation, for mange levnedsmidler, for megen industri, for megen handel. De produktivkræfter, der står til dets rådighed, tjener ikke mere til at fremme den borgerlige civilisation og de borgerlige ejendomsforhold; tværtimod, de er blevet for voldsomme til disse forhold, de hæmmes af dem; og så snart de overvinder denne hindring, bringer de hele det borgerlige samfund i uorden, så truer de de borgerlige ejendomsforholds eksistens. De borgerlige forhold er blevet for snævre til at kunne rumme den rigdom, de frembringer.”
Når vi ser på krisen i dag og sammenholder den med de almindelige cykliske kriser, så er det tydeligt, at der er to niveauer hvorpå vi kan tale om kapitalismens udvikling og kriser. Det ene er de cykliske overproduktionskriser vi beskæftigede os med i artiklens begyndelse. De ligger som en fast rytme i kapitalismen. De kommer både i generelle opsvingsperioder, som fx i efterkrigstiden, hvor kriserne var korte og lave, mens opsvingene lange og høje. Og i generelle nedgangsperiode som den nuværende hvor kriserne er dybe og opsvingene beskedne.
Den nuværende krise er sammensmeltningen af de to niveauer. Den er udtryk for de opsparede modsætninger som den herskende klasses afværgemanøvre gennem en generation har skubbet foran sig.
Ved hjælp af marxistisk kriseteori, baseret på arbejdsværditeorien, kan vi udlede, at det ikke er en løsning “bare” at stabilisere prisudviklingen og tæmme inflationen. Årsagen til de store problemer i kapitalismen er ikke bare resultat af ufornuftig politik fra centralbankcheferne. De skyldes interne modsætninger i selve systemets fundament. Modsætninger som er blevet ophobet over årtier. Men som må finde en løsning i en historisk voldsom krise.
Det vil blive hårdt. Hundreder af millioner arbejdere, herhjemme og i resten af verden vil få læsset den fulde byrde af krisen over på sine skuldre. Og det sker allerede. Men den vil også stille spørgsmålstegn ved systemets overlevelse. Og det er det progressive element.
For skal vi stoppe de tilbagevendende kriser og kapitalismens barbari, så nytter reformer, småjusteringer, hjælpepakker osv. som en skrædder i helvede. Problemet skal rives op ved rode. Det er ikke mindst derfor vi kæmper for en socialistisk revolution.
