Kaare og en kammerat i gang med at sælge aviser til 1. maj på Blågårds Plads. | Foto: Revolutionære Socialister
Hvis man for et år siden havde fortalt mig, at jeg i dag ville sidde og skrive en artikel om, hvordan det gik til, at jeg blev kommunist, tror jeg, at jeg ville have måbet.
For et år siden var jeg ved at færdiggøre mit bachelorprojekt som ingeniørstuderende og betragtede ikke mig selv som kommunist. Revolutionært indstillet, helt afgjort, men ikke kommunist. Jeg havde i løbet af min opvækst som så mange andre fået tudet ørene fulde om alle kommunismens grusomheder og mange ofre og betragtede derfor ikke kommunisme som en tilgang, der krævede seriøs overvejelse. Omvendt havde jeg ingen tillid til det etablerede politiske system og jokede jævnligt om, at der aldrig skete noget, før folk tog deres fakler og høtyve og gik på gaden. Selve det politiske system, hvor politikerne lover ét under valgkampen for så at bryde deres løfter de næste fire år, havde for mig bevist sit totale fallit. Det var især tydeligt i forhold til den problematik, der vejede tungest i mit unge sind: klimakrisen.
Det var i høj grad denne foragt overfor det etablerede politiske system og ønsket om at tage sagen i egen hånd, der i første omgang fik mig til at søge mod teknikkens og naturvidenskabens verden, først på HTX og siden Danmarks Tekniske Universitet (DTU).
Efter at have slidt i tre år for at opfinde den geniale teknologi der ville løse klimakrisen en gang for alle, måtte jeg imidlertid sande, at opgaven var lidt større, end jeg først havde antaget. På DTU gik det op for mig, at gode idéer og opfindelser kan være nok så geniale og have potentiale til at løse alverdens problemer, men hvis ikke de er profitable, så bliver de ikke implementeret. Det er ingen hemmelighed, men bliver faktisk gentaget jævnligt i de få men obligatoriske kurser om innovation og økonomi, vi studerende har.
Denne erkendelse var en bitter pille at sluge – hvordan skal samfundet kunne rykke sig fremad og løse de enorme globale problemstillinger vi står over for, når hensynet til profit altid er i førersædet? Specielt taget i betragtning af at langt de fleste grønne løsninger ikke er overskudsgivende, men derimod en økonomisk omkostning for samfundet. At undgå klimakatastrofe er et kapløb mod tiden, og lige nu er vi bundet på hænder og fødder af profitmotivet, kortsiget som det er, der dikterer al udvikling.
Så målet ændrede sig. Fra at skulle lave en opfindelse der kunne redde verden fra klimakatastrofe blev det i stedet at gøre op med profitmotivet. Jeg gik på usystematisk vis i gang med at læse og se videoer om kapitalisme, antikapitalisme, kooperativer, osv. og stødte i den forbindelse på en del Youtube-kommunister. Jeg måtte nødtvungent erkende, at den marxistiske tilgang til kapitalismen, og hvordan den bekæmpes, skilte klart sig ud, fordi den faktisk stod fast på, at et brud med kapitalisme var nødvendigt, og præsenterede et alternativ. Mine forbehold på det tidspunkt bestod i at mange af disse internetkommunister samtidig undskyldte stalinismens forbrydelser mod civilbefolkningen i Sovjetunionen, og denne ukritiske tilgang tiltale mig ikke synderligt.
Under mit usystematiske selvstudie af den digitale venstrefløj stødte jeg heldigvis på en plakat fra RS. Endelig mødte jeg nogen, der både var revolutionære og socialister, og som ikke havde travlt med at undskylde stalinismens grusomheder. På dette tidspunkt var jeg dog stadig lidt skeptisk, især overfor udtrykket ”videnskabelig socialisme”. Dette skyldtes i høj grad, at jeg opfattede ”ægte videnskab” som gældende indenfor nogle meget snævre naturvidenskabelige rammer. Det, der med tiden overbeviste mig om de videnskabelige kvaliteter ved marxismen, var ganske enkelt at få en dybere forståelse af den marxistiske teori. Jeg må i dag blankt erkende, at tilgangen som Marx, Engels, og deres efterfølgere har til analysen af samfundets udvikling, er enormt lig den jeg selv har lært på DTU i tilgangen til naturens love, og danner et ekstremt brugbart fundament, for hvordan vi opnår socialisme i vores levetid. I dag er jeg naturligvis stolt kommunist.
