Vi bringer her, fjerde kapitel af vores bog Marxisme og feminisme – Hvorfor klassekamp er kvindekamp. Bogens indhold vil løbende bliver udgivet på marxist.dk som en artikelserie i fem dele. Bogen kan i sin helhed købes over vores forlag Forlaget Marx. I denne del af bogen fremføres den marxistiske kritik den antikapitalistiske feminisme og dets filosofiske grundlag. Bogens første, andet og tredje kapitel kan findes her.
Antikapitalistisk feminisme
De seneste års massebevægelser har også sat sit præg på feminismen, hvor der breder sig en befriende og positiv modreaktion på den poststrukturalistiske feministiske bølge, der har hersket de sidste mange årtier. Det er symptom på en udbredt misfornøjelse med den liberale feminismes fokus på kvinder i toppen af samfundet men også et begyndende opgør med identitetspolitikkens fokus på det individuelle. I stedet begynder ideer inspireret af marxismen med en mere materialistisk og strukturel forklaring at vinde frem. Samlet kan man betegne denne strømning som antikapitalistisk feminisme. Disse ideer vil uden tvivl være tiltalende for mange radikaliserede unge, hvilket ikke gør det mindre vigtigt, at undersøge dem med kritiske briller. Skal man forstå kvinders undertrykkelse i kapitalismen, må man have en dialektisk forståelse, der forstår undertrykkelsen på baggrund af den historiske udvikling, og som ser helheden som mere end summen af de enkelte dele. Selvom de antikapitalistiske feministiske strømninger er et velkomment brud med poststrukturalismen, er ingen af dem dog i stand til at give en sådan historisk, dialektisk og ikke mindst revolutionær forklaring.
Et af de nyeste skud på stammen indenfor den antikapitalistiske feminisme er Feminism for the 99% – a Manifesto, der udkom i 2019[1]. Feminism for the 99% er skrevet af de aktivistiske akademikere Cinzia Arruzza, Tithi Bhattacharya og Nancy Fraser, og er et agitatorisk kampskrift, et antikapitalistisk feministisk manifest, der leverer en sønderlemmende kritik af det, de kalder den liberale feminisme.[2]
Feminism for the 99% er knivskarpt i sit opgør med den liberale feminisme, som det anklager for at stå for en “lige muligheders dominans”[3]. Den liberale feminisme er ifølge Feminism for the 99% en del af problemet: “Selvom den fordømmer ‘diskrimination’ og går ind for ‘valgfrihed ‘, nægter den liberale feminisme standhaftigt at gøre noget ved de socioøkonomiske begrænsninger, der gør frihed og empowerment umulig for det store flertal af kvinder.”[4]
Den liberale feminisme ønsker ikke et opgør med samfundets hierarkier men en diversificering af dem. “Ved at behandle kvinder som blot en ‘underrepræsenteret gruppe’ forsøger dens talsmænd at sikre, at et par privilegerede sjæle kan opnå positioner og løn på niveau med mændene i deres egen klasse.”[5] Feminism for the 99% kritiserer desuden den liberale feminisme for at udlicitere undertrykkelsen. Karrierekvinderne benytter sig af billig kvindelig arbejdskraft ofte fra migrantarbejdere til at tage sig af de huslige opgaver. Det ovennævnte eksempel med debatten om au-pair-piger er et glimrende eksempel på denne liberale feminisme.
Ligeledes kritiserer Feminism for the 99% den liberale feminismes argument om, at kvinder for enhver pris skal støtte andre kvinder, hvilket for eksempel var hovedargumentet for Hillary Clintons kampagne mod Bernie Sanders i Det Demokratiske Parti i 2016. “Men der er intet feministisk ved kvinder i den herskende klasse, der udfører det beskidte arbejde med at bombe andre lande og opretholde apartheidregimer der støtter neokoloniale interventioner i humanismens navn, mens de forholder sig tavse til de folkedrab, der er begået af deres egne regeringer; der eksproprierer forsvarsløse befolkninger gennem strukturel tilpasning, pålagt gæld og tvungen nedskæringspolitik.”[6]
I stedet fremfører Feminism for the 99% behovet for en antikapitalistisk feminisme med fokus på kvinder fra det store flertal, de 99%. Manifestet åbnes med erklæringen: “Vores mål er at forklare, hvorfor feminister skal bruge feministiske strejker som våben i kampen, hvorfor vi bør forene os med andre antikapitalistiske og systemkritiske bevægelser, og hvorfor vor bevægelse bør være en feminisme for de 99%.”[7]
Den antikapitalistiske feminisme bygger videre på en teoretisk retning, der var knyttet an til venstrefløjen og de massebevægelser, der fandt sted i 1960’erne. Noget af det nye, som denne venstreorienterede antikapitalistiske feminisme satte fokus på tilbage i 1960’erne, var kvinders arbejde i hjemmet. De forsøgte at besvare spørgsmål som: Hvilken rolle spiller husarbejdet i økonomien? Hvad betyder det for kvinders undertrykkelse? Det har ført til teorier om den sociale reproduktion, der alle ser det arbejde, som kvinder udfører i hjemmet som essentielt for kapitalismen, fordi det sikrer arbejdskraftens reproduktion.[8] Disse ideer blev delvist begravet under den poststrukturalistiske bølge, der ramte universiteterne efter massebevægelserne nederlag, men er nu ved at blive fundet frem fra gemmerne igen. Feminism for the 99% henviser f.eks. til den sociale reproduktion som et vigtigt element i den feministiske kamp.
Der er flere tilgange til begrebet men to af de mest kendte eksponenter for teorier, der på hver deres måde fokuserer på den sociale reproduktion, er Lise Vogel og Silvia Federici. De tager begge udgangspunkt i Marx’ økonomiske skrifter men har meget forskellige tilgange til Marx, og deres teorier er derfor ret forskellige.
Silvia Federici er født 1942 i Italien. Hun er en italiensk-amerikansk professor i politisk filosofi og aktivist i den autonome, feministiske tradition. Hendes mest kendte bog fra 2004 Caliban and the Witch: Women, The Body and Primitive Accumulation er en analyse af krydsfeltet mellem patriarkat, kolonialisme og vold i kapitalismens første periode fra det 15. til det 18. århundrede.[9] I denne tekst tager jeg udgangspunkt i Federicis essay “The reproduction of labour-power in the global economy and the unfinished feminist revolution” fra 2008, der specifikt omhandler den sociale reproduktion.
Lise Vogel er født i 1938 i New York. Hun har undervist i kunsthistorie og sociologi ved flere amerikanske universiteter og anses for at være en af grundlæggerne af teorien om social reproduktion, som hun udviklede i bogen Marxism and the Oppression of Women: Toward a Unitary Theory. Da bogen første gang blev udgivet i 1983, skabte den ikke meget debat, eftersom udgivelsen faldt sammen med en bølgedal i klassekampen og poststrukturalismens sejrsgang. Men Marxism and the Oppression of Women blev genudgivet i 2013 og har siden skabt mere debat og er blevet oversat til flere sprog.[10]
Både Vogel og Federici tager udgangspunkt i Marx’ økonomiske skrifter, især Kapitalen og de steder deri, hvor han beskriver behovet for kapitalens reproduktion, men deres syn på Marx er meget forskelligt. Federici fremsætter, hvad hun kalder en feministisk kritik af Marx, mens Vogels udgangspunkt er, at det ikke er nødvendigt med en særlig feministisk teori. Ifølge Vogel kan kvindeundertrykkelsen forklares og bekæmpes med marxistisk teori alene: “Jeg forbliver overbevist om, at genoplivningen af den marxistiske teori, ikke konstruktionen af en socialistisk-feministisk syntese, udgør den bedste mulighed for at give en teoretisk rettesnor i de kommende kampe for kvinders frigørelse.”[11]
Vogel mener dog, at den klassiske marxistiske tradition ikke hidtil har været i stand til at give en ordentlig forklaring på kvindeundertrykkelsen. Det er den forklaring, som Vogel sætter sig for at finde i Marxism and the Oppression of Women med udgangspunkt i Marx’ Kapitalen.
Denne bog udgør et argument for marxismens styrke i forhold til at analysere de spørgsmål, som kvinder står overfor i dag i deres kamp for frigørelse. Den afviser dog kraftigt mange socialisters antagelse om, at den klassiske marxistiske tradition efterlader en mere eller mindre komplet analyse af problemet med kvinders undertrykkelse. […] Teksten argumenterer for, at den socialistiske tradition er dybt mangelfuld, at den aldrig tilstrækkeligt har behandlet spørgsmålet om kvinder, men at marxismen ikke desto mindre kan bruges til at udvikle en teoretisk ramme til at lokalisere problemerne med kvinders undertrykkelse og kvinders befrielse.[12]
Teorien om social reproduktion
Vogel baserer sin teori om social reproduktion på de (få) steder, hvor Marx beskriver kapitalens behov for at reproducere sig selv herunder arbejdskraften særligt i Kapitalen.
Udgangspunktet for teorien er en række citater fra Marx, hvor han nævner reproduktionen:
Lige så lidt som et samfund kan holde op med at forbruge, kan det ophøre med at producere. Enhver samfundsmæssig produktionsproces er derfor også en reproduktionsproces, når man betragter den i et fortsat sammenhæng og i dens fornyelses stadige strøm.[13] […] Reproduktionen af den arbejdskraft, der hele tiden må indlemmes i kapitalen som middel til værdiøgning, den arbejdskraft, der ikke kan komme fri af kapitalen, og hvis livegenskab under kapitalen kun skjules ved at de individuelle kapitalister, som arbejdskraften sælger sig til, skifter, udgør i virkeligheden et moment i kapitalens egen reproduktion.[14]
Ifølge Marx må kapitalen konstant reproducere sig selv for at fortsætte dvs. reproducere den nødvendige kapital, for at produktionsprocessen kan finde sted igen (og på større og større skala). Det indbefatter naturligvis en reproduktion af arbejdskraften. I Kapitalen, hvor formålet er at undersøge kapitalismens generelle processer, går Marx ikke nærmere ind i, hvordan arbejdskraftens reproduktion foregår. Ingen af de passager, som Vogel citerer, handler derfor om kvinder, men om kapitalens generelle reproduktionsproces.
Silvia Federici. Billede: Offentligt tilgængeligt
Mens Vogel forsøger at være meget loyal over for Marx, er Federici yderst kritisk. Hun kritiserer Marx for at have godtaget kapitalismens præmis om, hvad der udgør arbejde:
Jeg foreslår, at Marx ignorerede kvinders reproduktive arbejde, fordi han holdt fast i et teknologistisk begreb om revolution, hvor frihed kommer gennem maskinen, hvor stigningen i arbejdskraftens produktivitet antages at være det materielle grundlag for kommunismen, og hvor den kapitalistiske organisation af arbejdet betragtes som den højeste model for historisk rationalitet, der sættes over enhver anden form for produktion, herunder arbejdskraftens reproduktion. Med andre ord, Marx kunne ikke erkende betydningen af det reproduktive arbejde, fordi han accepterede de kapitalistiske kriterier for, hvad der udgør arbejde, og han mente, at det lønnede industriarbejde var den scene, hvor kampen om menneskehedens frigørelse ville udspille sig.[15]
Federici ser fuldstændig bort fra, hvad Marx’ formål var med at skrive Kapitalen. I Kapitalen undersøger Marx, hvordan kapitalismen er opstået og fungerer. Han er den første, der formår at beskrive de væsentligste aspekter af den kapitalistiske produktionsmåde. Det må siges at være en bedrift i sig selv. Det kan sagtens være, at Marx, som Vogel foreslår, også havde undersøgt, hvordan arbejdskraften bliver reproduceret, hvis han havde haft mere tid. Men skal man forstå kapitalismen som økonomisk system, så er det ikke afgørende at vide, hvordan arbejdskraften reproduceres. For den enkelte kapitalist og det kapitalistiske system som sådan er det ikke vigtigt, hvordan arbejdskraften reproduceres, så længe der er arbejdskraft. Vogel påpeger, at der kan sikres nok arbejdskraft på mange måder f.eks. ved slavearbejde eller import af udenlandsk arbejdskraft, men at den mest almindelige form for arbejdskraftens reproduktionen foregår i en familie. Det er i reproduktionen i familien, at man ifølge Vogel skal finde kimen til kvindeundertrykkelsen under kapitalismen. Det kommer jeg tilbage til.
Ifølge Federici indser Marx ikke, hvordan det reproduktive arbejde bliver devalueret under kapitalismen. Havde han gjort det, ville han ifølge Federici, ikke have kaldt kapitalismen for progressiv:
“Havde Marx anerkendt, at kapitalismen er afhængig af både en enorm mængde ubetalt husligt arbejde til arbejdsstyrkens reproduktion og devalueringen af disse reproduktive aktiviteter for at reducere arbejdskraftens omkostninger, var han måske mindre tilbøjelig til at betragte den kapitalistiske udvikling som uundgåelig og progressiv.”[16]
I virkeligheden glorificerer Federici feudalismen, hvor kvinders arbejde ifølge hende havde værdi, eftersom familien udgjorde samfundets økonomiske enhed, og kvinder spillede en vigtig rolle heri.
Marx anså kapitalismens fremkomst for historisk progressiv, fordi kapitalens drift efter akkumulation udvikler produktivkræfterne og dermed skaber grundlaget for et samfund, hvor der kan gøres op med nød og ulighed, netop som også Engels påpegede i forhold til ophævelse af kvindeundertrykkelsen. Når Marx og Engels kaldte kapitalismen progressiv var det altså i forhold til udviklingen af produktivkræfterne. Men hverken Marx eller Engels påstod, at frigørelsen kunne ske under kapitalismen, kun at grundlaget her blev lagt. Tværtimod argumenterede de hårdnakket for, at kapitalismen måtte væltes, for at dette grundlag kunne bruges til kvinders og arbejderklassens frigørelse.
I virkeligheden er Federicis tilgang moralistisk: Ifølge hende er problemet, som Marx ikke indser, at det kvindelige arbejde ikke anses for at have nogen værdi i samfundet ligesom alt kvindeligt nedvurderes. Federicis konklusion er, at vi må kæmpe for en større anerkendelse af det kvindelige herunder det reproduktive arbejde og bl.a. kræve en løn for husarbejde. Logikken er, at det huslige arbejde er ubetalt, hvilket afspejler, at det ikke værdsættes, og at en løn ville være med til at synliggøre det, og samtidig frigøre kvinder fra mændenes dominans.
Der er imidlertid flere problemer i denne argumentation. For det første er der spørgsmålet om anerkendelse. At Marx ikke kalder det huslige arbejde for produktivt arbejde er ikke et moralsk spørgsmål. Marx beskæftiger sig ikke med, hvad der er “rigtigt” og “forkert” moralsk set, men hvordan kapitalismen fungerer. Om arbejdet er samfundsmæssigt nyttigt eller ej har intet at gøre med, om det er produktivt i kapitalistisk forstand eller “anerkendes” med en løn. Det arbejde, der i kapitalismen anses for at være produktivt, er det arbejde, der producerer en merværdi og dermed øger kapitalen. Således er det måltid, der forberedes af en arbejder på en restaurant og giver restauratøren et overskud, produktivt arbejde, mens det måltid, der forberedes af en personlig kok ansat i en kapitalists hjem, ikke er produktivt arbejde, selvom kokken er ansat. På samme måde er det måltid der laves i hjemmet heller ikke produktivt i kapitalistisk forstand. I kapitalistens hjem betales kokkens løn ud af den merværdi, kapitalisten har udtrukket fra sine andre arbejdere. I arbejderens hjem dækkes det reproduktive arbejde af arbejderens løn, hvad enten maden forberedes af en hjemmegående husmoder eller af en, der ved siden af madlavningen også arbejder for en kapitalist. Det betyder ikke, at det reproduktive arbejde i hjemmet ikke er nyttigt eller socialt nødvendigt. Det betyder, at det ikke kan integreres i Marx’ analyse af kilden til profit, som udgøres af forskellen på den værdi, som arbejderne producerer og lønnen (der i gennemsnit svarer til værdien af arbejdskraftens reproduktion).
For det andet er der spørgsmålet om det ubetalte arbejde og løn for husarbejde. Baseret på Marx tilbageviser Vogel påstanden om, at det reproduktive arbejde er ubetalt i kapitalismen. Som Marx forklarer i Kapitalen udgøres arbejdskraftens værdi af de omkostninger, der er nødvendige for at genoprette arbejderens energi, dvs. “[…] de naturlige behov, føde, klæder, varme, bolig osv. er forskellige alt efter de klimatiske forhold og andre naturlige omstændigheder i et land.” Og videre: “I modsætning til de øvrige varer indeholder bestemmelsen af arbejdskraftens værdi altså et historisk og moralsk element.” De er et produkt af historiske omstændigheder inklusiv “under hvilke betingelser klassen af frie arbejdere er blevet til, og dermed hvilke vaner og krav til livet den har.”[17] Der findes en generelt accepteret “levestandard” i alle lande, som er et produkt af klassekampen og styrkeforholdet mellem klasserne.
Arbejdskraftens værdi bestemmes af af værdien af de elementer, der skal til for at reproducere den – inklusiv den næste generation af arbejdere. Derfor kan arbejdernes løn gennemsnitligt set dække husholdningen og opfostringen af den næste generation af arbejdere hverken mere eller mindre.
Arbejdskraftens besidder er dødelig. Hvis han til stadighed skal være til stede på markedet, sådan som den stadige forvandling af penge til kapital forudsætter, så må sælgeren af arbejdskraften forevige sig, ‘ethvert levende individ må forevige sig sig, ved forplantning.’ De arbejdskræfter, der forsvinder fra markedet på grund af opslidning og død, må uophørligt erstattes af et mindst lige så stort antal nye arbejdskræfter. Den mængde livsfornødenheder, som er nødvendig til produktion af arbejdskraften, indbefatter altså livsfornødenhederne til erstatsningsmandskabet, dvs. arbejdernes børn, således at denne race af ejendommelige varebesiddere foreviger sig på varemarkedet.[18]
I samfund hvor det hovedsageligt er mandlige arbejdere, der arbejder, mens kvinder bliver hjemme, betyder det en eneforsørgende løn, der gennemsnitligt dækker hele familien. Hvad det konkret medfører af levestandard er et spørgsmål om klassekamp: Kapitalisten er f.eks. Ligeglad med om en generation lever et langt eller et kort liv. Kapitalisterne er ligeglade med arbejderklassens levealder, ligesom det nødvendige uddannelsesniveau er relativt. Arbejdskraftens pris, lønnen, svinger omkring værdien, og hvorvidt den konkrete løn kan dække arbejdskraftens reproduktion er i høj grad et spørgsmål om arbejderklassens styrke i den konkrete situation.
Arbejdskraftens reproduktion er et eksempel på en af kapitalismens indbyggede modsætninger: Den enkelte kapitalist vil med glæde sænke lønnen så langt ned, han kan, også langt under eksistensminimum og øge arbejdsdagens til alle døgnets timer, ligesom kapitalisterne tydeligt har vist, at de ikke har skrupler med at bruge børnearbejde, der sætter overlevelsen af den næste generation af arbejdere på spil. Men gjorde alle kapitalister det, ville arbejdskraften ikke kunne reproduceres. Vi ser f.eks. love indført mod børnearbejde, fordi den enkelte kapitalists drift efter størst mulig profit kan modstride det kapitalistiske systems behov for arbejdskraftens reproduktion.
Løn for husarbejde
Arbejdskraftens reproduktion er altså ikke ubetalt, som Federici påstår. Men det er ikke det eneste problem med kravet om løn for husarbejde. Kravet er i bund og grund reaktionært. Hvem skal betale for dette arbejde og hvem skal udføre det? Skal staten betale og dermed give tilskud til kapitalisterne, der kan sænke lønningerne? Skal arbejdsgiverne betale og dermed trække pengene fra arbejdernes løn? Og hvem skal udføre dette arbejde? Kravet om løn for husarbejde rejses som et krav for kvinder, men hvorfor er det kvinderne, der fortsat skal udføre det huslige arbejde nu bare med løn? Der er ikke langt derfra til at sige, at husarbejdet naturligt er kvindernes domæne. Hvis kravet om løn for husarbejde blev gennemført, ville det i bedste fald give kvinderne et incitament til at blive i hjemmet i stedet for at bringe kvinder ud af hjemmene og ind i samfundet, den sociale sfære og klassekampen. I stedet for at integrere kvinderne i klassekampen og hæve deres klassebevidsthed vil en løn for husarbejde styrke deres rolle som hjemmegående isolerede individer. Det er netop et af de progressive elementer ved kapitalismen, at det for første gang siden klassesamfundets tilblivelse gør kvinderne til en del af den sociale produktion, som Engels skrev:
Den samme årsag, som havde sikret kvindens tidligere herredømme i huset: at det huslige arbejde var tildelt hende alene, den samme årsag sikrede nu mandens herredømme i huset: kvindens huslige arbejde forsvandt nu ved siden af mandens erhvervsarbejde; dette var alt, hendes en ubetydelig biting. Her viser det sig rigtigt, at kvindens frigørelse, hendes ligestilling med manden, er og bliver en umulighed, sålænge kvinden holdes ude fra samfundets produktive arbejde og henvises til at tage sig af det huslige privatarbejde. Kvindens frigørelse bliver først mulig, når kvinderne i stor, samfundsmæssig målestok kan tage del i produktionen, og det huslige arbejde kun i ubetydelig grad lægger beslag på dem. Og dette er først blevet muligt ved den moderne storindustri, som ikke alene tillader kvindearbejde efter en større skala, men ligefrem har brug for kvinderne, og som også mere og mere bestræber sig på at opløse det private huslige arbejde og gøre det til en offentlig industri.[19]
Som marxister er vi naturligvis ikke imod sociale ydelser såsom børnebidrag og højere boligsikring til enlige mødre (og fædre). Men vores krav må rettes mod at befri kvinderne fra det huslige slaveri og ikke at binde dem til det økonomisk. Vi må derfor modgå kravet om “løn for husarbejde” med krav om gode og velbetalte jobs, lang barsel med løn til begge køn, kortere arbejdsuge for alle, gratis børnepasning af god kvalitet osv.
Kapitalismen har dermed skabt forudsætningen for kvinders frigørelse og ligestilling mellem kønnene, men potentialet kan kun realiseres i et socialistisk samfund. Billede: Alex Proimos
Men det stopper ikke her. Som marxister ønsker vi helt at udrydde det påtvungne huslige arbejde: at løfte disse opgaver, som nu udføres individuelt – bag hjemmets isolerende fire vægge – fra skuldrene af de enkelte familier og organisere dem socialt som del af en rationel plan for produktionen. Kun ved at socialisere opgaver som børnepasning og huslige opgaver og at fjerne det huslige arbejdes byrde fra arbejderkvindernes skuldre kan vi bevæge os mod ægte ligestilling mellem kønnene.
Den eneste vej til reel, permanent forandring i samfundet er derfor ikke at betale kvinder for deres huslige arbejde men at tage det huslige arbejdes byrder ud af de enkelte hjem; at gøre dette arbejde til en social opgave, der er samfundets ansvar og at investere i forskning, teknologi og automatisering, der gør det muligt helt at afskaffe en stor del af denne slags arbejde. Kravet om løn for husarbejde kommer, uanset intentionerne bag , til at legitimere og institutionalisere det private husarbejdet og kvinders deraf underlegne rolle i stedet for at rejse behovet dets socialisering i et socialistisk samfund.
Det er rigtigt, som Federici påpeger, at ikke alt reproduktivt arbejde kan socialiseres: At tage sig af den næste generations opfostring indbefatter langt mere end tøjvask, madlavning og rengøring, der kan løses teknologisk og upersonligt. Det vigtigste er den følelsesmæssige del af opdragelsen, som ingen forældre vel ønsker at opgive. Det er naturligvis ikke vores mål at socialisere de følelsesmæssige opgaver ud af hjemmene. Men som det ser ud nu fordrejes de følelsesmæssige relationer i mange hjem, fordi forældrene er pressede og stressede. Her kommer vi igen tilbage til spørgsmålet om, hvorfor kapitalismen ikke moralsk men historisk set er progressiv: Udviklingen af produktivkræfterne har kraftigt reduceret den mængde tid, som der er nødvendig for at producere det, menneskeheden har behov for. Det betyder, at hvis ny teknologi blev indført på massiv skala, og arbejdet blev fordelt, samtidig med at overflødige sektorer såsom militæret, reklameindustrien og den finansielle sektor blev fjernet, kunne vi med det samme reducere arbejdsdagen markant for alle. Kapitalismen har dermed skabt forudsætningen for kvinders frigørelse og ligestilling mellem kønnene, men potentialet kan kun realiseres i et socialistisk samfund.
Vogel og den sociale reproduktion
Vogel er i modsætning til Federici ikke som udgangspunkt kritisk overfor Marx. Hendes “teori om social reproduktion” tager som sagt udgangspunkt i Marx’ økonomiske skrifter, hovedsageligt Kapitalen. Vogels mål er at gøre op med det, som hun betegner som den dualistiske opfattelse inden for den socialistiske feminisme, der ser undertrykkelsen indenfor kapitalismen og kvindeundertrykkelsen som to adskilte ting og dermed også betragter kampen mod kapitalismen og patriarkatet som to forskellige kampe.
Vogel udvider Marx’ arbejdsværditeori. Ifølge hende er det arbejdskraftens reproduktion, der er essentiel for at kæde kvindeundertrykkelse sammen med kapitalismen. Marx’ arbejdsværditeori kan forenklet opsummeres således: Det særlige ved varen arbejdskraft er, at den kan skabe værdi udover sin egen værdi. Arbejderen sælger sin evne til at arbejde i et vist tidsrum til kapitalisten til en løn, som gennemsnitlig set svarer til værdien af hans arbejdskraft. En del af arbejdsdagen bruger arbejderen på at producere den værdi, der dækker hans løn, hvilket kaldes nødvendigt arbejde. Men der er intet til hinder for, at kapitalisten udnytter sin erhvervede produktivkraft til fulde og lader arbejderen arbejde længere tid. Tværtimod. Hvis arbejderen kun producerede en værdi, der dækkede hans løn, var der ingen grund til at ansætte ham. Så efter at have dækket sin løn, producerer arbejderen merværdi, der tilfalder kapitalisten som profit.
Det som Vogel tilføjer til Marx er at påpege, at “nødvendigt arbejde er en mere kompliceret konceptuel kategori end man hidtil har troet.” Nødvendigt arbejde består ifølge Vogel af to dele: den ene del der foregår i produktionen, og en anden del der indtil da har været ukendt, den del der foregår i hjemmet, men som er lige så uundværlig indenfor kapitalismen som den første.
Det er kvinderne, der har hovedansvaret for det nødvendige arbejde i hjemmet, mens det er mændene, der har hovedansvaret for at skaffe familiens fornødenheder gennem lønarbejde. Det er ifølge Vogel grundlaget for kvindernes undertrykkelse under kapitalismen:
Denne uens positionering af kvinder og mænd med hensyn til merarbejde og de to komponenter i nødvendigt arbejde, som generelt ledsages af et system af mandlig dominans, stammer fra en historisk arv med undertrykkende arbejdsdelinger i tidligere klassesamfund. Derefter styrkes den af den særlige adskillelse mellem husligt arbejde og lønarbejde, som den kapitalistiske produktionsmåde har skabt. Det huslige arbejde finder i stigende grad sted i specialiserede sociale enheder, hvis isolering i rum og tid fra lønarbejde, yderligere understreges af den mandlige dominans. Disse forhold giver det huslige arbejde sin specifikke karakter.[20]
Denne form for undertrykkelse har fået en særlig form under kapitalismen men er ifølge Vogel gældende i alle klassesamfund for klassen af “direkte producenter”. Kvinders undertrykkelse forklares af Vogel med, at kvinden producerer mindre eller ingen merværdi i den periode, hvor hun er gravid og ammer, og at det samtidig svækker hendes evne til at udføre det generelle reproduktive arbejde i denne periode:
Børnefødsel truer med at mindske det bidrag, som en kvinde i den underordnede klasse kan yde som en direkte producent og som deltager i det nødvendige arbejde. Graviditet og amning involverer som minimum flere måneder med noget reduceret arbejdsevne. Selv når en kvinde fortsætter med at deltage i produktionen af merværdi, påvirker det derfor i en vis grad den umiddelbare tilegnelse af merarbejde. Derudover kræves hendes arbejde normalt til opretholdelse af arbejdsstyrken, og graviditet og amning kan mindske en kvindes kapacitet også på dette område. Fra den herskende klasses kortsigtede synspunkt indebærer børnepasning derfor potentielt set et omkostningsfuldt fald i moderens evne til at arbejde, samtidig med at det er nødvendigt, at hun forsørges i den periode, hvor hun kan give et mindre bidrag. I princippet må en del af det nødvendige arbejde stige noget, for at kunne dække hendes forsørgelse i den fødedygtige periode, hvilket indebærer et tilsvarende fald i merarbejdet.[21]
Kernen i Vogels analyse er, at den biologiske forskel i den seksuelle reproduktion nødvendigvis betyder, at kvinder trækker sig tilbage fra den økonomiske aktivitet i en periode og dermed bliver afhængige af mænd. Den mandlige dominans forklarer hun med, at manden skal forsørge kvinden, mens hun er på barsel:
For at stabilisere arbejdskraftens reproduktionen såvel som for at holde mængden af nødvendigt arbejde på et acceptabelt niveau tilskynder den herskende klasse til mandens overherredømme inden for den udbyttede klasse. […] Det er mandens forsørgelse af kvinderne under den fødedygtige periode og ikke selve arbejdsdelingen på køn, der danner det materielle grundlag for kvinders underordning i klassesamfundet.[22]
Det er rigtigt, at kvinder under kapitalismen undertrykkes gennem byrden fra det reproduktive husarbejde, som pålægger de fleste arbejderkvinder en dobbelt byrde med både lønarbejde og husarbejde. Men denne byrde kan ikke forklares ud fra økonomiske kategorier alene. Vogels stræben efter en forklaring med udgangspunkt i Marx’ økonomiske skrifter og med fokus alene på den periode, kvinder bruger på graviditet og amning, ender med at være ensidig og giver derfor et fordrejet billede.
Kapitalisten har ikke i sig selv en interesse i, at det reproduktive arbejde skal foregå i hjemmet uden betaling. Om det er i kapitalisternes interesse at holde kvinder hjemme eller på arbejdsmarkedet, er et politisk spørgsmål, der kan ændre sig i takt med den generelle situation i samfundet, f.eks. om arbejdsløsheden er høj eller lav. De seneste mange år er en stor del af det reproduktive arbejde rykket ud af hjemmene særligt i de udviklede kapitalistiske lande, hvilket Vogel også selv påpeger. Det er meget få, der stadig sylter eller stopper strømper, ligesom opgaver som børnepasning, ældrepleje o.l. i en række lande er gjort offentlige. For kapitalisterne kan der være en fordel i, at disse opgaver er en del af markedet, hvor der kan tjenes profit på dem, fremfor at de udføres i hjemmet. Ikke mindst fordi det samtidig frigiver kvinderne til lønarbejde og dermed til at producere merværdi til kapitalistklassen. Så mens arbejdstiden for den enkelte arbejder i en årrække i efterkrigsperioden faldt, så steg den for familien samlet set.
I efterkrigsperioden blev levestandarden hævet og velfærden udbygget i de udviklede kapitalistiske lande og kvinder vandt vigtige sejre i fht. børnepasning og barsel samtidig med at prævention blev udbredt.[23] Det har reduceret den tid, som kvinder skal være væk fra arbejdsmarkedet, når de skal føde og amme, kraftigt sammenlignet med et helt liv som arbejdere. Resten af de reproduktive opgaver såsom opdragelse af og omsorg for de ældre børn, de gamle og syge familiemedlemmer osv. kan ligeså vel udføres af mænd som af kvinder. Den forskel på mænd og kvinder, der udspringer af biologien, i forhold til deres rolle i reproduktionen, er derfor reduceret til næsten en ubetydelighed og kan ikke i sig selv forklare kvindeundertrykkelsen i kapitalismen.
Det betyder dog ikke, at uligheden ikke eksisterer i bedste velgående – også meget håndgribeligt. Men at forklare mænds dominans over kvinder med at mændene på grund af deres forskellige rolle i reproduktionen skal forsørge kvinderne under graviditet og barsel, giver ikke meget forklaring i sig selv. I et land som Danmark forsørges kvinder under barslen i en eller anden grad i hvert fald af det offentlige og ikke deres mænd, og på grund af vuggestuernes udbredelse begynder kvinderne relativt hurtigt at arbejde og forsørge sig selv igen efterfølgende. Forklaringen kan ikke findes i et snævert fokus på den periode, hvor kvinder er ude af stand til at arbejde pga. graviditet og amning.
Udviklingen af produktivkræfterne under kapitalismen har lagt grundlaget for at overskride de begrænsninger, som den biologiske reproduktion sætter, men samtidig kan vi se, hvordan kapitalismen konstant modgår denne tendens mod øget lighed. Kapitalismens kriser har betydet konstante nedskæringer på alle de områder, der ellers har taget det reproduktive arbejde ud af hjemmene, såsom vuggestuer, ældrepleje o.l. Og ligeledes har det betydet nedskæringer i de sociale ydelser, der ellers har gjort kvinder mere uafhængige af mænd end tidligere. Når almene boliger rives ned, arbejdsløshedsunderstøttelse og børnepenge skæres og brugerbetaling på børnepasning stiger, så er det alt sammen med til at gøre det langt vanskeligere for kvinder at forlade deres ægtemænd og stå på egne ben. Men det har som sådan ikke noget direkte at gøre med, at deres reproduktive arbejde er nødvendigt for kapitalismen. Kapitalisten er som sagt ligeglad med, om reproduktionen foregår i en familie eller ej, eller om det er manden eller kvinden, der udfører de reproduktive opgaver, så længe arbejdskraften fortsætter med at blive reproduceret. Jo billigere arbejdskraften kan blive reproduceret, jo højere bliver merværdien, hvilket faktisk går imod det ineffektive individuelle husarbejde, abstrakt set.
I sit forsøg på at gøre op med dualiteten og adskillelsen af kapitalismen og patriarkatet ender Vogel i den modsatte grøft og forklarer alt ud fra kapitalismens behov for reproduktion af arbejdskraften. På den måde dækker hun over det faktum, at kvinder undertrykkes af mænd. Kvindeundertrykkelse opstod i de første stadier af samfundets opdeling i klasser mere end tusindvis af år før kapitalismen trådte ind på scenen. Siden da har denne undertrykkelse gennemsyret den menneskelige kultur og bevidsthed. Naturligvis ændrer denne undertrykkelse form med kapitalismen, og borgerskabet bruger den til at opdele og svække arbejderklassen. Kapitalisterne drager f.eks. stor fordel af at kvinder (og andre grupper) får en lavere løn, så lønnen generelt kan blive presset. Det ændrer dog ikke på, at kvinder undertrykkes af mænd, såvel som kapitalisterne samt inden for rammerne af klassesamfundet. Det er ikke det samme som at sige, at undertrykkelse af kvinder er noget iboende i mænd, eller at alle mænd drager fordel af denne undertrykkelse. Faktisk fremmer kvinders undertrykkelse under kapitalismen undertrykkelsen af det store flertal, også mænd, ved at de undertrykte spilles ud mod hinanden. Den eneste vej til at overvinde dette er at bringe kvinder ud af hjemmene og ind i klassekampen i en samlet kamp for afskaffelse af kapitalismen og klassesamfundet som helhed. Men Vogels fokus på de økonomiske strukturer alene gør hendes forståelse af undertrykkelsen abstrakt.
Vogel lider af kapitallogikkens syge, hvor alt skal forklares ud fra en økonomisk reduktionisme uden nogen dialektisk forståelse af fænomenet i dets bevægelse og historiske udvikling. Hendes teori starter fra Kapitalen og blæser det økonomiske element ud af proportioner, så hun ender med at reducere alt til økonomi. På den vis adskiller hun sig ikke fra andre akademiske marxister, der fokuserer på et enkelt aspekt af marxismen og overdriver det til et punkt, hvor teorien bliver abstrakt og ensidig. Hun giver dermed indtryk af, at en marxistisk analyse partout skal findes i Marx’ økonomiske skrifter for at kunne være materialistisk. Men det er et mekanisk og forkert billede af marxismen. En analyse skal ikke nødvendigvis funderes på en direkte læsning af Kapitalen og resten af Marx’ økonomiske skrifter for at være marxistisk.
Skal man forstå kvinders undertrykkelse i kapitalismen, må man have en dialektisk forståelse, der forstår undertrykkelsen på baggrund af den historiske udvikling, og som ser helheden som mere end summen af de enkelte dele. Vogel skriver selv, at undertrykkelsen ikke alene kan forklares af Kapitalen, og at arbejdsdelingen mellem kønnene har historiske rødder, men hun bruger reelt ikke historien til at forklare noget. Hun afviser kategorisk Engels’ Familiens, privatejendommens og statens oprindelse og har derfor ingen forklaring på hvordan og hvorfor kvindeundertrykkelsen er opstået eller svar på hvorvidt der har eksisteret samfund uden kvindeundertrykkelse.
Aversion mod Engels
Vogel har i sin bog et helt kapitel om Engels og Familiens, privatejendommens og statens oprindelse. Hendes syn på Engels bliver tydeligt fra kapitlets titel: “Engels: a Defective Formulation” (der kan oversættes til “Engels: en mangelfuld formulering”) og kapitlets konklusion: “Familiens, privatejendommens og statens oprindelse er en mangelfuld tekst, hvis tvetydige teoretiske og politiske formuleringer ikke desto mindre blev en integreret del af den socialistiske arv.”[24]
Vogels afskrivning af Engels er typisk for såkaldte marxister, der udelukkende fokuserer på det økonomiske aspekt af den marxistiske teori. Engels er altid blevet sat i skyggen af Marx, en position Engels også selv satte sig i. Men Engels kom med sit eget vigtige bidrag til den marxistiske teori og fortjener ikke denne skyggetilværelse. Marx og Engels var tætte samarbejdspartnere helt frem til Marx’ død, og de skrev de vigtigste tekster sammen, som f.eks. Det Kommunistiske Manifest. Det tilfaldt dog tit Engels at afklare, hvad han og Marx faktisk havde ment, når deres ideer blev forvansket af adskillige såkaldte følgere af Marx efter dennes død. Engels fremstillinger er derfor ofte i mere populært sprog end Marx’, der udviklede teorien til at starte med og har flere nuancer med. En af grundene, til at kapitallogikere ikke kan lide Engels, er, at han skrev mere om dialektik end Marx. Det huer ikke kapitallogikerne, der ønsker at dele alt op kasser, i sort og hvidt, og allerhelst stille det op som en ligning, som man i sidste ende kan sætte to streger under.
Vogels afskrivning af Engels er typisk for såkaldte marxister, der udelukkende fokuserer på det økonomiske aspekt af den marxistiske teori. Billede: Wikipedia Commons
Det er rigtigt, at Marx udviklede den marxistiske økonomiske teori, men at han lykkedes, skyldtes hans brug af dialektisk materialisme, hvilket klart skinner igennem i Kapitalen. Marxismen er ikke først og fremmest økonomisk teori men derimod en metode, en filosofisk tilgang, til at analysere og forstå samfundet, naturen, menneskehedens historie og økonomien. Engels har ad flere omgange fremstillet den dialektiske materialisme i tæt samarbejde med Marx, og der er ingen modsætning mellem Marx’ og Engels’ ideer. For Marx og Engels var økonomien den bestemmende faktor i historiens udvikling, den faktor der lægger grundlaget for overbygningen dvs. filosofi, ideer, bevidsthed, staten osv., men der er ikke et mekanisk forhold mellem den økonomiske basis og overbygningen. Marx opsummerer her på brilliant vis deres opfattelse af forholdet mellem den materielle basis og overbygningen:
Det almindelige resultat, som jeg kom til, og som, da det først var vundet, tjente som ledetråd i mine studier, kan kort formuleres således: I den samfundsmæssige produktion af deres liv træder menneskene ind i bestemte, nødvendige, af deres vilje uafhængige forhold, produktionsforhold, som svarer til et bestemt udviklingstrin af deres materielle produktivkræfter. Indbegrebet af disse produktionsforhold danner samfundets økonomiske struktur, den reelle basis, på hvilken der hæver sig en juridisk og politisk overbygning, og hvortil der svarer bestemte samfundsmæssige bevidsthedsformer. Den måde, hvorpå det materielle liv produceres, betinger den sociale, politiske og åndelige livsproces overhovedet. Det er ikke menneskenes bevidsthed, som bestemmer deres væren, men omvendt deres samfundsmæssige væren, som bestemmer deres bevidsthed.[25]
Vogel kritiserer Familiens, privatejendommens og statens oprindelse for alene at beskæftige sig med kvindeundertrykkelsen og familien som ét af flere elementer ved siden af privatejendommens og statens oprindelse:
For det første er det emne, som er omfattet af Familiens, privatejendommens og statens oprindelse, som dens titel antyder, udviklingen ikke kun af familien, men af privatejendommen og staten. Observationen er vigtig, for den antyder bogens begrænsede mål med hensyn til spørgsmålet om kvinders underordning. I stedet for at give en omfattende analyse af kvinder, familien og arbejderklassens reproduktion forsøger Familiens, privatejendommens og statens oprindelse blot at placere visse aspekter af spørgsmålet sikkert i en historisk og teoretisk kontekst.[26]
Det går fuldstændig Vogels næse forbi, at hele Engels’ pointe er at vise sammenhængen mellem disse tre. Det er produktionsmåden, altså den måde som mennesket sikrer sig sin fortsatte overlevelse, der er det afgørende element. Med udviklingen af produktivkræfterne og menneskets evne til at producere et overskud fremkom klassedelingen, og fordi de produktionsmidler, der gav et overskud, var mændenes domæne, førte det til at mænd blev de dominerende i samfundet. Det førte til en grundlæggende forandring i kvinders position og familiens formål, der blev at videregive velstanden til mandens børn. Hermed kom kravet om kvindens monogami. Staten opstod ud af den herskende klasse, der udgjorde et lille mindretals, behov for at beskytte sin private ejendom mod det store flertal af undertrykte. De tre fænomener familien, privatejendommen og staten er altså ikke alene opstået sideløbende, deres opståen og udvikling hænger uløseligt sammen.
Engels’ pointe er netop at vise, at familiens udformning og kvindeundertrykkelsen er dialektisk forbundet til og forandrer sig med forandringerne i produktionsmåden. Engels påviser samtidig, at det faktum at kvinder føder børn ikke altid har ført til, at kvinder blev anset som værende mindre værd eller undertrykte. Det var først med klassedelingen og privatejendommens opståen, at kvindeundertrykkelsen blev en realitetet.
Kun med en historisk materialistisk tilgang,der ikke kun ser på den økonomiske base for kvindeundertrykkelsen men også på den historiske oprindelse og udvikling og den dialektiske relation mellem den økonomiske base og familien, traditioner, love, religion, kultur, ideer, kønsroller osv., kan undertrykkelsen forklares. Kun i sidste ende er økonomien den bestemmende faktor, som Engels skrev:
Efter materialistisk historieopfattelse er det i sidste instans bestemmende moment i historien produktionen og reproduktionen af de virkelige livsbetingelser. Mere har hverken Marx eller jeg nogensinde hævdet, hvis nu nogen fordrejer dette til, at det økonomiske moment er det eneste bestemmende, så forvandler han denne sætning til en intetsigende, abstrakt og absurd frase. […] Vi skaber selv vor historie, men for det første under meget bestemte forudsætninger og betingelser. Blandt disse er de økonomiske til syvende og sidst de afgørende. Men også de politiske osv. Ja selv traditionen, der spøger i menneskets hjerne, spiller en rolle, om end ikke den afgørende.[27]
Som marxister forstår vi undertrykkelse af kvinder som en integreret del af ikke bare kapitalismen men klassesamfundet. Den opstod, da klassesamfundet opstod, og har ændret sig gennem historien men er i bund og grund knyttet til klassesamfundet. Undertrykkelsen af kvinder begyndte således ikke med kapitalismen men blev sammen med den forudgående arbejdsdeling overtaget og tilpasset af kapitalismen. Kapitalismen arvede den feudale familie, hvor produktionen faldt sammen med reproduktionen. Efterhånden som kapitalismen udviklede sig, blev produktionen adskilt fra hjemmet og foregik i fabrikkerne. Vil man forstå kvindernes position i kapitalismen, kan man derfor ikke begynde med kapitalismen, man må tage højde for de tusinder af år, hvor kvinder blev henvist til en underordnet, mindreværdig position uden for den offentlige sfære. At forsøge at forklare kvindeundertrykkelsen under kapitalismen alene ud fra økonomiske kategorier er det samme som at forsøge at forklare religionens rolle i dag alene ud fra dens økonomiske rolle i kapitalismen uden at forklare dens historiske oprindelse og udvikling. At det fører til fejlslutninger forklarede allerede Engels i et brev i 1890:
Hvad nu angår de ideologiske områder som religion, filosofi osv., der svæver endnu højere oppe i luften, så indeholder disse et forhistorisk, af den historiske periode forefundet og overtaget kvantum af – hvad vi nu vil kalde vrøvl. Til grund for disse forskellige urigtige forestillinger om naturen, om selve menneskets beskaffenhed, om ånder, trolddom osv. ligger for det meste kun i negativ forstand noget økonomisk: den forhistoriske periodes lave økonomiske udviklingstrin suppleres af, betinges delvis af, ja, forårsages af de urigtige forestillinger om naturen. Og selvom også det økonomiske behov har været hoveddrivfjederen i det fremadskridende kendskab til naturen og er blevet det mere og mere, så ville det dog være pedanteri, hvis man ville søge økonomiske årsager til alt dette primitive vrøvl.[28]
Udover Vogels generelle afvisning af Engels og Familiens, privatejendommens og statens oprindelse, rejser hun også en række konkrete kritikpunkter. Her vil jeg forsøge at besvare de vigtigste. Ikke fordi man som marxist skal forsvare alt, Engels har skrevet – det kunne jo være han tog fejl – men fordi Engels i mine øjne havde ret og lagde grundlaget for den marxistiske forståelse af kvindeundertrykkelse. Vogel er desuden langt fra den eneste, der har kritiseret Engels’ ideer.
Vogel kritiserer konkret Engels for, at “han antager, at det er naturligt at ‘familieopgaver’ er kvindernes eksklusive domæne, og at de derfor altid vil være det.”[29] Det er en virkelig grov påstand, der ikke har hold i virkeligheden. Engels viser, hvordan det var den oprindelige arbejdsdeling mellem mænd og kvinder, der lagde grunden for kvinders undertrykkelse, men at der netop intet naturligt var ved kvindeundertrykkelsen. Det var på Engels’ tid et ekstremt revolutionerende synspunkt og er det stadig den dag i dag. Det er jo faktisk Vogel selv, der lokaliserer kvindeundertrykkelsen i kvindens biologiske evne til at føde børn. Engels påpeger ydermere, hvordan der skal gøres op med, at “familieopgaver” er kvinders ansvar, men at det må ske gennem en socialisering af det huslige arbejde, samt ved at kvinderne igen bliver en del af den offentlige produktionssfære.
Vogel kritiserer også Engels for at have et letsindigt syn på den mandlige dominans:
Engels mener, at med den stigende beskæftigelse af kvinder i lønarbejde og kvinders deraf følgende uafhængighed, overlever der intet grundlag for nogen form for mandligt overherredømme i arbejderhjemmet, ‘undtagen for så vidt der endnu bliver en rest tilbage af det i den brutalitet mod konen, som blev almindelig efter indførelsen af monogamiet’[30]
I den sidste del af dette citat fra Vogel, citerer hun Familiens, privatejendommens og statens oprindelse.
Men Vogel tager citatet fra Engels ude af kontekst og skøjter let hen over Engels’ efterfølgende konklusioner, der ellers svarer på hendes kritik. Engels forklarer, at mandens dominans vil fortsætte, så længe manden har den økonomiske dominans, men også hvordan tæppet bliver trukket væk under den form for dominans i arbejderfamilien. I arbejderfamilien ses kimen til en familie uden dominans. Både fordi arbejderfamilien ikke har nogen ejendom at skulle sikre i arv til de næste generationer, og samtidig fordi kvinderne igen bliver en del af den offentlige sfære og selv begynder at tjene en løn. Men Engels påpeger samtidig, at det kun er kimen, der er blevet lagt, samt at mandens dominans fortsat vil eksistere, så længe kapitalismen eksisterer:
Kærligheden mellem kønnene bliver og kan kun blive reglen i forholdet til kvinden hos de undertrykte klasser, altså nu til dags i proletariatet [red.: arbejderklassen] – hvad enten dette forhold er officielt anerkendt eller ikke. Men her mangler jo også ethvert grundlag for det klassiske monogami. Her mangler enhver ejendom, til hvis bevarelse og nedarvning monogamiet og mandens herredømme netop blev skabt, og her mangler derfor også enhver tilskyndelse til at gere mandens herredømme gældende. Og hvad der betyder mere, også midlerne dertil mangler; den borgerlige ret, som beskytter dette herredømme, er kun til for de besiddende og deres forhold til proletarerne; den koster penge og har derfor på grund af arbejderens fattigdom ingen betydning for hans stilling til sin kone. Her er helt andre personlige og samfundsmæssige forhold afgørende. Og efter at storindustrien har draget konen ud af hjemmet og ud på arbejdsmarkedet og ind i fabrikkerne, hvorved hun ofte er blevet familiens forsørger, er grunden trukket væk under den sidste rest af mandens herredømme i proletarhjemmet – undtagen for så vidt der endnu bliver en rest tilbage af det i den brutalitet mod konen, som blev almindelig efter indførelsen af monogamiet. Således er proletarens familie ikke mere noget enkeltægteskab i strengeste forstand, selv hvor der findes den mest lidenskabelige kærlighed og den urokkeligste troskab mellem parterne og til trods for enhver mulig gejstlig og verdslig velsignelse. Derfor spiller også monogamiets evige følgesvende, hetærismen og ægteskabsbruddet, her kun en forsvindende rolle; konen har i virkeligheden fået retten til skilsmisse tilbage, og når man ikke kan enes, går man hellere fra hinanden. Kort sagt, det proletariske ægteskab er monogamisk i ordets sproglige betydning, men absolut ikke i dets historiske.
[…]
Det står ikke bedre til med mandens og konens ligeberettigelse i juridisk forstand inden for ægteskabet. Den hævdvundne ulighed mellem de to, som vi har overtaget fra tidligere samfundstilstande, er ikke årsagen til, men virkningen af kvindens økonomiske undertrykkelse. I den gamle kommunistiske husholdning, der omfattede mange ægtepar og deres børn, var ledelsen af husholdningen, der var lagt i kvindernes hænder, lige så vel en offentlig, for samfundet nødvendig industri, som mændenes arbejde for at skaffe føden til veje. Med den patriarkalske familie, og endnu mere med den monogame enkeltfamilie blev dette anderledes. Husførelsen mistede sin offentlige karakter; den kom ikke mere samfundet ved. Den blev en privattjeneste; konen blev den øverste tjenestepige, hun var fordrevet fra den samfundsmæssige produktion. Først vor tids storindustri har atter åbnet vejen til samfundsproduktionen for hende, og kun for proletarkvinden; og det på en sådan måde, at når hun opfylder sine pligter i familiens privattjeneste, er hun udelukket fra arbejdsmarkedet og kan intet tjene, og når hun tager del i den offentlige industri og vil være selverhvervende, er hun ude af stand til at opfylde sine pligter i hjemmet. Og på samme måde som på fabrikken går det kvinden i alle beskæftigelsesgrene, lige til medicin og jura. Den moderne enkeltfamilie er bygget på kvindens åbenlyse eller tilslørede husslaveri, og det moderne samfund er en masse, der er sammensat af lutter enkeltfamilier som dets molekyler. Manden må nu til dags i langt de fleste tilfælde være erhververen, familieforsørgeren, i hvert fald i de besiddende klasser, og det giver ham en herskerstilling, som ikke behøver nogen juridisk ekstraprivilegering. Han er bourgeoisen [red.: kapitalisten] i familien, konen repræsenterer proletariatet.[31]
Engels forklarer her den historiske baggrund for familien i kapitalismen, og hvordan arbejderfamilien viser vejen mod en anden familieform uden at kunne gøre endeligt op med kvinders undertrykkelse, så længe klassesamfundet fortsat består. Først i socialismen vil det økonomiske grundlag for kvindeundertrykkelse helt falde bort. Præcis hvordan familien så vil se ud, er det ifølge Engels umuligt at sige, mest af alt kan man sige noget om, hvad der ikke længere vil eksistere:
Hvad der imidlertid ganske afgjort vil falde bort, det er alle de særheder, som har kendetegnet monogamiet på grund af dets udspring af ejendomsforholdene, og som for det første er mandens overherredømme og for det andet ægteskabets uopløselighed. Mandens overherredømme i ægteskabet er en simpel følge af hans økonomiske overherredømme og vil falde bort af sig selv, når dette forsvinder. Ægteskabets uopløselighed er dels en følge af den økonomiske situation, hvorunder monogamiet opstod, og dels en overlevering fra den tid, hvor man endnu ikke rigtig forstod sammenhængen mellem denne økonomiske situation og monogamiet og gav det en streng religiøs betydning. Allerede i vor tid er den på tusinde måder blevet gennemhullet. Hvis kun det ægteskab er sædeligt, som er grundet på kærlighed, så er også kun det sædeligt, hvor kærligheden fortsat findes. Varigheden af den individuelle kærlighed mellem mand og kvinde er meget forskellig hos de forskellige individer, særlig hos mændene, og hvis tilbøjeligheden er positivt forbi eller fortrængt af en ny lidenskabelig kærlighed, så er skilsmissen for begge parter så vel som for samfundet en velgerning. Kun bør man skåne folk for at skulle vade gennem en skilsmisseproces’ smuds.
Hvad vi altså i dag kan gætte os til angående ordningen af forholdet mellem kønnene, efter at de kapitalistiske produktionsforhold er fejet bort, er overvejende af negativ art og indskrænker sig til det, som falder bort. Men hvad vil der komme ud af det? Det vil vise sig, når en ny slægt er vokset frem: en slægt af mænd, som aldrig i deres liv har været i den situation at skulle købe sig en kvindes prisgivelse for penge eller andre sociale magtmidler, og af kvinder, som aldrig har været i den situation at skulle give sig hen til en mand af nogen som helst anden grund end virkelig kærlighed, eller at skulle nægte at give sig hen til den elskede mand af frygt for de økonomiske følger. Når en slægt af sådanne folk er vokset op, vil de bryde sig pokker om, hvad man i dag tror, at de skal gøre; de vil danne sig deres egen praksis og deres derefter afstemte offentlige mening om hver enkelts praksis – punktum.[32]
Når kapitalismen er væltet vil det Ifølge Engels bane vejen for fremtidens forhold, der kan baseres udelukkende på kærlighed.
Vogel kritiserer desuden Engels for at fokusere for meget på demokratiske rettigheder, og dermed lade en dør stå på klem for at udskyde kampen for et socialistisk samfund og erstatte den med en kamp for reformer her og nu:
Endelig lader Engels fokus på den strategiske betydning af demokratiske rettigheder spørgsmålet om forholdet mellem socialistisk revolution, kvinders frigørelse og kampen for lige rettigheder være åbent. Resultatet er tvetydigt og antyder potentielt, at det socialistiske program for kvinders frigørelse består af to adskilte mål: lige rettigheder med mænd på den stadig kapitalistiske korte sigt; og den fulde befrielse på grundlag af en højere familieform i det fjerne revolutionære årtusinde.[33]
Men Vogel skyder forbi i sin kritik af Engels, der er fuldstændig klar, når det kommer til sammenhængen mellem kampen for demokratiske krav og kampen for socialisme: Jo større juridisk ligestilling der eksisterer mellem kønnene, jo mere klart vil uligheden og undertrykkelsen træde frem som en funktion af den økonomiske undertrykkelse. Engels forklarer forholdet mellem kampen for demokratiske krav og socialisme således:
Men i den industrielle verden træder den specielle karakter af den økonomiske undertrykkelse, der tynger proletariatet, først da frem i sin fulde skarphed, når alle kapitalistklassens lovmæssige særprivilegier er afskaffet og begge klassers fulde juridiske ligeberettigelse indført; den demokratiske republik ophæver ikke modsætningen mellem de to klasser, tværtimod, den skaber netop den jordbund, hvorpå den rigtig kommer til udfoldelse. Og på samme måde vil også den særlige karakter af mandens herredømme over konen i den moderne familie og nødvendigheden af, så vel som metoden til at tilvejebringe en virkelig social ligestilling af de to først da træde frem i fuldt dagslys, når de er blevet fuldkommen juridisk ligestillet. Det vil da vise sig, at den første betingelse for kvindens frigørelse er genindførelsen af hele kvindekønnet i den offentlige industri, og at dette igen kræver, at enkeltfamilien mister den egenskab at være samfundets økonomiske enhed.[34]
I Danmark er det åbenlyst, at undertrykkelsen ikke kommer af manglende juridisk ligestilling, eftersom der er formel lighed for loven, uden at det har afskaffet kvindeundertrykkelsen. Da ligelønsloven blev indført i 1976 var løngabet mellem mænd og kvinder på omkring 15 %, og det er stadig tilfældet mere end 40 år senere. Det bliver dermed tydeligt, at problemet ikke er manglende lovgivning men derimod de underliggende strukturer. At juridisk ligestilling ikke opløser undertrykkelsen betyder dog ikke, at vi skal afholde os fra at kæmpe for demokratiske rettigheder såsom stemmeret, ret til fri abort, ret til skilsmisse osv. de steder, hvor de er fraværende. Vladimir I. Lenin forklarede, baseret på Engels, at denne kamp for revolutionære er afgørende som et led i at afsløre kapitalismens grundlæggende undertrykkende strukturer.
Retten til skilsmisse under kapitalismen vil i de fleste tilfælde ikke være realiserbar, fordi det undertrykte køn er knægtet økonomisk, fordi kvinden i et hvilket som helst demokrati under kapitalismen forbliver “husslave”, låst inde i soveværelse, børneværelse og køkken. […]
Kun folk, der helt er ude af stand til at tænke eller helt ukendte med marxismen, udleder heraf: Altså er republikken intet værd, frihed til skilsmisse intet værd, demokratiet intet værd, nationernes selvbestemmelse intet værd! Men marxister ved, at demokratiet ikke fjerner klasseundertrykkelsen, men kun gør klassekampen renere, bredere, mere åben og skarp; og det er, hvad vi har brug for. Jo mere fuldstændig friheden til skilsmisse er, jo mere indlysende bliver det for kvinden, at kilden til hendes “husslaveri” er kapitalismen og ikke retsløsheden.[35]
Det er Vogel selv, der bliver uklar, når det gælder sammenhængen mellem den økonomiske undertrykkelse og kampen for lighed og herunder demokratiske rettigheder. I afslutningen af sin bog har hun et afsnit om kampen for lighed, men igen forsøger hun med vold og magt at forbinde dette direkte til kvinders rolle i den sociale reproduktion og ender igen i en økonomisk reduktionisme. Fordi Vogel mangler det historiske perspektiv, kan hun ikke forklare de mange former, som undertrykkelsen antager under kapitalismen udover den økonomiske. Men uligheden består af langt, langt mere end “blot” en økonomisk ulighed. Den består i sexisme og chauvinisme, at kvinder tæskes og slås ihjel af deres partnere, at de står for størstedelen af det huslige arbejde osv. osv. Alt dette kan langt fra forklares alene med kvindernes rolle i den sociale reproduktion. Undertrykkelsen sker i højeste grad ideologisk og fra fra politisk hold. Den herskende klasse og reaktionære kræfter bruger ideen om familien og kvindens rolle til at konsolidere sin egen magt i samfundet ved at fremstille status quo som det eneste naturlige.
Ved at afvise Engels misser Vogel muligheden for at få den fuldstændig essentielle historiske del af kvindeundertrykkelsen med, og hendes teori ender, trods de gode elementer, som økonomisk reduktionisme.
Vogel kommer med sin økonomiske reduktionisme til at styrke den såkaldt marxistiske tradition, der præsenterer klassekampen som noget ensidigt, der kun foregår på arbejdspladsen, og som ser kvindekampen og kampen mod andre former for undertrykkelse som noget udenfor og andet end klassekampen, fordi det ikke foregår direkte som en økonomisk kamp.
Den antikapitalistiske feministiske kamp
Vogels økonomiske tilgang medfører, at hendes syn på den antikapitalistiske kamp bliver reduktionistisk. Hendes styrke er, at hun er helt klar over nødvendigheden af at kæmpe for en socialistisk revolution. Helt så klare er langt fra størstedelen af de antikapitalistiske feminister. De forskellige tilgange til Marx og forståelsen af den sociale reproduktion indenfor den antikapitalistiske feminisme resulterer i helt forskellige forståelser af, hvordan kampen mod kvindeundertrykkelse bedst kan kæmpes og vindes.
En af styrkerne hos nogle af de nyere antikapitalistiske feminister er, at de tager fat på langt flere aspekter af kvindeundertrykkelsen end alene det, økonomiske, og at de dermed formår at brede kampen mod kvindeundertrykkelsen ud. En af dem er Tithi Bhattacharya, en af forfatterne til Feminism for the 99%. Hun bruger også begrebet social reproduktion, men i en bredere forstand end Vogel. Bhattacharya ser produktionen og reproduktionen som dele af et samlet hele.[36] Hun drager to konklusioner på den baggrund: 1) at arbejderklassen omfatter flere end dem, der umiddelbart er i arbejde, dvs. også den arbejdsløse, den mandlige arbejders hjemmegående hustru, den pensionerede arbejder osv.[37] 2) at klassekampen er langt mere end kampen mellem arbejdere og arbejdsgivere på den enkelte arbejdsplads men også omfatter kampe mod f.eks. privatisering af vand,klimaforandringer og for billigere boliger. Det er en vigtig pointe, som Bhattacharya kommer med, der, som hun selv påpeger, ligger direkte i forlængelse af Marx selv, men som er blevet fordrejet af dele af den såkaldte venstrefløj, der har reduceret arbejderen til den hvide, mandlige industriarbejder. Arbejderklassen består af individer af forskellige hudfarver, køn, seksualiteter, religioner osv., og klassekampen omfatter ikke bare det, der foregår på arbejdspladsen, men alt det, der vil sikre arbejderklassen ordentlige leveforhold.
Problemet hos Bhattacharya, der skinner klart igennem i Feminism for the 99%, er en uklarhed, når det kommer til at fastslå, hvori arbejderklassens styrke ligger, og dermed med hvilke midler undertrykkelsen kan bekæmpes. I Feminism for the 99% beskrives kampen som sideordnede kampe fra forskellige undertrykte grupper. Klassekampen og arbejderklassen er blot en undertrykt gruppe ud af mange. Selv når det kommer til kvindestrejker, som dem i Spanien 8. marts, som Feminism for the 99% beskriver i begejstrede vendinger, er de uklare. Marxister deler begejstringen både over strejkernes enorme omfang, og over at strejkerne ikke kun rejste spørgsmål om løn og arbejdstid men også om “seksuel chikane og overfald, barrierer mod reproduktiv retfærdighed og begrænsninger på strejkeretten”[38]. Men Feminism for the 99% bliver teoretisk uklar når den beskriver, at en af styrkerne ved strejkerne var, at de:
udvider selve ideen om, hvad der regnes som ‘arbejde’. Ved at nægte at begrænse den kategori til lønnet arbejde, tilbageholder kvindernes strejkeaktivisme også husligt arbejde, sex og smil. Ved at synliggøre den uundværlige rolle, som kønnet, ulønnet arbejde spiller i det kapitalistiske samfund, henleder det opmærksomheden på aktiviteter, som kapitalen drager fordel af, men som den ikke betaler for.[39]
Feminism for the 99% lægger sig dermed meget tættere op af Federicis end Vogels opfattelse af den sociale reproduktion, hvor fokus for kampen mod kvindeundertrykkelsen lægges på det ubetalte og ikke anerkendte husarbejde. Det betyder, at hverken Federici eller forfatterne til Feminism for the 99% formår at skelne mellem den undertrykkelse, der finder sted i hjemmet baseret på arbejdsdelingen i den sociale reproduktion, og den udbytning, der finder sted af arbejderklassen i produktionen, der adskiller sig markant fra hjemmets. Feminism for the 99% sidestilles “husligt arbejde, sex, og smil” med det arbejde, arbejderen foretager på sin arbejdsplads, hvor arbejderen skaber profit til kapitalisten. Den herskende klasse kunne ikke være mere ligeglade med om kvinderne tilbageholder smil, og ville nyde kun godt af, hvis bevægelsen skubber mændene fra arbejderklassen over på samme side som kapitalisterne.
Hvis bare uklarheden og uenigheden holdt sig på det teoretiske plan. Men analysen har alvorlige konsekvenser for den praktiske kamp: En ide, der har været rejst i kvindestrejken i Spanien og andre kvindestrejker, har været, at mændene skulle gå på arbejde, mens kvinderne strejkede. Hvilket vil sige, at de opfordrede mændene til at fungere som strejkebrydere. Det havde været den direkte vej til at øge splittelsen mellem kønnene og svække kampen mod undertrykkelse i stedet for at sikre arbejderklassens sammenhold på tværs af køn. Arbejderkvinderne kan ikke alene gøre op med kvindeundertrykkelsen, de har ligesom alle andre dele af arbejderklassen brug for hele arbejderklassens styrke. Det er også blevet tydeligt i de mange strejker i den offentlige sektor i Danmark de sidste år, hvor helt nye lag af arbejdere, heraf mange kvinder, er trådt ind på klassekampens scene: sygeplejersker, lærere, pædagoger osv. Deres problem er, at det ikke rammer en kapitalist på pengepungen, når de strejker, tværtimod sparer staten penge. En strejke i det offentlige kan godt sætte samfundet i stå, men den har brug for hele arbejderklassens medvirken, hvis kapitalistklassen direkte skal rammes på pengepungen, og hvis samfundet skal ændres grundlæggende.
I 2018 var der i Spanien en bølge af såkaldte feministiske strejker. Billede: Marxist.com
Det er absolut positivt, at Feminism for the 99% kritiserer den liberale feminisme og sætter fokus på de mange former kvindeundertrykkelsen antager, og hvordan den især rammer det store flertal af kvinder, de 99%. Men de fortsætter i den intersektionelle tradition, hvor klasseundertrykkelse ses som en form for undertrykkelse på linje med andre undertrykkelsesformer, og de dedikerer også Feminism for the 99% til The Combahee River Collective.
I forlængelse heraf mangler Feminism for the 99% fuldstændig et svar på, hvordan kampen mod undertrykkelse kan vindes. Det er langt fra nok at gøre opmærksom på undertrykkelsen. Som Marx formulerede det, så handler det ikke bare om at fortolke verden, men om at forandre den, og her kommer også den antikapitalistiske feminisme til kort. Det er nødvendigt at tage de midler i brug, der endeligt kan fjerne den. Og her mangler både Federici og Feminism for the 99% brugbare svar.
Federicis svar er: “Det, der er nødvendigt, er genåbningen af en kollektiv kamp over reproduktionen, at generobre kontrollen med de materielle betingelser for vores reproduktion og skabelse af nye former for samarbejde omkring dette arbejde uden for kapitalens og markedets logik.”[40] Hun nævner eksempler såsom urbant landbrug, jord- og husbesættelser, skabelsen af forskellige former for bytteøkonomi, alternative former for sundhedsydelser o.l. Denne kamp er ifølge Federici allerede begyndt, og det er kvinder, der går forrest. Ingen af Federicis svar vil ændre samfundet grundlæggende eller gøre op med kapitalismen. Tværtimod fokuserer hun på at skabe lommer af modstand indenfor det eksisterende samfund, hvoraf de fleste peger tilbage mod feudale produktionsformer såsom bytteøkonomi i stedet for frem mod socialistisk produktion på masseskala, den eneste produktionsform der kan sikre nok til alle.
Knap så konkret er Feminism for the 99%. Det er et bevidst valg at Feminism for the 99% ikke fremsætter et alternativ til det nuværende system: “Vores manifest foreskriver ikke de nøjagtige konturer af et alternativ, da sidstnævnte må dukke op i løbet af kampen for at skabe det.”[41]
I stedet beskriver Feminism for the 99% en antikapitalistisk kamp, som rejser krav om “en massiv omorganisering af forholdet mellem produktion og reproduktion: for sociale ordninger, der prioriterer menneskers liv og sociale forbindelser frem for produktion efter profit; for en verden, hvor mennesker af ethvert køn, nationalitet, seksualitet og farve forener social-reproduktiv aktiviteter med sikre, vellønnede og chikane-fri jobs.”[42] Mere klart bliver det ikke, udover at den traditionelle forståelse af socialisme ifølge forfatterne ikke kan frigøre kvinderne.
Det er rigtigt, at klassekampen ikke bare handler om løn og arbejdsforhold, og at klassekampen og ikke mindst revolutioner ofte starter på grund af alle mulige andre spørgsmål. Mange revolutionære bevægelser er startet af kvinder. Den russiske revolution i 1917 startede på kvindernes internationale kampdag i protest mod mangel på brød og på baggrund af første verdenskrigs lidelser. Også i det arabiske forår og i de revolutionære bevægelser, der er fulgt efter i den arabiske del af verden, har kvinder spillet en ledende rolle, fra Egypten til Libanon, Sudan og Irak. Det er samfund, hvor kvinder traditionelt er dybt undertrykt, men i disse revolutionære bevægelser har de side om side med mændene bekæmpet diktatorer og konfronteret militæret, og mange steder formåede bevægelserne at vælte diktatorer og regimer.
Disse bevægelser har vist feminismens – også den antikapitalistiske variants – begrænsninger. Alt, hvad denne feminisme konkret foreslår, har disse bevægelser opfyldt: De har synliggjort kvinders problemer, vakt kvinder politisk til live, nedbrudt barriererne mellem mænd og kvinder i en fælles kamp. Alligevel er kvinders forhold ikke blevet bedre snarere tværtimod. Her bliver det tydeligt, at undertrykkelsen vil bestå, så længe kapitalismen består. Hvis ikke samfundet ændres grundlæggende, så vender alt det gamle bras tilbage, som Marx formulerede det. Med kapitalismens krise vil den blot blive værre, og for hver revolutionær bevægelse der lider nederlag, vil kontrarevolutionen optrappe undertrykkelsen.
Kontrarevolutionen i disse lande har bevidst baseret sig på et forældet kvindesyn for at genetablere og konsolidere sin magt. Da militæret overtog magten i Egypten efter Hosni Mubaraks fald i Egypten i 2011, sendte de bevidst bander ind for at voldtage kvinderne og genetablere det forældede kvinde- og familiesyn. I Sudan var en af kontrarevolutionens argumenter for at vinde stammehøvdingene over på sin side, at revolutionen var ved at opløse familien og sætte kvinderne fri.
Problemet med disse revolutioner var ikke, at de ikke synliggjorde problemerne eller involverede kvinderne, problemet var, at de ikke adresserede årsagen til undertrykkelsen og uligheden i samfundet: den private ejendomsret til produktionsmidlerne. Alle de revolutionære bevægelser de sidste år har væltet en del af den herskende klasse men har efterladt den økonomiske magt intakt i hænderne på andre dele af den herskende klasse, der dermed har kunne smadre den revolutionære bevægelse, og alt den havde opnået. Indtil nu har vi kun set første akt af disse revolutionære bevægelser, men så længe den private ejendomsret til produktionsmidlerne består, vil undertrykkelsen af arbejderklassen bestå, og lige så længe vil kvindeundertrykkelsen bestå. Det er kun gennem arbejderklassens bevidste omstyrtelse af den herskende klasse, at den kan overtage kontrollen med økonomien.
Feminism for the 99% er et udtryk for den genopblomstring, som marxismen i disse år oplever i akademiske cirkler, hvilket må siges at være et positivt tegn på en generel stigende interesse for de marxistiske ideer. Alle tre forfattere er aktivister, men de er også alle ansat på forskellige universiteter. Tithi Bhattacharya er ansat som lektor i historie og leder af Global Studies på Purdue University, Nancy Fraser er professor i filosofi og politik på The New School mens Cinzia Arruzza er lektor i filosofi samme sted. De udviser de samme “sygdomstegn” som resten af den akademiske marxisme: de graver sig ned i teoretiske udredninger og rejser en mere eller mindre skarp kritik af det bestående men mangler helt og aldeles et revolutionært program. Mange af disse akademiske marxister rejser kritik af kapitalismen, men ingen af dem går videre. De er antikapitalister men ikke revolutionære.
Det afgørende element i marxismen er imidlertid ikke en analyse af klassekampen eller kritikken af kapitalismen. Der er mange borgerlige, der anerkender klassekampens eksistens, og mange vil også påpege fejl ved kapitalismen alene med det formål at forbedre systemet. Marx’ afgørende konklusion var nødvendigheden af en socialistisk verdensrevolution. Enhver, der ikke er parat til at drage den konklusion, er i realiteten ikke marxist. Og det gælder 99% af de akademiske selverklærede marxister og også de antikapitalistiske feminister. De tager nogle dele af Marx (de analytiske) men gemmer belejligt andre dele, som kunne risikere at skade deres karrierer, væk som f.eks. dette citat fra Marx selv:
Hvad nu mig angår, så tilkommer der mig ikke den fortjeneste at have opdaget hverken klassernes eksistens i det moderne samfund eller deres indbyrdes kamp. Borgerlige historikere havde længe før mig skildret, hvordan denne klassernes kamp historisk har udviklet sig, og borgerlige økonomer havde fremstillet denne udviklings økonomiske anatomi. Hvad jeg tilføjede af nyt var: 1. at påvise, at klassernes eksistens blot er knyttet til bestemte historiske faser i produktionens udvikling; 2. at klassekampen nødvendigvis fører til proletariatets diktatur; 3. at selve dette diktatur kun danner overgangen til ophævelsen af alle klasser og til et klasseløst samfund […].[43]
Uden det revolutionære element forbliver akademisk marxisme borgerlig og ufarlig. Så selvom den antikapitalistiske feminisme dog er udtryk for et velkomment brud med den liberale og den postmodernistiske feminisme, så betyder det ikke, at den kan bruges til rent faktisk at forandre verden.
Undertrykkelsen er uløseligt forbundet med klassesamfundet, med kapitalismen. Magten i samfundet ligger hos ejerne af produktionsmidlerne. Så længe der ikke rokkes ved samfundets økonomiske magt, så vil det ikke gøre en fundamental forskel, og strukturerne vil forblive intakte. Derfor er marxismen den eneste teori, der ikke blot kan fortolke verden men også forandre den. Det er den eneste teori, der peger på en løsning: nødvendigheden af at arbejderklassen fratager kapitalisterne det private ejerskab til produktionsmidlerne og dermed bryder deres magt og erstatter det med en demokratisk planøkonomi under arbejderklassens ledelse og kontrol. Forfatterne til Feminism for the 99% skriver, at de ikke foreskriver “de nøjagtige konturer af et alternativ, da sidstnævnte må dukke op i løbet af kampen for at skabe det.” Men det er ikke godt nok. Bevægelserne og revolutionerne finder sted nu. Hvad venter de på? Vi har mere end 150 års revolutionære erfaringer at bygge et alternativ på. Det er, hvad marxismen er: arbejderklassens samlede erfaringer.
Kilder
[1] Allerede samme år blev den udgivet på dansk på forlaget Solidaritet.
[2] Dette er ikke stedet for en dybdegående analyse/kritik af Feminism for the 99%, det må blive et andet sted. Her bruges teksten som et eksempel på et af de nyeste, og måske mest populære, skud på den antikapitalistiske feminismes stamme.
[3] Arruzza, et al, 4. Det engelske udtryk er: “equal opportunity domination”, egen oversættelse.
[4] Arruzza et. al, 11, egen oversættelse.
[5] Arruzza et. al, 11, egen oversættelse.
[6] Arruzza, et al. 53, egen oversættelse.
[7] Arruzza et. al, 5, egen oversættelse
[8] Sheila McGregor har skrevet en udmærket artikel “Social reproduction theory: back to (which) Marx?”,, der gennemgår de mere marxistiske retninger inden for denne teori.
[9] Da.wikipedia.org 29.11.19
[10] Se introduktion til Vogel, XVII
[11] Vogel, Marxism and the Oppression of Women – towards a Unitary Theory, IX, egen oversættelse.
[12] Vogel, Marxism and the Oppression of Women – towards a Unitary Theory, 2, egen oversættelse.
[13] Marx, Kapitalen, 1. Bog 4, 803.
[14] Marx, Kapitalen, 1. Bog 4, 866.
[15] Federici, “The reproduction of labour-power in the global economy and the unfinished feminist revolution”, 95, egen fremhævning, egen oversættelse.
[16] Federici, “The reproduction of labour-power in the global economy and the unfinished feminist revolution”, 92, egen oversættelse.
[17] Marx, Kapitalen 1. Bog 1, 287.
[18] Marx, Kapitalen 1. bog 1, 287.
[19] Engels, Familiens, privatejendommens og statens oprindelse, 309f.
[20] Vogel, Marxism and the Oppression of Women – towards a Unitary Theory, 160, egen oversættelse.
[21] Vogel, Marxism and the Oppression of Women – towards a Unitary Theory, 151, egen oversættelse.
[22] Vogel, Marxism and the Oppression of Women – towards a Unitary Theory, 153, egen oversættelse.
[23] Andre steder er den tid, som kvinder tilbringer væk fra det produktive arbejde reduceret pga. helt andre omstændigheder som i Indien, hvor en undersøgelse viser, at 63 % af gravide i det landlige Indien arbejder helt op til den dag, de føder. Desværre melder undersøgelsen ikke noget om, hvornår de vender tilbage til arbejde efter fødslen. The Logical Indian.
[24] Vogel, Marxism and the Oppression of Women – towards a Unitary Theory, 96, egen oversættelse.
[25] Marx, “Forord til kritik af den politiske økonomi”, 278f.
[26] Vogel, Marxism and the Oppression of Women – towards a Unitary Theory, 79, egen oversættelse.
[27] Engels, “Engels brev til Bloch”, 267.
[28] Engels, “Engels brev til Schmidt”, 274.
[29] Vogel, Marxism and the Oppression of Women – towards a Unitary Theory, 90, egen oversættelse.
[30] Vogel, Marxism and the Oppression of Women – towards a Unitary Theory, 88, egen oversættelse.
[31] Engels, Familiens, privatejendommens og statens oprindelse, 227ff.
[32] Engels, Familiens, privatejendommens og statens oprindelse, 237f.
[33] Vogel, Marxism and the Oppression of Women – towards a Unitary Theory, 90, egen oversættelse.
[34] Engels, Familiens, privatejendommens og statens oprindelse, 227ff.
[35] Lenin, Fra “Om en karikatur af marxismen og den imperialistiske økonomisme”, HENVIS efter layout af denne bog
[36] Se “How not to skip class: Social Reproduction of Labor and the Global Working Class” Bhattacharya, uden at jeg vil gå nærmere ind i Bhattacharyas teori her.
[37] Bl.a. Bhattacharya har sammen med andre antikapitalistiske feminister påvist, hvordan kvindeundertrykkelsen også skærer på tværs af andre former for undertrykkelse baseret på race, etnicitet, religion, seksualitet osv. Det kommer jeg ikke nærmere ind på i denne artikel, fordi fokus her er de teoretiske antagelser og deres konsekvenser for kampen mod kvindeundertrykkelse fra et marxistisk synspunkt. Det overflødiggør ikke de konkrete analyser af hvordan undertrykkelsen finder sted forskellige steder på kloden, i forskellige samfund osv. Men det må findes andetsteds.
[38] Arruzza, et al, 8, egen oversættelse
[39] Arruzza, et al, 8, deres fremhævning, egen oversættelse
[40] Federici, “The reproduction of labour-power in the global economy and the unfinished feminist revolution”, 111, egen oversættelse.
[41] Arruzza, et al, 80, egen oversættelse
[42] Arruzza, et al, 80, egen oversættelse
[43] Marx, “Marx til Weydemeyer”.
