Marxisme og Feminisme kan købes igennem Forlaget Marx.

Vi bringer her, første del af vores bog Marxisme og feminisme – Hvorfor klassekamp er kvindekamp. Bogens indhold vil løbende bliver udgivet på marxist.dk som en artikelserie i fem dele. Bogen kan i sin helhed købes over vores forlag Forlaget Marx. I denne del af bogen udlægges den marxistiske analyse af kvindeundertrykkelsens oprindelse, som blev udarbejdet af Friedrich Engels, en af marxismens grundlæggere.

Indledning

Kvinder er vågnet op til kamp. Over hele verden har vi set kvinder – og mænd – gå på gaden og protestere mod vold, seksuel chikane, for retten til abort osv. Millioner vækkes politisk til live og kræver et værdigt liv og et retfærdigt samfund. Fra kvindestrejker i Spanien, demonstrationer for retten til abort i Polen, protester mod Trump i USA, enorme bevægelser i Latinamerika til de revolutionære begivenheder i Sudan, Libanon og Egypten – alle steder er kvinder begyndt at bevæge sig.

Kapitalismen befinder sig i en blindgyde og kan hverken sikre fremgang eller et værdigt liv for det store flertal. Det presser arbejdere, og især unge, mænd og kvinder, til at kæmpe.

Nogle bevægelser har handlet explicit om kvinders forhold, andre har tydeliggjort, at uligheden og undertrykkelsen stadig er udbredt. For at parafrasere Rosa Luxemburg så er det først, når man bevæger sig, at man mærker sine lænker.

Kvinder tjener stadig mindre end mænd selv i et land som Danmark. Når kvinder får børn, har det en markant effekt på deres løn. Umiddelbart efter at en kvinde har været på barselsorlov, falder hendes løn med 30 %, og ti år senere er hendes løn stadig 20 % lavere, end hvad den ellers ville have været. For mænd er lønnen stort set upåvirket af, om de får børn eller ej.¹ Størstedelen af de danske kvinder er på arbejdsmarkedet og tynges derfor af den dobbelte byrde fra både lønarbejde og husligt arbejde. Danmark er det land i verden, hvor forskellen mellem mænd og kvinders huslige arbejde er mindst. Alligevel brugte danske kvinder i 2001, hvor de seneste tal er fra, i gennemsnit 63 minutter mere om dagen på husligt arbejde end mænd. I alt brugte danske kvinder dagligt 122 minutter på husligt arbejde, mens mændene brugte 59 minutter. Ifølge undersøgelsen er det mindst ligestillede land Italien, hvor kvinderne i 2008 brugte 3,5 time om dagen, mens mændene kun brugte 38 minutter.²

Uden at have dokumentation for det så virker det sandsynligt, at presset på kvinderne kun er vokset de seneste år. Krisen i 2008 har lagt et kæmpe pres på velfærden, der er blevet skåret systematisk ned. Langt størstedelen af dem der arbejder med velfærd er kvinder, og de rammes derfor hårdt af nedskæringerne, samtidig med at dårligere velfærd kræver en større indsats fra familierne, læs kvinderne, i at tage sig af børnene, de gamle og de svage.

Men uligheden og undertrykkelsen er omfattende og ikke udelukkende af materiel karakter. Der er næppe mange love tilbage i Danmark, der direkte diskriminerer kvinder, som det er tilfældet i en lang række andre lande. Vi har endda love, der direkte forbyder diskrimination, såsom ligelønsloven, der blev vedtaget i 1976. Loven ændrede intet. For lige siden har løngabet mellem mænd og kvinder været nogenlunde konstant på omkring 15 %. På trods af formel lighed for loven har vi stadig undertrykkelse og ulighed.

Kvinder har været anset for at være underlegne i tusindvis af år, og den indstilling er stadig udbredt i samfundet. For eksempel afskrives kvinder oftere end mænd som hysteriske, når de går til lægen med smerter og må vente længere på diagnosticering og behandling.³

Kvindeundertrykkelse kommer også brutalt til udtryk som vold mod kvinder og seksuel chikane. I Danmark bliver 24.000 kvinder årligt tvunget til samleje eller oplever forsøg på det. Kun knap 0,4 % af dem, der udsætter andre for tvangssamleje eller forsøg på det, dømmes for voldtægt⁴. Og er man i tvivl om, hvor udbredt opfattelsen af, at voldtægt er kvindernes egen skyld, er, skal man blot åbne f.eks. kommentarsporet på artiklerne om voldtægten i borgmester Ninna Hedeager Olsens hjem eller læse Bertel Haarders tekst til hans julesang anno 2019.

Karl Marx citerede den franske utopiske socialist Joseph Fourier for at have udtalt, at et samfunds sociale fremskridt måles ved kvindens fremskridt mod frihed. Det bliver tydeligere dag for dag, at kvinders forhold og rettigheder er under pres. I flere lande står kvinder med Rosa Luxemburgs ord allerede overfor udsigten til socialisme eller barbari.

Tryk avler modtryk. Mange kvinde rejser sig til kamp, og kvindekamp og feminisme er blevet in. Helt ind i de borgerlige politikeres rækker erklærer kvinder sig som feminister. På 40-årsdagen for valget af Margaret Thatcher som den første kvindelige premierminister i Storbritannien blev hun af flere medier hyldet som feminist. I Spanien gik de borgerlige politikere, der ellers har gennemført det ene angreb på kvinders forhold efter det andet, med lilla sløjfer på tøjet den 8. marts for hyklerisk at signalere, at også de er feminister. I tøjkæder som Hennes & Mauritz kan man købe T-shirts med tryk a la “Girl boss” og “I’m a feminist”. T-shirts der er syet af fattige, underbetalte arbejderkvinder under horrible arbejdsforhold i fabrikker i Bangladesh og andre lavtlønsområder. H&M gør det ikke af ideologiske årsager, men alene fordi der er penge i det. Det er en forskruet afspejling af det gigantiske sociale pres fra de millioner, der over hele verden er gået på gaden for at bekæmpe undertrykkelse, snæversyn og sexisme. Men disse millioner stiller sig ikke tilfredse med tomme paroler på T-shirts, de leder efter svar på spørgsmålet: Hvordan bekæmper vi bedst undertrykkelse og ulighed?

For marxister er kvindekampen afgørende ikke bare for de kvindelige arbejdere men for klassekampen. “Enhver, der kender det mindste til historien, ved, at store sociale forandringer er umulige uden røre blandt kvinderne.”⁵ For marxister er kvindekampen ikke bare en uadskillelig del af klassekampen, klassekampen er også en uadskillelig del af kvindekampen, fordi en grundlæggende omvæltning af de økonomiske og sociale strukturer er en forudsætning for reel ligestilling og frigørelse. De sidste 150 års kvindekamp har vist, at så længe kapitalismen eksisterer, og så længe der eksisterer klasser, så vil der eksistere ulighed og undertrykkelse. Selv i lande som Danmark, hvor mænd og kvinder formelt er lige for loven, lever uligheden og undertrykkelsen i bedste velgående. For marxister er den eneste virkelige vej til kvinders frigørelse en socialistisk verdensrevolution.

Derfor ser vi også med skepsis på “feminismen”, fordi den er alt og ingenting på samme tid. Kvindestrejkerne i Spanien den 8. marts , der bliver kaldt feministiske strejker, var progressive. Det var strejker for kvinders vilkår, hvor både kvinder og mænd deltog. Men de feministiske elementer i bevægelsen, der krævede, at mændene skulle udelukkes fra strejken, og dermed fungere som strejkebrydere, var langt fra progressive. Og feminismen er yderst reaktionær, når den bruges til at legitimere Thatcher. Feminismen forstås af mange som kampen for alle kvinders frigørelse fra al undertrykkelse. Men feminisme og kampen for ligestilling af mænd og kvinder kan ligeså vel forstås, som en ligestilling indenfor dette samfunds rammer – og således ville det gælde at, hvis bare halvdelen af de 8 rigeste mennesker i verden, der ejer det samme som verdens fattigste halvdel af befolkningen, var kvinder, så var vi kommet et skridt i den rigtige retning. Den liberale feminisme går ud på en lige fordeling mellem kønnene blandt både de undertrykte og undertrykkerne. Men for arbejderkvinderne ændrer det intet, om det er en kvindelig statsminister, der skærer ned på daginstitutionerne eller smadrer hendes fagforening frem for en mandlig, ligesom det intet ændrer, om hun fyres af en kvindelig chef i stedet for en mandlig.

Feminismen er ikke baseret på én teori men udgøres af en myriade af ideer og teorier, der alle kalder sig feministiske. De forsøger alle på hver sin måde at besvare spørgsmålet om, hvordan kampen for kvinders ligestilling og frigørelse kan vindes. Det der adskiller marxismen fra feminismen er, at marxismen har en sammenhængende teori om, hvordan kvindeundertrykkelsen er opstået, hvordan den bekæmpes og hvordan vi kan kæmpe for et samfund uden nogen form for undertrykkelse. Marxismen behøver således ikke at få påklistret mærkatet “feminisme”, fordi kampen mod alle former for undertrykkelse og altså også kvindeundertrykkelsen er en indbygget del af marxismen.

I myriaden af teorier, der alle kalder sig feministiske, kan man indenfor den mere radikale feminisme spore tre hovedtendenser: queer-teori, intersektionalitet samt en antikapitalistisk feminisme. Indenfor hver af disse teoretiske retninger er der et hav af ideer og forgreninger, og det er umuligt her at fremstille dem alle detaljeret. Derfor kan jeg allerede nu garantere for, at der vil være repræsentanter for de forskellige retninger, der føler sig misrepræsenteret i nærværende tekst. Formålet med denne tekst er dog ikke at komme med en grundig fremstilling af hver af disse retninger, men at undersøge deres grundlag og de deraf følgende konklusioner og forklare, hvordan de adskiller sig fra marxismen, og på den måde give et mere grundigt billede af den marxistiske forståelse af kvindeundertrykkelsen.

På den baggrund vil jeg forsøge at påvise, hvorfor marxismen er den eneste teori, der er i stand til at analysere kvindeundertrykkelsens rødder og derfor også den eneste teori, der kan hive den op med rode. Og også påvise at arbejderklassens samlede kamp på tværs af alle skillelinjer er forudsætningen for kvinders frigørelse. At kvindekamp er klassekamp. Men ikke alene det. Det er også denne teksts formål at påvise, at kvinderne er uundværlige i kampen for socialisme imod al undertrykkelse, og således også vise at klassekamp er kvindekamp, som titlen på denne bog indikerer.

Før jeg går over til en kritik af de tre feministiske hovedretninger, vil jeg give en kort introduktion til den marxistiske forståelse af kvindeundertrykkelse. Grundlaget for den marxistiske forståelse blev lagt af Marx’ tætte samarbejdspartner Friedrich Engels, der i sin fremragende bog Familiens, privatejendommens og statens oprindelse (1884) forklarer, hvordan kvindeundertrykkelsen opstod. Desværre er Engels’ synspunkter siden blevet forvansket til nærmest ukendelighed, og derfor har jeg valgt at bringe længere citater for at lade ham tale for sig selv og give læseren en mulighed for selv at bedømme hans ideer. Af samme årsag har jeg ligeledes valgt at bringe længere citater af de feministiske teorier, som jeg senere vil kritisere. Det gør det ikke nemmere at læse, men det giver forhåbentlig et mere retvisende billede af de forskellige teorier. Efter gennemgangen og kritikken af de tre feministiske teorier kommer et afsnit om den marxistiske kvindekamp i praksis for at vise, hvordan marxismen gennem revolutionær kamp rent faktisk har gjort ord til handling.

Engels om kvindeundertrykkelsens oprindelse

Formålet med denne korte gennemgang af Engels’ Familiens, privatejendommens og statens oprindelse er ikke at overbevise læseren om den marxistiske forståelse (endnu), men den er nødvendig at have på plads inden polemikken mod de feministiske teorier.

I Familiens, privatejendommens og statens oprindelse fremlægger Engels den revolutionære ide, at kvinder ikke altid har været undertrykt, men at der var en tid, hvor mænd og kvinder var lige. Engels’ hovedkonklusion er, at kvindeundertrykkelsens fremkomst faldt sammen med delingen af samfundet i klasser, og at kvindeundertrykkelsen dermed er uløseligt forbundet til klasseundertrykkelsen.

Da Engels skrev Familiens, privatejendommens og statens oprindelse i 1884 var dette synspunkt ekstremt progressivt. Det var næsten 25 år, førend kvinder fik stemmeret i Danmark (i 1908), og på et tidspunkt hvor undertrykkelsen af kvinder blev anset for naturlig, og hvor udtalelser som f.eks. denne fra den ledende videnskabsmand Gustave le Bon, om at “[k]vinder […] repræsenterer den mest underlegne form for menneskelig evolution og […] er tættere på børn og vilde end den vokse, civiliserede mand,”⁶ var almindelige.

Familiens, privatejendommens og statens oprindelse sælges på Engelsk af vores britiske søster organisations forlag Wellred Books.

Mens nogle af de specifikke fakta i Familiens, privatejendommens og statens oprindelse i dag er forældede, holder de basale ideer og argumenter stadig. Nylige studier bekræfter Engels’ påstand om, at kvindeundertrykkelsen ikke altid har eksisteret. I 2015 kunne The Guardian berette, at nye studier viser samfund uden klasser med lighed mellem mænd og kvinder:

Et studie har vist, at mænd og kvinder i moderne jæger-samler-stammer har en tendens til at have lige stor indflydelse på, hvor deres gruppe bor, og hvem de bor sammen med. Resultaterne udfordrer tanken om, at lighed mellem kønnene er en nylig opfindelse, hvilket antyder, at det har været normen for mennesker i det meste af vores evolutionære historie.⁷

Ifølge Mark Dyble, den antropolog der ledte det pågældende studie på University College London, er lighed mellem kønnene et essentielt træk ved mennesket: “Lighed mellem kønnene er et af de vigtige skift, der kendetegner mennesket. Det er ikke rigtig blevet fremhævet før.”⁸

Men selv i dag vækker det opsigt at sige, at familien og forholdene mellem kønnene ikke altid har set ud som i dag. Det herskende billede der tegnes påstår, at vi mennesker altid har levet i kernefamilier, at denne familieform er den eneste naturlige og at nutidens kønsroller og kvinders status under manden er “naturlig” og altid har været sådan. Men det er ikke rigtigt.

Både ifølge Engels og de nyere studier er familien i de første stadier af menneskets eksistens meget forskellig fra i dag. Mænd og kvinder levede i primitive kommunistiske “husholdninger” med en form for gruppeægteskab og fri kønslig omgang i et eller andet omfang. Det betød, at kun barnets moder kunne fastslås med sikkerhed. Børnenes afstamning blev derfor tilknyttet moderen og ikke faderen som det senere blev.

I de tidligste samfund var menneskeligt arbejde ifølge Engels generelt set ikke i stand til at producere et overskud, der var stort nok til, at en klasse kunne leve af andres arbejde. Det var klasseløse samfund. Den arbejdsdeling, der eksisterede, var mellem kvinder og mænd baseret på det biologiske faktum, at det er kvinder, der føder børn og ammer (der eksisterede højst sandsynligt også en vis arbejdsdeling baseret på alder, evner osv.). Mænd var primært ansvarlige for jagt, krigsførsel o.l. mens kvindernes ansvar var indsamling af føde, tilberedning af maden og børnepasning. Meget tyder på, at indsamlingen af føde var vigtigst i forhold til at brødføde familien, og kvinderne var højt respekterede.

Engels forklarer, hvordan det var udviklingen af produktivkræfterne, der drev forandringerne i samfundet og dermed også familien og kvindernes position. Udviklingen af metalbearbejdning, vævning og ikke mindst agerbrug betød, at menneskeligt arbejde kunne producere et overskud og lagde dermed også for første gang grundlaget for, at klassedeling og slaveri kunne opstå. Det var de arbejdsområder, som manden havde været ansvarlig for, dyrehold, agerbruget og krig, som kunne skaffe slaver, der gav et merprodukt. Det betød, at mænd kom til at dominere hele samfundet. Den neolitiske revolution fandt sted mange steder uafhængigt af hinanden (og på forskellige tidspunkter) og spredte sig, men fælles var at i de samfund, hvor den udvikling skete, har der været en sammenhæng mellem klassedelingens opståen og kvindeundertrykkelsens opståen. Engels forklarer processen således:

Ifølge den arbejdsdeling, som dengang var den rådende i familien, tilfaldt det manden at fremskaffe føden og de dertil nødvendige redskaber, det blev derfor også ham, der ejede dem; han tog dem med sig i tilfælde af skilsmisse, ligesom kvinden beholdt sit husgeråd. I overensstemmelse med skik og brug i det daværende samfund var manden også ejer af den nye næringskilde, kvæget, og senere af den nye arbejdskraft, slaverne. Men i overensstemmelse med skik og brug i det samme samfund kunne hans børn ikke arve ham.⁹

Samme konklusion kom Mark Dyble og hans hold af forskere også frem til i sit nyere studie kommet frem til, at kvindeundertrykkelsen opstod med landbrugets fremkomst: “Der er stadig denne udbredte opfattelse af, at jæger-samler-samfund er mere macho- eller mandsdominerede. Vi hævder, at det først var med fremkomsten af landbrug, da folk kunne begynde at akkumulere ressourcer, at uligheden opstod.”¹⁰

Engels forklarer, hvordan fremkomsten af den nye rigdom gav faderen en materiel interesse i, at børnene skulle arve ham, men det krævede både, at moderretten blev omstyrtet, og at der blev indført strengt monogami – fra kvindernes side. Præcis hvordan denne overgang fandt sted, ved vi ikke, men med Engels’ ord var konsekvensen klar: “Moderrettens omstyrtelse var kvindekønnets verdenshistoriske nederlag. Manden tog styret også i hjemmet, kvinden blev nedværdiget, kuet, gjort til en slave af hans lyster og til et rent og skært redskab til børneavl.”¹¹

Kvindeundertrykkelse opstod altså med klasseundertrykkelsen. Denne proces fandt sted over en lang periode, og de specifikke detaljer vil vi højst sandsynligt aldrig kende, men klassernes opståen og den mandlige dominans er sammenfaldende. Kvinder blev forvist til den private sfære ude af den sociale produktion, og mænd blev de dominerende gennem deres økonomiske dominans. Undertrykkelsen har siden skiftet karakter med de forskellige produktionsmåder, men den grundlæggende kvindeundertrykkelse består den dag i dag.

Kvindeundertrykkelsen begyndte altså ikke med kapitalismen men blev videreført med klassesamfundet og udnyttet og tilpasset det kapitalistiske systems behov. Kapitalismen udnytter alle muligheder for større profit, og derfor blev også arbejderkvinderne trukket ind i arbejdsstyrken, så der placeredes en dobbelt byrde på kvinders skuldre med både lønarbejde og husligt arbejde.

Men Engels forklarer, at samtidig med at kapitalismen opretholder og tilføjer sit eget brutale præg til kvindeundertrykkelsen, så lægger kapitalismen også den materielle basis for afskaffelse af kvindeundertrykkelsen såvel som afskaffelse af klasser og alle former for undertrykkelse overhovedet:

Den samme årsag, som havde sikret kvindens tidligere herredømme i huset: at det huslige arbejde var tildelt hende alene, den samme årsag sikrede nu mandens herredømme i huset: kvindens huslige arbejde forsvandt nu ved siden af mandens erhvervsarbejde; dette var alt, hendes en ubetydelig biting. Her viser det sig rigtigt, at kvindens frigørelse, hendes ligestilling med manden, er og bliver en umulighed, sålænge kvinden lukkes ude fra samfundets produktive arbejde og henvises til at tage sig af det huslige privatarbejde. Kvindens frigørelse bliver først mulig, når kvinderne i stor, samfundsmæssig målestok kan tage del i produktionen, og det huslige arbejde kun i ubetydelig grad lægger beslag på den. Og dette er først blevet muligt ved den moderne storindustri, som ikke alene tillader kvindearbejde efter en større skala, men ligefrem har brug for kvinderne, og som også mere og mere bestræber sig på at opløse det private husarbejde og gøre det til en offentlig industri.¹²

Udviklingen af produktivkræfterne under den kapitalistiske produktionsmåde har betydet, at mennesket for første gang kan producere mere end nok til, at alle kan få, hvad de har behov for. Det materielle grundlag for at afskaffe ulighed og undertrykkelse er altså lagt. I forhold til kvindeundertrykkelsen er der nu udviklet teknologi, der betyder, at husholdningsopgaver kan socialiseres, og at det huslige arbejdes tyngende aspekter kan afskaffes. Og samtidig har kapitalismen for første gang siden de primitive kommunistiske samfund hevet kvinderne ud af hjemmene og ind i den sociale sfære, som en del af den sociale produktion. De er blevet arbejdere og dermed også en del af klassekampen.

Grundlaget for den marxistiske forståelse af kvindeundertrykkelsens oprindelse kan altså opsummeres således: Kvindeundertrykkelsen har ikke altid eksisteret, men opstod med samfundets klassedeling. Den opstod pga. udviklingen i produktionsmidlerne og har forandret sig i takt med med skift i produktionsmåden. Kapitalismen har lagt grundlaget for at afskaffe kvindeundertrykkelsen, ligesom grundlaget er lagt for at fjerne al undertrykkelse overhovedet. Det kan dog ikke ske indenfor kapitalismens rammer og det vil jeg vende tilbage til.

Nogle vil måske påstå, at denne forklaring er simpel, forældet eller lignende. Men jeg har som mål at vise, at ikke bare udgør marxismen den mest moderne anskuelse, men at det også er den eneste teori, der giver svar, hvor de “moderne” teorier fejler, ved at holde marxismen op imod de feministiske teorier.

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]

Kilder

1 Søgaard, “Det koster kvinder 20 procent på lønnen at få børn”.

2 Petersen, “Danmark mest ligestillet i verden målt på husarbejde”.

3 Ifølge Gabrielle Jackson, forfatter til bogen Pain and Prejudice, citeret i Guardian.com, 01.09.19,

4 Mottelson, “Risikoen for at blive dømt er tæt på nul, hvis man begår voldtægt i Danmark i dag”.

5 Marx til dr. Ludwig Kugelmann, citeret i Vogel, 75, egen oversættelse. 

6 Citeret i Rippon The Gendered Brain, 3, egen oversættelse.

7 Devlin,“Early men and women were equal, say scientists”, egen oversættelse.

8 Citeret i Devlin, “Early men and women were equal, say scientists”, egen oversættelse.

9 Engels (1884), 212.

10 Citeret Devlin, egen oversættelse.

11 Engels’ egen kursivering. Engels Familiens, privatejendommens og statens oprindelse, 214.

12 Engels, Familiens, privatejendommens og statens oprindelse, 309.