Klik her for at tegne abonnementDet danske sygehusvæsen, som vi kender det, er ved at kollapse. Det skyldes ikke corona. Det skyldes årtiers forfejlet velfærdspolitik, ført af både borgerlige og socialdemokratiske regeringer. Årtier, hvor politikerne har gjort regning uden vært og gang på gang skubbet byrden over på sundhedsarbejdernes skuldre.
Mangler der ressourcer? Vi vedtager bare at driften effektiviseres med 2 procent om året. Er der for lang ventetid? Vi vedtager bare endnu en behandlingsgaranti. Mangler der sygeplejersker? Vi vedtager bare, at der skal være 1.000 flere.
Omtrent sådan har politikerne “løst” velfærdssamfundets store problemer. Hvordan de ting de vedtager så skal implementeres i praksis, bekymrer dem ikke – det er under deres niveau. Om der følger de nødvendige ressourcer med, om beslutningerne har negative effekter på andre områder, eller om de rent faktisk slet ikke kan gennemføres, er ikke deres problem. Når tiltagene skal omsættes til virkelighed, er politikerne for længst videre til det næste projekt. Der kommer bare en skrivelse fra en styrelse om, hvordan virkeligheden nu skal se ud, og så er det folkene på gulvet, der står tilbage med aben.
I årtier har det netop været disse folk: sygeplejersker, jordemødre, sosu-assistenter, læger og lægestuderende, rengøringsfolk, og andre der har strukket sig længere og længere for at få enderne til at mødes. De følte sig nødsaget til det. Alternativet var, at det gik ud over patienterne – netop de mennesker, som de har uddannet sig til at hjælpe.
Politikerne så kynisk denne fleksibilitet som en mulighed. De ansatte var en tilsyneladende uudtømmelig kilde til højere “produktivitet” (et lidt vanvittigt begreb, når det handler om mennesker), hvis bare man pressede lidt.
Men en elastik kan kun strækkes så langt. Den socialdemokratiske regering under Mette Frederiksen, den regering som brystede sig af at være “socialdemokratiet classic”, et rigtigt velfærdsparti, er lykkedes med at knække sundhedsvæsenet – selve grundstammen i velfærdssamfundet. Den ekstra stressfaktor fra corona samt en arrogant håndtering af strejkebevægelsens retfærdige ligelønskrav blev dråben, der fik bægret til at løbe over.
Endelig siger sygeplejerskerne stop. Det er ikke et sekund for tidligt. De har demonstreret, strejket – overenskomstmæssigt og overenskomststridigt – for at blive hørt. Men Christiansborg, med socialdemokraterne i spidsen, har valgt at ignorere advarslerne fra den virkelige verden. Men ikke bare det. Den socialdemokratiske statsminister bad dem endda om at være tålmodige og i øvrigt gøre en ekstra indsats nu, corona-sæsonen stod for døren. Statsministerens arrogance blev dog toppet af Berlingske Tidende, som nødig ville se sig slået af en socialdemokratisk statsminister.
Amalie Lyhne skrev sålede på lederplads om sygeplejerskernes opråb: “… det er på tide at løfte blikket fra […] usmagelige og aggressive kampagner – fra halve sandheder og rutinebrok. Når man ser nøgternt på den offentlige sektor som arbejdssted, er billedet altså meget positivt. […] Ingen bliver tvunget til at arbejde i den offentlige sektor. Det er på tide at sige fra over for det evindelige brok, for det er ulideligt at høre på.”
Kære Amalie Lyhne, hvis man kan tillade sig at tale sådan til de folk, der hver dag knokler for at redde vores og vores børns liv, så må man også kunne tage lidt den anden vej. Så lyt nu godt efter:
Dit forkælede skravl af en virkelighedsfjern akademisk bladsmører. Du og Statsministeren er ulidelige at høre på. Det er dit “hold”, der har ansvaret. Det er jer, der i årtier med arrogant selvfølgelighed har forventet, at de traditionelle kvindefag igen og igen skulle ofre sig og give lidt ekstra. Ja, ingen bliver tvunget til at arbejde i den offentlige sektor. Og nu går de hjem. Alting har konsekvenser. Så “lev med det”.
Det tragiske er, at det hverken bliver Amalie Lyhne, Mette Frederiksen eller resten af den politiske elite, som kommer til at mærke konsekvenserne af, at Christiansborg har knækket sygehusvæsenet. De har nemlig fint råd til at betale sig til private sundhedstilbud. Det er arbejderklassen, det rammer. Men sygeplejerskernes kamp viser også, at arbejderklassen ikke har tænkt sig at lade det hele smuldre uden kamp. Sygeplejerskernes kampvilje og determination har inspireret nye lag, og meget tyder på, at et nyt kapitel i den danske klassekamp er ved at åbne sig op.
