Omkring 300-400 sygeplejersker på Rigshospitalet nedlagde arbejdet i én time mandag morgen den 6. september. Foto: Rasmus Jeppesen
Mette Frederiksens socialdemokratiske regering, og de borgerlige, der er gået før den, har med årtiers “effektiviseringer” og smadring af arbejdsmiljøet, skubbet sundhedsvæsenet mod afgrunden. Kun en overmenneskelig arbejdsindsats, fra de ansatte, har indtil nu holdt hospitalsvæsenet sammen.
Derfor vakte det også vrede blandt sygeplejerskerne, da Mette Frederiksen, kort efter regeringens indgreb i deres strejke, på arbejdsgiverens side valgte at sende en “appel” til de overbelastede sygeplejersker, hun lige havde kørt over. Nu var det ikke tiden til at bede om ligeløn, måtte sygeplejerskerne forstå. De måtte være tålmodige og gøre en ekstra indsats nu, hvor en ny bølge corona stod for døren.
– Vi føler os rent ud sagt røvrendt, fortæller en tillidsrepræsentant på Rigshospitalet, der gerne vil være anonym for ikke at bryde sin tavshedspligt. – Det gælder ikke kun for sygeplejerskerne, men også det andet sundhedspersonale. Jeg tror politikerne undervurderer, hvor rasende folk er. Allerede før corona, og før regeringens indgreb til fordel for arbejdsgiversiden, følte vi os ikke anerkendt for vores arbejde. Så kommer hun og beder os om lige at gøre en ekstra indsats. Hvad tror hun, vi har gjort de sidste mange år? Hun kunne i det mindste have givet bare noget. I stedet snakker hun om at lave nye nærsygehuse. I det omfang der ikke bare er tale om at omdøbe sundhedshusene, hvem vil hun så have til at bemande disse nærsygehuse? Det er fuldstændig ligesom en konservativ politiker, der stillede op i region Hovedstaden med løftet om “flere ambulancer”. Men det er ikke køretøjer, der mangler. Der er ingen til at køre dem! Ambulanceredderne har lige været i strejke, fordi de også er overbebyrdede.
Nær tippingpoint
Hvis Christiansborgs politikere kiggede ud af deres forgyldte osteklokke, ville de se en desperat situation på gulvet i det danske sygehusvæsen:
– På min afdeling er vi normalt 20 sygeplejersker. Men, alene siden august måned, har der været seks opsigelser, så første januar vil vi være 14 på afdelingen, fortæller tillidsrepræsentanten.
Situationen er ved at nå et tipping point, hvor folk ikke bare søger væk, fordi de generelle arbejds- og lønforhold er for dårlige. Nu er selve blødningen af personale blevet en årsag til at folk overvejer, hvor længe de kan holde til at stå alene tilbage før, også de må kaste håndklædet i ringen. Det, der har afholdt folk fra at søge væk, har i høj grad været kollegerne, pointerer tillidsrepræsentanten. Når de forsvinder, så er der ikke længere noget tilbage.
– Vi har talt meget om det på afdelingen. Vi går bare og venter på, at det hele kollapser. Om det sker om en uge eller år er ikke til at sige, men det er på vej. Hvad konsekvensen bliver, er ikke til at sige. Måske bliver det op til familierne selv at overtage plejen af de indlagte? Eller måske vil det gå over til det private? Var det så ikke bedre at give os ligeløn, så vi kan få folk tilbage og begynde at gøre noget ved arbejdsforholdene?
Men ligeløn mener statsministeren altså ikke at tiden er til. Men ikke at gøre noget har altså konsekvenser, som tillidsrepræsentanten påpeger. Og det ville være historiens dunkle ironi, hvis dén socialdemokratiske regering, der mest hårdnakket har påstået at forsvare velfærden, blev den samme som førte sundhedsvæsnet yderligere i retning af privatisering.
Endnu holder tillidsrepræsentanten selv ud, selvom hun fuldt ud kan genkende de forhold, der bliver beskrevet i den hårrejsende TV2-dokumentar Opråb fra hospitalet, der kom ud i oktober måned, og som beskrev et sygehusvæsen i knæ med ansatte på sammenbruddets rand:
– Dokumentaren beskriver fint det, som vi oplever. Alligevel er jeg ikke i tvivl om, at sygeplejerske er mit fag. Det er det, jeg kan lide. Men kan jeg holde til det om ét år? Som det er nu, tager jeg et halvt ad gangen. Det bliver en hård vinter for dem, der bliver tilbage. Jeg kunne godt frygte, at der kommer en bølge af opsigelser igen til foråret, når de sidste er slidt helt i bund. Og det samme gælder for mange andre faggrupper, forklarer hun.
“På gulvet er vi alle afhængige af hinanden”
Imens sygeplejerskerne kæmper og forsøger at råbe, de til tider verdensfjerne, politikere op, har toppen af dansk fagbevægelse travlt med at angribe hinanden i et uskønt forsøg på at splitte bevægelsen over snævre faginteresser. Men det giver tillidsrepræsentanten og hendes kolleger ikke meget for:
– Det er helt væk. Vi har alle interesser i, at alle får bedre løn og arbejdsforhold. Hvis løn- og arbejdsforhold for fx Social og sundhedsassistenter er for dårlige, så kan de ikke tiltrække de nødvendige folk. Det betyder, at deres helt afgørende arbejde så falder tilbage på os. Alle os på gulvet – sygeplejersker, SOSU-assistenter, fysioterapeuter, ergoterapeuter, portører, rengøring osv. – er helt afhængige af hinanden. Derfor er det hul i hovedet, når faglige ledere bruger deres tid og kræfter på at forsøge at spille forskellige fag ud mod hinanden i stedet for at føre den kamp, de er sat i verden til at føre, mener hun.
Tillidsrepræsentanten står ikke alene med den holdning. Sygeplejerskernes kamp på gulvet har været helt fri for den fagegoisme som tidligere blev trukket ned over hovedet på de forskellige faggrupper, og som var kraftigt medvirkende til nederlaget for den store strejkebevægelse i 2008. Nu ser man folk på tværs af forskellige fag stå sammen foran sygehusene. På samme måde har de menige sygeplejersker gang på gang fremført til utallige demonstrationer, at de blot er spydspids i en kamp for ligeløn og ordentlige arbejdsforhold for alle de traditionelle kvindefag.
– Der er sket meget med organiseringen. Kampen bliver ført mere organiseret nu. Og sammenholdet er styrket, understreger tillidsrepræsentanten. Tidligere kunne Christiansborg bare ignorere sygeplejersker og andre sundhedsarbejderes strejker og protester og vente på, de løb trætte. Det er slut nu. Både fordi sygeplejerskerne har fået nok og ikke længere accepterer at blive tromlet. Men også fordi regeringen nu står overfor konsekvenserne af deres egen politik: Et sygehusvæsen på randen af kollaps.
Tillidsrepræsentantens identitet er redaktionen bekendt.
