Det kinesiske Kommunistparti har i den seneste tid interveneret i den private sektor på et hidtil uset niveau i nyere tid. Dette har rejst spørgsmål omkring Kommunistpartiets fremtidige politiske kurs. Repræsenterer indgrebene i økonomien et grundlæggende politisk skift, eller er det foretaget med mål om at forsvare kinesisk kapitalisme?
I forlængelse af det kinesiske Kommunistpartis 100års jubilæum i juli, har den kinesiske stat indført en lang række reguleringer af den private sektor i landet. Kommunistpartiets reguleringer har ramt en lang række forskellige industrier og brancher, men tech-industrien har i særdeleshed stået for skud. En række forskellige firmaer i denne industri har fået bøder på milliarder af dollars og den kinesiske kendis-milliardær Jack Ma er gentagne gange blevet ramt både i form af bøder og gennem tvungen nedtoning af hans offentlige profil. Den Kinesiske stat har især angrebet Ma for at have monopol på sine platforme og for dermed at underminere “retfærdig konkurrence”.
Interventionen i den private sektor fra Kommunistpartiet rækker dog længere end tech-industrien. Et andet eksempel er reguleringen af Evergrande, som er et af de største ejendomsselskaber i verden. I juli valgte en kinesisk domstol at indefryse store mængder kapital, som var ejet af et af Evergrandes datterselskaber, grundet selskabets manglende tilbagebetaling af gæld. Kinas Folkebank har ydermere beordret Evergrande til at afbetale på sin gæld og de kinesiske myndigheder har overtaget planlægningen af denne tilbagebetaling.
Disse eksempler viser, at det kinesiske Kommunistparti på nuværende tidspunkt er ekstremt nervøst for den økonomiske situation i landet. Reguleringerne er blevet iværksat for at stabilisere markedet, der i de seneste år er blevet mere ustabilt. Kommunistpartiet har derfor igennem de seneste to år set sig nødsaget til at interveneret i markedet i højere og højere grad, men de reguleringer som vi ser nu, er i en anden skala end tidligere.
Organisering gennem fanklubber
I Kina er nogle af de største sociale fælleskaber, som ikke er kontrolleret af Kommunistpartiet, fanklubber af kinesiske kendisser – kendt som Fanquan klubber. Kulturen i Fanquan klubber er karakteriseret af høj online aktivitet, mobilisering af fans til konkurrencer, events, og stor økonomisk aktivitet. Fanquan klubber og deres aktivitet er tilmed blevet en stor del af det økonomiske grundlag for den kinesiske underholdningsbranche.
Udbredelsen af Fanquan klubber og det faktum, at de er opstået uden for den kinesiske stats kontrol, har får Kommunistpartiet til at opfatte dem som en trussel. En del af de seneste indgreb i den private sektor inkluderer lovgivning, der tvinger klubberne til at registrere sig, således at de kan komme under statslig kontrol. Dette er sket i tråd med et angreb på mange af de kendisser som klubberne drejer sig om – nogle kendisser har reelt fået fjernet deres produkter fra alle tilgængelige platforme.
Fanquan klubber er markante i denne kontekst i kraft af deres medlemmers evne til at organisere sig. Selvom Fanquan klubber ikke umiddelbart er politiske eller systemkritiske i deres tilgang, præsenterer de et udtryk for den ulmende vrede, der er i bunden af det kinesiske samfund. Unge kinesere mærker på deres egen krop, at blive udbyttet af kapitalisterne såvel som undertrykt og kontroller af den kinesiske stat. I mangel på andre tilgængelige kanaler at udtrykke deres frustrationer gennem, kommer den til udtryk i organiseringen af fanklubber, hvorigennem man gennem proxy kan udleve sine drømme om et bedre liv. Det betyder ikke, at Fanquan klubberne er et progressivt fænomen, men det er ikke desto mindre et forvrænget udtryk for vreden i den kinesiske arbejderklasse. At det kinesiske regime opfatter Fanquan klubberne som en trussel, er et vidnesbyrd om, at den herskende klasse er stærkt nervøse for den voksende utilfredshed og vrede over status quo.
Reel politisk ændring?
Kommunistpartiets indgreb i den private sektor over de sidste par måneder har rejst spørgsmål omkring Kommunistpartiets politiske kurs. Det kinesiske Kommunistparti har kommunikeret gennem statsmedierne, at der er en grundlæggende ændring på vej. Beskeden fra Kommunistpartiet er, at interventionen i den private sektor og underholdningsindustrien repræsenterer et skifte i Kina.
Med Kommunistpartiets egne ord, vil de gå væk fra en “kapital-centreret” politisk linje til en “menneske-centreret” politisk linje. Disse ændringer skulle ifølge kommunistpartiet være en tilbagevending til en menneskelig politik, og et skridt væk fra en retning, hvor magt blev centraliseret hos “kapitalistiske kliker”.
I realiteten er der dog ikke en grundlæggende ændring undervejs i Kina. En stor forskel på Kina og de vestlige lande er, at de vestlige landes politikere ikke har samme magt over kapitalistklassen, som tilfældet er med det kinesiske bureaukrati. Dette giver Kommunistpartiet mulighed for at intervenere i markedet og diktere krav overfor kapitalisterne på en måde, som politikere i Vesten er alt for underdanige til at turde.
De tiltag, som Kommunistpartiet har indført, er blot reguleringer af en kapitalistisk økonomi. De er derfor ikke revolutionære tiltag men reformistiske. De har til formål at styrke det kapitalistiske marked og beskytte det mod de indre modsætninger, som er en grundlæggende del af kapitalismen. Reguleringerne er højst et angreb på individuelle kapitalister, enten grundet deres økonomiske problemer, som udgør en destabiliserende fare for hele økonomien, eller grundet deres for uafhængige opførsel set i relation til Kommunistpartiet.
De ændringer, man har set gennemført i Kina, er på ingen måde et udtryk for et politisk skridt til venstre. Stramningerne og reguleringerne ændring ikke grundlæggende på den måde den kinesiske økonomi er organiseret. Kommunistpartiets udmelding om, at de vil lave en tilbagevending til en menneskelig politik, har fået nogle kapitalister til en frygte et grundlæggende skift i Kina tilbage til en planøkonomi samt en potentiel revolution.
Fra et Marxistisk udgangspunkt er det tydeligt, at dette ikke er tilfældet, da en revolution uomtvisteligt ville indebære at arbejderklassen væltede Kommunistpartiet fra magten, for i stedet at etablere et arbejderdemokrati. Men Kommunistpartiet er på ingen måde under angreb. Det efterlader stadig spørgsmålet om en mulig tilbagevending til en planøkonomi, som det fungerede under Mao. Dette virker dog heller ikke sandsynligt. Der er ingen tegn på grundlæggende angreb på det kapitalistiske systems fundament i Kina. Tværtimod er de tiltag der er blevet indført, gjort med hensigt på at beskytte “fair konkurrence” og et “sundt marked”. Den “nye” politiske linje fra Kommunistpartiet gør ikke op med kapitalismens anarki, men er derimod et desperat forsøg på at bevare den nuværende økonomiske organisering af samfundet.
Kinesisk kapitalisme i krise
Det kinesiske kommunistparti har forsøgt at regulere sig ud af de problemer, som altid vil blive skabt af en kapitalistisk økonomi. Denne taktik er hverken unik eller ny. De indre modsætninger i kapitalismen kan ikke reguleres væk. Det er muligt at udsætte de kriser, der nødvendigvis vil komme, men de indre modsætninger vil før eller siden altid komme til udtryk. Uanset hvordan man regulerer et kapitalistisk system, vil profitmotivet promovere evigt voksende udnyttelse af både mennesker og naturen. Dette vil uomtvisteligt føre til yderligere kriser og gøde jorden for revolutionære massebevægelser.
Kapitalisme vil altid skabe ulighed, dårlige arbejdsforhold og kaos. Dette er også tilfældet i Kina, hvor disse iboende forhold af kapitalismen skaber enorme sociale modsætninger. De grundlæggende modsatrettede interesser hos de kinesiske arbejdere og kapitalister bliver mere og mere udtalte. Alle disse forhold må før eller siden komme til udtryk i form af massebevægelser og opstande, der vil rette sin vrede mod det kinesiske Kommunistparti og det kapitalistiske system partiet forvalter.
