Det blev som forventet Mette Frederiksens socialdemokrater, som tog initiativ til at gribe ind i strejken blandt sygeplejerske og påtvinge dem en utåleligt status quo. Men det har blot forøget den vrede, som allerede eksisterede. Kampen for ligeløn er på ingen måde slut men kun lige begyndt. I den næste periode vil der blive reflekteret over de lektioner, der kan tages med fra strejken især inde i Dansk Sygeplejeråd (DSR). Den nye ligelønsbevægelse har potentialet til at få kæmpe indflydelse på klassekampen i Danmark.
Den socialdemokratiske regerings indgreb i sygeplejerskernes strejke var på ingen måde en overraskelse men derimod et tiltag, alle havde set på flere kilometers afstand. Efter oprindeligt at have lovet flere sygeplejersker til sundhedsvæsnet vender Mette Frederiksen med sit indgreb nu på en tallerken.
Med støtte fra et flertal i Folketinget påtvinger hun nu sygeplejerskerne en overenskomst, som både vil skræmme flere sygeplejersker væk fra faget og gøre det endnu svære at rekruttere nye i fremtiden. Allerede nu lykkes det ikke at besætte hver tredje stilling på landsplan og halvdelen af de stillinger, der slås op i Hovedstaden. Socialdemokraternes indgreb vil kun gøre de problemer større.
Til gengæld må Grete Christensen, formand for DSR, have åndet lettet op. Endelig kom det indgreb, som hun og resten af toppen af DSR gik og ventede på.
Et skuespil
Det var Grete Christensens forslag til overenskomst som hendes medlemmer havde stemt ned hele to gange, og hun havde derfor ingen interesse i strejken. Men efter konflikten var skudt i gang, var det hende, som havde hovedrollen i skuespillet “den danske model”, og hun skulle nu følge manuskriptet. De rigtige ting skulle siges, indignation skulle fremstå ægte og hun skulle for alt i verden gøre, hvad hun kunne for at begrænse strejken og dens effekter.
Regeringens ministre ytrede ligeledes de rigtige replikker på de rigtige tidspunkter. I løbet af den ti uger lange strejke forsikrede statsminister Mette Frederiksen og beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard flere gange, at strejken var en sag for “arbejdsmarkedets parter”, og at politikerne skulle blande sig udenom.
Den socialdemokratiske chefforhandler fra Danske Regioner, Anders Kühnau, gentog taktfast sin ene linje om, at der ikke var flere midler til sygeplejerskerne, og at forhandlingerne ikke rykkede sig. Han lod aldrig masken falde ved at sige, at den reelle arbejdsgiver hverken er regionerne eller kommunerne, men er Christiansborg, som det altid er tilfældet med de offentlige overenskomstforhandlinger.
Men i tredje og sidst akt ramte Sundhedsstyrelsens rapport scenen, som forklarede de katastrofale følger af strejken for sundhedsvæsenet (men som glemte at nævne konsekvenserne af den store mangel på sygeplejersker). Rapporten var den undskyldning som Mette Frederiksen kunne bruge til at gøre en ende på forestillingen, inden regeringen skulle fremlægge sit finanslovsforslag. En igangværende strejke ville risikere at tvinge støttepartierne til at fremsætte krav om at afsætte penge til de traditionelle kvindefag, som ville have forstyrret de kommende forhandlinger om rigets budget. Men det blev ikke et problem takket være blandt andet SF, som støttede hastebehandlingen af lovindgrebet.
Forligsskitsen er blevet ophævet til lov i Folketinget, som med øget inflation i vente vil betyde reallønstilbagegang for sygeplejerskerne de næste tre år. SF og Enhedslisten har under hele forløbet været ligegyldige statister. Selvom de stemte nej til indgrebet, så holder de stadig hånden under regeringen, og der er ingen, der tror på, at de to partier kommer til at gøre noget som helst for sygeplejerskerne i den kommende finanslov.
Grete Christensen, Peter Hummelgaard, Mette Frederiksen og Anders Kühnau kunne tage hinanden i hænderne, bukke og blive overdækket med roser fra toppen af det danske samfund. De havde alle spillet deres roller perfekt, og genopførelsen af “den danske model” havde siddet lige i skabet.
Illusionen om den danske model
På den korte bane kan Christiansborg juble over, at de endnu engang fik tvunget en skodoverenskomst ned over hovederne på sygeplejerskerne. Men på længere sigt har denne konflikt skabt større problemer for etablissementet i Danmark.
Førhen var den såkaldte danske model noget af det helligste, og man blev nærmest jaget væk af faglige aktive, hvis man ytrede sig kritisk om den. Men denne strejke har for mange arbejdere, især i det offentlige, endegyldigt brudt illusionen om den danske model og afsløret, hvad den i virkeligheden er: et velorkestreret skuespil skrevet af toppen af samfundet hvis vigtigste funktion er at holde arbejderklassen i skak.
Absurditeten i den danske model viser sig tydeligt i det offentlige, hvor de virkelige arbejdsgivere på Christiansborg frasiger sig al ansvar…lige indtil de griber ind i en konflikt, og ophøjer en mæglingsskitse til lov. Men selv i det private er modellen skabt til at give arbejdsgiverne alle fordelene, og her holder politikerne heller ikke igen, men griber ind i faglige konflikter, når de finder det nødvendigt, som det har været tilfældet i alle storkonflikter i historien (senest med storkonflikten i 1998).
Fortællingen om den danske model har været et vigtigt værktøj for at tøjle klassekampen i mange år. Men hvad bliver konklusionen blandt de mange arbejdere, som nu ser modellen ikke bare som nytteløs men som en direkte forhindring for bedre løn- og arbejdsvilkår? Mange vil korrekt mene, at man ikke kan holde sig indenfor rammerne i de kommende konflikter, og at man må forberede sig på at tage mere drastiske og radikale metoder i brug. Det kan blive farligt for den herskende klasse på den længere bane.
Kampen fortsætter
I de sidste to store konflikter i det offentlige var resultaterne nedslående. Nederlaget i sygeplejerskestrejken i 2008 var den sidste store kamp i lang række af arbejdskampe, som endte med den økonomiske krise i 2008-09. I 2013 sørgede den sidste socialdemokratiske regering for, at folkeskolelærerne blev tromlet fuldstændig over. Begge nederlag skabte efterfølgende en enorm demoralisering.
Men med denne sommers strejke er efterspillet anderledes. I stedet for udmattelse er den dominerende følelse blandt sygeplejerskerne vrede. I stedet for at lægge sig fladt ned på maven, så eksisterer kamplysten, som den kom til udtryk i de “ulovlige” strejker, der er fortsat efter regeringsindgrebet blandt andet i Aarhus, Horsens og Roskilde med et ekstremt stærkt signal: »Vi er måske slået, men I har ikke knækket os.«
Denne kamp vil vende tilbage men på på et højere stadie beriget af de erfaringer, der er blevet gjort og med større mistro til det etablerede Danmark. Der er blevet skabt et enormt momentum, og sygeplejerskerne har sammen med andre faggrupper i de traditionelle kvindefag startet et historisk samarbejde fra bunden, som skal fortsætte kampen for ligeløn. Et virkelig imponerende græsrodsarbejde især fra Foreningen af Danske Sygeplejersker har erstattet “pege fingre ad hinanden”-tilgangen med solidaritet på tværs af fag. Men denne konkrete kamp kommer også til at få en effekt inde i DSR.
DSR, hvor hen?
Der må være rigtig mange sygeplejersker, der i disse dage stiller sig selv spørgsmålene: Hvordan kan vi undgå, at en konflikt ender på samme måde i fremtiden? Hvordan kan vi næste gang tilkæmpe os ordentlige løn- og arbejdsforhold? Hvad kan vi gøre, for at DSR bliver et effektivt værktøj i denne kamp?
Først og fremmest må den nuværende ledelse af DSR med Grete Christensen i spidsen evalueres. Og det må gøres ærligt og uden at lægge fingre imellem. Ikke for slå nogen oven i hovedet men for at skabe en organisation, som bedst muligt kan kæmpe for sygeplejerskerne.
Her kan Grete Christensen ikke få andet end en dumpekarakter. Hun har på alle tidspunkter stillet sig på arbejdsgiversiden over for sine egne medlemmer. Det gjorde hun, da hun anbefalede det første forlig, som blev stemt ned. Det gjorde hun, da hun anbefalede det andet forlig, som var en kopi af det første, der ligeledes blev stemt ned. Hun spillede arbejdsgivernes spil ved at gøre strejken så ufarlig, som det var muligt ved at holde antallet af strejkende lavt, lade forhandlingerne fortsætte helt op til sommerferien, osv. Slutteligt har hendes de facto tiggeri om et regeringsindgreb kun hjulpet med at gøre en ende på strejken til stor utilfredshed for sygeplejerskerne.
Allerede nu bliver der opfordret til, at Grete Christensen sammen med resten af hendes bestyrelse trækker sig, og lader nye kræfter kommer til. En fornyelse af ledelsen i DSR vil uden tvivl have en virkelig positiv effekt, hvis den bliver valgt på et program, der skal gøre DSR til en reel kamporganisation og sørge for internt at gøre op med ledelsens privilegerede position, der blandt andet giver formanden en sekscifret årsløn.
Men hvis det skal blive til virkelighed, kan man ikke krydse fingre og håbe på det bedste til den næste kongres i DSR. Kongressen er det nuværende fagforeningsapparats hjemmebane, hvor de med alle mulige og umulige manøvre vil gøre alt for at hive sejren hjem.
Hvis DSR skal fornyes, skal sejren vindes, allerede før kongressen finder sted. Det er ikke nok at være til stede på sociale medier og i pressen. Opbakningen skal skabes ude på gulvet. At deltage i de såkaldte ulovlige strejker er et must. Der må skabes netværk ude på arbejdspladserne med alle de gode kræfter, som lokalt har stået i spidsen for strejken og, hvor man påbegynder diskussioner af, hvordan DSR kan udvikles til en kamporganisation.
Der er nu et enormt momentum og en unik mulighed for at ændre DSR, som er blevet fuldstændig forstenet i toppen og give organisationen nyt liv. En virkelig fornyelse af DSR vil have en kæmpe effekt internt i resten af dansk fagbevægelse, og vil dermed kunne have enorm betydning for klassekampen i fremtiden.
I øjeblikket forsøger kommentatorer, medierne og politikere at tryne sygeplejerskerne ved at portrættere strejken som ligegyldig og proklamere, at kampen har været forgæves. Men for sygeplejerskerne, de andre traditionelle kvindefag og resten af arbejderbevægelsen kan det vise sig at være en kæmpe sejr på den lange bane. Kampen har givet en enorm selvtillid og retning for, hvad man skal gøre i fremtiden. De har været med til at stable den største bevægelse for ligeløn på benene i 50 år og skabt nybrud i en af de stiveste fagforeninger. Den bevægelse der er påbegyndt, har potentialet til at ruske op i hele den danske arbejderbevægelse, og kunne udfordre Christiansborg i fremtiden. Alt sammen er sygeplejerskernes fortjeneste.
