I 1998 var op mod en halv million danske arbejdere fra den private sektor i strejke i 11 dage. Storkonflikten lammede Danmark og viste, at når arbejderne går i strejke, går det danske samfund i stå. I eftertiden er storkonflikten i borgerlige medier o.l. blevet fremstillet som ”dengang da danskerne hamstrede gær”. Men storkonflikten var meget mere end gærhamstring. Storkonflikten i 1998 var en af de største konflikter nogensinde i Danmark, hvis ikke den største. I forbindelse med overenskomsten i år henvises der mange steder til storkonflikten i 1998 og andre, men det er sjældent, at der tegnes et reelt billede.

[Læs også: OK18 Lockout - terningerne er kastet]

Hvad skete der?

Forhandlingerne om overenskomsten i 1998 lignede på mange måder et klassisk forhandlingsforløb. Godt nok var der problemer, og forhandlingerne blev sendt til Forligsmanden, som flere gange udskød konflikten, men i sidste ende nåede parterne til et forlig. Men derfra gik det ikke ”som det plejer”. I fagforeningerne skal et forhandlingsforlig til afstemning blandt samtlige medlemmer, og for første gang siden 1956 stemte medlemmerne nej, trods alle fagtoppens anbefalinger! Dermed var storkonflikten en realitet fra d. 27 april. Konflikten løb i 11 dage, indtil regeringen greb ind og stoppede konflikten.

Hvorfor brød konflikten ud?

Når de borgerlige skal forklare, hvorfor strejker bryder ud, begrunder de det ofte med, ”socialistiske ballademagere”
eller ”urealistiske forventninger”. Storkonflikten i 1998 forklares således med, at Poul Nyrup udskrev valg midt i overenskomstforhandlingerne, og at dette var med til at opskrue forventningerne blandt arbejderne, så de stemte nej.

[Læs også: OK18 storkonflikt: “Den danske model” mod ukendt farvand]

Det er en meget overfladisk forklaring, og det er ikke rigtigt; hvorfor skulle folk stemme nej, til et forlig de synes var godt? Hvis man vil forstå, hvorfor en konflikt bryder ud, må man se på de underliggende processer.

 

1998boers

En vigtig faktor man må undersøge, er den økonomiske udvikling. Fra 1973 og frem ændrede den danske økonomi sig; væksten blev lavere,arbejdsløsheden var konstant høj og reallønsstigningerne faldt. Men i årene op til storkonflikten gik økonomien lidt fremad, arbejdsløsheden faldt og virksomhedernes profitter steg enormt. I 1997 havde den danske industri for fjerde år i træk en stigning på mellem 15 og 20 procent, og aktionærernes udbytte steg med 43 procent fra 1996 til 1997 (Jyllandsposten 07.05.98).

Men arbejderne mærkede ikke meget til denne fremgang; reallønnen stagnerede med en gennemsnitlig årlig vækst på 1,1 procent mellem 1993 til år 2000. Ud fra den betragtning er det ikke så mærkeligt, at arbejderne mente, at det var på tide at få del i kagen. Man skal dog passe på ikke at drage en lige linie mellem den økonomiske udvikling og klassekampen – det er et komplekst samspil, hvor flere faktorer spiller ind.

Den danske model?Når arbejdsmarkedet diskuteres henvises der ofte til den såkaldte ”danske model”. Men det må siges, at være et yderst udflydende begreb. Det skal betegne den måde som løn og arbejdsforhold reguleres på i Danmark. Det indebærer en høj organisationsgrad, nationale overenskomster, fredspligt mellem overenskomstforhandlingerne, og retten til konflikt når overenskomsterne udløber.

Ifølge den danske model er det arbejdsmarkedets parter, der selv regulerer arbejdsmarkedsforhold, uden indblanding fra politikerne. Men dette er en myte. Politikerne har ofte vedtaget love vedrørende arbejdsmarkedet, f.eks. vedtog skiftende regeringer i 1970’erne utallige lønpolitiske indgreb og fastfrysning af dyrtidsportioner (penge der blev udbetalt oveni i lønnen, når priserne steg).

Men politikerne har også grebet ind i næsten samtlige store konflikter, siden den Socialdemokratiske Stauning regering lavede det første indgreb i 1933. Det blev også virkelighed i 1998, hvor den nyvalgte Socialdemokratiske regering med stemmer fra Venstre og Konservative greb ind efter 11 dages konflikt. I langt de fleste regeringsindgreb er mæglingsforslaget blevet ophøjet til lov, men i 1998 blev det til lidt flere fridage til arbejderne. Til gengæld afskaffede regeringen så sygeskatten, så det reelt ikke kostede arbejdsgiverne flere penge. (At der blev lagt lidt ekstra oveni hatten skyldtes nok primært den nært forestående afstemning om Amsterdamtraktaten, som politikerne meget gerne ville have et ja til).

Indgrebene betyder i realiteten, at strejkeretten er afskaffet for den danske arbejderklasse. De må ikke strejke mellem overenskomsterne, som vi så det i efteråret med pædagogernes strejker, men når de rent faktisk må strejke som i 1998, så ender strejken med, at regeringen griber ind, og ophæver det mæglingsforslag, som de har forkastet, til lov. Hvad er så formålet med fagforeninger og strejker? Det viser, at den faglige og den politiske kamp ikke kan adskilles, og at det var fuldstændig hul i hovedet, at LO kappede mange af båndene til Socialdemokratiet i 1995.

Klassesamarbejde

Storkonflikten i 1998 beviste med al tydelig Trotskijs udtalelse, at ”menneskehedens krise er en krise i arbejderklassens ledelse”. Lederne af den danske arbejderklasse har bevæget sig fuldstændig væk fra deres medlemmer, og er mere interesserede i fredeligt samarbejde med arbejdsgiverne end i at forsvare og kæmpe for deres medlemmers interesser. Deres høje lønninger, behagelige jobs og udsigten til bestyrelsesposter har gjort deres liv mere lig arbejdsgivernes, end manden og kvinden på gulvets. Fagbevægelsens ledere er mere bekymrede for ”samfundsøkonomien” end deres medlemmer. LOs formand Hans Jensen udtalte således om OK97; ”Jeg tror godt, at medlemmerne kan forstå, hvorfor stigningen i lønnen er blevet så meget mindre sammenlignet med tidligere. Vi har i fagbevægelsen accepteret en lav lønstigningstakt for at fremme beskæftigelsen og øge konkurrenceevnen.” (Weekendavisen, 24.01.97)

En politik allerede fastslået i 1987, hvor fagbevægelsens ledelse indgik en aftale med den borgerlige regering og arbejdsgiverne om at holde lønningerne nede, en aftale der først blev opsagt efter regeringsindgrebet i storkonflikten i 1998. Før forhandlingerne om overenskomsten i 1998 startede tog forhandlerne fra både fagforenings- og arbejdsgiversiden på en fælles udlandsrejse, for ”at ”vejre stemningen”.

Herefter startede forhandlingerne. De blev fremstillet som utrolig komplicerede og blev gang på gang udskudt. Men dette er et spil for galleriet, der foregår til de fleste overenskomster, senest her i 2007, hvor de fleste forhandlinger alligevel ender med forlig. De lukkede døre og forhandlinger dag og nat tjener et formål; at fremstille resultatet som det absolut bedst opnåelige. Rammen er aftalt på forhånd, så hvor svært kan det være? Under konflikten gjorde de faglige ledere intet for at organisere strejken.

Men helt absurd blev det først da fagbevægelsens ledere efter regeringsindgrebet protesterede mod det; ikke fordi de mente politikerne skulle blande sig udenom, men fordi det gav arbejderne mere end det oprindelige forslag, fordi det så ville underminere deres autoritet som forhandlere!!! Men i 1998 var det for første gang i 42 år arbejderne der stemte nej til et forlig, som deres ledere anbefalede. I 1985 var det forhandlerne i både DA og LO der forkastede forliget, før det havde været til afstemning; fagforeningstoppen er altså ikke almægtig.

Arbejderne har magten

Hvad strejken viste, var, at det er den danske arbejderklasse, som kører samfundet. Arbejderne bestemmer om hjulene kører, om benzinen leveres, om børnehaverne rengøres osv. Under konflikten hylede de borgerlige og arbejdsgiverne hysterisk op om, at arbejderne bragte samfundet i fare. Men det var ikke andet hyklerisk snak. Det var f.eks. arbejdsgiverne, der truede med at lockoute supermarkeder. Men svaret var, at så ville Coop’s butikker holde åbent, så folk kunne få mad. På samme måde opsatte fagforeningerne et udvalg til at tage sig af ansøgninger om fritagelse fra strejken; de besluttede således, at al vigtig medicin skulle bringes ud, at ambulancer skulle have benzin osv.

Også på andre områder sørgede fagforeningerne for, at ingen skulle lide nød. F.eks. besluttede elektrikernes fagforening, at hvis nogen akut brug for hjælp, så skulle de bare ringe til elektrikernes fagforening, så skulle de nok sende elektrikere af sted. I virkeligheden viser det arbejdermagt i sin kim-form – det viser, at kapitalisterne er aldeles overflødige i vores samfund, netop derfor er arbejdsgiverne også hunderædde ved udsigten til strejker. At, det er arbejderne, der har kontrollen i samfundet, er således tydeligt; selv politiet måtte ansøge udvalget om benzin til deres biler. Men dette eksempel viser også, at det absolut ikke er arbejderne, der ønsker at ramme ”borgerne”, men tværtimod arbejdsgiverne der er fuldstændig ligeglade.

Da konflikten blev stoppet af regeringsindgrebet, var det bl.a. på baggrund af en heftig hetz, der beskyldte arbejderne for at være dyremishandlere, fordi nogle stakkels kyllinger ikke kunne slagtes. Men sandheden var, at hele problemet ligger i den måde, som kyllinger produceres på, som industrivarer og ikke levende væsener; de stopfordres, så de skal slagtes nærmest på klokkeslæt, for at deres ben ikke skal knække under deres eksplosivt voksende kropsvægt.

Man kan derfor med ret spørge; hvem er de reelle dyrplagere? Og man skulle da også mene, at kapitalisterne havde lært lektien; allerede ved generalstrejken i 1956 blev de stakkels kyllinger brugt som undskyldning for at stoppe strejken! Men den virkelige grund til, at regeringen greb ind, skal ikke findes blandt de stakkels kyllinger, men blandt kapitalisterne, både i Danmark og verden over. De udenlandske kapitalister havde truet med, at varede strejken i mere end 10 dage, ville de trække deres investeringer ud, hvilket ville have store konsekvenser for de danske kapitalister. Og ganske rigtigt konflikten fik lov at vare 11 dage. Strejken viser, at arbejderne potentielt har magten, men også kun potentielt, uden en ledelse kan arbejderne ikke vinde kampen. Det var lige præcis, hvad der skete i 1998.

Der er brug for en virkelig ledelse

I storkonflikten i 1998 spillede LO-toppen ingen rolle overhovedet. Konflikten blev i stedet kørt af fagforeningsinitiativet, sammensat af flere ”røde” fagforeninger, der også havde organiseret nej-kampagnen. Kampagnen budskab var kravet om den 6. ferieuge, og det var også kravet under storkonflikten, et krav som langt fra blev opfyldt af regeringsindgrebet. På dagen for regeringsindgrebet blev der holdt et stort tillidmandsmøde med 1000 deltagere, her var det tydeligt, at også fagforeningsinitiativet ønskede at stoppe strejken, ligesom kommunisterne havde gjort det i 1985.

Stemningen på mødet var, at indgrebet var uacceptabelt, siden det ikke gav den 6. ferieuge, som var kravet. Da en ung lærling derfor rejste sig på mødet og sagde, at den nationale koordinationskomite af tilllidsmænd havde ansvaret for at tage den effektive ledelse af bevægelsen, at fastholde strejken og kæmpe mod regeringens indgreb med en generalstrejke, kom hele mødet i kog og begyndte at råbe; generalstrejke, generalstrejke!

Men som det er set før, fik dirigenterne manøvreret uden om afstemninger af konkrete forslag og strejken ebbede efter et par dage ud. Problemet var, at der ingen alternativ ledelse var, der kunne gå i spidsen. Venstrefløjen havde hverken vist en vej frem under konflikten; den fremsatte ingen forslag til hvordan strejken kunne udvides til også at omfatte f.eks. den offentlige sektor, og da regeringsindgrebet kom, havde den heller ingen alternativer. Under hele konflikten holdt den sig i stadig kontakt med LO-toppen, der havde vist sig ude af takt med sine medlemmer.

Storkonflikten viste, at den danske arbejderklasse har en utrolig magt, en magt der kan bruges til at få alle krav igennem og ændre samfundet grundlæggende. Men skal denne magt bruges, skal der en ledelse til. Det er derfor den første afgørende opgave; at opbygge en ledelse, der kan udfordre den nuværende ledelse, og stå i spidsen for arbejdernes kampe.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.