Arbejder magtI marxistisk forstand er sekterisme en manglende evne til at forbinde sig med arbejderklassen, som følge af fejlagtig tilgang til arbejdernes bevægelse og kamp, som den udfolder sig i virkeligheden. Sekterisme udspringer af manglende dialektisk forståelse af bevidsthed og massefænomener samt en manglende sans for proportioner.
I sekteriske organisationer forstås marxismens bogstav men ikke dens mening. Her bliver teoretiske og politiske analyser forsøgt tvunget ned over hovedet på de virkelige bevægelser. I stedet for et levende politisk program sættes et udialektisk skema, som den virkelige verden må passe ind i. I stedet for at tilpasse sin taktik til hvordan klassekampen faktisk udfolder sig på, så forlanger sekterikeren, at arbejderklassen tilpasser sig sekterikerens politiske program eller perspektiv; hvis arbejderne ikke kan finde ud af det, så er det ikke programmet eller perspektivet der er problemet, men arbejderklassen.
Sekterisme opstår ofte i små organisationer i udkanten af arbejderbevægelsen som resultat af en ellers sund afsky overfor den opportunistiske linje i toppen af arbejderklassens traditionelle masseorganisationer. Men sekterikerne ender i den modsatte grøft: Ude af stand til at skelne mellem masseorganisationernes top og bund, men også mellem de konklusioner de selv har draget og den ufærdige og modsætningsfyldte bevidsthed blandt masserne, afvises ikke bare den opportunistiske politik fra ledelsen af masseorganisationerne, men masseorganisationerne selv. Sekterikeren kræver at masserne afviser deres traditionelle organisationer og i stedet tilslutter sig sekterikerens egen, rene organisation. I det omfang masserne ikke gør dette, er de, ifølge sekterikeren, reaktionære og ubrugelige.
Men arbejderklassen har ingen grund til at lytte til en organisation, som ikke har bevist sig selv i klassekampen. Dette giver nye problemer for sekterikerne, der forgæves søger at tiltrække arbejderne. De forsøger at skyde genvej. I praksis ender sekterikerne ofte med selv blive opslugt i en opportunistisk praksis, hvor al fokus bliver på “konkrete forbedringer” for at kunne tiltrække masserne. En variant af dette er forsøget på at opnå positioner i fagforeninger, “sociale bevægelser” osv. – at blive masseledere – uden at have flertal for sin politik. På den måde ender sekterikeren selv som opportunist: Det politiske program bliver kun diskuteret på et abstrakt plan og revolutionen henvises til skåltaler, mens hverdagen går med at løbe efter masserne.
Det er generelt set misvisende når politiske sekter bliver defineret ud fra numerisk størrelse alene. Der har eksisteret store sekter, som på særlige tidspunkter i historien har haft en stor medlemsbase. For eksempel i Italien i 1970’erne. Men netop på grund af disse organisationers sekterisme formår de ikke at forbinde sig med arbejderklassen som helhed. I stedet taber de, ikke blot deres egne medlemmer med tiden, men også de revolutionære muligheder der opstår for at forandre samfundet.
