Som politisk aktiv teenager begyndte jeg i 2016 at sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor tingene absolut skulle være, som ”de altid har været”, og hvorfor (når jeg nu i den nærmeste fremtid ville få stemmeret, at) jeg skulle bruge min demokratiske pligt på dem, jeg var mindst uenig med. Det oplagte valg var at melde sig ind i et ungdomsparti, men efter en kort tid i SUF stod begrænsningerne i det parlamentariske demokrati klart for mig. Efter et par måneder meldte jeg mig ud for at gå med i Revolutionære Socialister, som jeg havde været til et oplæg med titlen ”Hvad er kommunisme?” med ude på KUA. Under og efter oplægget fik jeg på halvanden time ikke mindst en analyse af de grundlæggende modsætninger i kapitalismen men også en udlægning ift., hvad der skal være i stedet for. Oplægget var baseret på en gennemarbejdet og klar analyse af systemet, noget jeg ikke havde hørt lignende i ungdomspolitik. Kort efter meldte jeg mig ind i Revolutionære Socialister og begyndte at læse det kommunistiske manifest for første gang som 17-årig.
Siden er jeg kun blevet mere opmærksom på modsætningerne i det kapitalistiske samfund. Grundlæggende er jeg kommunist, fordi jeg synes, det står klart, at vi ikke kan løse verdens problemer hver for sig og slet ikke i en økonomi, der bygger på jagten efter profit. Det socioøkonomiske system vi lever under nu, skaber periodiske kriser, og kan ikke længere hæve levestandarden og produktiviteten nok til at sætte dets befolkning fri. På økonomistudiet hører vi altid om, hvor godt den danske økonomi klarer sig ift. resten af verden, men med bl.a. klimakrisen står det klart, at de borgerlige økonomer ikke kan give andre løsninger end afgifter. Selvom en klimaafgift ville sænke CO2-udledningen, kan vi være sikre på at den vil ramme socialt skævt, og vil smadre forholdene for arbejderne.
De største kriser vi står overfor i skrivende stund, er, som jeg ser det, klimakrisen og coronapandemien. Begge kriser har det til fælles, at de på forskellige måder er afhængige af, at den globale verden arbejder sammen om et fælles mål for at kunne overkomme dem. Det der afholder dette samarbejde for det fælles bedste fra at kunne opstå, er overordnet: den private ejendomsret og nationalstaternes eksistens.
Klimaneutralitet og 100 % grøn energi er og bliver ikke profitabelt. Grundlæggende fordi at profitskabelse ikke kommer grundet udbud og efterspørgsel, men i stedet som følge af den værdi arbejderne tilfører til et produkt i løbet af produktionen. Selvom denne kendsgerning er blevet udvasket af keynesianismen, er det ikke blot den marxistiske forståelse af værdiskabelse, men det var også Adam Smiths forståelse. Denne detalje om hvorfra værdi kommer, kan måske virke ligegyldig, men det er den absolut ikke. Problemerne med værdiskabelse er meget tydelige i de to førnævnte globale kriser.
Hvis verden skal omlægge til 100 % grøn energi, opstår der et problem vedrørende profitten: selvom der er en startpris på at få sat dem op og få dem udviklet, laver de gratis energi, når de er blevet sat op, samtidige behøves der næsten ingen menneskelig tilsyn, for at de fungerer. Dette skal ses i modsætning til bl.a. olieindustrien, som kræver et enormt produktionsapparat og mange tusinde ansatte for at kunne fungere, men som af samme grund skaber kæmpe profitter. Når profitten derfor vil nærme sig 0, er det ikke rentabelt for investorer og firmaer at investere i. Vi har teknologien, men den vil kun blive anvendt, hvis det er profitabelt.
Det samme problem gør sig gældende ift. den nuværende coronapandemi. Nu hvor x antal forskellige firmaer har udviklet en vaccine, er et nyt problemet vokset ud af asken. Hvordan skal man producere denne vaccine men samtidige holde profitten oppe? Under en demokratisk planlagt økonomi vil man kunne omlægge produktionen og producere til det behov, der er uden at skulle have profitmotivet in mente. Som det er nu, kan det ikke betale sig for medicinalgiganterne at bygge en ny fabrik eller omlægge en stor del af produktionen. Dette skyldes, at jo hurtigere alle er blevet vaccineret, jo hurtigere løber firmaerne tør for købere.
Dette var bare to af mange eksempler på kapitalismens ulogiske produktion, men de understreger vigtigheden af at bryde med systemet og omlægge produktionen. Dette brud vil ikke komme af sig selv, og den herskende klasse skal nok finde en måde at overkomme kriserne på men altid på bekostning af arbejderklassen! Yderligere vil denne proces, som Marx skrev i manifestet, »forberede endnu mere omfattende og voldsomme kriser og forringe midlerne til at undgå kriserne«. I Revolutionære Socialister kæmper vi for den socialistiske verdensrevolution og dermed muligheden for et samfund, som ikke bygger på jagten efter profit men i stedet efter behov.
