Foto: WikimediaBefolkningen I Myanmar har i den seneste tid udvist stort mod i deres kamp mod militærjuntaen ledet af general Min Aung Hlaing. I respons på den bølge af demonstrationer, der har spredt sig I landet efter militærets kup den 1. februar 2021, har landets øverste ledelse reageret med inhumane repressalier.
Disse desperate krampetrækninger har dog ikke haft den ønskede virkning og blandt demonstranterne ses nu de første spirende frø af klassesolidaritet, der med den rette ledelse og med hjælp fra arbejderklassen i andre lande vil blomstre op til en bevægelse, der kan omstyrte militærjuntaen.
Der findes ingen borgerlig løsning
Regimets brutale handlinger taler for sig selv. Lørdag den 27 marts blev mere end 100 mennesker dræbt heriblandt børn ned til 5 års alderen. Dette fandt sted på den samme dag, som militærets fejring af ”Armed forces day”, som generalerne gladelig trak i deres bedste tøj for at gennemføre på trods af at mennesker nådesløst blev skudt i gaderne.
Den følgende dag blev pårørende til de døde angrebet af regeringens sikkerhedsstyrker under en minehøjtidelig for de dræbte. Regimets skåneløshed overfor dets egen befolkning, har fået flere politibetjente til at søge tilflugt i Indien og risikere liv og lemmer frem for fortsat at deltage i de umenneskelige angreb på deres civilbefolkning. Ifølge organisationen Assistance Association for Political Prisoners er det rapporterede dødstal steget til 510, men det aktuelle tal er givetvis endnu højere.
Hvad har været verdenssamfundets reaktion på disse og et utal af andre overgreb? Udover at pålægge et par enkelte af de ansvarlige militære ledere økonomiske sanktioner og nogle tomme fordømmende ord fra en gruppe landes forsvarsministre heriblandt USA, England og Australien, har der ikke været nævneværdige tiltag for at hjælpe befolkningen i Myanmar. Vores egen udenrigsminister Jeppe Kofoed udtalte selv følgende på Twitter i respons på kuppet:
”Jeg opfordrer alle parter til at respektere resultatet af demokratiske valg, udvise tilbageholdenhed og søge fredelig dialog”
Fredelig dialog og en opfordring til at alle parter skal opføre sig ordentligt er det bedste verdens ledere kan give Myanmars befolkning i en tid, hvor tusindvis af mænd, kvinder og børn kæmper for deres liv og frihed.
Ikke engang en fordømmelse af kuppet fra FN, hvis eksplicitte formål efter sigende skulle være at sikre fred i verdenen, kunne det blive til, da Kina blokerede tiltaget i FNs sikkerhedsråd.
Men hvad med kapitalejerne? Var det ikke meningen, at de skulle skabe arbejdspladser i Myanmar og på formynderisk vis bevirke landets forvandling til en demokratisk stat efter vestligt forbillede? Igen skal vi ikke kigge længere end lille Danmark for at se effekterne af den tilgang udspille sig.
Bestseller den danske tøjproducent og en af Danmarks største virksomheder er igennem lækkede dokumenter blevet koblet finansielt til det nuværende militærdiktatur i Myanmar. Da Bestseller, som så mange andre firmaer, generøst outsourcer produktionsjob til fattige lande, så de kan holde omkostningerne lave, er det uundgåeligt at visse af deres tøjfabrikker befinder sig i Myanmar.
Her er der tale om fabrikkerne Guotai Guohua, Guohua Garment, Saung Oo Shwe Nay og Ruining Garment, der ligger i den særlige industrizone Ngwe Pinlae lige uden for Yangon, landets største by og tidligere hovedstad. Denne zone og fabrikkerne heri er ifølge en rapport fra FN’s menneskerettighedssråd enten direkte eller indirekte koblet til firmaet Myanmar Economic Holdings Limited, hvoraf en af ejerne er Min Aung Hlaing leder af militæret og landets nuværende diktator.
Værd at bemærke er det at rapporten blev udarbejdet i 2019 som følge af etnisk udrensninger af rohingyaerne som militæret begik. Dette stoppede dog ikke Bestseller i at fortsætte samarbejdet, først nu efter kuppet har de valgt sløjfe alle nye ordrer fra fabrikkerne, men selvfølgelig kun midlertidigt indtil situationen i Myanmar er blevet lidt roligere igen.
Det begrunder Bestsellers egen interne menneskerettigheds specialist Claus Teilmann Petersen således:
”Vi har et ansvar for de mennesker, der er ansat på fabrikkerne. Hvis vi stak af, hver gang der var problemer, kunne vi ligge og shoppe rundt mellem leverandørerne. Sådan ønsker vi ikke at være, og sådan kan man heller ikke drive en forretning”
Men måske er det ikke et overraskende synspunkt fra en virksomhed, der er nødsaget til at have en ”intern menneskerettigheds specialist” ansat for at drive sit hverv.
Tydeliggjort bliver det at demonstranterne i Myanmar ikke kan regne med hjælp fra den herskende klasse medmindre, at det tjener dennes egne interesser.
Revolutionære konklusioner
I årtier er etniske minoriteter i Myanmar blevet undertrykt og forfulgt af militæret og andre paramilitære grupper. Disse forbrydelser har fundet sted med den borgerlige regering og dets leder Aung San Suu Kyis fulde støtte i et forsøg på at appellere til det etniske Barma flertal i landet. Militæret har ikke stoppet overgrebene efter kuppet, men fortsætter desværre ufortrødent. Senest blev landsbyen Deh Bu Noh i Mutraw distriktet liggende i et område hvor primært Karen folket er bosat bombet, hvor mindst 9 omkom.
Flere etniske grupperinger I Myanmar har i respons på flere års undertrykkelse dannet deres egne kampberedte grupper og igennem en længere årrække ført guerillakrig mod militæret. Blandt disse er Karen National Union (KNU), som kæmper for Karen befolkningens selvbestemmelse.
En lignende situation udspiller sig ved Myanmars nordlige grænse til Kina, hvor det etniske mindretal af Kachin, har dannet Kachin Independence Army med det formål at forsvare sig mod militærets angreb.
Som vi, blandt andet så under det egyptiske forår, har revolutionære bevægelser det med at vaske overfladiske skillelinjer, som køn og etnicitet bort og i deres sted fremhæve arbejderklassens fælles interesser.
Dette kom til udtryk den 14. februar da KNU erklærede deres intention om at beskytte alle demonstranter ligegyldigt, hvilken etnisk gruppe disse skulle tilhøre. På trods af den årelange kultivering af fremmedhad, mellem de forskellige etniske grupper i Myanmar, orkestreret af den herskende klasse, ser vi nu klassesolidaritet og en fælles kamp mod deres undertrykkere.
Interessant er det at et voksende antal af unge i befolkningen har opsøgt flere af disse militære grupper, fordi de har draget den nødvendige revolutionære konklusion af deres erfaringer. Nemlig at fredelige demonstrationer kun kan bringe dem så langt, men hvis de skal gøre sig noget håb om at vælte militærregimet, må de være i stand til at tage mere direkte midler i brug.
The guardian interviewede i forbindelse med en artikel flere unge i Myanmar, der var gået på Youtube og havde opsøgt forskellige militante grupper for at lære brugen og vedligeholdelsen af våben med det formål at bekæmpe regimet direkte.
I artiklen citerer de en af demonstranterne:
”Yangon ligner en krigszone, udover at det kun er en af siderne, der har adgang til våben. Derfor har vi brug for en hær. Vi er nødsaget til at træne og kæmpe på samme tid; vi er løbet tør for tid.”
Her ses prisen for årevis af reformistisk og borgeligt nøleri. Hvis blot en brøkdel af den tid og energi, som det tidligere regeringsparti National league for Democracy og dets leder Aung San Suu Kyi lagde I at dække over militærets folkemord på Myanmars etniske mindretal, I stedet var blevet brugt på at organisere og klargøre arbejderklassen I Myanmar, ville de have stået langt stærkere overfor regimets væbnede styrker.
Nødvendigheden af et organiseret arbejderparti er I lyset af disse erfaringer ikke til at tage fejl af. Dette behov for organisering og en form for central ledelse, der kan samle det enorme revolutionære potentiale I Myanmar, beskrev Marx og Engels således I det kommunistiske manifest:
“På den ene side i proletarernes forskellige nationale kampe fremhæver de hele proletariatets fællesinteresser, som de fremhæver uafhængigt af nationalitet, og gør disse interesser gældende, og på den anden side ved, at de på de forskellige udviklingstrin, som kampen mellem proletariat og bourgeoisi gennemløber, stadig repræsenterer hele bevægelsens interesse. Af alle landes arbejderpartier er kommunisterne altså i deres praksis den mest resolutte del, den del, der driver de andre fremad; teoretisk har de det forud for proletariatets øvrige masse, at de har indsigt i den proletariske bevægelses betingelser, forløb og umiddelbare resultater.“
Hvad der må gøres
Stemningen I Myanmar har efter militærets angreb på fredelige demonstranter udviklet sig dramatisk. Flere og flere har draget konklusionen at intet antal af fredelige demonstrationer vil være nok til at vælte det militære regime I landet.
Arbejderklassen må tage deres mest effektive våben I brug for at bevirke den nødvendige udvikling. De må organisere sig, begynde en generalstrejke, blokere veje og arbejdspladser, for kun ved en total nedlukning af Myanmars økonomi, vil en samlet arbejderklasse kunne gennemtvinge sine krav.
Dette alene er dog ikke nok. Den seneste tids voldshandlinger har en gang for alle påvist at demonstranterne må væbne sig og med våben I hånd etablere en forsvarsstyrke bestående af arbejdere, der kan beskytte dem mod militærets undertrykkelse.
Ydermere er det nødvendigt at etablere arbejder og byråd, der kan lede arbejderbevægelsen på lokalt og nationalt plan, hvis de vil gøre sig noget håb om at eksekvere en succesfuld strejke.
Dog bliver bevægelsen også nødt til at reflektere over hvad de ønsker at opnå, hvis de ikke skal falde i den reformistiske fælde, der er lagt for dem. At vende tilbage til en status quo regering i udenlandske kapitalisters tjeneste, vil blot garantere at deres militære undertrykkere blot vil blive udskiftet af fabriksejere og investorer. Derved vil ingen meningsfuld forandring finde sted.
Arbejderbevægelser i andre lande må tilslutte deres brødre og søstre i Myanmar og må organisere økonomisk støtte, hvorved de kan finansiere deres kamp mod undertrykkelse. Vi må også finde inspiration i historien, under den spanske borgerkrig i 1930erne, drog arbejdere fra hele Europa til Spanien for at stå skulder til skulder mod Franco og hans fascister.
Kampen mod undertrykkelse i alle dens former bør ikke blot foretages fordi at sejren er inden for rækkevidde, men fordi alternativet ikke kan tolereres. Selvom opgaven der ligger forude kan virke overmenneskelig at overskue, skal vi huske at enhver revolution i historien har virket umulig indtil den dag, hvor den blev uundgåelig.
