Den 8. marts demonstrerede arbejdere fra adskillige fag mod fyringen af to arbejdere, der havde stillet op som tillidsrepræsentanter for byggefirmaet New Building Services, der er involveret i byggeriet af den nye Storstrømsbro. Arbejdsretten har senere idømt virksomheden en bod på 250.000 kr., men der eksisterer stadig et stort problem med behandlingen af vores udenlandske kollegaer. Det talte Brian Rünitz fra Snedker-Tømrernes Brancheklub København om til demonstrationen, og Revolution har fået lov til at bringe nogle uddrag af talen.
Jorge Ca og Domingos Neto blev fyret efter at have deltaget i et valg til tillidsrepræsentantskab. Dette er blot det sidste skud på stammen af en lang række angreb fra arbejdsgiverne på arbejdernes ret til organisering.
»Sådan nogle gutter som Jorge og Domingos har valgt at stille sig forrest i kampen for ordentlige arbejdsforhold for deres kollegaer. De skal vide, at de aldrig kommer til at stå alene. De skal vide, at vi er rigtig mange, der er klar til at tage kampen på deres vegne.«
Men dette er netop ikke et enestående eksempel, som Brian forklarer: »Vi har i en lang årrække været vidne til at vores udenlandske kollegaer bliver forfulgt og jaget på de store offentlige byggerier som HOFOR, Metroen og nu de to store brobyggerier, hvis de viser interesse i fagforeningen.«
Brian fortæller om nogle eksempler på det, som de udenlandske kollegaer kan opleve. »Vi ser, at nogle af dem bliver ansat i deres hjemland på en kontrakt, men så lander de heroppe i Danmark, og underskriver en overenskomstlignende kontrakt. Det fører til, at der er en mellemregning, der skal betales. Med andre ord skal de, når de får deres løn, tage de overskydende penge, lægge dem i en kuvert og så aflevere dem til deres arbejdsgiver.«
Og hvis det skulle hænde, at en arbejder glemmer at aflevere disse penge til arbejdsgiveren, så skal arbejdsgiveren nok sørge for at minde dem om det:
»Vi har hørt, at når det sker, så får de en opringning fra deres kone og får at vide, at deres børn er blevet fulgt i skole af to store gutter i dyrt jakkesæt. Og det var altså ikke for at hjælpe barnet over vejen, nej, det var en påmindelse om, at han havde glemt at aflevere pengene.«
Det lader altså til, at selvom fagforeningerne på det seneste er blevet anklaget af de borgerlige talerør for at bruge mafiametoder, hvilket der naturligvis intet hold er i, så er arbejdsgiverne i virkeligheden dem, der er villige til at true arbejdernes familier for at presse en smule ekstra penge ud af deres ansatte.
Mange udenlandske arbejdere er indlogeret hos deres arbejdsgiver, og det fører til store problemer, hvis de gerne vil melde sig ind i en fagforening:
»For hvis en arbejdsgiver ser, at der kommer et brev fra 3F til en arbejder, så er det fuldstændig det samme, som at få et spark lige i røven. Der er mange grelle eksempler, men de gutter her kan ikke stå frem og fortælle om dem, for så er de sikre på at blive fyret. Og så bliver de desuden blacklistede, så de hverken kan få arbejde her eller i deres hjemland.«
Det er forhold, som ingen af os burde finde os i. Et slag imod én af os, er et slag imod os alle. Når vores udenlandske kollegaer bliver tvunget til at arbejde under sådanne afskyelige forhold, er det noget, der vender tilbage som en boomerang og vil presse alle arbejdere til dårligere forhold.
For Brian er der ingen tvivl om, hvad der må gøres for at få sat en stopper for det her: »Vi bliver nødt til at råbe op til hele den danske fagbevægelse. Der skal sættes langt mere massivt ind, end der gøres i øjeblikket. Der skal oprustes. Arbejdsgiverne skal vi følge som en skygge, og hver gang de træder bare lidt ved siden af, skal de fandme have et klap i røven! Vi må tage fat i vores kollegaer, fordi mange af dem har ikke set ordene på væggen; de har ikke set, at vi er direkte på vej mod bunden. Vi har det måske meget godt nu, men den udvikling vi ser, der rammer vores udenlandske kollegaer, den kommer også til os en dag. Derfor er det så vigtigt, at vi bliver ved med at kæmpe denne her kamp!«
