Den 25. marts landede resultaterne for sygeplejerskernes afstemning til overenskomsten som DSR har forhandlet hjem med stat, regioner og kommuner: Det blev et nej. Sygeplejerskerne har fået nok.
Sofie Garde, som er nyuddannet sygeplejerske på Glostrup Hospital, var ikke i tvivl om at hun ville stemme nej: »Jeg har selv stemt nej, fordi jeg simpelthen ikke kan stemme for en overenskomst, som jeg ikke synes er god nok. Så snart vi får en løn, der er rimelig og tjenestemandsreformen fra 1969 er afskaffet, kan jeg godt stemme for en overenskomst. Men jeg synes vi skal have en løn, vi kan leve for, hvor vi ikke behøver at frygte at gå til tandlægen. Og så synes jeg, at der skal flere penge ind i systemet generelt; Flere ansatte, bedre normeringer og flere sengepladser. Der skal ikke spares så meget på hele sundhedsvæsenet. Men jeg synes klart, det vigtigste er lønnen.«
Sofie forklarer, hvorfor hun mener, kampen om ordentlige lønninger er så vigtig: »Der er en stor flugt fra faget lige nu, og det bliver simpelthen umuligt at løse det problem. hvis vi ikke begynder at få nogle ordentlige lønninger og værdige forhold«.
Hun er overrasket over resultatet af afstemningen men forstår det godt: »Jeg tror bare at nok er nok. Vi er trætte af, at tingene ikke bliver bedre«. Samtidig har Sofie mærket vreden boble blandt hendes kolleger og tidligere medstuderende:
»Alle de andre sygeplejersker, jeg kender fra skolen og følger rundt omkring på sociale medier, er trætte af, at forholdene er så dårlige, som de er. At der bare ikke er penge til noget som helst, og at vi gang på gang bliver nedprioriteret i samfundet. Man ser at minkavlerne får masser af penge, og vi får et honninghjerte. Det er simpelthen til grin. Det er en hån. En fucking hån. Det ved jeg der er rigtig mange der er blevet trætte af«.
Læren fra 2008
Sofie peger på at mange hendes kolleger, som var med i konflikten i 2008, er blevet påvirkede af nederlaget: »De tænker at det alligevel ikke bliver bedre. Når jeg har spurgt mine kolleger direkte, siger de, at de simpelthen er så trætte efter 2008. Vi fik ikke noget ud af det, og vi betalte selv.«
Men ifølge Sofie kan sygeplejerskerne lære af konflikten i 2008, som viste meget tydeligt at de rammer, der er for konflikt, gør det næsten umuligt for sygeplejersker og andre faggrupper i sundhedsvæsenet at vinde. Bemandingen på sygehusene er i årevis blevet beskåret, og derfor er nødberedskabet de fleste steder nu højere eller på niveau med det daglige beredskab. Sygeplejerskerne må altså være kreative, hvis de vil vinde kampen for bedre forhold, og især når det handler om bedre løn.
»Det ideelle ville jo være at vi, udover at være organiserede i DSR, selv lavede en ordentlig strejke, som ikke bare ville betyde at arbejdsgiverne kan spare penge. Det er jo det de kan nu. De kan bare få os til at betale vores egen løn, mens vi går på arbejde. Vi skulle lave en seriøs protest, der ville kunne mærkes, udenfor alle de regler for overenskomstmæssig strejke. Reglerne er jo lavet så vi de facto er magtesløse i overenskomstforhandlingerne. Jeg er så træt af det. Vi bliver nødt til at tænke uden for rammerne« siger Sofie.
Ublu ja-kampagne
Sygeplejerskernes NEJ er kommet på trods af en massiv ja-kampagne, der grænsede til det manipulerende fra DSR’s side.
I OK21-udgaven af DSR’s fagblad fremgik det tydeligt at fagforeningen udmærket er klar over den store vrede og utilfredshed der er over resultatet af forhandlingerne. De forsøgte derfor at sælge ideen om et ja med formuleringer som »Et ja til overenskomsten er ikke det samme som at sige: Vi er OK med lønnen som den er«. På den anden side “truede” de sygeplejerskerne med at de risikerede at miste befolkningens opbakning, hvis de stemte nej, og understregede at den har de brug for, hvis de »skal have Christiansborg med på en politisk løsning om ligelønnen«.
Sofie fortæller, hvordan fagforeningen forsøger at kanalisere vreden over den dårlige løn væk fra den aktive, faglige kamp ved at gøre det til et spørgsmål for Christiansborg: »Fagforeningens perspektiv er, at det er et politisk problem. Tjenestemandsreformen er vedtaget i folketinget, og derfor skal det også være folketinget der gør noget ved det. De prøver at fortælle os, at der ikke er nogen mulig måde, vi kan sige fra på. I stedet for at vi kæmper kampen på gulvet, vil de have, at vi skal lade politikerne om det, der ellers er det allervigtigste spørgsmål.«
Det er én af flere grunde til at Sofie oplever, at mange af hendes kollegaer er skuffet over toppen af hendes fagforening: »Fagtoppen har fejlet hele vejen igennem forløbet. Det synes jeg er meget tydeligt«. Og Sofie er ikke alene med frustrationen over DSR: »Dét jeg hører blandt mine kollegaer er, at de er trætte af fagforeningen. De føler ikke at de kæmper for os, men at det er ledernes fagforening.«
For Sofie, der i sin studietid var aktiv i SLS (Sygeplejerskestuderendes Landssammenslutning) og hele tiden har haft planer om at blive aktiv i DSR, er det tydeligt at fagforeningen er et af de allervigtigste værktøjer, sygeplejerskerne har i deres kamp for bedre løn. De må stå sammen, organiseret, for at vinde kampen: »Vi er allesammen organiserede og vi har de her kanaler. Vi skal bare bruge dem ordentlig. Fagforeningsbladet og mailinglisten bliver sendt ud til alle. Det ville være så nemt. DSR har en kæmpe medlemsskare, her ligger fagforeningens virkelige styrke. Forhandlerne har vist, at de ikke kan skaffe en ordentlig løn ved fredelig forhandling. Politikerne løfter ikke en finger, før de bliver tvunget til det. Der er ingen, der kommer til at løse problemerne for os. Det er os på gulvet, der må tage sagen i egne hænder, og det kan vi ikke gøre indenfor de fagretslige regler.«