Nuuk set fra søsiden. Foto: Kim Andersen, public domainResultatet af det grønlandske valg afspejler en afvisning af multinationale selskabers rovdrift på Grønlands naturressourcer, men en stærkt faldende valgdeltagelse afslører samtidig en dybereliggende radikalisering og utilfredshed med hele systemet, den politiske elite og dansk kolonialisme.
Med 36,6% af stemmerne blev oppositionspartiet Inuit Ataqatigiit (IA) den helt store sejrherre i tirsdagens valg til det grønlandske landsting. Inatsisartut. IA, der ligger til venstre for det socialdemokratiske Siumut, gik frem med 11 procentpoint, og kan dermed kalde sig landets absolut største parti. Med kun 29,4 % af stemmerne har Siumut tabt regeringsmagten.
På trods af en mindre fremgang til Siumut, må valgresultatet betragtes som et nederlag til partiet, der har regeret Grønland siden hjemmestyret blev indført i 1979, kun afbrudt af en fireårig periode fra 2009–2013, hvor IA havde regeringsmagten. Samtidig røg det liberale parti Nunatta Qitornai og det pro-danske Samarbejdspartiet helt ud af landstinget. Men hvad udtrykker valgresultatet?
Afvisning af udenlandsk imperialisme
Valget til det grønlandsk landsting, blev internt i landet fremstillet som et skæbnevalg, og tiltrak sig stor opmærksomhed i danske og internationale medier. Årsagen til den store opmærksomhed var spørgsmålet om det kontroversielle Kuannersuit mineprojekt, hvor selskabet GML ønsker at udvinde sjældne jordarter med uran som biprodukt i udvingsprocessen. Spørgsmålet om hvorvidt projektet skulle fortsætte eller ej, blev et helt centralt spørgsmål i valget, hvor IA var den ledende stemme i nej-kampagnen, mens Siumut var fortaler for mineprojektet. Udover IA var også det social-liberale selvstændighedsparti Naleraq imod Kuannersuit mineprojektet, og tilsammen har de to partiet flertal i landstinget, der forventes derfor at de to parter danner en regeringskoalition.
Under valgkampen var der massivt pres fra GML, den grønlandske elite og fra udenlandske aktører, for at mineprojektet skulle fortsætte som planlagt. For mange grønlændere blev valget set som et spørgsmål om, hvorvidt man var for eller imod Kuannersuit; om man var for eller imod udenlandsk imperialismes udnyttelse af landet, herunder ikke mindst dansk imperialisme, der med danskeren Jørn Skov Nielsen som direktør for GML var en af kræfterne, der pressede på for realiseringen af projektet.
Minedrift og råstofudvinding er intet nyt i Grønland, men årtiers tilladelser til diverse udenlandske mineselskaber, om at udvinde Grønlands naturressourcer, har ikke efterladt et rigere Grønland. Tværtimod, så har det grønlandske selvstyre ofte hængt på regningen for at rydde op, efter minerne er tømt og den sidste krone er suget ud af undergrunden. Valgresultatet skal derfor ses som et udtryk for at befolkningen har sat foden ned, og igennem valget udtrykt deres modstand mod at blive udnyttet og udbyttet af udenlandsk imperialisme. IA har været det parti, der gennem valgkampen klarest har afvist Kuannersuit, og partiet blev derfor af mange normale grønlændere anset som en stemme imod imperialisme og de multinationale mineselskabers rovdrift på Grønlands naturressourcer.
Spørgsmålet om selvstændighed og forholdet til Danmark var også et centralt tema i valget. IA’s officielle position på spørgsmålet om selvstændighed, er målet om total løsrivelse fra Danmark, engang i fremtiden. Valgresultatet skal derfor også ses som en afvisning af dansk imperialisme og dens interesser i Grønland. Det er skæbnens ironi, at sådan et valgresultat netop skulle falde på 300 året for Danmarks kolonisering af landet.
Udtryk for radikalisering
Valgresultatet er også et udtryk for den radikalisering der igennem de seneste år har fundet sted i Grønland, og som har udløst flere massebevægelser imod den afgående Siumut regering. Denne radikalisering har imidlertid endnu ikke fået et klart politisk udtryk, hvilket forklarer hvorfor valgdeltagelsen faldt markant ved dette valg. Ved sidste Inatsisartut valg i 2018 var valgdeltagelsen 71,9%, og ved dette valg var den faldet til 65,8%.
En undersøgelse fra Transparency International Greenland, udgivet i marts, viste at tilliden til det politiske system er i bund. I undersøgelsen svarede hele 50% af befolkningen at de havde ingen eller kun lidt tillid til landets regering, Naalakkersuisut, og 46% af de adspurgte svarer, at de havde ingen eller kun lidt tillid til politikerne i landstinget! Undersøgelsen viste også at mistilliden til systemet er steget markant indenfor de seneste år, fx svarer 60% af de adspurgte at de oplevede at magtmisbrug blandt politikere og embedsmænd er stigende. At lidt over hver tredje grønlænder ikke stemte til valget, afspejler altså en afvisning af det bestående politiske system, inklusiv dansk imperialisme, der i sidste ende bærer skylden for de elendige forhold som mange grønlændere lever i.
En ny regering med IA i spidsen vil ikke vende udviklingen af stigende mistillid til systemet, også selvom en ny regering måske vil stoppe Kuannersuit-projektet. Erfaringen fra sidste gang IA havde magten fra 2009-2013, var at de efter 4 år med regeringsmagten blev straffet af vælgerne med et fald på 10 procentpoint ved valget i 2013.
Turbulent periode forude
Mange har stemt på IA som det mindste onde, især på grund af dets sociale politik. Partiet har i gennem valgkampen fokuseret på sociale problemer, behovet for et bedre uddannelsesvæsen og lagt op til et opgør med den enorme ulighed i landet, som er den højeste blandt de nordiske lande. Men skal IA opfylde deres løfter kræver det en helt anden kurs end sidst de var i regering. Det kræver for det første at de står op imod dansk imperialismes forsøg på at stramme grebet om Grønland i takt med, at landets vigtighed i det arktiske stormagtsspil stiger. Men den nye regering vil komme under massivt pres fra dansk imperialisme og verdens imperialistiske stormagter, der alle tørster efter Grønlands rigdomme og udnyttelse af dets strategiske position. Hvis IA skal opfylde sine løfter kræver det en socialistisk politik, der bryder grundlæggende med alle disse kræfter, hvilket vil sige et brud med kapitalismen.
Valget og den nye IA regering kommer ikke til at indlede en rolig og stabil periode i grønlandsk politik. De underliggende problemer og frustrationer vil ikke bare forblive uløste men vil tværtimod stige. Den kommende periode i Grønland vil blive en periode med rystelser, kriser og kampe. Vi ser på verdensplan, at krisen i det kapitalistiske system skærper alle modsætninger i samfundet og øger den politiske polarisering. Valgresultatet er blot endnu et bevis på denne udvikling. Valget markerer et stort skift i grønlandsk politik, men tilliden til en ny regering vil ikke være høj. Mange har ikke de store illusioner til at politikerne vil løse de brændende sociale problemer. Det er en helt korrekt og sund skepsis. Det er de unge og det arbejdende folk i Grønland som selv må tage affære: tvinge forandringer igennem fra bunden: smide de danske imperialister og deres håndlangere på porten og selv tage kontrollen over landets skæbne.
