Vi er glade for at kunne annoncere lanceringen af Gnisten（火花); en hjemmeside drevet af medlemmer af den Internationale Marxistiske Tendens (IMT) i Taiwan, der er organiseret i en gruppe af samme navn. Hjemmesiden vil udgive marxistiske nyheder, analyser og teoretiske materialer på traditionelt kinesisk såvel som nyligt oversatte artikler af Marx, Engels, Lenin, Trotskij og Ted Grant. Lanceringen er et vigtigt skridt i opbygningen af de revolutionære, marxistiske kræfter i Taiwan og i den kinesisk talende del af verden!
Det kapitalistiske system befinder sig i en verdensomspændende krise uden fortilfælde. Udbruddet af COVID-19-pandemien har skærpet alle de akkumulerede modsætninger i systemet og har kastet verden ind i, hvad Verdensbanken har erklæret for den værste globale økonomiske recession siden anden verdenskrig. Menneskeheden står på randen af en stormfuld periode med hidtil uset ustabilitet, revolutioner og kontrarevolutioner, såvel som øgede spændinger mellem de herskende klasser i forskellige lande. Situationen afslører det kapitalistiske systems manglende evne til at vise en vej fremad. På trods af at være et lille ørige er Taiwan ikke isoleret fra udviklingen på verdensplan. På den ene eller anden måde vil processen også afspejle sig i Taiwan.
Forværringen af status quo
Selv om det er sandt, at krisen ikke har ramt Taiwan på samme måde som i mange andre lande, er alt ikke vel på øen. Cirka 20 år efter enden på Kuomintangs diktatur (Nationalistpartiet, KMT) kæmper arbejderklassen for at finde en vej ud af den blindgyde, som taiwanesisk kapitalisme befinder sig i. Indførelsen af borgerligt demokrati i Taiwan var en enorm sejr for masserne, men så længe kapitalismen forbliver intakt, lever arbejderklassen stadig i et samfund fyldt med modsætninger og uro, uden kontrol over sin egen skæbne.
Den taiwanesiske arbejderklasse er stadig ikke politisk repræsenteret, og forbliver i grebet på fløje ledet af enten KMT eller DPP (Det Demokratisk Progressive Parti). Disse partier repræsenterer intet andet end forskellige fraktioner af borgerskabet, der skiftes til at håndhæve den samme pro-kapitalistiske politik overfor arbejderklassen. DPP, der opstod under massebevægelsen mod den taiwanesiske stat, har efter partiet kom til magten vist sit sande ansigt ved at bruge det selv samme taiwanesiske statsapparat imod arbejderklassen og de fattige. KMT, der historisk har undertrykt af millioner af arbejdere i Kina og Taiwan, er, på trods af at være præget af intern turbulens, stadig en betydelig kraft og råder over mange kommunalbestyrelser. Bag det overfladiske mundhuggeri mellem de to partier har de den samme holdning til arbejderklassen og fører uden store problemer den samme politik.
Efter flere års diskussion frem og tilbage mellem KMT og DPP forbliver de taiwanesiske arbejderes liv bundet af elendighed. De pukler stadig under verdens fjerde længste arbejdsdag med lave lønninger og med dårlige forhold. Selvom Taiwan producerer mere rigdom pr. indbygger end mange avancerede lande som f.eks. Sverige, har lønningerne siden 2002 været stagnerede, og det på trods af at produktiviteten fortsætter med at stige.
Ungdommen går en dyster fremtid i møde. Udover de lave lønninger og den høje ungdomsarbejdsløshed forsøger den herskende klasse at lægge regningen over på de næste generationer for at kunne holde hånden under en hurtigt aldrende befolkning. Den mest bydende udgift er til sundhedsvæsenet, der allerede står over for hvad The Reporter har kaldt “sammenbruddets tidsalder”. Gang på gang bliver unge bedt om at være forsvarsløse vidner til flere angreb fra den herskende klasse. Fra kontrareformer når det kommer til arbejdsrettigheder, til tyvagtige ekspropriationer af fattiges jord, til ødelæggelsen af miljøet.
Reformerne gennemføres med det argument at “Taiwans økonomi skal vokse”. Men hvad der virkelig gror, er de riges bankkonti og massernes elendighed. Økonomen Cyrus Chu fra Academica Sinica kunne for nyligt påpege, på baggrund af skatteoplysninger fra 2017, at den rigeste ene procent af familier alene tjente over 11 procent af Taiwans indkomst. Cyrus Chu bemærkede desuden, at jo rigere man er, desto mere fortjeneste kan man høste fra kapitalaktiver såsom jordbesiddelser og aktier. Chu viste, at man som del af den rigeste 0,01 procent, kunne tjene 63,94 millioner taiwanesiske dollars (14 millioner kroner) på en jordhandel, hvilket er 32 gange mere end indtjeningen fra en sammenligning handel, som den gennemsnitlige person (der i første omgang skal have nok midler til at eje en grund og ejendom) ville kunne tjene. Chu peger på, at de magelige forbindelser mellem staten og virksomhederne, og sidstnævntes adgang til information, er årsager til dette fænomen. Langt størstedelen af befolkningen vil aldrig nyde godt af denne type privilegier.
De materielle forhold er stagnerede, hvilket kommer til udtryk i den generelle stemning af træghed, der eksisterer i samfundet. Som reaktion på den hurtige opkomst af den reaktionære demagog Han Kuo-yu greb forestillingen om “national undergang” en stor del af befolkningen. Men allerede inden Han Kuo-yus indmarch i det politiske landskab eksisterede der en bred demoralisering over status quo blandt arbejdere og fattige. Blandt dette lag er flere begyndt at indse, at der ikke er nogen udvej under det nuværende system.
Uden et politisk alternativ, der kunne give denne stemning et samlet udtryk og mobilisere arbejderklassen til at begynde på at tage kontrol over samfundet, kom den sydende vrede delvist til at bidrage til Han Kuo-yus stormløb og DPP’s massive nederlag mod KMT i kommunalvalget i 2018. Det var ikke fordi masserne havde illusioner til det reaktionære KMT, men snarere fordi den dybtliggende vrede over for DPP måtte finde et udtryk. I et øjeblik syntes Han Kuo-yus succes at være en spejling af de samme processer, der var kilden til hans ligemænd, Donald Trump og Jair Bolsonaros, succes. Men Han Kuo-yus held blev skåret over ved udbruddet af kampene i Hong Kong. Modstanden over for Kinas behandling af masserne i den tidligere britiske koloni gjorde, at de taiwanesiske masser afviste Han Kuo-yu, der har et nært forhold til Beijing. Han blev på forsvarlig vis afskediget, og DPP’s regering med Tsai Ing-wen i spidsen forblev ved magten af manglen på et alternativ.
Systemet må ændres
Ingen af Taiwans sociale modsætninger er løst. Dette skyldes, at det kapitalistiske system i Taiwan, nu styret og bevogtet af DPP-regeringen, forbliver intakt. Så længe samfundets rigdom og produktionsmidler kontrolleres af en lille kapitalistisk minoritet, der kun bruger deres ejendom til at erhverve sig større profitter, og så længe staten fortsætter med at fungere som en gruppe af væbnede styrker, der tjener til den herskende klasses opretholdelse af styret, vil klassedeling, lidelse og modsætninger vedblive for de fremtidige generationer.
Så længe kapitalismen og klassesamfundet består, dvs. så længe et lille mindretal af samfundet har magten over økonomien og staten, vil intet løse sig. Det, der er nødvendigt, er at kapitalistklassen eksproprieres og at økonomiens infrastruktur – de store industrier, store landbrug og bankerne – sættes under demokratisk arbejderkontrol. Samtidig skal den rådne kapitalistiske stat demonteres og erstattes af en arbejderstat, som på demokratisk vis styres af arbejderne selv. Den eneste klasse, der er i stand til at gennemføre sådan et program og afskaffe klasseundertrykkelse, er arbejderklassen, som har potentialet til at kunne drive samfundet efter flertallets behov i stedet for efter de fås fortjeneste. Som Det Kommunistiske Manifest forklarer:
“Proletarerne kan kun erobre de samfundsmæssige produktivkræfter ved at afskaffe deres egen og dermed hele den hidtidige tilegnelsesmåde. Proletarerne ejer ikke selv noget, de skal sikre; de skal ødelægge alt, hvad der hidtil har sikret og garanteret den private ejendomsret.
Alle hidtidige bevægelser har været mindretalsbevægelser eller bevægelser til fremme af mindretalsinteresser. Den proletariske bevægelse er det uhyre flertals selvstændige bevægelse i det uhyre flertals egen interesse. Proletariatet, det nuværende samfunds laveste lag, kan ikke arbejde sig op, kan ikke rejse sig, uden at hele den overbygning af sociale lag, der udgør det officielle samfund, sprænges i luften.”
Den taiwanesiske arbejderklasse har også potentialet til at udøve denne magt. Ikke et hjul drejer, ikke en telefon ringer, ikke en pære lyser i Taiwan uden arbejderklassens velvillige tilladelse.
Lederskabets rolle
“Men vent!” siger vores læsere måske, “hvor i Taiwan er denne ‘selvstændige bevægelse i det uhyre flertals egen interesse’, som Det Kommunistiske Manifest beskriver? Organiseringsgraden er kun 7,4 procent, og arbejderbevægelsen har ikke spillet en større rolle i nogen af de sociale bevægelser siden demokratiseringen. ”
Problemet er ikke, at de taiwanesiske arbejdere er uvillige eller ude af stand til at kæmpe selv, snarere at de mangler et lederskab, der har det nødvendige perspektiv. I dag synes størstedelen af arbejderbevægelsens top i Taiwan til at give efter, snarere end at bekæmpe kapitalisterne gennem energiske strejkeaktioner. De beder arbejderne om at overholde Taiwans ekstremt strenge arbejdslove og underkaste sig Arbejdsministeriets forlig for ikke at “skabe problemer.” På den politiske front siger de, at arbejderne skal støtte politikere fra enten KMT eller DPP, som de omtaler som “pro-arbejdere”, i stedet for at lede arbejderne henimod et brud med borgerskabets to store partier. Med en sådan fallitstrategi, der argumenterer for forsoning og indbildskhed, hvorfor skulle nogen arbejder så være interesseret i at organisere sig?
Den nuværende situation kommer dog ikke til at vare ved. Den forværrende krise for arbejderklassen vil komme til udtryk før eller siden, og arbejdere vil langt om længe begynde at kæmpe uanset den sabotage, som arbejderorganisationernes top forsøger sig med. Faktisk er nogle vigtige spirer allerede begyndt at gro, såsom de store protester blandt arbejdere mod DPP’s kontrareformer i 2017 og de til dato uset store strejker, der er blevet iværksat af stewardesser hos China Airline og Eva Air over de sidste år. I den dur bør også nævnes Zhu Meixue; generalsekretæren for China Airline Employees Union, der i 2018 stillede op som en uafhængig “arbejderkandidat” under borgmestervalg i Taoyuan mod både KMT og DPP – et første skridt på vejen til at opbygge et arbejderparti.
Rundt om i verden raser endnu større kampe mellem arbejdere og kapitalister. Det virker som om, at der over de sidste 12 måneder har været arbejdere og unge på gaden fra et nyt land hver eneste uge. Fra USA til Europa, fra Nigeria til Hviderusland, fra Thailand til Hongkong – overalt tvinger kapitalismens krise arbejderklassen og ungdommen til at bevæge sig mod revolution. De taiwanesiske masser vil med tiden slutte sig til deres klassefæller i denne kamp.
Alligevel er hovedlektionen fra alle disse storslåede bevægelser, at de trods deres enorme energi og potentiale ikke har haft det tilstrækkelige lederskab til at nå deres logiske konklusion, og overtage magten og vælte det kapitalistiske system. Det viser at en ledelse, når det kommer til stykket, ikke kan improviseres, men må udvikles før masserne beslutter sig for at tage kampen op mod den herskende klasse.
Det er, hvad Gnisten ønsker at skabe: det marxistiske lederskab, som de taiwanesiske arbejdere og unge får brug for i kampen for at ændre samfundet. Udvidelsen af vores kræfter, så vi har den nødvendige styrke og størrelse, er den opgave som vi giver os i kast med i dag.
At studere de marxistiske idéer og deres relevans for Taiwan i dag, og at sprede disse idéer og give svar på de mest presserende spørgsmål der vedrører de taiwanesiske arbejdere og unge, er det første skridt. På den måde kan vi tiltrække de mest politisk avancerede og selvopofrende elementer blandt arbejderklassen og ungdommen.
I øjeblikket er vores kræfter små. Men vi besidder det mest magtfulde våben i verden: marxistisk teori. Det er på det grundlag, at vi vil opbygge vores første kræfter, og rekruttere og træne revolutionære kadrer for at kunne blive et referencepunkt blandt arbejderklassens mest avancerede lag.
Internationalisme
I lyset af intensiveringen af klassekampen og kapitalismens krise generelt, er det klart, at det nationale spørgsmål vil spille en mere fremtrædende rolle i den kommende periode. Her får arbejderne i Taiwan, ligesom mange andre steder, opstillet et kunstigt valg mellem én stormagt frem for en anden. DPP forsøger eksempelvis at så illusioner til amerikansk imperialisme ved at konstruere et falsk håb om, at USA og dets regionale lakajer i Østasien på en eller anden måde vil “beskytte Taiwans demokrati.” Men USA er den selvsamme “beskytter” der sikrede KMT’s diktatur i Taiwan, da det var i tråd med deres egne interesser. Deres involvering og intervention i Taiwan er udelukkende baseret på at ville kontrollere den taiwanesiske handel og nationale forsvarsstrategi til deres egen fordel. De vil sikre deres egen profit, lægge pres på Kina og forsvare deres imperialistiske greb om Østasien. Alle de politikere, der på demagogisk vis opfordrer til at “holde Taiwans frihed i hævd”, prøver i virkeligheden kun at holde Taiwan og den asiatiske arbejderklasse lænket til amerikansk imperialismes interesser. Det hjælper på ingen måde arbejderklassen. Amerikansk imperialisme er den mest reaktionære force på kloden og en fjende af arbejderne, ungdommen og de fattige.
På den anden side repræsenterer KMT, på trods af partiets retoriske saltomortaler i den senere tid, stadig et lag af den herskende klasse, der forsøger at underordne Taiwan kinesisk kapitalismes dominans. Men tydeligvis vil deres politik heller ikke løse nogen af de taiwanesiske arbejderes problemer.
Valget mellem en alliance med den ene eller den anden imperialistiske magt er en forfejlet dikotomi. Det er et skalkeskjul, der er til for aflede de taiwanesiske massers opmærksomhed. Det virkelige valg står ikke mellem Kina og USA, men mellem kapitalisme og socialisme.
For at opnå et virkelig frit Taiwan må landet gøre sig fri af kapitalismen og den herskende klasse. De mest umiddelbare fjender for de taiwanesiske arbejdere bor i deres egen baghave. Hele den herskende klasse, deres politiske partier og den taiwanesiske stat, skal væltes og erstattes af et regime med arbejderdemokrati, som et skridt på vejen til at vælte kapitalismen i hele regionen. Taiwanesiske arbejdere har de samme interesser som arbejdere i Kina, Japan, Korea og hinsides det asiatiske kontinentet. Kun en samlet kamp kan garantere sejr over regionens kapitalistklasse og oprettelsen af en socialistisk arbejederføderation i Østasien på tværs af regionens nationer – alt sammen på et frivilligt, broderligt og lige grundlag. Det ville være et gigantisk skridt i den internationale arbejderklasses fælles kamp for at vælte kapitalismen på verdensplan.
Som en del af den Internationale Marxistiske Tendens vil Gnisten kæmpe sammen med kammerater fra hele verden for at opbygge en revolutionær organisation, der arbejder på tværs af nationale grænser og barrierer. Det er nødvendigt at bringe idéerne om international revolution til Taiwan, ligesom det er nødvendigt at bringe Taiwan med ind i den internationale revolution.
Det er den eneste vej til en fremtid, hvor de taiwanesiske masser virkelig kan have kontrol over deres eget liv. Vi opfordrer dig til at deltage i denne kamp. I kampen mod fattigdom og elendighed, krig og konflikt og alle kapitalismens andre sygdomme. Hjælp os med at forberede os på fremtidens store revolutionære kampe for socialisme i Taiwan og hinsides.
