»Forbryder Mette F! Gå af!« Sådan lød slagordene fra en ny og mere rabiat fløj af det borgerlige Danmark efter nedlukningen af de sundhedsfarlige minkfarme. Den politiske dynamik, der i flere år har kendetegnet USA og Storbritannien med fænomenerne Trump og Brexit, er rykket tættere på Danmark. Imens klynger den danske venstrefløj sig til regeringen, staten og den smuldrende sammenhængskraft. Det er på tide, at venstrefløjen opruster politisk.
Den 21. november startede minkavlere og andre landlige ejendomsbesiddere ca. 800 traktorer og begav sig mod Århus og hovedstaden under vajende dannebrogsflag. I optakten havde de blandt andet turneret med et banner med Mette Frederiksen og Pernille Skipper i naziuniformer med påskriften: »Lystmorder! Løgner!« Andre prominente paroler til demonstrationerne var »NED MED DANMARKS BLODRØDE REGERING«, »Hvis magten er rød, er det landbrugets død!« og »Nutid, datid – Venstre altid«.
Anledningen til denne numerisk lille men markante traktordemonstration var den beordrede hastenedlukning af minkbranchen i Danmark. For alle andre end selvcentrerede småborgere og minkindustrien (og de købte politikere, der modtager støtte fra dem), var det i november tydeligt, at det kun kunne gå for langsomt med at afvikle den danske minkproduktion. Den udgjorde en akut fare for folkesundheden.
Men befolkningens ve og vel er tilsyneladende ligegyldig for de borgerlige. Alt, hvad de hængte sig i, var juristeri: var der lovhjemmel eller ej? Angiveligt var dette ikke tilfældet. Men ingen kan være i tvivl om, at der var flertal bag beslutningen og ej heller, at den var nødvendig. Man kan spørge sig selv: Havde det ændret en tøddel på besætningernes aflivning, hvis regeringen havde formaliseret det flertal, den allerede havde bag sig, inden Mette Frederiksens famøse pressemøde? Nej, resultatet havde været fuldstændig det samme. Men det såkaldte “grundlovsbrud” viste sig hurtigt som et brohoved for en mere rabiat og anti-establishment-del af det borgerlige Danmark, som har udviklet sig i skyggerne det seneste år. Skandalen gav et slør af legitimitet til deres propaganda, som de nu udnytter til fulde, i en kampagne imod »politikerne« og særligt »de røde«, »socialisterne« og »kommunisterne«.
En ny fløj tager teten
Det ledende oppositionsparti Venstre er og har altid været et af de “ansvarlige” magtpartier. Ligesom Socialdemokratiet har de altid været villige til at sætte partipolitiske hensyn til side, når det gjaldt nationens interesser (som i parentes bemærket naturligvis er sammenfaldende med den herskende klasses interesser).
Denne traditionelle “statsmandslinje” var også kursen, der i første omgang blev lagt af partiets formand Jakob Ellemann-Jensen, da han den 9. november skrev følgende i en intern mail til Venstres folketingsgruppe: “Begynder det største oppositionsparti at så tvivl om vores sundhedsmyndigheder midt i en krise, risikerer vi at ende et helt forkert sted.” Og han har ret. Styrken i den såkaldte danske sammenhængskraft er, at alle partier, fagforeninger og organisationer bakker fuldt og helt op om den borgerlige stat og dens institutioner. Det er denne sammenhængskraft, der har sikret en udpræget ro og stabilitet for den herskende klasse siden anden verdenskrig. Men efter massivt internt pres fra mere rabiate kræfter i Venstre – herunder næstformand Inger Støjberg bakket op af Kopenhagen Fur, som var blevet hevet ind til partiets gruppemøde – vendte formanden på en tallerken. Nu gik Venstre pludselig i åbent angreb på statens institutioner ikke bare sundhedsmyndighederne men også politiet og militæret der, udførte den såkaldt ulovlige instruks.
Betydningen af dette skift er svært at overdrive. Helt konkret viser det, at det etablerede Venstre er i fundamental krise, og at den højrepopulistiske fløj lykkes i at føre hånden på den svage formand. Men vigtigere betyder undergravningen af statslige myndigheders autoritet også, at regeringen vil få langt sværere ved at håndtere epidemien fremadrettet; at nye restriktioner ikke bare vil blive accepteret bredt men møde modstand uanset hvor gode eller dårlige, de er. Coronaborgfreden er slut.
Men det rækker faktisk endnu videre. Hvis et etableret parti som Venstre kan sætte spørgsmålstegn ved myndighedernes legitimitet, har det ikke alene en effekt på sundhedsmyndighederne. Statens institutioner og autoritet undergraves, hvilket kan få vidtrækkende konsekvenser. Også på noget så fjernt fra sundhedspolitik som det fagretslige system. For hvis de borgerlige ikke accepterer politiet og myndighedernes handlinger, hvorfor skulle arbejderne så f.eks. acceptere arbejdsrettens autoritet? Hvis dette får lov at udvikle sig, er konsekvenserne uoverskuelig for den herskende klasse.
Den såkaldte demokratiske debat, som det gamle højskolevenstre ellers hylder i floromvundne fraser, har så sandelig nået et nyt toneleje: grundlovsbrud! Diktatur! Minkgate handlertydeligvis ikke om manglende lovhjemmel. Der er mere grundlæggende problemer i spil. Her er småborgerskabets rolle central.
Småborgerskabet frustreret
Det traditionelle småborgerskab (det vil sige den selvstændige erhvervsdrivende, der ejer sine produktionsmidler) er under pres. Fra at udgøre en fjerdedel af alle beskæftigede i 1950 udgør selvstændigt erhvervsdrivende i Danmark, inklusiv bønder, kun lige omkring 7% af alle beskæftigede, og andelen er stadigt faldende. Udviklingen af produktivkræfterne har for længst gjort det individuelle landbrug eller det selvstændige fiskeri tæt på umuligt. Der kræves så stort et kapitalapparat for at klare sig i konkurrencen, at hovedparten af producenterne er begravet i gæld og dermed de facto er ejet af bankerne. Kun få giganter kører med overskud og dominerer markedet. Alle er de på den ene eller anden måde afhængige af statsstøtte.
Samtidig mødes de konstant af ændrede vilkår og reguleringer fra Christiansborg og EU ofte med udgangspunkt i miljøspørgsmål. »Vi er bebyrdet med love og regler«, som en demonstrant til traktordemonstrationen udtrykte det til Berlingske Tidende. Vreden blandt disse lag er stigende, og den rettes mod de “røde” partier og den såkaldt “røde” regering, mens deres vanskeligheder i realiteten er forårsaget af deres egen umulige position som småborgere: klemt af storkapitalen og monopolerne på den ene side og arbejderklassen på den anden. Det afspejles i deres paradoksale krav om lavere skat og at staten blander sig udenom deres erhverv, samtidig med at de kræver højest mulig statsstøtte.
Nye Borgerlige vejrer morgenluft
Dette frustrerede småborgerlige lag, som relativt let kan vindes til en reaktionære politik, har politikere som Støjberg sammen med Nye Borgerlige bejlet til i et stykke tid. Til demonstrationen den 20. november gav Støjberg den ekstra gas med tydelige referencer til Trumps parole om at »dræne sumpen« efter sigende til store klapsalver. Men hendes tale var kedelig politikeroplæsning, og hun er ude af stand til at forbinde sig med almindelige mennesker. Var det ikke for hendes gimmick med at bruge udtrykket »dræn sumpen« som hun var sikker på ville blive opfanget af medierne – var der ingen, der havde husket hendes tale.
Anderledes er det med Lars Boje Mathiesen fra Nye Borgerlige. Fra lastbiltraileren i Aarhus gav han en passioneret tale, der talte direkte ind i politikerleden og forbandt sig med de vrede tilhørere:
»Jeg er født og opvokset på landet. Jeg har tilbragt mine timer i staldene og på markerne. Her har jeg oplevet mere visdom og flere gode råd fra de gode folk end de karrierepolitikere nogensinde vil finde i deres teoribøger og excelark. […] Problemet med de politikere vi har er, at de har ikke bygget noget op. De river det ned. Det er jer derude, der bygger op […] de bryder loven, mens i får konsekvenserne. Det skal vi ikke acceptere! Derfor skal magtpolitikerne bestemme mindre!«
Det er første gang i lang tid, at en dansk politiker har været i stand til at udtrykke stemningen i en demonstration. Men det gjorde Mathiesen. Demonstrationen var reaktionær, taleren var reaktionær. Og talen virkede. Den danske venstrefløj, som er notorisk elendige til at tale til andre end politikere og lyder som forkølede sagsbehandlere, kunne virkelig lære noget.
Potentiale for anti-establishment-politik
I lang tid har vi i Revolutionære Socialister forklaret, hvordan alle de etablerede partier har været helt ude af stand til at afspejle den stemning af foragt ved etablissementet, som ikke kun eksisterer i USA og Storbritannien men også eksisterer i Danmark. Alle forsvarer de med næb og kløer status quo. Men ingen lag i samfundet under dets absolutte top er tilfredse med status quo. Småborgerskabet er under pres som forklaret ovenfor. Men også arbejderklassen oplever forringelser af velfærd og pres på løn- og arbejdsforhold. Ingen er tilfredse – måske bortset fra karrierepolitikerne, som har deres på det tørre.
For år tilbage var DF i stand til delvist at udtrykke frustrationen blandt et lag af småborgere og lumpenproletarer og endda visse lag af arbejderklassen. De anerkendte, at forholdene blev værre, og de udpegede problemet: Det hele er indvandrernes skyld! Det var en fuldstændig løgnagtig og reaktionær løsning, men den eneste, der kom frem. Nu har DF sejret sig ihjel. De fleste af Christiansborgs partier har mere eller mindre overtaget deres politik, og DF er i høj grad blevet lige så indfedtede og systembevarende som alle de andre partier. En del af etablissementet. Det har efterladt et hul i det politiske landskab. Ind kommer Nye Borgerlige.
Nye Borgerliges spektakulære fremgang kommer i særlig grad til udtryk på de sociale medier. Her kører de en effektiv no-nonsense-kampagne med flittig brug af videoer og billeder. Men altid med angreb og konflikt som gennemgående tema. Angrebene rettes især mod ikke-vestlige indvandrere, feminister, socialister og i særdeleshed Enhedslisten. Deres tilhængere ser det som om, at de “siger tingene, som det er” – det er i hvert fald mere, end man kan sige om venstrefløjens karrierepolitikere og deres forblommede tale.
Offensiven afspejler sig i data: Kommunikationsforum.dk skriver således i deres analyse fra 6. august:
»Siden august 2019 har Nye Borgerliges fire folketingsmedlemmer fået næsten 14 gange så mange nye likes pr. person som resten af Folketinget. Imellem sig har de fået over 100.000 nye sidelikes, hvilket svarer til mere end en fjerdedel af al ny tilstrømning til samtlige MF’ere på Facebook i samme periode.«
Hvordan reagerer Enhedslisten på angrebene og tilsviningerne fra Nye Borgerlige? Rosa Lund fra Enhedslisten svarer i samme artikel: “Det er ikke noget, de gør for at fremme den politiske debat. Nærmest tværtimod ville jeg sige, så maler de nogle konflikter op, der ikke er der.” Den lader vi lige stå.
Venstrefløjen har i særlig grad været elendige i at udfordre systemet og give et venstreorienteret udtryk til de frustrationer, der lurer i samfundets bredeste lag. Og det endda på et tidspunkt hvor verdenskapitalismen er inde i en historisk alvorlig krise, og uligheden eksploderer. Men Socialdemokratiet drejer mod højre. Og SF og Enhedslisten klynger sig til Socialdemokratiet og den hellige parlamentarisme. Alle klynger de sig mere end nogensinde til status quo.
Et nyt kapitel i dansk politik
Minkskandalen blev det lille puf, der skulle til for at få den møjsommeligt vedligeholdte politiske stabilitet til at ramle i Danmark. Effekterne har sendt rystelser gennem det politiske etablissement og kan mærkes i Socialdemokratiet men i høj grad også i Venstre, hvor et opgør mellem fløjene rykker nærmere. Nye Borgerliges fremgang og deres evne til at udnytte situationen er en markant udvikling. Og med Støjberg og hendes fløj som forbindelsesled ind i Venstre – det ledende oppositionsparti – har Nye Borgerlige de facto svunget taktstokken i den borgerlige lejr. Det politiske kaos og polariseringen i det fjerne udland, som så længe er blevet betragtet med hovedrysten af danske politikere og såkaldte meningsdannere, banker nu på Danmarks dør.
Krisen i den etablerede og “anstændige” borgerlige lejr og deres manglende evne til at tæmme de reaktionære småborgere vil ikke være en engangsforestilling. Noget er gået i stykker. Hvad vi er vidne til er formentlig starten på en ny udvikling: et nyt kapitel i den danske klassekamp.
Der er ingen tvivl om, at alle de moderate partier inklusiv Enhedslistens parlamentarikere vil begræde sammenhængskraftens begyndende opløsning. Konfronteret med en højrepopulistisk offensiv, som taler ned i en virkelig stemning og afspejler de virkelige forhold, vil de moderate parlamentarikere som Rosa Lund ovenfor appellere til den sunde fornuft: mådehold, anstændighed, den demokratiske samtale osv..
Dette er imidlertid en helt forfejlet strategi. Udviklingen, der blev accelereret med minkskandalen som katalysator, skyldes, at det kapitalistiske klassesamfund er i en historisk dyb krise. Modsætningerne spidser til – også i Danmark.
Men at sammenhængskraften smuldrer er ikke en dårlig ting. Det er en god ting. I årtier har den hængt som et åg på arbejderklassens skuldre. Om socialdemokraterne og venstreorienterede parlamentarikere i alle deres afskygninger vil det eller ej, så er det danske samfund et klassesamfund. I et sådant kan national enhed kun opnås ved den ene klasses dominans over de andre. Den politiske krise, der udspiller sig nu, afslører systemets virkelige natur.
Mathiesen fra Nye Borgerlige har ret, når han kalder Christiansborgs politikere for karrieremagere uden nogen forbindelse til den virkelige verden. Han har ret, når han kalder regeringen og den politiske elite for en flok kujonagtige hyklere. Vi ved, at han kun gør det for sin egen karrieres skyld; at han er én af karrieremagerne, og at han hverken kan eller vil gøre noget reelt ved de problemer, han påpeger – tværtimod! For problemerne er blot symptomer forårsaget af selve det system, han så ihærdigt forsvarer: kapitalismen! Og netop derfor er det op til os socialister og kommunister – og dermed også op til Enhedslisten som et erklæret socialistisk parti – at afsløre de borgerlige højrepopulisters eget hykleri. Men det kan naturligvis kun ske, hvis vores kritik af systemet – både dets økonomiske fundament men også dets statsapparat og det borgerlige parlamentariske teater – er endnu skarpere og mere hårdtslående end højrepopulisternes.
Selvom potentialet for en venstreorienteret anti-establishment-massekraft er mægtig stort, er scenen for nu overladt til højrefløjen. De får uberettiget lov til at være den eneste anti-establishment-kraft på den politiske scene i Danmark. På den konto kan de også komme til at tiltrække arbejdere, som er frustrerede – som det skete med Trump i USA. For der eksisterer et virkeligt had imod systemet i stadig større lag af arbejderklassen. Revolutionære Socialister er endnu for små til at udfylde det enorme vakuum, der er, skønt vi gør, hvad vi kan for at bygge en stærk organisation. Vi har brug for al den hjælp, vi kan få. For vi ved, at det bliver en lang kamp. Det nye kapitel med radikalisering og politisk og klassemæssig polarisering er kun lige begyndt og vil tage mange drejninger. Både til højre og til venstre. Men det tager tid, så det er nu, vi skal igang med at bygge rygsøjlen til en organisation, der kan få afgørende indflydelse på klassekampen i fremtiden. Vi kan ikke vente på, at andre gør arbejdet for os. Meld dig ind i Revolutionære Socialister i dag!
