Dem:
Metoo-bevægelsen har sat den enorme sexisme, der findes i samfundet, på dagsordenen; men at der findes kvindeundertrykkelse, kommer også til udtryk på mange andre måder. Eksempelvis er der fortsat store udfordringer for ligestilling på arbejdsmarkedet.
For kvinder i borgerskabet er der ikke ligestilling, fordi kvinder er en underrepræsenteret gruppe i topppen af samfundet. Hvad der må gøres, er at diversificere kønsfordelingen i topposter og i den politiske ledelse – de såkaldte SheEO’s. For disse kvinder er kvindekampen et spørgsmål om, at en lille håndfuld kvinder kan få samme topposter og toplønninger på lige fod med deres mandlige modstykker, dvs. folk fra deres egen klasse. Dette kom blandt andet tydeligt til udtryk, da Mette Østergaard, chefredaktør på Berlingske, sidste år erklærede, at hvis det ikke var for den billige arbejdskraft, der er at hente i au pair ordningen, ville der simpelthen ikke være nogen kvinder på ledelsesposter i Danmark. Og det var Dansk Erhverv selvfølgelig hurtige til at nikke ja til. Hvordan skulle dette finansieres? Skattelettelser til de rigeste. Det er altså også tydeligt, at disse kvinder frem for alt vil forsvare deres egen klasses interesser, før de vil forsvare kvinder generelt.
Os:
For det store flertal af kvinder i verden gør det ingen forskel, om deres løn bliver skåret af en mandlig eller kvindelig arbejdsgiver. Ej heller gør det nogen forskel, om deres rettigheder og velfærd bliver angrebet af en kvindelig eller en mandlig statsminister. Skattelettelser for folk i toppen af samfundet vil ramme arbejderklassen, ligesom de urimelige vilkår, som au pair bliver ansat under, selvfølgelig heller ikke løser nogle problemer for kvinder i arbejderklassen. Tværtimod gør det dem værre.
Problemet er altså ikke, at der ikke er nok kvinder fra borgerskabet i topposter, hvor meget de skal have i løn eller, om der fastsættes kvindekvoter, der kan placere flere kvinder i direktionsgangene. Problemet er den måde samfundet er indrettet på. Det er meget tydeligt, når økonomiske kriser rammer, hvor det er arbejderkvinder – det store flertal – der bliver ramt hårdest. Økonomiske kriser er lig med nedskæringer af velfærd og dermed fyringer af arbejder i den offentlige sektor. Her arbejder mange kvinder. Når de fyres, rammer det familielivet, hvor kvinder vil blive presset ud i mere husarbejde og familiære pligter. For flertallet af kvinder er kampen ikke et spørgsmål om individuelle poster, men en kamp om at ændre strukturen i samfundet. Den skal kæmpes kollektivt på arbejdspladserne, i fagbevægelsen og i de politiske bevægelser. Det er en kamp, der må kæmpes af arbejderklassen som helhed, og er en kamp for socialisme.
