Det mindste onde, på engelsk betegnet lesser-evilism, er en politisk strategi, der argumenterer for at støtte den mindst onde kandidat eller det mindst onde parti under de omstændigheder, hvor valget står mellem to eller flere repræsentanter for kapitalistklassen. Denne strategi er eksempelvis blevet udråbt som en selvfølgelig metodik af den reformistiske venstrefløj under det franske valg i 2017, da valget stod mellem Emmanuel Macron og Marine Le Pen. Dette var ligeledes tilfældet under Brexit-afstemningen, hvor både Leave og Remain var udtryk for borgerskabets kontrære interesser, blev førstnævnte proklameret som det mindste onde. Også i USA med valget mellem Joe Biden og Donald Trump præsenteres den efter sigende mindst onde Biden som enten en ubekvem nødvendig eller en direkte progressiv handling i det større godes navn. Argumentet går: “Nok er ingen af mulighederne perfekte, men den ene er i det mindste mere spiselig end den anden. Vi er nødt til at støtte det mindst onde, for at der forårsages mindst mulig skade”. Men er det blot så simpelt?
Modsat tilhængere af denne strategi ser marxister klassekampen som den kraft, der skubber samfundet fremad. I sidste instans er det denne kamp mellem arbejderklassen og kapitalistklassen, der er afgørende – ikke hvilke individer, der får lov til at besidde den borgerlige stats embeder. Marxister er af den opfattelse, at valgsejre under kapitalismen ikke er et mål i sig selv og i særdeleshed ikke, når kampen står mellem to kapitalistiske partier. Valg under kapitalismen, der altid er begrænsede i deres natur, er en arena hvori revolutionære forsøger at opnå et konkret resultat: opbygningen af de marxistiske kræfter. Dette kan godt indebære at støtte en kandidat, der ikke nødvendigvis er marxist eller revolutionær. Da Jeremy Corbyn f.eks blev valgt som formand i Labour repræsenterede dette en bred venstredrejning blandt partiets hundredetusinder medlemmer, og hans person blev fokuspunktet for denne positive udvikling. Med Labours historiske bånd til arbejderklassen var støtte til Corbyn under parlamentsvalgene en måde at avancere massernes bevidsthed og intensivere klassekampen på længere sigt – dog altid med den forudsætning at det tålmodigt forklares, hvorfor hans program ikke var vidtrækkende nok.
Men marxister mener ikke, at man bør stemme på et borgerligt og arbejderfjendsk parti, som Demokraterne i USA eller La République en marche! i Frankrig. Der er en kvalitativ forskel på kapitalistiske partier og partier med rødder i arbejderbevægelsen. Støtte til den mindst onde borgerlige kandidat fungerer ikke som et plaster på såret, tværtimod er det direkte skadeligt. Strategien skubber på ene side hele det politiske spillerum endnu længere til højre og baner vejen for et endnu større onde, mens det på den anden side fordærver de socialistiske organisationer der påstår at repræsentere arbejderklassens avantgarde. Når socialistiske organisationer støtter det mindste onde, ligemeget hvilke bortforklaringer og rent “taktiske” beregninger de gemmer sig bag, svarer det i realitet til at renoncere på idéen om klasseselvstændighed og troen på, at masserne kan kæmpe for at ændre deres egen skæbne.
For kapitalistklassen er en idé som det mindste onde yderst fordelagtig, da den i mange tilfælde forhindrer krystalliseringen af en reel opposition. Det amerikanske topartisystem, hvor begge partier er en fuldkommen integreret del af den herskende klasse, er et glimrende eksempel på dette. Som socialister bør vi ikke blot acceptere denne konstellation, tværtimod må vi løfte sløret for, hvilke interesser den værner om. Vi må forklare, at krigen mellem det “mindre” og det “større” onde, eksempelvis mellem Biden og Trump, blot er det politiske udtryk for et system i krise. Joe Biden er ikke en reel opposition, og i realiteten er det er hans administrations politiske kurs gennem de sidste årtier, der har ført til Trumps fremkomst i første omgang. De, der nu proklamerer, at fascismen er lige om hjørnet i USA, hvis socialister ikke bakker op om det mindste onde, bør tage et kig på historien. For det har altid været det mindste onde, der har tilvejebragt et større onde – ikke forhindret det. Den mindre onde Heinrich Brüning fungerede eksempelvis som Hitlers springbræt til magten. På samme vis er støtte til Joe Biden netop, hvad der vil sikre, at figurer som Trump – og det, der er værre – bliver ved med at hævde sig på den politiske scene.
For marxister er argumentet for det mindste onde fuldkommen useriøst, da det ignorerer de reelle problemer, som arbejderklassen står over for. Strategien baserer sig på en demoraliserende, snæversynet og i sidste instans forkert præmis, der er med til at udviske kapitalismens sande natur. Det fjerner fokus fra klassekampen og det faktum, at arbejdere må have deres eget parti – en bydende nødvendighed for at kunne smide kapitalismen på porten en gang for alle.
