Der er trukket op til den perfekte storm i USA: COVID-19, som har krævet de første 200.000 døde i verdens rigeste land, og ikke ser ud til at forsvinde foreløbigt; den økonomiske krise, som har betydet massearbejdsløshed, som nu stiger igen; brande, der raserer enorme arealer på vestkysten forårsaget af klimaforandringer; Black Lives Matter-bevægelsen, som har fået millioner på gaden i protest og skabt opstandslignende tilstande flere steder i landet.
Der er ustabilitet, kaos og opbrud på alle niveauer i det amerikanske samfund. Oven i dette tilsyneladende ragnarok falder valget i USA tirsdag den 3. november. Det er et valg, hvormed den amerikanske herskende klasse forsøger at ende den borgerkrig, der har hersket inde i den amerikanske stat de sidste fire år, ved at få indsat en kandidat fra det traditionelle, politiske establishment: Demokraternes Joe Biden. En kandidat de kan stole på. En kandidat de kan kontrollere.
Donald J. Trump har været det modsatte. Med ham antog præsidentembedet visse bonapartistiske træk, hvor staten fik en relativ selvstændighed og fravristede sig noget af den direkte kontrol fra kapitalistklassen i USA. Det er derfor den amerikanske politiske elite gennem hele Trumps regeringsperiode har slynget alt, hvad de havde, efter ham for at få en ny præsident.
Men den ærkereaktionære Trump har hverken tænkt sig at lade sig kue eller lade dette valg gå stille af sig. Han har faktisk allerede udtalt, at han ikke vil anerkende et valgnederlag og gjort det klart, at han vil pege på fusk med brevstemmer for at blive siddende på magten. Med den såkaldt liberale, højesteretsdommer Ruth Bader Ginsburgs død er Trump i alt hast gået i gang med at få indsat en ny konservativ højesteretsdommer, som kan cementere hans flertal i Højesteret. Det er især afgørende, hvis det ender med, at det er dommerne, der skal afgøre, hvem vinderen af valget er.
Da en journalist spurgte Trump, om han ville garantere en fredelig magtoverdragelse, hvis han tabte valget, svarede han: “Vi må se, hvad der sker”. Det skabte panik i Det Republikanske Parti, og flere af dets ledere var efterfølgende ude og garantere en fredelig magtoverdragelse. Men allerede i august følte den amerikanske general Mark Milley sig nødsaget i en skreven udtalelse til at understrege, at det amerikanske militær hverken ville blande sig i valgprocessen eller blande sig, hvis der efterfølgende ligger et omstridt valgresultat. At generalen føler sig nødsaget til at gå ud med sådan en garanti, er mere end ekstraordinært, men udtrykker den sprængfarlige politiske situation som lige nu hersker i USA.
Trump har fået skylden for alt, hvad der er galt i USA (og i resten af verden). Eliten glemmer blot en enkelt ting: Han er ikke problemet i sig selv, selvom han eskalerer og accelererer kriserne. Trump er blot et symptom og på sin vis også personificeringen af den underliggende sygdom, som kommer dybt, dybt nede fra samfundets økonomiske fundament. Denne kapitalistiske sygdom vil fortsætte med at kaste millioner ud i elendighed, hvad end valgets udfald bliver, både internt i USA og uden for landets grænser.
Det er klart, at udviklingen i USA også bliver fulgt tæt herhjemme. Man plejede at sige om økonomien, at når USA nyser, blev resten af verden forkølet. Men som vi så med Black Lives Matter-bevægelsen, er det ikke kun forbeholdt økonomien. Nu spreder massebevægelser sig også ud fra verdens mægtigste nation. De store begivenheder, som kommer til at udfolde sig i fremtiden i USA, vil have direkte konsekvenser i alle nationer verden over, især én som den danske med det “specielle forhold” til supermagten.
At verdens mægtigste kapitalistiske nation befinder sig i historisk krisetilstand, er ingen tilfældighed. For mere end 150 år siden beskrev Marx, hvordan den dengang førende kapitalistiske nation, Storbritannien, bedst udtrykte kapitalismens væsen. Det samme gør sig gældende for USA i dag. Mens kapitalistiske Storbritannien dengang udtrykte et socio-økonomisk system, der var i sin ungdom og drev samfundet fremad, så udtrykker USA kapitalismen i en periode med forfald, som trækker hele menneskeheden med sig ned. Omend det er på en anden skala, ser vi det samme systemiske forfald i dansk kapitalisme, som udvikler sig i samme retning.
Stormen tager til, og uagtet udfaldet af valget vil krisen fortsætte ufortrødent i USA, ligesom det vil være tilfældet i resten af verden. Kapitalismens krise vil først stoppe, når vi putter dette forrådnede system i jorden. Men dette faktum er ved at gå op for, ikke kun tusinder, men millioner af mennesker, og Black Lives Matter-bevægelsen er kun en lille forsmag på, hvad vi kan vente os af fremtiden.
