Foto: FlickrEn ny reaktionær lovgivning gennemført af den højreorienterede Nyt Demokrati-regering forsøger at bekæmpe demonstrationer. Dette sker samtidig med offentliggørelsen af videomateriale, der afslører sager med politivold, herunder mordet på en aktivist. Arbejderbevægelsen og arbejderpartierne må mobilisere en enhedsfront til forsvar for arbejdere og unges demokratiske rettigheder imod den reaktionære stat.
Den niende juli vedtog den græske regering bestående af Nyt Demokrati med støtter fra det socialdemokratiske parti KINA en udemokratisk, forfatningsstridig lov, der vil underminere retten til forsamling og protest. Denne nye lov – som genbruger foranstaltninger introduceret af den militære junta fra 1967 – indeholder følgende:
- Alle udendørs forsamlinger skal rettidigt varsles til politiet
- Politiet kan opløse alle spontane forsamlinger, som kan blive ”tilladt ved lejlighed”
- Politiet kan nu erklære en demonstration for ulovlig frem til begyndelsen af begivenheden afhængende af mængden af deltagere, placering, muligheden for forstyrrelse af “den offentlige orden” eller “det socioøkonomiske liv”. Deltagere af en ulovligdømt demonstration kan se frem til op til ét års fængsling, hvor ”voldelige hændelser” kan give fængselsstraf i op til to år.
- Demonstranter må ikke længere ”forhindre en forsamling”. Det gøres for at beskytte forsamlingerne af små grupper af fascister og nationalister, som ellers ville blive mødt af moddemonstrationer af anti-fascister.
- Arrangørerne af en given demonstration skal oplyse deres navne til myndighederne. De er tvunget til at samarbejde med politiet ved at informere deres deltagere om forbuddet af ”farlige genstande” og efterfølgende assistere politiet i at fjerne demonstranter med disse genstande.
- Arrangørerne vil også stå til ansvar for eventuelle skader udført i forbindelse med begivenheden. Det betyder, at arrangørerne hæfter for alle beskadigelser på ejendom fra en demonstration med tusindvis af deltagere.
For danske læsere virker flere af disse tiltag nok bekendt, siden de er delvist implementeret i Danmark (oplysning af arrangørers navne, varsling til politiet osv.). De reaktionære effekter af disse regler er åbenlyse, da de tillader staten at begrænse arbejderklassens demokratiske ret til offentligt at forsamle sig og demonstrere. I de senere år har den danske stat kun sjældent brugt denne potentielle magt, men dens reaktionære effekt ses tydeligt i Grækenland.
Det er vigtigt at huske, hvor hårdt politiet i Grækenland slog ned på de massive protester, der har fundet sted siden finanskrisen i 2008. Samtidig kan de effektivt forstyrre demonstrationers ruter ved at blokere veje og bygninger af politisk betydning (hvilket skete med den amerikanske ambassade i den årlige Polytechneio-demonstration). Alle disse tiltag er bevidst formuleret vagt, så politiet kan handle med immunitet, når de terroriserer arbejdere og unge. I praksis kan alle demonstrationer have ”socioøkonomiske” implikationer, siden det er nøjagtigt hvad en demonstration bruges til. Det er derfor ikke svært at se, at disse nye tiltag udelukkende er til for at tillade politivold, samtidig med at deltagerne bliver skræmt med ekstremt hårde straffe for at protestere.
Denne lovgivning bekræfter endnu en gang, hvad marxister har forklaret omkring statens og politiets rolle. Staten – defineret af Lenin som ”grupper af bevæbnede mænd” – er ikke en neutral kraft, der står hævet over samfundet for at beskytte alle sine borgere. Staten, det inkluderer hæren, politiet og retssystemet, er udelukkende et magtredskab for den herskende klasse, bourgeoisiet. Den sigter efter at beskytte deres vældige ejendom, samtidig med at den skal holde arbejderklassen – flertallet af samfundet, som effektivt skaber samfundets værdi – fast i deres position. Politiets rolle i klassekampen er især at undertrykke arbejderne med rå vold for at undertrykke alle stemmer imod det kapitalistiske system og dets politiske regime.
I løbet af de sidste par måneder har statens undertrykkelse i Grækenland intensiveret og har dermed yderligere afsløret sin reaktionære rolle. I de seneste år har indbyggerne i byen Volos eksempelvis kæmpet mod den franske virksomhed Lafarge, som afbrænder skrald for at producere cement og brændstof, hvilket forurener luften omkring byen. Ikke overraskende støtter politiet virksomhedens interesser og har slået ned på demonstranter med anholdelser. Den 14. juni deltog den 27-årige aktivist Vassilis Maggos i en demonstration for løsladelsen af de anholdte demonstranter foran domhuset i Volos, da han brutalt blev overfaldet af politiet. Ifølge hans forældre blev han senere medbragt til politistationen, hvor han blev udsat for tortur, hvilket resulterede i skader på vitale organer og seks brækkede ribben. Én måned senere, hvor Vassilis burde have levet et sundt og normalt liv, døde han. Det er åbenlyst, at de ansvarlige for denne unge mands død er politiet, ministeren Chrysochoidis og regeringen, som dækker for politiets handlinger, hvis de ikke direkte bifalder dem. På trods af, hvad medierne og retsmedicinerne siger, bør dette betragtes som et statsmord.
Optagelserne af politibrutalitet, der cirkulerer på nettet – som naturligvis aldrig bliver sendt i borgerlige medier – er mange. Men statsapparatet (medierne, regeringen og dommerne) vender åbenlyst det blinde øje til og bekender derved åbenlyst deres sande rolle: undertrykkelse af arbejderklassen. Ydermere er timingen af dette angreb på arbejderklassen ikke tilfældig: i takt med, at den socioøkonomiske krise tiltager, og klassekampen tilspidses, vil det græske regime få mere autokratiske og bonapartistiske tendenser.
Den nuværende offensiv fra bourgeoisiet for at begrænse de græske arbejderes grundlæggende demokratiske rettigheder kan ses som et midlertidigt tegn på selvtillid, men denne kan ikke overleve særligt længe. I virkeligheden er disse tiltag foretaget, da de kan se, at de står på vaklende grund, i takt med at krisen underminerer stabiliteten og støtten til deres system. Bourgeoisiet kan se, at Grækenland er på vej ind i en fremtid karakteriseret af intens klassekamp, og derfor styrker de deres statsapparat til de fremtidige kampe. Arbejderklassens ledere kan ikke blot stå og se på, imens cheferne sliber deres våben. De græske arbejdere og deres ledere bør svare igen på borgerskabets offensiv og forberede sig på de fremtidige kampe ved at styrke deres organisationer, ved at mobilisere medlemmerne på et militant politisk program.
Kampen mod det undertrykkende statsapparat kræver enhed i arbejderklassen. Fagforeningerne og arbejderpartierne må samle sig i en enhedsfront, som kan mobilisere masserne til forsvar for deres demokratiske rettigheder. Diskussioner og møder bør organiseres af arbejderne på gulvet ude på arbejdspladser, og beslutninger for at fortsætte modstanden imod den nye lovgivning bør tages. Ingen fagforening og intet arbejderparti bør underkaste sig disse udemokratiske retningslinjer for demonstrationer.
Imod statens undertrykkelse bør arbejderne stå sammen – ikke splittet og skræmt. Det er nødvendigt at organisere militante grupper af arbejdere til selvforsvar og beskyttelse af demonstrationer imod politiets provokatører. Ingen kamp for rigtige demokratiske rettigheder kan blive vundet, hvis den ikke går målrettet imod det kapitalistiske system og den rådne stat, som voldeligt og med total immunitet beskytter bourgeoisiets interesser og privilegier. Kun en socialistisk stat i arbejdernes hænder kan arbejde for flertallets interesser.
