Unge arbejdere groft udnyttet på Det Hvide Lam

2hand black and white darkness black monochrome bartender 1392536 pxhere com public domain

Marie Siegumfeldt



4 minutter

Skattefusk, manglende løn og 0-timerskontrakter er forhold som mange ufaglærte unge bliver mødt med på studiejobbet. De skandaløse forhold jeg mødte på Det Hvide Lam er et eksempel på, at unge arbejdere må organisere sig og tage kampen op.

»Lønsedler skal I bede om, hvis I vil have dem. Det er ikke noget vi som sådan opererer med her«, fik vi ansatte på værtshuset Det Hvide Lam at vide. Manglen på lønsedler viste sig langt fra at være det eneste problem. Hvad vi senere måtte erfare, var, at ikke nok med at lønudbetalinger var forkerte, så betalte arbejdsgiveren heller ikke skat af vores løn. Vores ansættelse var simpelthen ikke indberettet til Skat. Så ikke nok med, at der som følge af dette heller ikke var blevet indbetalt feriepenge, så havde arbejdsgiveren puttet den del af vores løn, som skulle gå til Skat, ned i egen lomme. Det ville de facto gældsætte os ansatte til Skat.

Forhold som ovenstående er desværre langt fra usædvanelige når studerende og ufaglærte unge skal ud på arbejdsmarkedet for måske første gang. Ofte er de ikke organiserede i fagforeninger og har kun lidt eller ingen erfaring med en velorganiseret arbejdsplads. Ifølge 3F er kun hver ottende unge fritidsjobber i restaurationsbranchen organiseret i en fagforening. 0-timers kontrakter og gig-jobs er i stigende grad på dagsordenen, mens lønningerne er på det absolut laveste, og lønnede sygedage er en næsten mytisk ting.

Arbejdsgiveren på krigsstien

Jeg og en anden ansat på Det Hvide Lam besluttede os for, at nok måtte være nok. Vi kontaktede først vores fagforening 3F. Herefter forsøgte vi at organisere et møde mellem de ansatte på arbejdsgiverens 3 barer med henblik på at diskutere muligheder for at organisere de andre ansatte på arbejdspladserne og gøre krav på ordentlige forhold. Da arbejdsgiveren blev gjort opmærksom på vores kontakt med de andre ansatte, kom han hurtigt på krigsstien. Arbejdsgiveren annoncerede, at han ville tage del i mødet og lovede at afgive forklaring på, hvad der foregik med vores løn og skat. Den forklaring vi blev givet vedrørende vores ansættelse var dog fuldstændig usammenhængende og slet og ret forkert. Han havde ét formål med at deltage i mødet, og det var at igangsætte en skræmmekampagne, som skulle lukke munden på alle, der ville vove at sætte spørgsmålstegn ved arbejds- og lønforhold.

Vi fik at vide, at vi havde brudt en »tavshedspligt” i vores kontrakt, fordi vi havde kontaktet de ansatte i arbejdsgiverens andre virksomheder vedrørende vores skat og lønforhold. Juridisk set var det selvfølgelig ikke tilfældet; men det havde den ønskede effekt. Da jeg efterfølgende forsøgte at kontakte de andre ansatte, var mange nervøse for, hvorvidt de overhovedet måtte tale med mig af frygt for at miste deres job. Vi der havde taget initiativet blev ikke fyret, men med det samme taget af vagtplanen, – noget, som en 0-timers kontrakt effektivt legaliserer. 3F beretter om lignende historier, hvor ansatte, som har kørt en faglig sag mod deres arbejdsgiver, grundet manglende løn, pludselig ikke længere får tildelt vagter. Så ud over, at 0-timers kontrakter selvfølgelig er lig med vanvittigt usikre ansættelsesforhold, så er de også et redskab til nemt at afskedige ansatte, som organiserer sig og gør krav på deres rettigheder. Normalt ville opsigelse af ansatte, der starter en faglig sag, naturligvis udløse erstatningskrav; men med 0-timers kontrakter kan arbejdsgiveren bare undlade at give dem timer (og dermed løn), uden at gennemføre en formel fyring.

Selskaberne bag Det Hvide Lam er nu under tvangsopløsning, og grundet den manglende løndokumentation er det usikkert, hvorvidt vores manglende løn og feriepenge kan blive udbetalt af Lønmodtagernes Garantifond. Der er stadig en stor chance for, at vi vil stå tilbage med et uoverskueligt stort skattesmæk, når årsopgørelsen tikker ind.

Vi må organisere os

Unge, ufaglærte og uorganiserede arbejdere udgør en billig arbejdskrafts-guldgrube, som arbejdsgiverne ikke vil opgive uden kamp. Fagforeningernes historiske rolle har været at agere som et kamp- og organiseringsredskab, som et værktøj for at gøre arbejdernes kamp så effektiv som mulig. Den funktion er de senere år gledet i baggrunden, til fordel for mere forsikringsprægede opgaver og sagsbehandling indenfor det fagretslige system. Men det er umuligt for de faglige sekretærer at følge med. De bliver oversvømmet i sagsbehandling og juristeri. Det kan risikere at få medlemmer til at føle sig svigtet af deres fagforening. Særligt unge arbejdere har fagforeningerne store problemer med at rekruttere. Mine egne erfaringer taget i betragtning er dette måske ikke så mærkeligt.

Om noget har oplevelserne på Det Hvide Lam fungeret som en påmindelse om, at arbejdere kun kan regne med deres egen styrke. Det er ikke nok, at vi som unge arbejdere passivt melder os ind i fagforeningen. Vi må blive aktive og genfinde deres historiske rødder som reelle kamporganisationer.

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]