På overfladen ser det ud til, at pessimisterne har ret. I årevis er den ene nedskæring efter den anden blevet gennemført i Danmark uden, at det har medført større massebevægelser. Mere end 10 år efter den store økonomiske krise ramte har åben kamp mellem klasserne ikke indfundet sig i nævneværdigt omfang. Og det danske socialdemokrati klarer sig i øvrigt bedre end de fleste andre i Europa på trods af, at de har været med i front, når arbejderklassen har skullet angribes. Institutionerne er stærke. Status quo virker solidt. Er det os marxister, der er jubeloptimister?
På ingen måde. Alle med øjne i hovedet og et udsyn, der rækker bare en smule videre end Aftenshowet, har alene de seneste 12 måneder kunnet se fantastiske, kraftfulde og revolutionære bevægelser springe frem: I Frankrig, Iran, Sudan, Algeriet, Tunesien, Hong Kong, Chile (hvor hæren er sat ind i gaderne for første gang siden Pinochet), Haiti, Ecuador, Irak, Libanon og listen fortsætter.
Frekvensen af radikale massebevægelser og direkte opstande over hele kloden er ikke normal. For få år siden fulgte vi intensivt de få lande, der var grebet af Latinamerikas venstrebølge. Vi studerede dem indgående for at lære af dem. For der skete ikke meget andet. I dag springer der bevægelser op på hele kloden, og det er umuligt at følge med i dem alle samtidig med, at verdensøkonomien generelt er på vej i en ny krise.
Så til alle pessimisterne og de livstrætte ex-marxister, som er blevet desillusionerede over arbejderklassens passivitet: Vi føler med jer. Men forsøg at åbne jeres trætte øjne. Kapitalismen er et globalt system. Alle lande trækkes med i dets malstrøm. Intet land kan undvige dets konsekvenser og indbyggede modsætninger. Tro ikke på de nationalkonservative, når de siger, at Danmark er noget særligt. Det er et land som alle andre. Også i Danmark har arbejderklassen bøjet nakken i årtier og tilsyneladende accepteret den ene nedskæring efter den anden. Frustrationerne er ikke kommet til udtryk. Men de er ikke forsvundet. De er blevet akkumuleret.
Brexit, De gule veste og Chile bør være kraftige påmindelser: Tilfældigheder blev udløsere for enorme begivenheder. Et forsøg på at holde det konservative parti samlet blev katalysator for Brexit-eksplosionen. En miljøafgift gav anledning til de største og mest intensive gadekampe siden 1968 i Frankrig. Og i Chile, det mest stabile land i Latinamerika, betød få øres prisstigning på offentlig transport en opstand. Katalysatorerne har hver gang været tilfældigheder, der var umulige at forudsige. Men de underliggende modsætninger er de samme: Et økonomisk system, der ikke længere trækker samfundet fremad. Et mikroskopisk mindretal, der grådigt skovler usmagelig rigdom til sig, mens det store flertal gang på gang bliver bedt om at betale regningen. De samme modsætninger går igen i Danmark. Derfor kan vi vide os sikre på, at den politiske stabilitet i Danmark vil vende sig til sin modsætning. Som marxister og internationalister forsøger vi at lære af de internationale begivenheder. At drage de nødvendige konklusioner og forberede os på en ny epoke i klassekampen – også herhjemme. Og pessimisterne? De kan som sædvanligt ikke se skoven for bare træer. Men nu kan de ikke sige, at de ikke er advaret.
