MMT – Modern Monetary Theory – har skabt røre på venstrefløjen på det sidste, og bliver af sine støtter omtalt som svaret på alle vores økonomiske bekymringer. Men i stedet for trendy nye ideer, har vi brug for den klare, videnskabelige analyse af kapitalismen, som marxismen leverer, skriver Adam Booth.
”Praktiske mænd, som betragter sig selv som uden for enhver intellektuel indflydelse, er som regel slaver af en eller anden forældet økonom. Tosser med autoritet, som hører stemmer i luften, nedkoger deres raseri fra en eller anden akademikersnude fra et par år siden.”
– John Maynard Keynes
MMT (Moderne Pengeteori) er den sidste dille i venstrefløjskredse, den påståede mirakelkur mod de problemer en fremtidig Bernie Sanders – eller Jeremy Corbyn- regering sandsynligvis kommer til at stå over for.
MMT fremføres af fremtrædende personer i det Demokratiske Parti i USA, såsom Alexandria Ocasio-Cortez (AOC), og af folk som prøver at indynde sig hos Jeremy Corbyn og John McDonnell i England, og er det helt store emne på venstrefløjen. Og det er ikke svært at se hvorfor. For konceptet giver aktivister et let modsvar til kritikere på højrefløjen, som spørger, hvordan den radikale politik skal finansieres.
På den måde kunne MMT lige så godt stå for ”magic money tree”. Det er jo sådan set, hvad teorien lover: en måde at finansiere alt, hvad vi vil have, og mere til, uden at skulle bekymre os om besværet med beskatning eller – vigtigere endnu – klassekamp.
Tror du, at venstrefløjens liste af krav ikke er til at betale for? Tro om igen! Vil du have gratis sundhedspleje og uddannelse? Intet problem, vi trykker bare penge. Masseinvesteringer i grøn energi? Ingen grund til bekymring, vi åbner bare for statens haner. Byg en million almene boliger? Let – vi har MMT.
Men hvis sandheden skal frem, er navnet MMT misvisende. I virkeligheden er der ikke meget teori i den, og den er heller ikke specielt moderne. Som John Maynard Keynes engang bemærkede, er dem, som betragter sig selv som ”pragmatiske” og ”praktiske” ofte reelt set underlagt en eller anden forældet økonom – i dette tilfælde ingen andre end Keynes selv.
Konsensus bryder sammen
At der er opstået en stor debat om økonomiske alternativer til nedskæringspolitik bør ikke komme som en overraskelse for nogen. Efter et årti med krise og nedskæringer stiller arbejdere og unge med rette spørgsmål ved den neoliberale konsensus, som har holdt fast, på trods af den tilsyneladende evige ”Store Recession”.
Med en vækst der er gået i stå, stagnerende investeringer og en pengepolitik som har nået sine grænser, udfordrer selv mainstream kapitalistiske økonomer (som oftest keynesianister) kravet om balancerede budgetter. For med en fejlslagen nedskæringspolitik og en rente på 0 procent, hvilke andre våben har regeringen så tilbage i arsenalet?
Men for det borgerlige præstedømme, som forsvarer denne kapitalistiske tro, er al kritik af markedets almægtige ”usynlige hånd” helligbrøde. Det er grunden til den spærreild af angreb og fornærmelser, som bliver kastet mod alle alternativer, der bliver foreslået.
”MMT er kun passende i exceptionelle situationer” påstår John Llewellyn, en tidligere cheføkonom i OECD, ”når økonomier er langt fra fuld beskæftigelse, der er et synligt pres i retning af deflation og renterne har nået nulpunktet”.
Men problemet for Llywellyn og hans gruppe er, at disse ”exceptionelle” omstændigheder nu er den ”nye normal”. Den situation, han beskriver, lyder i høj grad som verdensøkonomiens tilstand det sidste årti eller længere.
Larry Summers, som var økonomisk rådgiver for Barack Obama og finansminister under Bill Clinton, har endda beskrevet økonomien som i en tilstand af langvarig stagnation. En stagnation med permanent dæmpet efterspørgsel og reduceret private investeringer, hvor ”rimelig almindelig vækst” kun kan fastholdes gennem ”extraordinær politik og finansielle omstændigheder”.
Summers argumenterer for, at denne situation har eksisteret ikke bare siden kollapset i 2008, men også i årtierne op til krisen. Verdens økonomiske motor er kun blevet holdt i gang takket være endeløse indskud af billig kredit og statslig stimulus. ”Undtagelsen” er således blevet den almindelige tilstand.
De som kritiserer MMT fra højre, står derfor tydeligvis ikke i en særlig stærk position til at gøre det. Den Nobelprisvindende økonom Paul Krugman indrømmede i en tale i London School of Economics efter kollapset i 2008: ”Det meste arbejde inden for makroøkonomi i de sidste 30 år har i bedste fald været værdiløst, og i værste fald direkte skadeligt.”
Uheldigvis for MMT gør en fejl mere ikke den første rigtig. Og det er socialisters pligt at levere en ærlig vurdering af de idéer, der bliver fremført, for at vise vejen frem for arbejderbevægelsen.
Hvad er MMT?
Først og fremmest skal det bemærkes, at det er en udfordring af definere MMT. Der findes næsten lige så mange udgaver af denne eklektiske teori, som den har følgere.
De interessante for os her, er dem, som fremfører MMT fra et efter sigende venstreorienteret perspektiv. De inkluderer blandt andre: Stephanie Kelton, økonomisk seniorrådgiver for Bernie Sanders; Bill Mitchell, en højrøstet MMT-fortaler, som har formået at skaffe et publikum blandt venstreorienterede parlamentsmedlemmer i Storbritannien og Richard Murphy, en fremtrædende skatteforkæmper og politisk økonom i England.
For at aflede kritik forsøger MMT’s engagerede hær af følgere at snyde deres modstandere med en række forvridninger og mentale kolbøtter. Traditionelle økonomiske ideer vendes på vrangen og på hovedet, og forvirrer dem der kigger som en optisk illusion fra et Escher-maleri. Som The Economist tørt bemærkede:
”At tale med MMT’s følgere er nogle gange som at se en fodboldkamp med venner, som insisterer på, at bolden ligger stille, mens alle andre dele af spillet, inklusiv banen og målene, bevæger sig rundt om den.”
Faktisk siger MMT’s egne støtter, at den ikke så meget er en teori som en ”beskrivelse af, hvordan pengesystemet fungerer”, en analytisk ”linse”, som kan hjælpe os med at se den eksisterende økonomiske virkelighed.
Hvis vi ser bort fra, at en teori, i den videnskabelige forstand, lige præcis er en analytisk forklaring på virkeligheden, hvad er det så, MMT tilbyder? Hvilket efter sigende radikalt nyt perspektiv leverer dette ”massive paradigmeskifte”?
Grundlæggende påstår MMT at:
1. En regering, som udsteder sin egen uafhængige møntfod, kan aldrig løbe tør for penge, eftersom den altid kan vælge at betale enhver gæld ved at skabe flere penge.
2. Inflation vil ikke træde i kraft, hvis sådan en regering bruger overdådigt og kører med underskud på budgettet, så længe der er ledig produktionskapacitet i økonomien.
3. Skatter finansierer ikke offentligt forbrug. Derfor behøver regeringer ikke først beskatte, for at bruge pengene bagefter. Den faktisk proces (bliver vi fortalt) er den modsatte – stater bruger penge på goder og services, og justerer så skatteprocenten for at administrere økonomien.
Selv om denne ”beskrivelse” af økonomien ikke eksplicit fører til nogen lovgivningsmæssige konklusioner, har nogle på venstrefløjen ikke overraskende kastet sig over MMT på grund af det, den nødvendigvis indebærer: at regeringer ikke behøver bekymre sig om at balancere budgettet, og let kan finde penge til at betale alle regninger.
Det er sågar blevet sagt rent ud af førende MMT-fortalere. Da Stephanie Kelton for eksempel stillede sine følgere på Twitter spørgsmålet ”Har vi råd til en Green New Deal?” svarede hun: ”Ja. Den føderale regering har råd til at købe alt, hvad der er til salg, i dens egen møntfod.”
Andetsteds har Richard Murphy udtalt: ”Det MMT betyder, er at der ikke er noget krav som sådan om at balancere statsbudgettet. Ja det er ikke bare ulogisk, men fuldstændigt økonomisk forkvaklet at gøre det.”
På trods af at være den selverklærede forfatter til ”Corbynomics” og kilden til krav såsom ”folkets kvantitative lempelser” og Englands udgave af the Green New Deal, er Murphy blevet holdt i strakt arm af Labour-ledelsen, som kategorisk har afvist MMT og den politik, den foreskriver.
Hvad er penge?
Roden til MMT’s problemer ligger i dens (mis)forståelse af, hvad penge er, og hvilken rolle penge spiller i kapitalismen.
MMT’ere tilslutter sig en monetær teori kaldet ”chartalisme”. Udtrykket kommer fra en tysk økonom ved navn Georg Friedrich Knapp, som fremførte en teori kaldet ”den statslige pengeteori”.
Kort fortalt påstod Knapp, at penge kommer fra staten og dens pålægning af skatter på befolkningen. Ifølge chartalister skaber staten penge, og skaber derefter en efterspørgsel på pengene ved at insistere på brugen af penge som et ”betalingsmiddel”.
Men for virkelig at forstå penges natur, er vi nødt til at kigge til en anden tysk økonom fra det nittende århundrede: Karl Marx.
I Kapitalen bemærker Marx, at ”pengenes gåde er blot varernes gåde”. Med andre ord, hvis vi vil forstå pengenes rolle i samfundet, må vi først forstå dens faktiske kilde, som er vareproduktion og -udveksling.
Marx forklarede, at pengenes historie er tæt forbundet med fremkomsten af varen: goder og services som ikke produceres til individuelt forbrug, men for at blive udvekslet. Alle varer, viste Marx, har en handelsværdi. Det er et forhold – en proportion – mellem varer, som er et udtryk for, hvor meget af et produkt der (i gennemsnit) kan handles til gengæld for et andet produkt.
Marx byggede på ideerne fra hans forgængere, såsom David Ricardo, og beskrev, hvordan en vares værdi er afhængig af den mængde arbejde, som er legemliggjort i den. Dette arbejde består både af det ”døde arbejde” som ligger i råvarer, værktøjer osv., der er påkrævet i produktionen og det ”levende arbejde”, som er tilført i produktionen af arbejderen.
Marx kaldte dette samlede arbejde den ”socialt nødvendige arbejdstid”: den mængde tid, som er krævet for at producere en given vare, baseret på det teknologiske og industrielle niveau etc. i et samfund.
Med dette i tankerne forklarede Marx i hans Bidrag til kritik af den politiske økonomi, hvordan penge har flere funktioner:
Som en regnskabsenhed, eller et mål af værdi. I pengetermer repræsenteres dette af priser.
Som et middel til udveksling. I denne rolle bryder pengene cirkulationen af varer op i to separate handlinger: en salgshandling (V-P, en vare byttet for penge) og en købshandling (P-V, penge byttet for en anden vare).
Som en måde at lagre værdi på, og på den måde lade akkumuleret rigdom blive fastholdt over tid.
Som et betalingsmiddel, der gør det muligt at afvikle gæld (denomineret i en bestemt valuta) og betale skatter.
Penge spiller altså en række roller. Men frem for alt er penge en repræsentation af værdi: det ultimative udtryk for generaliseringen af værdiloven, den logiske konklusion på udviklingen af vareproduktion og -udveksling, som kræver en universel målestok – et standardmål – som alle andre varers værdi kan udtrykkes i forhold til.
Og alligevel tilbyder chartalisme (altså MMT) ikke nogen analyse af værdi eller af vareproduktion eller -udveksling. Derfor misser den essensen af kapitalismen og af penges rolle deri.
Penge er historisk set ikke opstået ud af en plan, men som følge af udviklingen af vareproduktion og -udvekslingen. De begynder primært som en ”pengevare” såsom ædelmetaller, som har en værdi i sig selv, men udvikles senere til blot at være et symbol på værdi. Det er klart i dag, hvor penge ikke hovedsageligt er mønter, men kontanter og kredit, papir og tal.
Det er vigtigt i denne sammenhæng, at Marx lagde vægt på, at vi må forstå penge som en social relation. Penge i sig selv er ikke rigdom, men er retten til en portion af den samlede sociale rigdom der bliver skabt i produktionen – i sidste ende af arbejderklassens arbejde.
Penge og staten
Så chartalisterne og MMT’erne har ret, når de siger, at staten kan skabe penge. Men staten kan ikke garantere, at pengene har nogen værdi. Uden en produktiv økonomi i ryggen er penge meningsløse.
Penge er også en repræsentation af værdi. Og ægte værdi skabes i produktionen som følge af brugen af socialt nødvendig arbejdstid. De penge en stat skaber, har derfor kun værdi for så vidt, at de afspejler den værdi, der er i cirkulation i økonomien i form af produktion og udveksling af varer.
Som Marx bemærkede, må summen af værdierne i cirkulation i sidste ende være lig med prisen på disse varer. Når det ikke er tilfældet, er det en opskrift på inflation og ustabilitet.
Staten kan selvfølgelig bestemme hvilken måleenhed den bruger, når den skal bestemme værdien i dens økonomi, på samme måde som amerikanerne valgte at måle længde i fod, mens europæerne valgte meter. Men uanset om vi vælger fod eller meter, ændrer det ikke på den objektive højde på genstande i den rigtige verden. Heller ej hvis man laver flere linealer og målebånd.
På samme måde bliver et samfund ikke rigere af at forestille sig det, ved at trykke penge eller på andre måder. Som David Graeber forklarer i hans bog Debt: the first 5.000 years, med reference til John Locke, en filosof fra det 17. århundrede, og hans teorier om penge:
”Locke insisterede på, at det er lige så umuligt at producere et stykke sølv ved at give det navnet ‘shilling’, som det er at gøre en mand højere ved at erklære, at der nu går 15 tommer på en fod.”
Under alle omstændigheder tager Knapp og hans følgere fejl, når de siger, at staten skaber efterspørgslen efter penge. Under kapitalisme er langt størstedelen af penge – 97 procent af alle penge i økonomien – ikke skabt af stater, men af private banker, i form af bankindskud, som kampagnen Positive Money har fremhævet.
Disse penge skabes som følge af efterspørgsel fra forbrugere og investorer, som kredit og lån. Når denne efterspørgsel løber ud, sker det samme for efterspørgslen efter penge.
Så staten kan skabe penge, men den kan ikke sikre, at pengene bliver brugt. De enorme programmer med kvantitative lempelser, som er blevet implementeret på tværs af den avancerede kapitalistiske verden siden 2008-kollapset, er et godt billede på dette.
Billioner er blevet pumpet ud i økonomien af centralbanker i det sidste årti, og hvad er resultatet? Erhversinvesteringer og BNP-væksten forbliver nedtrykt. Og alligevel bobler og syder priserne på aktiver – på aktiemarkedet, ejendomsmarkedet, på guld og kryptovaluta og endda kunst og fine vine – som en flaske nyåbnet champagne. Kort sagt går det glimrende for spekulanterne, mens almindelige mennesker kæmper for at få enderne til at mødes.
For at opsummere er det ikke staten, der skaber efterspørgsel efter penge, men den kapitalistiske produktions behov. Og denne produktion er i sidste ende drevet af profit. Forretninger investerer, producerer og sælger for at skabe profit. Hvis kapitalisterne ikke kan få profit, så producerer de ikke. Så enkelt er det.
Og alligevel har chartalisme – og derfor også MMT – ikke noget at sige om profit, kapitalismens motor. Derfor kan den ikke forklare økonomiens virkelige dynamik under kapitalismen.
Ingen uafhængighed under kapitalisme
I bedste fald virker det til, at de ”revolutionære” grundsætninger bare er tautologiske, åbenlyse floskler. I værste fald er de en gentagelse af ukorrekte ideer, som har vist sig forkerte i praksis.
Tag for eksempel det første punkt, der blev beskrevet tidligere, og som er et nøglekoncept i MMT: stater, som har deres egne ”uafhængige” papirpenge, kan ikke gå fallit.
I en vis forstand er det rigtigt. En regering i et land som USA eller UK – hvor møntfoden ikke er bundet op på noget, og hvor centralbanken kan øge pengemængden – kan altid vælge at trykke penge for at betale sin gæld eller finansiere et budgetunderskud.
Men først er vi nødt til at spørge, hvor i verden findes der en stat og dens møntfod, som i sandhed er ”uafhængige” og har suverænitet? Hele eurozonen ryger straks ud ad vinduet, eftersom det er ECB (Den Europæiske Centralbank), som bestemmer.
Ligeledes med de eks-koloniale (”udviklings-”) lande, som er viklet ind i gæld til de store imperialistiske magter – gæld, der som oftest er opgjort i amerikanske dollars. Der er tydeligvis ingen suverænitet der, heller.
Og selv i et land som UK er den monetære uafhængighed en illusion. Ja, Bank of England kan sætte renten, trykke penge og låne til staten i sin egen møntfod – pounds sterling. Men hvis en radikal venstrefløjsregering kom til og begyndte at misbruge denne magt ved at køre med et stort budgetunderskud, drevet af en løs pengepolitik, for at udføre store offentlige programmer, ville det hurtigt ryste markedernes tillid.
Inden for kapitalismens grænser ville det føre til en økonomisk katastrofe. De rige ville flytte deres penge ud ad landet, kapitalisterne ville gennemføre en kapitalstrejke, og regeringen ville blive tvunget til at øge renterne for at tiltrække investorer. Møntfoden ville hurtigt blive betragtet som værdiløs, hvilket ville føre til løbsk inflation – inflation som ville ramme arbejderne hårdest i takt med, at reallønnen blev eroderet af stigende priser.
Dette er ikke blot formodninger, det er et historisk faktum. I 1976 stod datidens Labour-parti præcist over for denne problemstilling.
Harold Wilsons Labour var kommet til magten i 1974 midt i en verdenskrise i kapitalismen, med en økonomi i stagflation (samtidig økonomisk stagnation og høj inflation) som følge af årtier med fejlslagen keynesianistisk politik. Wilsons opfordringer til nedskæringer blev afvist af Labours venstrefløj, og premierministeren måtte trække sig.
Wilson blev erstattet af James Callaghan. Den nye premierminister var bekymret for et stormløb på pundet og så sig nødsaget til at gå med hatten i hånden til IMF (International Monetary Fund) og bede om en hjælpepakke på 3,9 milliarder dollars – det største lån IMF dengang nogensinde var blevet bedt om.
Fondens lån kom selvfølgelig med en række forpligtigelser. Og på den måde stod Labour, efter at have vundet valget i 1974 på løfter om at nationalisere de største 25 monopoler, i den situation, at de førte nedskæringspolitik dikteret af IMF.
Det samme kunne ske i dag, selv i et land som USA. I sidste ende udspringer dollarens evne til at fungere som verdens møntfod af USA’s relativt hegemoniske imperialistiske position. Den position kommer fra den amerikanske imperialismes styrke og stabilitet.
Det er kun af den grund, at dollaren betragtes som ”så god som guld” af internationale investorer. Hvis der blev sat spørgsmålstegn ved USA’s ”stærke og stabile” økonomi af de finansielle markeder, så kunne dollaren også hurtigt falde.
”Der er ingen garanti for, at dollarens dominans vil vare for evigt,” skrev The Economist for nylig, i en kommentar til dollarens tilsyneladende styrke i forhold til opfordringer til større statsligt forbrug.
”Da pundet mistede sin forrang i 1930’erne”, skriver det liberale magasin, ”Stod Storbritannien, med et gæld-til-BNP-forhold på over 150 procent over for en pengekrise”. Og der er ingen grund til, at historien ikke kan gentage sig i forhold til amerikansk imperialisme og dollaren.
Kort sagt, kan der ikke eksistere økonomisk, finansiel eller monetær ”uafhængighed” for noget land under kapitalismen. Kapitalismen i dag er i sandhed et globalt system baseret på et fuldstændigt integreret verdensmarked og de store imperialistiske magter og multinationale monopolers dominans.
Kun ved at bryde med dette system – gennem den socialistiske transformation af vores samfund internationalt – kan vi faktisk være uafhængige og frie til at føre den økonomiske politik, vores samfund har brug for.
Ingen gratis frokost
Selv hvis vi accepterer MMT’s påstande om, at visse lande er monetært ”uafhængige” og frit kan trykke penge, betyder det så virkeligt, at der ikke er nogen finansielle barrierer i vejen for en venstrefløjsregering?
MMT’erne fremhæver selv, korrekt, at der er en grænse for enhver stats evne til at skabe og bruge penge – en grænse, som der vil være konsekvenser af at overtræde, i form af inflation. Denne grænse er den økonomiens produktive kapacitet: de økonomiske ressourcer der er tilgængelige for et land i form af dets industri, infrastruktur, uddannelse, befolkning og så videre.
Hvis en stats forbrug skubber efterspørgslen op over, hvad der kan leveres, så vil markedskræfter skubbe priserne op generelt, altså skabe inflation. Det er alt sammen rigtigt nok.
Hvis det punkt nås, fortsætter MMT’s tilhængere, er det regeringens job at stoppe økonomien fra at “overophede” ved at reducere efterspørgslen. Dette, påstår de, er skatternes rolle – at suge penge (skabt af regeringen) ud af økonomien, ligesom kontrolstængerne i en atomreaktor, der absorberer neutroner og forhindrer en kædereaktion, der løber løbsk.
Men staten skaber ikke bare penge for så at beskatte for at kontrollere efterspørgslen. Penge kan skabes ud af den tomme luft, men værdi og efterspørgsel kan ikke. Værdi skabes i produktionen, og denne bliver så omfordelt gennem skatter. Og effektiv efterspørgsel afgøres under kapitalismen af produktionens profitabilitet og markedets grænser.
Der er ingen gratis frokost under kapitalismen. Staten kan trykke penge, men den kan ikke trykke lærere og skoler, læger og hospitaler eller ingeniører og fabrikker.
Hvis disse ting ikke leveres af den private sektor, kan staten selvfølgelig træde ind og levere dem direkte gennem den offentlige sektor. Men den logiske konklusion af dette er ikke at skabe flere penge, men at tage produktionen ud af markedet ved at nationalisere økonomiens nøgleområder som en del af en rationel, demokratisk, socialistisk plan.
Så længe økonomien forbliver domineret af store virksomheder og private monopoler, vil alle de penge, der bliver pumpet ind i systemet, i sidste ende gå til at betale for varer – mad og husly osv. – som produceres af kapitalisterne. Med andre ord vil pengene ende i hænderne på profitsøgende parasitter.
Venstrefløjens mål bør derfor ikke være at forstærke pengesystemet, men at ophæve det. At implementere MMT’s politiske konklusioner kan meget vel føre til, at man udsletter værdien af en møntfod, men den vil ikke gøre op med penges kraft. Det kan kun gøres ved at opløse det system af vareproduktion og -udveksling, som pengene historisk set er vokset ud af.
Det betyder, at man må takle det kapitalistiske systems rødder: privat ejerskab og produktion for profit. Kun gennem fælles ejerskab af produktionsmidlerne og implementering af en socialistisk økonomisk plan kan vi opfylde samfundets behov. Vi kan ikke trykke os til socialisme.
Kapitalisme og klasse
I stedet for at trykke penge og bureaukratisk administrere økonomisk efterspørgsel bør socialister kræve økonomisk planlægning. Men du kan ikke planlægge det, du ikke kontrollerer. Og du kan ikke kontrollere det, du ikke ejer.
Men MMT undgår nøglespørgsmålet om økonomisk ejerskab. Faktisk undgår den mere eller mindre spørgsmålet om kapitalistisk produktion og de økonomiske love, som styrer den i det hele taget. Den er jo, indrømmer den selv, ikke rigtigt en analyse af det kapitalistiske system, men en beskrivelse af forholdet mellem statens forbrug, skatter og pengemængden.
Fordi den skøjter hen over disse spørgsmål, formår MMT ikke at anerkende vores økonomis fundamentale virkelighed: at det ikke bare er tal på en skærm eller ligninger på en tavle, men levende kød og blod, med kvinder og mænd som prøver at leve deres liv og sætte mad på bordet.
Ligesom keynesianismen virker MMT’s økonomiske analyse fuldstændig blottet for spørgsmålet om klasse og det faktum, at vi lever i et klassesamfund, bestående af modstridende økonomiske interesser: dem der tilhører udbytterne, og de udbyttede.
Når MMT for eksempel snakker om staten, hvilken stat refereres der så til? Som Marx bemærkede i Det Kommunistiske Manifest, så er ”den moderne statsmagt kun et udvalg, der varetager borgerskabets fællesanliggender” under kapitalismen.
Hvis vi vil have en stat, der driver økonomien, så den kommer almindelige mennesker til gode, så har vi brug for en arbejderstat. Men hvor i MMT findes den organiserede arbejderklasses rolle i at drive og administrere samfundet?
Lenin bemærkede engang, at kapitalismen, stik modsat af at være et demokrati, repræsenterer ”bankernes diktatur”. Men i stedet for at vælte dette diktatur, taler MMT for at skifte det ud med et andet: den ene banks diktatur – centralbanken.
I MMT’ernes fremtidsvision, hvem skulle så stå i spidsen for denne almægtige centralbank – arbejderklassen eller kapitalistklassen? Det samme gælder de store monopoler, som dominerer økonomien under kapitalismen. Skal de forbliver på private hænder og producere for profit?
En nationalbank, som dirigerer samfundets ressourcer rundt i økonomien, ville uden tvivl være et vigtigt element i en socialistisk produktionsplan. Men i denne opsætning ville sådan en bank være under arbejderklassens kontrol. Er det dét som MMT’s fortalere forestiller sig?
MMT’ere siger, at deres teori ”giver os kraften til at forestille os ægte transformativ politik”. Men i sidste ende foreslår de ikke at udfordre kapitalistklassens magt fundamentalt, ej heller at ændre de nuværende økonomiske relationer eller den fejlslagne dynamik, der opstår af dem. Privat ejendom forbliver for dem ukrænkeligt. Markedets anarki er uberørt.
Frem for at ”arbejderklassen overtager produktionsmidlerne”, udtaler den prominente MMT-teoretiker Bill Mitchell, at ”arbejderklassen skal tage kontrol med midlerne til at producere penge” (hans fremhævning). Richard Murphy går et skridt længere, og forsikrer sine kritikere på højrefløjen om, at MMT ”ingen planer har om at feje den private sektor af banen.”
Ligesom deres keynesianistiske forgængere er MMT’ernes strategi altså at redde og lappe på det kapitalistiske system, i stedet for at vælte det.
The New Deal
Det, MMT foreslår, er altså intet andet end den gamle keynesianistiske økonomi med håndtering af efterspørgslen. Men den slags keynesianisme er blevet prøvet før – og viste sig utilstrækkelig.
Dette forsøg på at administrere økonomien fra toppen ned var på mode på i de avancerede kapitalistiske lande op gennem 1960’erne og 1970’erne til det punkt, hvor dens inflationære politik førte til en global kapitalistisk overproduktionskrise, stagflation og kollapset af Bretton Woods-systemet som havde understøttet efterkrigsopsvinget.
I dag er opfordringer til en Green New Deal (GND) blevet populært på venstrefløjen, med fortalere som AOC i USA og venstrefløjsaktivister i Labour i UK. Et nøgleelement i GND-forslagene, som er blevet fremført på begge sider af Atlanten, er idéen om en ”jobgaranti”: at give mindstelønsjobs i den offentlige sektor til alle arbejdsløse.
Venstrefløjs-MMT’er argumenterer for, at regeringer på denne måde kan fastholde et ”passende” niveau af efterspørgsel i økonomien. At opretholde fuld beskæftigelse bliver det primære mål. I takt med at kapitalismens ”reservearme af arbejdere” (som Marx beskrev de arbejdsløse) udvider og trækker sig sammen, gør statens egen arbejdsarmé det samme for at kompensere.
Det er selvfølgelig designet til at efterligne den oprindelige New Deal: Præsident Roosevelts program for offentligt arbejde, som det var meningen skulle stimulere amerikansk økonomisk vækst under den store depression.
Keynes’ ideer havde tydeligvis haft en indflydelse i udformningen af the New Deal. Den engelske økonom foreslog endda i hans General Theory, at staten kunne øge efterspørgslen ved at grave penge ned og lade arbejdere grave dem op igen.
”Der behøver ikke længere være arbejdsløshed”, skrev Keynes. ”Det ville jo være mere fornuftigt at bygge huse og den slags”, fortsatte han, ”men hvis der er politiske og praktiske udfordringer med det, ville det ovenstående være bedre end ingenting.”
Det eneste problem, som fortalerne for en ”jobgaranti” ikke nævner, er, at the New Deal ikke virkede. Nedturen fortsatte længe efter, at den blev implementeret (faktisk blev den værre med protektionistisk politik som skadede landets handelspartnere). Arbejdsløsheden steg endda. Kun med starten på anden verdenskrig og indrulleringen af arbejderne i hæren og våbenindustrien begyndte arbejdsløsheden at falde.
Keynes selv måtte indrømme sit nederlag: ”Det virker til, at det er politisk umuligt for et kapitalistisk demokrati at organisere udgifter på den skala, der skal til, for at udføre de store eksperimenter, som ville bevise min sag – undtagen i krigstid.”
Det samme kan ses i Kina i dag, hvor det største keynesianistiske byggeprogram nogensinde er blevet gennemført i det sidste årti, i et forsøg på at undslippe konsekvenserne af den internationale kapitalistiske krise. Men resultaterne har været en massiv stigning i offentlig gæld på den ene side, og den groteske modsætning med spøgelsesbyer og en stor boligkrise på den anden side.
Det er en logiske konklusion på keynesianistiske forsøg på bureaukratisk at administrere en kapitalistisk, profit-dreven økonomi. Der er ingen grund til at tro, at en New Deal ville gå bedre i dag i USA, Storbritannien eller noget andet sted.
Og så er vi nået tilbage til udgangspunktet, og spørger os selv, hvad MMT faktisk har at tilbyde.
Marxisme mod keynesianisme
Men MMT’er afskrækkes ikke af lignende økonomiske teoriers historiske nederlag. Som MMT-fortaler Richard Murphy påpeger i Financial Times, hvorfor skulle vi bekymre os om at skubbe økonomien ud over dens produktive begrænsninger, når ”ingen økonomi har fungeret ’normalt’ i mere end et årti”.
Det er rigtigt, at selv under et økonomisk ”opsving”, fungerer den feberramte globale økonomi langt under sin produktive kapacitet, og kan kun halte afsted takket være en ultraløs pengepolitik og en overflod af billig kredit.
‘Overkapacitet’ er blevet et kendetegnende symptom på et system, som har levet langt ud over sin gavnlighed. Selv på sin højde kan kapitalismen kun succesfuldt udnytte omkring 80-90 procent af sin produktive kapacitet (se nedenfor). Det falder til 70 procent eller mindre i nedgangstider. I tidligere recessioner er tallet faldet så langt som til 40-50 procent.
Kilde: tradingeconomics.com
I hele verden i dag ligger store dele af økonomien stille. Markederne er mættede med stål og smartphones. Og millioner af arbejdere forbliver arbejdsløse eller underbeskæftigede.
Men det spørgsmål hverken MMT’s fortalere eller dets mere traditionelle keynesianske modstandere stiller er – hvordan er vi endt i denne situation i første omgang?
”Brugen af MMT svarer til at pumpe luft i et fladt dæk”, bemærker Larry Elliot, økonomiredaktør på The Guardian. ”Når det er fuldt pumpet op, er der ingen grund til at blive ved med at pumpe”. Men hvad er årsagen til, at dækket i første omgang punkterede?
Hvorfor investerer virksomhederne ikke? Hvorfor bliver vores fulde produktive kapacitet ikke udnyttet? Hvorfor ser vi en permanent ”arbejds-reservearme”? Hvorfor er staten nødt til at træde ind for at ”stimulere efterspørgslen”? Kort sagt, hvorfor er verdensøkonomien i en ”permanent nedtur”?
Det har MMT’erne og keynesianisterne ikke noget svar på. Keynesianisterne siger bare, at ”overkapacitet” er resultatet af en mangel på effektiv efterspørgsel. Virksomhederne investerer ikke, fordi der ikke er nok efterspørgsel på de produkter, de producerer. Men hvorfor?
Hvordan har økonomien sat sig fast i denne onde spiral med lav investering, arbejdsløshed og stagnerende efterspørgsel? Og hvorfor er denne cyklus af optur og nedtur (i disse dage mest nedtur) et evigt karaktertræk ved kapitalismen?
Den bedste forklaring Keynes havde, var at henvise til kapitalismens dyriske instinkter. Han mente, at kapitalisterne simpelthen blev drevet af ”erhvervslivets tillid”. Men det er ikke andet end filosofisk idealisme.
Tillid under kapitalisme har en materialistisk base: produktionens profitabilitet. Hvis der er profit at hente, så vil kapitalisterne være fulde af selvtillid og de vil investere. Hvis ikke, så vil pessimisme og økonomisk nedtur tage over.
I modsætning hertil leverer marxismen en klar, videnskabelig analyse af det kapitalistiske system, dets relationer og love, og hvorfor de af deres natur vil føre til kriser. Der er, i den endelige analyse, tale om overproduktionskriser. Økonomien kollapser ikke bare på grund af et fald i efterspørgsel (eller tillid), men fordi de produktive kræfter kommer i konflikt med markedets snævre grænser.
Produktion under kapitalisme er for profit. Men for at tjene en profit, skal kapitalisterne kunne sælge de varer, de producerer.
Men profit bliver samtidig approprieret af kapitalisterne fra arbejderklassens ubetalte løn. Arbejderne er nødt til at producere mere værdi, end de får tilbage i form af lønninger. Forskellen er merværdien, som kapitalisterne fordeler mellem sig i form af profit, husleje og renter.
Selvfølgelig kan systemet overvinde disse begrænsninger gennem geninvestering af merværdien i nye produktionsmidler, eller ved at bruge kredit til kunstigt at udvide markedet. Men det er kun midlertidige tiltag, som med Marx’ ord ”baner vejen for større og mere destruktive kriser” i fremtiden.
Krakket i 2008 var kulminationen på sådan en proces – et klimaks som var blevet udsat i årtier på baggrund af både keynesianistisk politik og et kreditboom. Men nu har krisen ramt, og hverken keynesianisterne, MMT’erne eller nogen andre undtagen marxisterne kan forklare hvorfor.
I bedste fald kan keynesianismen og MMT give lindrende medicin til en kronisk sygdom. Men ingen af dem kan give en korrekt diagnose på sygdommen, eller levere en ægte kur.
Pointen er at ændre den
MMT’er håber, at deres banebrydende nye udsyn kan frigøre venstrefløjen, arbejderbevægelsen og således samfundet ved at give os de argumenter og analytiske værktøjer, vi skal bruge til at bryde med den neoliberale konsensus, kræve det umulige og opnå vores drømme.
Men ægte frihed kan ikke vindes ved, at vi forestiller os, at vi er fri af kapitalismens love. Ægte frigørelse kommer derimod netop af at forstå disse økonomiske love – og organisere os for at erstatte dem med nye love, baseret på socialistisk planlægning og arbejderkontrol.
Fortalerne for MMT derimod virker ikke interesserede i at forstå økonomien videnskabeligt. De forestiller sig, at staten kan diktere markedet. Men under kapitalismen er det markedet – og markedets love – som dikterer staterne.
Et kig på de erfaringer som François Mitterrands regering i Frankrig gjorde sig, lærer os en vigtig lektie. Mitterand blev valgt ind i 1981 på et venstreorienteret keynesianistisk program med løfter om nationaliseringer, en stigning i mindstelønnen og en 39-timers arbejdsuge.
Men efter bare to år, med udsigt til kapitalflugt og et fald i fransk industris konkurrencedygtighed, var præsidenten nødt til at påbegynde en tournant de la rigueur (et skift mod nedskæringspolitik) for at bekæmpe inflation og genoprette tilliden på markederne. Alt dette gik for sig, mens Frankrig efter sigende var en ”suveræn” nation.
Det er ikke et skræmmebillede at tale om økonomisk kollaps, hyperinflation, kapitalflugt, varemangel og sabotage: det er den grimme virkelighed, som arbejderne i Venezuela står over for lige nu, som følge af kortsigtede økonomiske politikker, som har en slående lighed med dem, som førende personer i MMT-verdenen foreslår.
Sådanne damer og herrer er måske fulde af gode intentioner. Men som ordsproget siger, er vejen til helvede brolagt med sådanne velmenende intentioner.
Som Paul Krugman bemærkede i forhold til mainstream makroøkonomiske ideer, er MMT ikke bare forkert men skadelig – skadelig fordi den giver illusioner, og baner vejen for katastrofe og skuffelse.
Derfor må vi råbe højt som den lille dreng i H. C. Andersens eventyr – kejseren har intet tøj på! Vi er forpligtet til at give en advarsel til arbejdere og unge: tro ikke på dem, som prøver at prakke dig deres slangeolie på. Det er ikke tid til charlataner og slangeoliesælgeres snu charme.
Vi kritiserer ikke MMT fra den samme position som kapitalismens apologeter. Nej, vores kritik kommer fra et marxistisk perspektiv – fra et synspunkt om, hvad der er godt for verdens arbejderklasse, hvad der skal til for at ophæve kapitalismen og frigøre menneskeligheden.
Venstrefløjen og arbejderbevægelsen bliver ikke frigjort ved skødesløst at kaste ortodoksiens kæder af os, men ved at udarbejde en korrekt, videnskabelig analyse af økonomien. Kun sådan kan vi vælte det faldefærdige kapitalistiske system og erstatte det med en socialistisk produktionsplan.
Det var den opgave, som Karl Marx tog på sig med sine økonomiske værker – specielt hans hovedværk Kapitalen. For at ændre verden, må man først forstå den.
