Image by Joenomias Menno de Jong from PixabayDen nye socialdemokratiske regering har annonceret, at mere end 4.000 almene boliger vil blive nedrevet eller privatiseret. Planen er blot det seneste skridt i en racistisk krig der føres af politikere og boligspekulanter imod indvandrere, arbejdere og fattige, der presses ud af byerne.
Transport- og boligministeriet annoncerede den 10. september, at en plan om at privatisere eller nedrive 4.000 almene familieboliger i de såkaldte ghettoer er blevet vedtaget. Planen er et nyt skridt i at realisere ghettopakken kaldet ”Ét Danmark uden parallelsamfund – ingen ghettoer i 2030”, der i marts tidligere i år blev vedtaget af V, LA, K, S, SF, DF og RV.
Racistisk klapjagt på fattige og indvandrere
Ifølge aftalen kan myndighederne straffe forældre økonomisk, hvis deres børn har for meget fravær fra skolen, og børn skal i løbet af 0. klasse bestå ikke mindre end tre(!) danskprøver for at fortsætte til de højere klasser. Hvordan sådan en prøve i praksis skal foretages blandt børn der knap nok kan læse og skrive bliver et mysterium i sig selv, men uanset hvordan myndighederne beslutter sig for at teste børnene, så vil det kun bidrage til, at mange børn fra en helt tidlig alder vil opleve et ubehageligt pres, som næppe vil skabe entusiasme for uddannelsesvæsnet.
Det er derudover blevet obligatorisk for forældre i de såkaldte ghettoområder at sende deres børn i daginstitutioner fra etårsalderen, og hvis dette ikke sker, bliver børneydelsen trukket. Samtidig med dette tiltag har regeringen vedtaget et loft på 30 procent for hvor mange børn i en daginstitution, der må komme fra områder, der inden for de seneste tre år har været på ghettolisten. Resultatet af de to tiltag tilsammen vil derfor være, at børn fra områder på ghettolisten vil blive send langt ud i kommunens afkroge, i daginstitutioner der ligger langt fra børnene og forældrenes bopæl, hvilket unægtelig vil være til gene for både forældrene og deres børn.
Folk der modtager integrationsydelse (hvilket hovedsageligt er indvandrere) skal i fremtiden ydermere ikke kunne flytte til de af staten stemplede ”hårdeste ghettoområder”. Men ikke kun indvandrere skal i fremtiden forhindres i at bo i de omtalte områder. Generelt er fattige og arbejdere på listen over uønskede. Kommunerne må fremadrettet ikke længere anvise boligsøgende til et såkaldt udsat boligområde, hvis et medlem af husstanden i mindst et halvt år har modtaget enten integrationsydelse, uddannelseshjælp, kontakthjælp, førtidspension, arbejdsløshedsdagpenge eller sygedagpenge.
Ghettoplanen for de af staten udnævnte ghettoområder er intet mindet end et frontalangreb på de fattigste og nederste lag af arbejderklassen, der ofte udgøres af folk med udenlandsk baggrund.
Nedværdigelse af indvandrere generelt, og af muslimer i særdeleshed, i de offentlige medier, på arbejdsmarkedet og på boligmarkedet har efterladt denne gruppe med en lavere levestandard og med færre muligheder. I byerne har boligspekulanter skubbet lejepriserne i vejret, og ifølge Danmark Statistik steg den gennemsnitlige lejepris fra 2007-2017 med 30%. Fattige og arbejdere bliver som konsekvens trængt ud af byerne. De almene boliger er derfor for mange familier den eneste mulige bolig, hvis man skal kunne bo i byerne, da de er billigere end lejeboliger på det private marked.
Politikerne har i de seneste årtier vedtaget det ene tiltag efter det andet, som har resulteret i sociale problemer for tusindvis af fattige arbejdere, danskfødte eller ej. Kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen er blot to tiltag, ud af et utal, som har dømt mange familier til et liv i reel fattigdom. Det er ingen hemmelighed at i kølvandet på fattigdom og diskrimination følger ofte den synlige gadekriminalitet. Som en del af ghettopakken har politikerne derfor vedtaget højere straffe for folk i ”ghettoerne” der begår kriminalitet. Ghettopakken har således givet politiet mulighed for at indføre ”stafzoner”, hvori straffen for visse forbrydelser begået i zonen fordobles. På hyklerisk vis klandrer politikerne beboerne for selv at være ansvarlige for de sociale problemer, der utvivlsomt plager mange af områderne. Virkeligheden er, at det er det kapitalistiske system, og dets lakajer i folketinget, der bærer skylden for de problemer, befolkningen i områderne må kæmpe med.
Men den politiske mobning og formynderiske chikane af beboerne i ghettoerne har nu nået nye højder. Som følge af politikernes ghettopakke skal andelen af almene familieboliger i områder der er stemplet som ”hårde ghettoer” reduceres så de højest må udgøre 40%. I 15 af disse ”hårde ghettoer” rundt om i landet skal mere end 4.000 almene familieboliger derfor afvikles. Socialdemokraterne viderefører dermed årtiers racistisk og asocial borgerlig boligpolitik, der bevidst rammer de fattigste dele af arbejderklassen.
Boligministeren Kaare Dybvad Bek har igennem sin politiske karriere fremført sig som en forkæmper for de almene boliger. Den 28. februar tidligere i år skrev Kaare Dybvad Bek i et Facebook opslag: ”Uanset hvad, fortsætter vi med at arbejde for flere og billige almene boliger. Og for at skabe blandede byer, hvor rengøringsdamens søn går i skole med direktørens datter. Det er altafgørende for, at alle børn får samme chance for at blive det, de drømmer om!” Og så sent som den 23. maj, blot 13 dage inden folketingsvalget, annoncerede Kaare midt i valgkampen at han kæmpede for flere almene boliger. Trods alle Kaares løfter er han nu i gang med at nedrive eller sælge billige boliger.
Men dette angreb imod indvandrere og fattige er ikke resultatet af onde politikeres nederdrægtige holdninger. Det tjener et meget praktisk formål. På god gammel dags manér sørger det for at splitte arbejderklassen og distrahere arbejdernes opmærksomhed væk fra de mere overordnede problemer i samfundet: galopperende ulighed, forværrede arbejdsforhold og nedskæringer i den allerede udsultede offentlige sektor. Regeringens angreb lægger fornyet pres på især indvandrere, men angrebet kommer til at ramme hele arbejderklassen, samtidig med at aftalen stikker flere penge i hænderne på bolighajerne.
Festmåltid for bolighajerne
3.745 almene boliger bliver nedrevet og 730 nuværende almene boliger vil blive renoveret for derefter at blive solgt som private ejerlejligheder. Men som om det ikke var nok, så er det beboerne selv der får lov til at betale for nedrivningen og frasalget af deres egne hjem! De 10 milliarder kroner, der skal finansiere nedrivninger og renoveringer vil blive taget fra Landsbyggefonden, en fond som beboerne i de almene boliger månedligt indbetaler til. Fondens penge, der bruges på at renovere boligområderne, vil nu i stedet blive brugt på at rive dem ned, og det bliver beboerne, der kommer til at betale for det.
Samtidig med at gode og billige boliger nedrives, så vil der blive bygget nye ejerlejligheder i de samme nabolag. Transport- og boligministeriet pointerer således at der i København, Århus og Odense til sammen vil være en nettovækst på 3.700 nye ikke almennyttige boliger. Men folk bor netop i almene boliger, fordi de ikke har råd til at anskaffe sig en ejerlejlighed eller leje på det private boligmarked. Så på trods af at der kommer flere boliger, så er det ikke en erstatning for de tabte billige almene boliger.
På grund af boligmangel og ejendomsspekulation er lejepriserne i storbyerne allerede absurd høje. For mange familier, der bor i almene boliger, er det ikke en økonomisk mulighed at flytte i en lejebolig på det private marked, som er betragteligt dyrere. De fattigste af beboerne vil derfor blive tvunget ud af byerne, hvor boligpriserne er lavere. De som kan, vil skulle klare sig med at bo i en dyr lejebolig. Ikke nok med at ghettoplanen vil skabe større efterspørgsel på lejeboliger der er til at betale, og dermed presse prisen på lejeboliger op, så vil mængden af billige boliger falde, eftersom almene boliger omdannes til ejerlejligheder, hvilket alt sammen vil drive de generelle boligpriser op og øge udlejernes indtjening. Ghettoplanen er derfor intet mindre end en gave til bolighajerne og spekulanterne.
Moderne apartheid
I starten af september bragte DR historier om, at boligforeninger og kommuner har skærpet kravene til ansøgere, der ønsker at bo i en almen bolig i et boligområde, som er i risiko for at komme på regeringens ghettoliste. Årsagen til de skærpede krav skal findes i regeringens ghettopakke. Kriterierne for hvornår Christiansborg karakteriserer et boligområde som en ghetto er bl.a. begrundet i beboernes indkomst og uddannelsesniveau, men beboernes etniske sammensætning er ifølge ghettopakken det altafgørende for om et boligområde med sociale problemer, kan karakteriseres som en ghetto. Ghettopakken karakteriserer således en ghetto som et område der lever op til to ud af fem ”ghettokriterier”, men det sidste og afgørende er at ”andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke vestlige lande overstiger 50 procent.”.
Straffen for at komme på regeringens liste over ”hårde ghettoer” er, at boligforeningerne skal nedlægge op imod 60% af deres almene familieboliger. De nedrivninger og frasalg af almene boliger som finder sted, er således regeringens straf til boligselskaberne for ikke at nå op til regeringens krav.
Konsekvensen er derfor, at boligselskaber landet over pro-aktivt forsøger at forhindre deres boligområder i at komme på ghettolisten. Det betyder at boligselskaberne, der ejer der almene boliger, udelukkende accepterer højtuddannede etniske danskere med velbetalte jobs som nye lejere af de almene boliger, da det er den eneste måde hvorpå boligselskaberne kan leve op til politikernes lovgivning og undgå at skulle nedrive boliger.
Derfor bliver indvandrere, i bedste apartheid-stil nu afvist i køen til en almen bolig alene fordi de er indvandrere. Men nu er Danmark ikke Sydafrika i 80’erne, må vi forstå, så det er naturligvis ikke kun indvandrere der bliver afvist i køen til en bolig. Hele arbejderklassen bliver ramt, uanset hudfarve. Det er imidlertid tydeligt, at politikerne aktivt forsøger at ændre den etniske sammensætning af folk der bor i almene boliger, ved at få boligselskaberne til at tilvælge etniske danskere med høje uddannelser og velbetalte job, eftersom hovedkriteriet for at være på ghettolisten er begrundet på etnisk oprindelse. Ghettopakken har derfor sat skub i en proces, hvorved tildelingen af almene boliger bliver forbeholdt hvide danskere, mens indvandre og lavere dele af arbejderklassen bliver frasorteret. Resultatet vil altså være skabelsen af boligområder forbeholdt én bestemt social og etnisk gruppe, hvilket apartheid i sin essens er.
Hvis der skulle være nogen tvivl om, hvorvidt politikerne aktivt ønsker at skubbe indvandrere ud af de almene boliger, til fordel for etniske danskere, så skal man blot se på de seneste ugers politisk debat imellem boligordførerne. Efter DR bragte historier om at også etniske danskere fik afslag på almene boliger, så meldte Venstres boligordfører Heidi Bank, den 17. september, sig på banen med udmeldingen: ”Det er slet ikke hensigten med ghettoloven, at danskere med fast job og ren straffeattest afvises til en bolig i de boligområder, der enten er på eller har risiko for at havne på listen over landets ghettoer.”
Øget pres på arbejderklassen
Muligheden for uddannelse og job i byerne drager flere og flere ind mod byerne, især København, Århus og Odense, hvilket har resulteret i boligmangel. Manglen på billige boliger har presset boligpriserne op i ekstreme højder. I København alene er huslejen ifølge TV2 i gennemsnit steget med 42% over de sidste fem år. Til sammenligning steg reallønnen for et almindeligt FH medlem kun omkring 1,5% om året.
Selvom man ikke bor i et af de berørte ghettoområder eller i en almen bolig, så kan arbejderklassen i byerne forvente i fremtiden at skulle hoste op med højere huslejer. Ghettoplanen er derfor ikke kun et spørgsmål der berører én isoleret gruppe af arbejderklassen.
Transport- of boligministeriet forsøger at forsøde angrebet med løftet om at ”man lokalt vil omdanne boligområderne for eksempel ved at etablere nyt privat byggeri og omdanne til ældre- og ungdomsboliger.” Ministeriets løfter om hårdt tiltrængte ungdomsboliger er imidlertid intet andet end tomme ord. Den 29. august udgav Magisterforeningen artiklen ”Ét værelse for 7.695 kroner”, der berettede at 43% af fagforeningens studerende medlemmer bruger hele eller mere af deres SU på boligomkostninger. Artiklen påpeger, at lejen for mange af de nyopførte såkaldte studieboliger ikke er til at betale med en SU. Som resultat står disse dyre studieboliger tomme, samtidig med at studerende har sværere og sværere ved at finde en bolig der er til at betale.
Arbejderbevægelsen ind i kampen
Det er absurd at vi på den ene side har boligmangel, samtidig med at staten nedriver gode billigere boliger. Absurditeter som disse hører til et sygt kapitalistisk system, hvor det ikke er menneskers behov der kommer i første række, men kapitalisternes økonomiske interesser. Markedet har for længst bevist at det ikke kan tilfredsstille vores behov, og slet ikke på boligområdet. Samtidig med at tusindvis forgæves leder efter et ordentligt sted at bo, står tusindvis af attraktive kvadratmeter dyrt byggeri tomt, ubrugte fordi bolighajerne forsøger at presse prisen så højt op som muligt.
Regeringens ghettopakke vil kun forstærke denne udvikling yderligere. Så længe markedets anarki hersker vil arbejdere være tvunget til at betale i dyre domme for hvad der burde være en basal menneskeret: et tag over hovedet. Men hvis vi skal kunne tilfredsstille dette basale behov, kræver det et brud med det private ejerskab over boligmarkedet.
Adgang til et ordentligt sted at bo, som man ikke bliver ruineret af, er i arbejderklassens vitale interesse. Man burde derfor forvente at arbejderbevægelsen, der repræsenterer arbejderklassen og dens interesser, var at finde forrest i kampen for at bevare de almene boliger. Men hvor er arbejderbevægelsen henne?
Arbejderbevægelsen er for hele arbejderklassen, uanset hudfarve. Det er på tide at toppen af arbejderbevægelsen reagerer på ghettopakken, der er et åbenlyst angreb imod en specifik del af arbejderklassen. Arbejderbevægelsens mægtige organisationer må komme ud af starthullerne, leve op til deres ansvar som repræsentanter for arbejderklassens interesser og melde sig i kampen imod politikernes ghettopakke. Splittet er arbejderklassen kun råmateriale for kapitalisternes udbytning. Kun når arbejderklassen, uanset hudfarve, står skulder ved skulder, og kæmper samlet, kan vi få beskyttet vores essentielle interesser og forsvare vores hjem.
