Mandag den 1. april var togdriften i Østdanmark lukket effektivt ned af en omfattende strejke blandt tog- og lokoførerne i DSB. Den umiddelbare årsag til strejken var, at Jernbaneforbundet og DSB ikke havde var blevet enige om en ny lokalaftale, og den gamle løb ud den 1. april. Det betød bl.a., at der pr. 1. april ikke var nogen tillidsmænd i DSB og derfor besluttede de ansatte, at så skulle der heller ikke køre nogen tog. Det seneste angreb fra ledelsen i DSB er bare endnu et i rækken af nedskæringer og angreb, der har stået på i årevis, og som gradvist har udhulet løn- og arbejdsforhold.
Nu har loko- og togførerne fået nok og endelig satte de hårdt mod hårdt, og tog kampen op mod deres arbejdsgivere i DSB. Og det er den eneste vej frem – længe har arbejdsgiverne i hele Danmark været i offensiven – den eneste måde at stoppe dem, er ved at dem, der har den virkelige magt: arbejderne, bruger den. Uden arbejderne er der ikke et eneste tog, der kører. Loko- og togførerne har magten til at sætte landet i stå.
Indtil videre har ledelsen i DSB vist, at de ikke sådan lige bøjer sig og det virker derfor ikke specielt sandsynligt, at de vil give sig efter en dags strejke. DSB har meldt sig ind i Dansk Industri, den store private arbejdsgiverorganisation, for at have flest mulig muskler i ryggen. De ansatte i DSB har taget et vigtigt, godt, første skridt med dagens strejke. Hidtil har de forsøgt at tage mest mulig hensyn til passagerne, som de ingen intention har om at ramme. Men skal de ansatte i DSB vinde, så er der ingen anden vej end at svare igen på arbejdsgivernes aggression ved at optrappe kampen tilsvarende. HVis arbejdsgiverne ikke vil lytte til en en-dags strejke, så må næste skridt være en tidsubegrænset strejke indtil kravene er opfyldt. Det vil ikke nødvendigvis være til større gene for passagererne, da de så ved, hvad de har med at gøre, fremfor spredte en-dagsstrejker.
For at optrappe kampen er det nødvendigt, at alle er med – det kræver bedst mulig koordination: den bedste måde at samle alle og demokratisk diskutere vejen frem er gennem stormøder. Derfra kan sendes en appel til de ansatte i DSB i hele landet – det er en fælles kamp, der kun kan vindes ved at alle står sammen. Stormøderne kan samle alle, og her kan de næste skridt diskuteres og besluttes demokratisk. Her kan også vælges en strejkekomite, der står for koordinationen og kommunikationen mellem stormøderne og med repræsentanter fra de forskellige grupper kan kommunikationen og organiseringen styrkes.
Det handler om meget mere end DSB
Angrebene på de ansatte i DSB står ikke alene. I årevis er der blevet skåret ned i hele det offentlige system: på sygehuse, skoler osv. Flere steder med det direkte formål at forberede en privatisering, som det er tilfældet med DSB. I 2017 vedtog Folketinget at privatisere S-togs driften og angrebene nu er en forberedelse til det: formålet er at ødelægge de ansattes forhold og ikke mindst kampvilje inden en privatisering. Ledelsen i DSB ønsker at være klar til at konkurrere på markedet, når det sker. Ledelsen i DSB har resten af arbejdsgiverne i DI i ryggen: Ligesom med lockouten af lærerne står arbejdsgiverne sammen om at knække en ellers traditionelt stærk faggruppe, fordi de håber, at det vil svække kampviljen blandt alle.
Men ligesom arbejdsgiverne står sammen, må også arbejderne på tværs af fag stå sammen. Kampen i DSB hænger uløseligt sammen med den generelle kamp mod nedskæringer, og det er i alle arbejderes interesse at få stoppet DSB-ledelsens angreb på de ansatte. De ansatte i DSB har en magt, som mange offentligt ansatte ikke har: går de i strejke lammes landet. Men de har brug for støtte og solidaritet fra resten af arbejderne, hvis kampen skal vindes. Mod arbejdsgivernes sammenhold, må sættes arbejdernes enhed.
For et par uger siden gik tusindvis af unge i klimastrejke, for dem er kampen om DSB en helt afgørende kamp. Skal miljøet sikres, er den kollektive trafik fuldstændig afgørende. Kampen for klimaet må kædes sammen med kampen blandt de ansatte i DSB – det ville være oplagt, at de unge klimaaktivister støtter op om strejken og den videre kamp.
En velfungerende infrastruktur, ikke mindst den kollektive trafik, er helt essentiel for arbejderklassen. Det er åbenlyst, at en privatisering af den kollektive trafik ikke kan betyde andet end dårligere og dyrere service, fordi den udliciteres til forskellige firmaer, der er konkurrenter og derfor ikke har en interesse i at koordinere kørslen eller vedligeholde jernbanenettet og som desuden skal tjene størst mulig profit. Privatiseringsbølgen må stoppes! Den eneste måde at sikre de ansatte i DSB ordentlige løn- og arbejdsforhold, et grønnere klima og ordentlig kollektiv transport til alle er gennem massive investeringer i infrastrukturen – det kan kun ske hvis DSB forbliver på statens hænder.
Men det er også tydeligt, at med den nuværende regering – og også de tidligere socialdemokratiske regeringer – har det ikke gjort den store forskel, om et firma var privat eller offentligt ejet – den offentlige sektor er blevet kørt som private virksomheder. Men velfærden, herunder den kollektive trafik bør ikke underlægges markedsvilkår, men bør køres efter de behov, der er i samfundet. Det kræver for det første, at de ansatte, som er dem, der bedst kender området, hvad enten det gælder at køre tog eller passe børn, selv er med til at planlægge arbejdet, inklusiv arbejdstider og vagtplaner. Og det kræver samtidig, at fundamentet for økonomien grundlægges ændres. Så længe vi lever i et kapitalistisk samfund, vil økonomien været baseret på profit og konkurrence, og så længe vil nedskæringer og privatiseringer være på dagsordenen. Og det er derfor vi kæmper for et socialistisk samfund, hvor de vigtigste dele af økonomi er kollektivt ejet og kontrolleret af arbejderklassen. Det er ikke en kamp, der “bare” hører fremtiden til. Det er en kamp her og nu på arbejdspladser, skoler osv. Det er derfor, at RS troppede talstærkt op på Hovedbanegården fra strejkens start kl 4.00 om morgenen den 1. april og gjorde hvad vi kunne for at støtte op om strejken. Terningerne er kastet. Dette første skridt fra de ansatte i DSB er ekstremt positivt og det viste det enorme potentiale der eksisterer. Der et momentum lige nu, for at bygge videre på det og vinde kampen må den eskaleres!
