Washington og den reaktionære venezuelanske oppositions igangværende forsøg på at fjerne Præsident Maduro vil nå et afgørende punkt i dag. Oppositionen har indkaldt til masseprotester og Mike Pence har udsendt en offentlig meddelelse, der giver grønt lys til et ”regimeskift”. Som vi har forklaret før, er der et igangværende forsøg i Venezuela på at fjerne Præsident Maduro gennem et militærkup iværksat af Trump, Bolsonaro, Macri og Almagro.
Den 10. januar nægtede den oppositions-dominerede Nationalforsamling at anerkende Maduro som præsident og kaldte ham en ”tronraner”, og den har udtalt, at den er den eneste legitime magt i landet. Oppositionen antyder, at Nationalforsamlingens formand, Juan Guaidó, skal indsættes som landets midlertidige præsident. Guaidó har opfordret hæren til at anerkende ham som præsident og bryde med den demokratisk valgte Maduro.
USA har åbent talt om en “overgang til demokrati”, og Nationalforsamlingen (som har udvist foragt for retten siden 2016) har vedtaget en ”lov”, om at enhver officer fra hæren, som bryder med ”diktatoren”, vil få fuld amnesti. Højesteretten har nu erklæret disse beslutninger fra Nationalforsamlingen ugyldige.
Mislykket mytteri
Tidligt om morgenen mandag den 21. januar fandt et mytteri sted, begået af nogle nationalgardens officerer, som senere blev afvæbnede og arresterede. De angreb et par af nationalgardens anlæg for at få fat i våben. Dette kan bare være en engangshændelse eller en afspejling af en mere udbredt utilfredshed blandt de væbnede styrker. Det er værd at bemærke, at oprørerne primært havde lav rang og var fra Nationalgarden – ikke hærens hovedorgan. Regeringen har rapporteret, at de involverede havde planer om at overgive våbnene til medlemmer af oppositionspartiet Voluntad Popupar.
Sammenstødet med vagterne fandt sted i Cotiza, et arbejderkvarter i den nordlige del af Caracas. Dele af den lokale befolkning kom ud på gaderne i protest mod regeringen og opsatte brændende barrikader. Selv hvis man tager med, at aktivister fra oppositionen aktivt har promoveret denne slags protester, så er der mange ting at beklage sig over oprigtigt i dette og mange andre arbejderområder som har lidt mest under den økonomiske krise. Især mange områder i Caracas har oplevet lange perioder uden vand.
Om aftenen samme dag var der protester, slåen på potter og pander og brændende barrikader mod regeringen flere steder i Caracas. Mens antallet af involverede var relativt lavt, er det værd at bemærke, at de primært fandt sted i arbejdersamfund i den vestlige del af Caracas, som traditionelt er chavista-højborge, inklusiv in Carapita (Antímano), i barrios, i områderne El Limón og Ciudad Caribia, på vejen til La Guaria, osv.
Hvis det betyder, at den reaktionære opposition er begyndt at forbinde sig med arbejderklassen på spørgsmål om manglende vand, hyperinflation, lave lønninger osv. vil det være et farligt vendepunkt. Tiden må vise, om det er tilfældet. Sandheden er, at siden sidste runde af voldelige oppositionsprotester, hvor de forsøgte at vælte regeringen i 2017, er levestandarden for det arbejdende og fattige folk kun blevet værre. Det har også påvirket de lavere rækker i militæret, som oplever samme forhold. Oven i det har regeringen siden 2017 gentagne gange lovet at løse den økonomiske situation – løfter der alle er blevet brudt. Det har ødelagt tiltroen til regeringen blandt ”Chavismo”-rækkerne.
Oppositionelle massedemonstrationer
Oppositionen har indkaldt til massedemonstrationer i dag, den 23. januar, på årsdagen for omstyrtelsen af Perez Jiménez’ diktatur i 1958. De koncentrerer alle deres kræfter mod denne indkaldelse. Målet er klart: at vise styrke og dermed tvinge hæren til at intervenere og fjerne Maduro. Er det alt? Måske ikke. I går blev folk arresteret i Zulia for besiddelse af våben og militæruniformer. Ideen om at oppositionen eller dele af den ønsker at fremprovokere en væbnet hændelse, som kan retfærdiggøre eller udløse et kup, er meget mulig. Det er trods alt, hvad der fungerede som indledning til kuppet i april 2002, da snigskytter skød mod både oppositionen og pro-regerings demonstranter. Oppositionen bebrejdede regeringen for at ”åbne ild mod ubevæbnede demonstranter”, hvilket blev stikordet til militærkuppet.
En udtalelse fra i går fra den amerikanske senator Marco Rubio (lederen af det amerikanske etablissements mest aggressive modstandere af Cuba og Venezuela) ser ud til at bakke dette scenarie op. Han snakkede om, at den venezuelanske efterretningstjeneste, SEBIN, har lagt planer om om at åbne ild mod demonstranter fra oppositionen:
— Vice President Mike Pence (@VP) January 22, 2019
Han gør det klart, at protesternes eneste formål er at afsætte den folkevalgte præsident, og at USA vil stå bag dem, der gennemfører denne plan (USA er faktisk en central del af planen). Det er skandaløst. Washington giver åbent instruktioner om at fjerne en regering i et andet land.
Det er ikke bare tomme ord. USA overvejer alvorligt at optrappe de økonomiske sanktioner, der kvæler den venezuelanske økonomi og måske endda indføre en fuldt olieembargo, hvilket ville lamme regeringen.
Dødstrusler og imperialistisk indblanding
Lederen af den venezuelanske oppositions mest ekstreme del, María Corina Machado, udtalte i går, at “hvis Maduro vil redde sit liv, må han indse, at hans tid er udløbet”:
— Jorge Martin (@marxistJorge) January 22, 2019
Det er en direkte dødstrussel, som afslører den sande karakter af den ”demokratiske” opposition, der regner med fuld støtte fra USA og EU.
Situationen er derfor meget alvorlig. Det er tydeligt, at Washington og den reaktionære opposition ser en mulig åbning og er klar til at gå i offensiven, indtil de har opnået deres primære mål: at fjerne Maduro på den ene eller anden måde. På den anden side har EU appelleret til forhandlinger mellem regeringen og oppositionen for at løse krisen. Vi skal ikke lade os narre. Både Washington og Bruxelles vil det samme: at fjerne landets præsident med forfatningsstridige midler. De har måske mindre uenigheder om metoden, men de er enige om det fundamentale.
Den økonomiske situation er forværret siden sidste kupforsøg i 2017 kombineret med vægten af en række af regeringens uopfyldte løfter om at få styr på den økonomiske situation. Samtidig har regeringen brugt repression mod arbejdere, der kæmpede for deres rettigheder og bedre forhold. For nyligt blev protesterne blandt arbejderne i Agropatria (Venezuelas største leverandør af landbrugsprodukter såsom gødning) i Cagua mødt af undertrykkelse fra Nationalgarden, og deres ledere blev anholdt. Regeringen har heller ikke gjort noget for at forsvare de bønder, der kæmper for en landbrugsreform på trods af løfter herom.
Nogen har sagt, at det er ligemeget, hvem der vinder, da leveforholdene for arbejdere og bønder allerede er så elendige. Det er selvbedrag. Hvis Washington får sin vilje, bliver det en endnu større katastrofe for de venezuelanske arbejdere, og dertil skal lægges den politiske virkning i regionen og hinsides.
Vores position er fortsat den samme: Vi støtter ikke Maduros regering, hvis politik underminerer det, der er vundet under den bolivariske revolution, og den er ikke i stand til at løse den økonomiske krise. På samme tid modsætter vi os med alt, hvad vi har, det reaktionære Trump-Bolsonaro-Almagro kup.
Marxister, aktivister fra arbejderbevægelsen og alle konsekvente demokrater har en pligt til at afvise det igangværende kupforsøg og forsvare det venezuelanske folks ret til selv at vælge deres fremtid, fri fra imperialistisk indblanding.
Hands Off Venezuela!
