Overproduktion er et fænomen under kapitalismen, hvor arbejderklassen ikke kan tilbagekøbe værdien af varerne, som den producerer, hvilket skaber grundlaget for økonomisk krise.
Når arbejdere sælger deres arbejdskraft, får de ikke udbetalt den fulde værdi af deres arbejde i løn, da arbejdskraft er den eneste vare, der kan skabe mere værdi, end der kræves for at reproducere den. Arbejdskraften skaber derfor en merværdi, som kapitalisten tilegner sig gennem dennes private ejerskab over produktionsmidlerne.
Dette har i sig en iboende modsætning, som manifesterer sig i overproduktion. For at en vare skal kunne realisere sin værdi for kapitalisten, skal den sælges. I sidste ende er det arbejderne, der skal købe varerne, de har produceret, tilbage igen, men da arbejderne ikke får løn svarende til den fulde værdi af det, de producerer, kan de ikke købe alle varerne tilbage. Denne modsætning kan ud over destruktion af varer og produktionsapparat, som man har set i krigs- og krisetider, midlertidigt overkommes på to måder.
Den første er investering af merværdien i et større produktionsapparat, hvorved merværdien bliver beskæftiget, mens investeringen finder sted. Investeringen foretages dog kun, hvis kapitalisten forventer at tjene mere, end den koster at anlægge. Altså at investeringen i fremtiden skal generere mere merværdi. Modsætningsforholdet bliver derfor på ingen måde løst, men blot udskudt og forstørret, da et større produktionsapparat vil skabe flere varer på længere sigt.
En mere kortsigtet og “nemmere” måde, hvorpå man forsøger at overkomme modsætningerne, er at låne merværdien til andre producenter eller arbejdere mod forventning om, at den bliver betalt tilbage med renter. Dette løser heller ikke overproduktionen, da kapitalisten først får realiseret sin fortjeneste, når lånet bliver betalt tilbage, hvilket først sker, når der er produceret mere merværdi, eller arbejderne sælger de aktiver, f.eks. den bolig, som de har købt.
Fælles for de to måder er, at de kan fungere i et opsving. Så længe økonomien er i fremgang, og investeringerne forrenter sig, kommer overproduktionen ikke umiddelbart til syne. Men som det er med alle modsætninger, må de komme til udtryk, da modsætningerne under et opsving nødvendigvis vokser sig større og bliver udskudt, indtil dette fører til overproduktion og de økonomiske kriser, som ses med jævne mellemrum. Virksomhederne står inde med usælgelige varer og kan ikke generere overskud, hvilket falder tilbage på de kapitalister, der har investeret og udlånt, og som siden sætter gang i fyringer, fabrikslukninger og konkurser, hvilket forringer arbejdernes købekraft yderligere. Processen forstærker sig selv og skaber en ond spiral mod bunden.
Den eneste måde hvorpå man kan løse modsætningerne, som fører til overproduktion, er at gribe fat i problemets rod: kapitalismen og den private tilegnelse gennem privat ejendomsret til produktionsmidlerne. Kun en demokratisk planlagt økonomi kan gøre en ende på overproduktionskriser, effektivisere produktionen efter folks reelle behov og gøre det muligt at tænke økonomien langsigtet og bæredygtig.
