Kapital er et bredt begreb indenfor marxismen. Der findes bl.a. bankkapital, handelskapital, ågerkapital og industriel kapital. Mens handels- og ågerkapital var nogle af de første historiske former for kapital, vil vi her beskæftige os med den primære form indenfor kapitalismen, udbytteren af lønarbejdet og uddriveren af merværdi: den industrielle kapital.
”Kapitalen består af råstoffer, arbejdsredskaber og livsfornødenheder af enhver art, som anvendes for at producere nye råstoffer, nye arbejdsredskaber og nye livsfornødenheder. Alle disse bestanddele er skabt ved hjælp af arbejde, er arbejdsprodukter, ophobet arbejde. Ophobet arbejde, der tjener som middel til ny produktion, er kapital.” (Lønarbejde og kapital, kap 3). Men ikke nok med det, forklarer Marx. Kapital er ikke bare ting. Disse er samfundsmæssige størrelser (bytteværdier, varer), og kapitalen er en samfundsmæssig magt i hænderne på en lille del af samfundet (kapitalisterne) i dets udbytning af den levende arbejdskraft, lønarbejderne, som netop ikke ejer produktionsmidler, men kun sin evne til at arbejde.
Kapital er altså ikke bare en vis størrelse penge, men værdier, varer, som sættes i bevægelse for at skabe flere værdier. En mængde bytteværdier (maskiner, råstoffer osv.) bliver først industriel kapital i det øjeblik, de bruges til at udbytte det levende arbejde. Industriel kapital og lønarbejde er uadskillelige elementer. Uden den ene kan den anden ikke eksistere.
Kapital lægger navn til Karl Marx hovedværk fra 1867; ‘Das Kapital’ (På dansk; ‘Kapitalen’) der er en omfattende analyse og kritik af kapitalismen. Kapitalismen er kendetegnet ved privat ejendomsret. Det er kapitalisterne, der ejer produktionsmidlerne og kapitalen, og altså dem der bestemmer over produktionen.
I bl.a. ‘Kapitalen’ laver Marx en vigtig distinktion mellem konstant kapital og variabel kapital, hvor konstant kapital er produktionsmidlerne som maskiner og råstoffer, og variabel kapital er arbejdskraft. Den vigtige forskel i de to former for kapital ligger i hvorvidt de aflægger ny værdi til varen. Her kommer Marx frem til, at den konstante kapital i takt med, at den bliver forbrugt, blot overfører sin værdi til varen, og dermed ikke skaber ny værdi. Den variable kapital; arbejderne derimod producerer mere værdi, end den løn de får. Arbejderne producerer, udover det der skal til for at dække deres løn, en merværdi, som bliver til kapitalistens profit.
Denne proces gør, at en større og større del af samfundets velstand tilfalder kapitalisterne, det rige mindretal, en proces der i dag har nået absurde højder, og som kan ses i det faktum, at de 8 rigeste kapitalister ejer det samme som den fattigste halvdel af jordens befolkning. En udvikling der kun ser ud til at fortsætte i stigende tempo.
Hvis man derfor vil lave reelle forandringer, for det store flertal; arbejderklassen, må man afskaffe kapitalismens love, noget der ikke kan gøres gennem regulering, men kun ved at ophæve den private ejendomsret over produktionsmidlerne der giver de få kapitalister ejerskab over kapitalen, og gør, at det er de få kapitalister og konkurrencen mellem dem, der styrer produktionen.
Med fælles ejerskab over produktionsmidlerne, vil man kunne producere for det store flertals bedste, så velstanden i langt højere grad tilfalder alle og ikke kun få kapitalisters boomende bankkonti. Noget som kapitalen i dag ikke tillader. For som Marx skriver i sit hovedværk:
“Kapitalen er dødt arbejde, der som en vampyr, udelukkende lever af at udbytte det levende arbejde, og lever desto bedre desto mere arbejde den udbytter”
Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 32, september 2017. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 99 kroner.
