Ekstatisk jubel brød ud i hele landet, da nyheden om, at Jeremy Corbyn igen har vundet en afgørende sejr for at blive Labour-leder, med et endnu større mandat end i september sidste år, kom ud. 313,209 medlemmer stemte på ham, 61,8% af stemmerne, mod 59,5% sidste år. Hans udfordrer “enheds”kandidaten Owen Smith fik 193,229 stemmer, svarende til 38,2% af stemmerne. Valgdeltagelsen var 77,6%, dvs. at 506,438 medlemmer og tilhængere deltog.

Corbyn vandt et flertal over Smith i alle kategorier: medlemmer, registrerede tilhængere og tilknyttede fagforeninger. Han vandt opbakning fra 59% af de stemmeberettigede medlemmer (10 point mere end sidste år), 70% af de registrerede tilhængere og 60% af de tilknyttede tilhængere. Dette resultat var en rungende opbakning til Corbyn og et massivt slag mod Labours højrefløj.

Massebevægelsen bag Corbyn

Lad os huske at Corbyns sejr i dag var på trods af en voldsom kamp fra etablissementet i og uden for partiet, for at vælte ham. Alt blev kastet mod ham i en bitter kampagne. 130.000 nye medlemmer blev udelukket fra at stemme. Titusinder blev suspenderet – og endda ekskluderet – for at forhindre dem i at stemme. På trods af dette øgede Corbyn sit flertal!

Højrefløjen i Labours parlamentsgruppe har aldrig accepteret hans første sejr og arbejdede med det samme på at vælte ham. Denne kampagne kulminerede i det højreorienterede kup for et par måneder siden, hvor 80% af Labours parlamentsmedlemmer stemte for et mistillidsvotum til ham. De satte himmel og helvede i gang for at slippe af med ham. Men deres indsats har nu givet totalt bagslag.

Resultatet var ingen virkelig overraskelse i betragtning af pro-Corbyn følelserne blandt de menige medlemmer. I sidste ende var Owen Smith håbløs. Dette viser højrefløjen i Labours svaghed. De havde mistet kontrollen over partiet med Corbyns sejr, da hundredtusinder meldte sig ind i Labour for at forsvare og støtte Corbyn. Partiet har næsten tredoblet sit medlemstal siden valget i maj 2015.

Corbyn har bestemt styrket sin position i partiet, især blandt de nye medlemmer. Som en kommentator erklærede, er hans massive støtte som ingen andre partileder i historien. En sådan sejr må ikke spildes men bruges til at omdanne Labour til et kæmpende socialistisk masseparti.

Enhed på hvilket grundlag?

Selvfølgelig har der været umiddelbare opfordringer til den højreorienterede parlamentsgruppe om enhed bag Corbyn. Alle de lokale møder i Labour den næste måned vil helt sikkert presse på for dette. Der må være krav om, at parlamentsgruppens illoyalitet stopper. Det er de højreorienterede parlamentsmedlemmers kontinuerlige forræderi, der har været ude i alle medierne, der har undermineret partiets opbakning. Disse parlamentsmedlemmer må enten acceptere Corbyns mandat fra partiet eller træde tilbage.

Det er klart, at højrefløjen har fået et massivt slag. De har været ude for et frontalt sammenstød. Mange højreorienterede parlamentsmedlemmer holdt sig bevidst væk fra Labour konferencen, vel vidende at de stod til at få massive klø. De slikker deres sår, og taler endda om “enhed” og “at lytte”. Stephen Kinnock, der har været højrøstet modstander af Corbyn, sendte ham en sms med lykønskninger så “søde som et barbarsblad”, for at bruge Dylan Thomas’ udtryk. En del af dem vil have set, hvilken vej vinden blæser, og vil nu udvise “loyalitet”. Men i virkeligheden vil de simpelthen afvente deres tid. Nogle vil vende tilbage til Skyggekabinettet. Andre vil nægte med et sultent smil. Højrefløjen vil aldrig opgive sit håb om, at situationen vender. Mens de river sig i håret, taler de om at oprette en ny organisation i parlamentsgruppen – et “parti i partiet” – til at vejlede og koordinere deres indsats. Men de har fået en ordentlig blodtud.

Kampene forude

Selvfølgelig har de et massivt problem: Labour-medlemmerne, der på afgørende vis har afvist blairismen og højrefløjens politik. De er i høj grad på udkig efter et reelt alternativ, som de ser i Jeremy Corbyn. Det er meget sandsynligt, at medlemstallet vil fortsætte med at vokse, hvilket betyder, at højrefløjens base vil fortsætte med at skrumpe. Ændringen af valgområdegrænserne vil åbne op for valgkonferencer lokalt, hvor højrefløjen vil blive udfordret. De vil ikke være i stand til at undgå dette, på trods af bønner til Corbyn, der går ind for demokrati og medlemsindflydelse. Når dette sker, vil helvede bryde løs. Tanken om, at højrefløjen vil ligge sig fladt på maven og acceptere dette skift mod venstre, er fantasi.

Som Financial Times, med sammenbidte tænder, udtaler: “Jeremy Corbyn er vendt tilbage som Labours leder, og det øger den hårde venstrefløjs greb om et af Storbritanniens ældste politiske partier.” Den herskende klasse er stærkt foruroliget over denne fremgang til venstrefløjen og vil gøre, hvad de kan, for at stoppe det.

Højrefløjen er big business’ femte kolonne i Labour. De er karrieremagere ligesom deres kolleger i de kapitalistiske partier. De vil forlade den synkende skude, når den tid kommer. Storbritannien er på vej ind i uudforsket farvand. De konservative er på på vej mod opgør over Brexit forhandlingerne på trods af deres nyindpakning. Splittelser i den konservative regering kan allerede ses. Dette er blot en forsmag på, hvad der vil komme. Med en ny økonomisk krise vil scenen blive sat for et opgør i et folketingsvalg. På det tidspunkt kan det være, at det kapitalistiske etablissement opfordrer højrefløjen i Labour til at splitte ud for at forhindre Corbyn i at komme til magten.

Uanset al snakken om “enhed” er splittelserne mellem medlemmerne og højrefløjs parlamentsgruppen uoverstigelige. Kampen for at demokratisere partiet må gå hånd i hånd med kampen for konsekvent socialistisk politik til at besvare kapitalismens krise.

Vi lever i interessante tider. Corbyns sejr betyder, at ånden er ude af flasken. Der er ingen vej tilbage. Kampen står nu om at forandre samfundet.