Leder: Trump eller Clinton? Le Pen eller Sarkozy? Pest eller kolera? Spørgsmålene hober sig op, og presset for at vælge ”det mindste onde” er stort. Men valget mellem to onder er en faldgrube, for det mindste onde er oftest et skridt på vejen til det større onde og venstrefløjens støtte til det mindste onde underminerer muligheden for at opbygge det alternativ, der reelt kan bekæmpe begge onder.
Mange valg
I løbet af det næste års tid er der en række valg, hvor spørgsmålet om det mindst onde af to borgerlige kandidater rejses. Første valg i efteråret er Østrig, hvor en domstol underkendte præsidentvalget 22. maj i år, der gav en snæver sejr til de Grønnes kandidat, Alexander Van der Bellen over den højrepopulistiske Hofer fra Frihedspartiet (FPÖ). Valget skal gå om d. 2. oktober, og Frihedspartiet kan ifølge meningsmålingerne sagtens vinde.
Samme scenarie kan meget vel komme på tale i Frankrig til næste år, hvor der også skal være præsidentvalg. Her peger meget på, at det endelige valg kan komme til at stå mellem, hvem end det borgerlige parti ender med at vælge som kandidat (højst sandsynligt enten tidligere præsident Sarkozy eller tidligere udenrigsminister Alain Juppe) over for Marine le Pen fra det højrepopulistiske Front Nationale.
Det mest åbenlyse eksempel på et valg mellem to onder er det kommende præsidentvalg i USA, der står mellem Clinton og Trump. Presset på store dele af venstrefløjen er enormt for at støtte Clinton som ”det mindste onde” imod Trump (et argument som anarkisten Chomsky fx er kommet med).
I Danmark er dilemmaet knap så udtalt, eftersom vi ikke har præsidentvalg, hvor vi stilles over for valget mellem bare to kandidater. Men samme tankegang om det mindste onde blev brugt som argument fra Enhedslistens side for at holde hånden under Helle Thorning regeringen på trods af alle dens nedskæringer med det argument, at alternativet var en borgerlig regering med deltagelse fra Dansk Folkeparti. Hvad var resultatet? At DF blev det største borgerlige parti efter sidste valg og kun står uden for regeringen, fordi de i partiet selv ønsker det.
Der er ingen tvivl om, at både Hofer, Le Pen og Trump (samt Dansk Folkeparti) er helt igennem reaktionære og må bekæmpes. Kommer de til magten, vil de ikke blot skære ned og angribe arbejderklassen, men forstærke denne politik samt ikke mindst øge angrebene på minoritetsgrupper. Som marxister bekæmper vi højrepopulismen. Det er selvindlysende; men deraf følger ikke, at vi derfor må støtte den anden borgerlige kandidat, ”det mindste onde”. Argumentet om det mindste onde mangler en grundlæggende klasseanalyse af de processer, der har ført til valget mellem to onder. Fortalerne for det mindste onde forblændes af ”her og nu”, og i deres iver for ”at gøre noget nu” ender de i bedste fald med at gøre ingen forskel og i værste fald at medvirke til den proces, der i sidste ende fører til det større onde.
Kapitalismens krise
På overfladen kunne det se ud som om, at hele verden er på vej mod højre, og flere på venstrefløjen råber da også ”fascismen kommer” med jævne mellemrum. Men det er en forkert betragtning. Ser vi under overfladen, bliver det muligt at forstå processen. Kapitalismen har siden 2008 befundet sig i en blindgyde. Økonomierne i de udviklede kapitalistiske lande har i bedste fald været enten stagneret eller haft den svageste vækst efter en krise nogensinde. De steder, hvor der har været lidt vækst som i USA, er næsten al væksten gået til den rigeste 1%, mens resten må se indkomsten falde og livsgrundlaget smuldre.
Kapitalismens krise underminerer ikke bare den økonomiske, men også den politiske og sociale stabilitet. Vi ser, hvordan politik polariseres til højre og venstre, mens det politiske centrum forsvinder. En proces vi har set særlig udtalt i lande, hvor krisen har været særlig dyb som Grækenland og Spanien, hvor de gamle partier ikke længere kan regere, som de plejer. Spanien måtte til valgurnerne igen i juni, eftersom valget i december havde skabt en situation, hvor ingen af de gamle partier kunne danne regering, og der er stadig ingen regering. I Grækenland er det traditionelle socialdemokratiske parti PASOK reduceret til tæt på spærregrænsen. Det er en proces vi også har set herhjemme, hvor opbakningen til de gamle regeringsbærende partier er faldet stort.
Reformismens krise
De gamle traditionelle reformistiske arbejderpartier, hvad enten det er socialdemokrater eller såkaldte kommunister, har påtaget sig at administrere kapitalismens krise. Dermed underminerer de deres opbakning i arbejderklassen og ikke mindst blandt unge, der aldrig har oplevet dem give reformer. I Østrig har Socialdemokratiet deltaget i en koalitionsregering med det konservative parti ÖVP siden 2008. De to regeringspartier, der tidligere tilsammen fik omkring 80-90% af stemmerne, fik bare 23% af stemmerne tilsammen ved første runde af præsidentvalget i maj.
I Frankrig vandt Francois Hollande fra Socialistpartiet præsidentvalget i 2012 på løfter om bl.a. millionærskat og andre reformer rettet mod de rige. Men lynhurtigt opgav han løfterne og har gennemført samme nedskæringspolitik, som vi ser over hele Europa. Han er nu den mest upopulære præsident i Frankrig i nyere tid.
Over hele verden eksisterer der en ekstrem utilfredshed og frustration blandt millioner af arbejdere og unge. Mens deres fremtid smadres, fører alle politikere den samme politik. Der er ekstrem vrede mod the establishment og mod eliten samt en følelse af, at politikerne ”ikke repræsenterer os”. Det er denne vrede og frustration, som i USA kommer til udtryk i både Bernie Sanders og Trump.
I USA har der aldrig eksisteret et traditionelt masseparti for arbejderklassen; men med den amerikanske forfatter Gore Vidals ord er der ”ét parti i USA: ejendomspartiet” med ”to højrefløje: Republikanerne og Demokraterne”. Bernie Sanders’ kampagne med snak om socialisme og en ”politisk revolution” mod ”milliardærklassen” udgjorde et jordskælv, der har ændret amerikansk politik for altid. At Sanders kapitulerede og støttede Clinton frem for at bryde ud og danne et nyt parti, har efterladt millioner skuffede og desillusionerede og med valget mellem to onder. Men bevægelsen omkring Sanders viser det enorme revolutionære potentiale i den amerikanske arbejderklasse. Mange af hans tidligere støtter har allerede draget den avancerede konklusion ikke at støtte Clinton som det mindste onde.
Trotskij om Tyskland
I 1930’ernes Tyskland støttede Socialdemokraterne den borgerlige Brüning som det mindste onde, selvom han blot var et skridt på vejen til Hitler. Den russiske revolutionære Trotskij skrev således om Socialdemokraternes støtte til det mindste onde:Socialdemokratiet støtter Brüning, stemmer på ham, påtager sig ansvaret for ham overfor masserne – med den begrundelse, at Brüning-regeringen er det “mindste onde.” […] Vi marxister betragter Brüning og Hitler, Braun medtaget, som dele af et og samme system. Spørgsmålet om, hvem af dem der er det “mindre onde” har ingen mening, for det system, vi kæmper imod, har behov for alle disse elementer. Men disse elementer er momentant involveret i konflikter med hinanden, og det proletariske parti må udnytte disse konflikter til gavn for revolutionen. Der er syv toner i den musikalske skala. Spørgsmålet om, hvilken af disse tangenter der er “bedre” – do, re, eller sol – er et meningsløst spørgsmål. Men musikeren må vide, hvornår og på hvilken tangent han skal spille. Det abstrakte spørgsmål om, hvem der er det mindste onde – Brüning eller Hitler – er lige så meningsløst. Det er nødvendigt at vide, hvilken tangent man skal spille på.”
Behov for et socialistisk alternativ
Den politiske situation polariseres, og højrepopulismen vil uden tvivl gå frem; men de steder, hvor disse populister for alvor vinder stemmer, er der, hvor de som de eneste står som udtryk for denne anti-establishment følelse. Det er i manglen på et alternativ til venstre, at de kan fremstå som de eneste, der tager problemer med arbejdsløshed, fattigdom osv. alvorligt og forbinde sig med vreden og frustrationerne hos millioner.
Når venstrefløjen støtter borgerlige politikere og partier som det mindste onde mod den ekstreme højrefløj, er den netop med til at uddybe den proces med fortsat nedskæringspolitik og politikerlede. Venstrefløjen gør sig selv til en del af det ”politiske system” og det selv samme establishment, som frastøder arbejdere og unge.
Den eneste måde at bekæmpe højrepopulismen, som det mindste ondes fortalere er så opsatte på, er ved at basere sig på en selvstændig klasselinje og fremsætte et reelt socialistisk alternativ. Det er kapitalismens krise, der radikaliserer og polariserer masserne, som leder efter et alternativ til den nuværende blindgyde. Der kan komme voldsomme sving til højre og venstre i den offentlige mening og partier, og ledere testes. Den eneste vej til at bekæmpe højrepopulismen er ikke at støtte det mindste onde, men at opbygge et revolutionært socialistisk alternativ.
