Begrebet stammer fra anarki, som betyder fraværet af hersker. Det er den essentielle grundsten i anarkistisk inspirerede grupperinger. Anarkisme er dog en betegnelse, der dækker meget bredt og stammer tilbage fra de borgerlige revolutioner (begrebet anarkist blev efter sigende først brugt i den engelske revolution i midten af 1600-tallet), især den store franske revolution i 1789. Det afspejles også i det store fokus på individet i anarkismen i dag. Men generelt står modstand mod stat, ledelse og autoritet centralt. Joseph-Pierre Proudhon betegnes af mange som den moderne anarkismes mest indflydelsesrige person.
I hans værker fra midten af 1800-tallet argumenterer han for et føderalt samfund, bestående af mange, autonome og mangfoldige kollektiver, som statens og markedsøkonomiens afløser. Moderne anarkistiske bevægelser er ofte kendetegnet ved at blive styret gennem konsensusdemokrati (hvor hver eneste, der deltager i diskussionen, skal være enig for at en beslutning kan træffes). Desuden gøres brug af ”handlingens propaganda” med aktioner, der angriber symboler eller sigter mod at skabe frirum og alternativer, og som kan overbevise masserne om, at man kan leve på en anden måde end den nuværende. Anarkismen er generelt imod marxismens ide om et revolutionært parti og ledelse for arbejderklassen.
Men anarkister og marxister har samme endelige mål: et klasse- og statsløst samfund. Vejen dertil er marxister og anarkister dog stærkt uenige om. Filosofisk tilhører anarkismen den idealistiske retning, der mener, at tanken og ideen er det bestemmende for historiens udvikling, mens marxismen mener, at de materielle forhold er de afgørende. Det slår også igennem i tilgangen til organisation, hvor anarkister i høj grad ser den revolutionære organisationsform som et mikrokosmos af det fremtidige samfund, mens marxister ser den som et værktøj til at opnå dette.
Både anarkister og marxister mener, at den nuværende borgerlige stat skal sønderbrydes. Anarkisterne, fordi ”stat” generelt er af det onde og skal afskaffes omgående, mens marxister mener, at et klasse- og statsløst samfund baseret på det nuværende produktionsniveau er utopisk, og at arbejderklassen derfor må skabe sin egen demokratisk kontrollerede stat i spidsen for en demokratisk planlagt økonomi. Dette skal skabe et overflodssamfund som forudsætning for klassernes og statens endelige bortdøen og et virkelig frit kommunistisk samfund.
Bragt i Revolution nr. 19, maj 2016. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 100 kroner.
[Gå med i kampen – gå med i Revolutionære Socialister]
