Dansk fagbevægelse står overfor en ny fjende: ITD-A. En ny arbejdsgiverorganisation indenfor transportområdet, som med regeringens velsignelse vil sprænge 3F’s ”monopol” og skabe en ny ”skruebrækkeroverenskomst” med ringere løn- og arbejdsforhold, og markant svækket position for chaufførerne i deres forhandlinger med arbejdsgiverne. 3F-toppen lover kamp ”med alle midler” – det løfte skal indfris så hurtigt som muligt, hvis ikke danske arbejderes forhold skal kastes år tilbage.
I følge den danske godslov skal vognmænd følge de ”pågældende kollektive overenskomster” for området, uanset om de har tegnet overenskomst eller ej. Det har indtil 2015 fungeret som en sikring af, at provisionsløn, kilometerpenge osv. ikke skulle presse chauffører til at køre for hurtigt, for lang tid af gangen osv. Med andre ord, at løn og arbejdsforhold ikke skulle være et konkurrenceparameter.
[Læs også: Farvel til den danske model?]
Tanken er sympatisk, og det ville da også være bekvemt, hvis man kunne regulere kapitalismen på den måde. Imidlertid har virkeligheden for længst overhalet loven. Østeuropæiske chauffører med lønninger, der normalt ligger på 1.500 euro om måneden, benyttes i vid udstrækning af danske speditører. Det er chauffører, der lever i deres førerhuse i flere måneder uden at se deres familie, under horrible forhold, som må lave mad på spritblus og tage bad på toiletter på rastepladserne i Danmark.
Brugen af underbetalt østeuropæisk arbejdskraft betyder, at der er meget få traditionelle danske eksportchauffører tilbage. Så kapitalismen fandt altså en vej uden om loven indenfor eksportområdet. Men nu er turen kommet til det indenlandske område.
I starten af 2015 afsagde Højesteret en dom, den såkaldte Nortra-dom, som nu truer samtlige chaufførers løn- og arbejdsforhold. Indtil denne dom var retspraksis, at man tolkede loven, som at ”de pågældende kollektive overenskomster” var ensbetydende med 3F og KRIFA’s overenskomster, der er mere eller mindre sammenlignelige normallønsoverenskomster.
Normallønsoverenskomsterne betyder, at stort set alt aftales centralt, i modsætning til de mere almindelige minimallønsoverenskomster, hvor en stor del af lønnen forhandles lokalt. Normallønsoverenskomsterne repræsenterer en historisk sejr for transportarbejderne, som er værd at forsvare. For selve arbejdets natur, hvor arbejderne er atomiserede, fordelt i hvert sit førerhus, gør det utroligt svært at opbygge en stærk organisering på den enkelte arbejdsplads, som kan tilkæmpe acceptable løn- og arbejdsforhold. Derfor er normallønsoverenskomsterne med til at sikre, at det ikke bliver den enkelte chauffør overfor arbejdsgiveren, men hele landets chauffører.
Ny fortolkning vender op og ned
Dommen i februar 2015 ændrede imidlertid retspraksis. Nu betyder ”de pågældende kollektive overenskomster” en hvilken som helst aftale, der dækker mere end én arbejder. Med andre ord kan en vognmand lave sin egen arbejdsgiverorganisation og få konen til at lave en ”fagforening”, som vognmanden så kan ”overtale” sine chauffører til at melde sig ind i, og så ellers indgå en ”kollektiv overenskomst” med de løn- og arbejdsforhold, som vognmanden dikterer.
Det lyder fjollet, men det var netop en sådan sag, som Højesteret dømte i, hvor den gav medhold til vognmanden og hans ”kollektive” overenskomst.
Dette eksempel fik den mere rabiate brancheorganisation indenfor transportsektoren, ITD, til at øjne chancen for at komme chaufførernes løn- og arbejdsforhold til livs, nu også på de nationale transporter. I slutningen af 2015 dannede de en ny arbejdsgiverorganisation ITD-A, som har som mål at lave en ny transportoverenskomst, vel at mærke en minimallønsoverenskomst. Altså en overenskomst som vil stille de enkelte chauffører alene overfor deres respektive arbejdsgivere, i modsætning til i dag. En situation der kun kan føre til en dårligere forhandlingssituation for chaufførerne, så motivet er åbenlyst at sænke lønomkostningerne for arbejdsgiverne.
Det er endnu uvist, hvem ITD’s aftalepartner på arbejdersiden bliver, men der er rygter om, at KRIFA har meldt sig.
De borgelige partier, inklusiv Dansk Folkeparti, som ellers har stået stærkt blandt lastbilchauffører, har budt ITD-A velkommen og stadfæster de facto den nye retspraksis i deres forslag til ændringer af transportlovene, som behandles i skrivende stund.
Vidtrækkende konsekvenser
3F-transport har i årevis levet en beskyttet tilværelse under transportlovgivningen. Den tid lader nu til at være forbi. Lykkes ITD-A med at skabe en væsentligt dårligere overenskomst for de nationale godschauffører vil tusinder af vognmænd flokkes til denne, og det vil sætte et eksempel, først og fremmest for resten af transportbranchen, som er under mere eller mindre samme lovbestemmelser. Men det vil også have afsmittende effekt ud over transportbranchen, ikke mindst fordi transportarbejderne udgør omkring 25 procent af de fag- og ufaglærte arbejdere i Danmark.
Lykkes arbejdsgiverne i transportbranchen i at smadre 3F’s ”monopol” og sænke lønningerne, vil det stå som et lysende eksempel for resten af landets arbejdsgivere. Derfor er ITD-A ikke bare en sag for transportarbejderne, men hele arbejderklassen.
Splittelse blandt arbejdsgiverne
Som vi har skrevet tidligere, så tyder meget på, at det er en splittelse i den herskende klasse i Danmark, som har ført til denne nye situation. Den traditionelle del, der kontrollerer de traditionelle arbejdsgiverorganisationer, som DI og DTL indenfor godstransporten, er godt tilfreds med status quo og det institutionaliserede klassesamarbejde mellem stat, arbejdsgivere og fagforeninger. Men et stadig større lag af mindre og mellemstore arbejdsgivere er trætte af det tunge apparat, de mange regler og de høje omkostninger til alverdens fonde osv., som aldrig når medlemmerne, men kun tjener som en kilde til berigelse for bureaukratiet i de etablerede organisationer for arbejdsgiverne og fagforeningerne.
Der er med andre ord opbrud i den herskende klasse. Og det er interessant, at Venstre-regeringen lader til at støtte de mere rabiate lag, imod ikke kun fagforeningerne, men også de etablerede arbejdsgiverorganisationer. Det tyder på, at de rabiate strømninger i den herskende klasse ikke kun er begrænset til ITD aka ”landsbytosserne fra Padborg”, men en stærkere tendens.
Selvforsvar
For 3F er ITD-A’s angreb en alvorlig udfordring. En udfordring der ikke bare truer arbejdernes leveforhold, men også store dele af fagbureaukratiets egen eksistensgrundlag. Til Chaufførnyt har deres topfolk da også bedyret, at man er klar til at gå hele vejen for at bekæmpe ITD-A, at man vil tage alle kampmidler i brug, og at 3F allerede nu forbereder at lave en faglig kampagne for at få ITD’s nuværende medlemmer til at tegne overenskomst med 3F. Og det kan ikke gå hurtigt nok.
For 3F er alt, alt for sent ude. Det faglige apparat har i alt for lang tid støttet sig op af lovgivning og staten, i stedet for at lave det de er skabt for: at organisere arbejderne og kæmpe for deres forhold gennem massekamp. Det bliver svært for 3F-toppen at nå at komme op i gear og aktivere deres tillidsfolk og medlemmer, som i årevis er blevet holdt tilbage i passivitet af selvsamme apparat. Altid har sangen været den samme: Gå ikke i aktion, det er ulovligt. Lad os eksperter, det fagretlige system, domstole og jurister tage sig af det. De faglige sekretærer er blevet sagsbehandlere, ikke arbejderledere. Størstedelen vil formentlig helst være fri for at skulle tale til mere end én arbejder af gangen, og slet ikke lede dem i kamp. Denne legalistiske naivitet og dovenskab har efterladt en åben flanke for arbejdsgiverne, som de nu forsøger at udnytte.
Den gode nyhed er, at der er alle muligheder for at lancere en massiv modoffensiv, som kan tage arbejdsgiverne på sengen. I årevis har der været ro på det faglige område. Særligt siden krisen er antallet af strejker kollapset. Det har fået arbejdsgiverne til at undervurdere de danske arbejderes enorme magt.
Ikke et hjul drejer og ikke en lampe lyser, uden arbejderklassens implicitte tilladelse. Transportarbejderne er en ikke uvæsentlig del, ja, faktisk er de som økonomiens røde blodlegemer. Hvis transporten sættes i stå, så går landet i stå øjeblikkeligt. Der skal ikke mange hundrede busser og lastbiler til at standse al økonomisk aktivitet i landets hovedstad, og de organiserede arbejdere kan tvinge deres vilje igennem overfor en herskende klasse, hvis arrogance og magtfuldkommenhed bare stiger for hver dag. Det er altså muligt at vinde.
Og for én gangs skyld har 3F muligheden for at stå i spidsen for en arbejdskamp, som vil være fuldt lovlig, i det ITD-A er udenfor hovedaftalen og dermed det fagretslige system. Der er med andre ord INGEN undskyldninger for at lade ITD-A slippe afsted med deres reaktionære forehavende.
Overfor ITD-A og regeringen kan fagbevægelsen fremføre én reel trussel, som den herskende klasse ikke kan sidde overhøring og som kan tvinge dem til retræte: Truslen om at sætte hele økonomien i stå, ikke bare én dag, men indtil arbejdsgiverne bøjer sig.
Kampen skal starte nu!
Men samtidig må vi også advare på det kraftigste: Transportarbejdere må overveje, hvad der har ført til denne situation: En alt for dårlig organisering og alt for lang tid med laden stå til. Skylden for dette ligger solidt på det selvsamme fagforeningsbureaukrati, som nu skal stå i spidsen for at bekæmpe ITD-A’s kommende skruebrækkeroverenskomst. Derfor må vi drage den logiske slutning: Arbejderklassen kan ikke stole på andre. Kun sin egen styrke og organisering. Arbejderklassen må selv forberede og organisere kampen.
Der er stadig en chance for, at ITD-A snubler af sig selv på vejen, og at deres skruebrækkeroverenskomt aldrig kommer i luften. Men arbejderklassen kan ikke forlade sig på et håb om arbejdsgivernes egen uduelighed. Hvis 3F og transportarbejderne allerede nu begynder at organisere sig, gennemføre blokader af uorganiserede vognmænd og tvinge dem til at tegne overenskomst osv. er der mulighed for at stoppe den reaktionære offensiv – allerede inden den er rigtig startet. Men jo længere 3F og resten af fagbevægelsen er passive, jo bedre tid og overskud har ITD-A til at forberede sig, og jo mere omfattende bliver arbejdet med at stoppe dem.
Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 18, april 2016. Tegn abonnement og få bladet fra 100kr. om året.
