Den aftale, Grækenland blev pålagt i de tidlige timer d. 13. juli efter et helaftens Eurotopmøde kan ikke beskrives som andet end en ydmygende kapitulation. Grækenland har stort set opgivet sin suverænitet til trojkaen i bytte for en ny redningspakke med en lang række betingelser og nogle vage løfter om, at en gældsomlægning (men ikke gældseftergivelse) vil blive undersøgt på et senere tidspunkt, måske. Aftalen vil ikke virke. Den vil ødelægge Tsipras og Syriza politisk og vil økonomisk kaste Grækenland endnu længere ned i recession. Det har også blotlagt dybe kløfter i EU.
For seks måneder siden stemte den græske befolkning imod nedskæringer med valget af en Syriza-regering d 25. januar. For en uge siden afviste de igen resolut nedskæringer med 61,3% til OXI (NEJ) ved folkeafstemningen udskrevet af premierminister Tsipras d. 5. juli. Nu har trojkaen påtvunget dem en aftale, der er meget værre end det, der blev sat til afstemning ved folkeafstemningen, og Tsipras er gået med til den. Hvis der er én konklusion, der bør stå klart for alle efter disse begivenheder, er det, at det ikke er muligt at bryde fri fra sparepolitikken indenfor et kriseramt kapitalistisk Europas spændetrøje.
Detaljerne i aftalen er hårrejsende. De er meget værre, end hvad den græske regering foreslog sidste torsdag d. 9. juli, hvilket allerede var et ydmygende tilbagetog fra regeringens side. Dette dokument var blevet udarbejdet i samarbejde med franske embedsmænd og var en afspejling af det enorme pres fra visse kredse for at sikre en aftale, der ville forhindre Grækenlands udsmidning fra eurozonen.
Frankrig fungerede som agent for USA og IMF’s interesser, men også som en modvægt til den magtfulde tyske hovedstads vægt i EU. De sidste par dage har udstillet EU’s sande natur som aldrig før. Snarere end et “projekt” for at opbygge et stærkt forenet Europa har vi set skænderier mellem medlemsstaterne, hvor de enkelte medlemsstaters nationale interesser er kommet i forgrunden.
Vi så også de “rimelige og civiliserede” kapitalisters maske falde, og afsløre det virkelige monster, der længe har forsøgt at gemme sig bag den. Dette var særlig tydeligt i tilfældet med Wolfgang Schäuble, den tyske finansminister, der har udvist en fast beslutsomhed til at tryne det græske folk og en foragt over for alle hans allierede, der forsøgte at nå en form for kompromis for at undgå Grækenlands udsmidning af euroen. Det er en indikation af, hvad der vil komme i fremtiden i form af spændinger mellem de mere magtfulde EU-lande, og lover ikke godt for fremtiden for EU som helhed, både med hensyn til dens aftagende rolle globalt og med hensyn til dens interne samhørighed.
Amerikanerne især var skrækslagne for de potentielle konsekvenser for den allerede meget skrøbelige verdensøkonomi af en ukontrolleret bankerot i Grækenland. Mens verdens opmærksomhed var rettet mod krisen i Europa, begyndte den kinesiske aktieboble at briste. Verdensøkonomien er så ustabil, at ethvert chok kan sende den ud over kanten ud i en ny krise. Derfor lagde USA et enormt pres på for, at der skulle nås en aftale. En sådan aftale måtte omfatte betydelig gældslettelse. Under alle omstændigheder er den græske gæld uoverskuelig og vil aldrig blive tilbagebetalt fuldt ud, som IMF indrømmede i en officiel rapport. Der er behov for en ”haircut”.
Hvad, USA krævede, var naturligvis, at tysk kapital skulle bære byrden for en sådan gældsnedbringelse, eftersom Tyskland er det land, der er mest eksponeret overfor den græske gæld. Det er let at være klog for andres penge. Det var den virkelige betydning af det franske forslag, som den græske regering fremsatte for Eurogruppens finansministre.
Dette forslag i sig selv førte allerede til, at den græske regering mistede sit flertal i parlamentet, hvor 17 af Syrizas parlamentsmedlemmer på den ene eller anden måde nægtede at stemme for det, og yderligere 15 stemte for under protest. Regeringen har et flertal på 162 parlamentsmedlemmer (149 Syriza og 13 ANEL). To medlemmer af Syriza stemte åbent imod, yderligere 8 undlod at stemme (herunder, Panagiotis Lafazanis, energiminister og leder af partiets Venstreplatform samt viceministeren for social sikkerhed Stratoulis), andre 7 var fraværende (heriblandt to der udtrykte deres støtte til forslagene), og 15 medlemmer af Venstreplatformen stemte for men udsendte en særskilt erklæring, der udtrykte deres modstand mod tiltagene. Regeringen var afhængig af stemmerne fra oppositionspartierne (PASOK, ND, To Potami) for at få flertal i afstemningen de tidlige timer lørdag d. 11. juli. Dette er en de facto “national enhedskoalition” i støbeskeen!
Afstemningen blev præsenteret, ikke som en afstemning om selve forslagene, men snarere som en afstemning om at give regeringen bemyndigelse til at forhandle med Europa på grundlag af disse forslag. Det var en måde til at lægge pres på kritiske parlamentsmedlemmer fra Venstreplatformen med argumentet om, at det var en tillidsafstemning om Tsipras. I virkeligheden burde Venstreplatformen have stået meget hårdere fast, stemt imod en bloc og opfordret til mobilisering imod disse seneste forslag, der var i direkte modstrid med folkeafstemningens mandat.
Da det seneste græske (franske) forslag nåede Bruxelles, blev det mødt med hårde indsigelser fra Tyskland. Schäuble udsendte en skriftlig vurdering, som var et krav om ensidig overgivelse. Han forlangte flere nedskæringer og kontrareformer gennemført straks, lagde skylden for et muligt sammenbrud i forhandlingerne på Grækenlands skuldre, krævede at statslige aktiver af en værdi af 50 mia. euro skulle sættes under en luxembourgsk baseret fonds kontrol til privatisering, og rejste endelig ideen om, at Grækenland bør have en 5-årig timeout periode fra euroområdet (læs “bør udvises”).
Den tyske kapitals synspunkt var baseret på deres vurdering af, at overordnet set ville Grexit koste mindre (politisk og økonomisk) end en ny redningsplan. De økonomiske grunde er klare, frem for at smide flere penge i et bundløst hul, hvorfra meget lidt vil blive inddrevet, er det bedre taget tabet nu og løbe, og så måske smide en lille smule penge efter Grækenland i form af humanitær bistand.
De politiske grunde har vi også forklaret før: Grækenland kunne ikke få lov til at afvige fra nedskæringerne af frygt for, at andre lande ville følge trop. Hvis Syriza havde fået lov at gå væk fra nedskæringer og besparelser, ville det have tilskyndet Podemos i Spanien og alvorligt svækket regeringerne i Spanien, Portugal, Grækenland, Frankrig, Irland og andre steder, der fører netop en sådan politik. Derudover havde Merkel ikke råd til at blive set som værende blødsøden overfor Grækenland, med et Euro-skeptisk parti der vokser på hendes højrefløj.
Dertil må vi tilføje den intense vrede, som den franske indblanding fremprovokerede i Tyskland. Hvor vover Hollande at hjælpe grækerne ud af Tysklands kvælertag! Tysk kapitalisme er den mest magtfulde i EU og hersker derfor.
De tyske krav, udtrykt i Schäuble dokument, var så skandaløse og arrogante, at de syntes designet specielt til at provokere grækerne til at udvandre. De blev hjulpet af finnerne, hvis regeringen er højreekstremistiske euroskeptikeres gidsel. Det var ikke kun sproget i dokumentet, men hele den måde, som Tsipras blev behandlet på, på topmødet. Nogle borgerlige journalister har sagt, at han blev “korsfæstet”, andre har talt om “mental waterboarding”.
Kapitulations”aftalens” indhold
I sidste ende indeholdt den aftale, der blev indgået, dybest set alle Tysklands krav, til manges overraskelse.
Dokumentet, som Tsipras underskrev, er en skandale, og sønderriver ethvert foregivende af respekt for den nationale suverænitet og omdanner dybest set Grækenland til trojkaens protektorat.
Grækenland pålægges at vedtage fire tiltag som lov, herunder stigningen i momsen, yderligere nedskæringer i pensionssystemet og “kvasi-automatiske nedskæringer i tilfælde af afvigelser fra de ambitiøse mål for overskud på statsbudgettet”. Alt dette skal være vedtaget som lov inden for 72 timer, inden 15. juli. Derefter skal to andre tiltag implementeres inden d. 22. juli.
Først efter at disse tiltag er implementeret og “verificeret af Institutionerne og Eurogruppen”, kan en beslutning om at indlede forhandlinger om et Memorandum of Understanding (MoU) “måske tages” (bemærk den betingede tid).
Ikke nok med det, for at indgå en ny MoU, skal Grækenland gennemføre flere og dybere nedskæringer “for at tage hensyn til landets stærkt forværrede økonomiske og finanspolitiske situation”. Disse er: yderligere nedskæringer i pensionerne, “mere ambitiøse produktmarkedsreformer”, privatiseringen af el-selskabet (ADMIE). Oven i det skal den græske regering, revidere sine kollektive forhandlinger og kollektive afskedigelser og kan ikke “vende tilbage til tidligere politiske beslutninger, som ikke er forenelige med målene om at fremme … vækst”. Det betyder, at regeringen skal skrotte sit løfte om at genindføre kollektive overenskomster, som blev skrottet af det tidligere memoranda.
Som om dette ikke allerede var tilstrækkeligt fornærmende detailstyring af den økonomiske politik, er der mere. Dokumentet accepterer også Schäubles plan for en 50 milliarder euro stor privatiseringsfond. Den lille “indrømmelse” er, at denne fond ikke vil være baseret i Luxembourg, men Athen. Men det gør ingen væsentlig forskel, da den vil være “under de relevante europæiske institutioners overvågning “. Det er vanvid, selv fra et kapitalistisk synspunkt. Hvis vi lægger indtjeningen fra alle privatiseringsaftalerne hidtil sammen med dem, der er ved at blive gennemført, får vi kun et samlet beløb på omkring 7 mia. euro, og det inkluderer allerede de mere værdifulde aktiver. Det er fysisk umuligt at rejse 7 gange dette beløb over de næste tre år.
Og oven i alt dette vil trojkaen (for det er hvad det er, eftersom dokumentet pålægger Grækenland om at “anmode om fortsat IMF-støtte”), være tilbage “on the ground i Athen”, og kræver vetoret over al fremtidig og tidligere lovgivning i Grækenland! Den eksakte ordlyd er værd at gengive: “Regeringen skal rådføre sig med og blive enige med Institutionerne om alle lovforslag på relevante områder … før de sender det til offentlig høring eller til Parlamentet”.
Såvel som at give sig selv kontrol over fremtidig lovgivning, giver trojkaen sig selv ret til at ændre den allerede bestående lovgivning: “Med undtagelse af den humanitære kriselov, vil den græske regering gennemgå al lovgivningen med henblik på ændring af lovgivning, der blev indført i strid med den aftalen fra 20. februar ved at gå tilbage til tidligere programforpligtelser”. Dette binder den nuværende græske regering, der blev valgt på et program mod tidligere aftalememoranda, til at overholde dem og ændre lovgivning, som den har iværksat imod dette princip. Dette ville for eksempel gælde den meget symbolske beslutning om genansættelsen af rengøringspersonalet i Finansministeriet.
Implementering af disse diktater garanterer engang ikke en ny redningsplan, som dokumentet præciserer: “de ovennævnte tilsagn er minimumskrav for at starte forhandlingerne … men … indledningen af forhandlinger udelukker ikke en endelig mulige aftale” [det er formuleret lidt sjovt, men hvis man læser hele teksten, er det åbenlyst, at her menes, at det ikke er garanteret, at der kommer en endelig aftale – oversætteren].
Omfanget af en ny ESM redningsplan er opgjort til 82-86 mia. euro, herunder op til 25 mia. euro til kapitalrekonstruktion af bankerne.
Hvad er det, Grækenland bliver tilbudt i bytte for denne totale kapitulation og overdragelse af familiens arvesølv og kontrollen over sin økonomi? I forhold til det afgørende spørgsmål om gældslettelse, som den græske regering hele tiden har betonet, er dokumentet ekstremt vagt. “Eurogruppen er parat til at overveje, om nødvendigt, eventuelle yderligere foranstaltninger (mulig længere afdrags- og betalingsfrister)” på Grækenlands gæld.
Denne ekstremt vage forpligtigelse er desuden fulgt af mange kvalificeringer: “disse foranstaltninger vil være betinget af en fuldstændig implementering af de tiltag, der er aftalt i et eventuelt nyt program og vil blive behandlet efter det første positive resultat af en evaluering”.
Den vage karakter af denne forpligtelse står i skarp kontrast med afslagets skarphed i den næste linje: “Eurotopmødet understreger, at nominelle haircuts af gælden ikke kan gennemføres”, mens de “græske myndigheder gentager deres utvetydige engagement i at opfylde deres finansielle forpligtelser over for alle dets kreditorer fuldt ud og i tide “.
Dokumentet slutter med at kaste en meget uforpligtende gulerod til Grækenland, ved at sige, at Kommissionen “vil arbejde på… at mobilisere op til 35 mia. euro … til at finansiere investeringer og økonomisk aktivitet”.
Det er klart, at Tyskland ikke er kommet med nogen indrømmelser. Tsipras har måttet skrive under på alt, hvad han tidligere har fordømt. Mange har spurgt, hvordan dette er muligt? Hvordan kunne Tsipras underskrive en så dårlig aftale, især efter at have udskrevet og vundet folkeafstemningen? Det er umuligt at vide, hvad der foregår inde i Tsipras’ hoved. En ting er dog klart. Hele grundlaget for Tsipras og den førende gruppe i Syrizas politiske strategi har vist sig at have spillet fuldstændig fallit i praksis. Deres strategi var baseret på idéen om, at det var muligt at overbevise trojkaen og nå frem til en aftale, som ville gøre det muligt for Syriza at føre en ikke-sparepolitik, hvilket så til sidst ville føre til økonomisk vækst og derefter ville tillade tilbagebetaling af gælden. Intet, der bare ligner, er sket.
Da han udskrev folkeafstemningen, insisterede Tsipras på, at et NEJ ville give ham en stærkere forhandlingsposition og give mulighed for at opnå en bedre aftale. Det modsatte har været tilfældet.
Desuden afvæbnede hans insisteren på, at den eneste mulighed var at forblive inden for eurozonen, ham i forhandlingerne, og tvang ham til at komme med stadig større indrømmelser, der til sidst førte til denne ydmygende kapitulation. Det virker til, at han intet har lært af det og villigt underskriver sin egen henrettelsesordre.
Det værste ved denne kapitulation er, at den ikke vil virke. Dens effekt på den græske økonomi vil være katastrofal. Den usikkerhed, som forhandlingerne og trojkaens ultimatummer har skabt, har allerede gjort kål på det meget træge opsving og har sendt økonomien tilbage i recession. Nu har to uger med lukkede banker og kapitalkontrol (sidstnævnte vurderes at vare i månedsvis) sendt den i frit fald ned i en depression, hvor størsteparten af den økonomiske aktivitet er gået i stå.
Dertil skal lægges en ny Memorandumpakke med nedskæringer og besparelser, og resultatet er let at forudse. Disse politikker er allerede blevet implementeret i Grækenland de sidste fem år, og de har slået fejl. De har end ikke opfyldt sit erklærede mål om at nedbringe gælden i forhold til BNP. Gælden er nu på over 170% af BNP. Med disse nye tiltag vil den øjeblikkeligt nå over 200%, hvilket gør den endnu mindre holdbar.
Det mest sandsynlige scenarie er, at denne seneste “aftale” (eller rettere, pålæg), kun vil være et stop på vejen mod en ny krise, som i sidste ende vil føre til bankerot og Grexit.
Fra et politisk synspunkt betyder aftalen politisk selvmord for den nuværende regering og Syriza selv. Allerede nu kræver ledende figurer i Tsipras’ gruppe, afgang af ministre og parlamentsmedlemmer, som er imod denne kapitulation. Den nuværende regering kan ikke holde, da den uden tvivl vil miste sit flertal i løbet af de næste 48 timer. Forskellige muligheder drøftes, herunder en midlertidig teknokratisk regering ledet af en “uafhængig” (muligvis direktøren for Bank of Greece), en koalitionsregering med To Potami osv.
Uanset hvilken konkret form den får, er der tale om en national samlingsregering, der skal gennemføre brutale stramninger. Dette slutter cirklen: det parti, som af masserne blev kastet på magten for at gøre en ende på nedskæringerne, ender med at alliere sig med de partier, som blev besejret, for at gennemføre de besejredes program.
Presset i Syriza er så stort, at det er usandsynligt, at Tsipras vil indkalde til et møde i centralkomiteen, da han ikke er sikker på, at han vil være i stand til at holde linjen. Først og fremmest har han brug for at få vedtaget disse tiltag i Parlamentet, og til det har han brug for en de facto alliance med de borgerlige partier.
Var der et alternativ?
Ja, men, hvad var alternativet? I sin kritik af regeringens forslag sidste uge skitserede Syrizas Venstreplatform sine holdninger. De argumenterer for en tilbagevenden til den nationale valuta, men at forblive indenfor EU (“en mulighed, som allerede er langt fremme i lande som Sverige og Danmark”), med henblik på at gennemføre et program, der kun kan beskrives som national kapitalisme. Det ville være baseret på eksport, national produktion, statslige investeringer i økonomien og “et nyt og produktivt forhold mellem den offentlige og den private sektor for at gå en bæredygtig udviklings vej”.
I virkeligheden er en sådan plan lige så utopisk som Tsipras’. Mens ikke er noget alternativ til nedskæringer indenfor EU, er det tåbeligt at tro, at et selvstændigt kriseramt kapitalistisk Grækenland kan konkurrere sig ud af krisen, stående overfor meget stærkere kapitalistiske nationer. Det ser ud til, at kammeraterne abonnerer på idéen om, at nedskæringer på en eller anden måde er “ideologiske”, dvs. de modbydelige tyske banker og kapitalisters valg, i stedet for den uundgåelige konsekvens af et system i krise. Sparepolitik er et forsøg på at få arbejderne til at betale prisen for kapitalismens krise. Det vil fortsat være tilfældet hvad enten man er indenfor eller udenfor euroen.
Denne fejlagtige politiske tilgang er en af Venstreplatformens største svagheder. Arbejdende mennesker i Grækenland er med rette bange for de katastrofale økonomiske konsekvenser af Grexit. Deres begrundede frygt kan ikke imødegås med det falske argument, at “tingene vil være slemme i et stykke tid, men så kan vi devaluere vores vej ud og opbygge en stærk national kapitalisme”. Det løser ikke problemet med et svagt, mindre produktivt industrielt apparat, ude af stand til at konkurrere med den avancerede, yderst produktive industri i lande som Tyskland. Både i og uden for EU eller euroen eksisterer problemet. Og tanken om at eksportere sig ud af krisen er helt utopisk i betragtning af den bredere verdensomspændende krise, hvor de svagere økonomier vil være de første til at falde.
Det eneste alternativ er et “socialistisk brud”. Det vil sige, at afvise gælden (som en officiel parlamentarisk undersøgelse allerede har fundet “illegitim, ulovlig og frastødende”), nationalisere bankerne og beslaglægge de græske kapitalisters aktiver. På intet andet tidspunkt har de reformistiske ledere af Syrizas “realisme” været mere udstillet som fuldstændig utopisk. På intet andet tidspunkt har det været nemmere at argumentere for socialisme, da det falder sammen med flere hundrede tusinde, millioner af græske arbejderes praktisk erfaringer fra de sidste fem år.
Kun en radikal reorganisering af samfundet på grundlag af fælles ejerskab over produktionsmidlerne kan tilbyde en vej frem. Selv det vil ikke være muligt i bare Grækenland, der er en lille perifer økonomi i Europa. Men det ville sende et stærkt budskab til arbejdere over hele Europa, startende med Spanien, Portugal og Irland.
Hvis Venstreplatformens ledere antog et ægte socialistisk program og tilbød en klar opposition til memorandummet, ikke bare i ord og udtalelser, men i handling, ville de kunne samle den voksende opposition.
Hvad nu?
Den ydmygende kapitulation fra den regering, som masserne havde tillid til, ville sætte en stopper for sparepolitikken, vil have markant effekt. I fredags blev de nyeste forslag fra regeringen mødt med vantro. Det er hurtigt ved at blive til raseri og vrede.
Der er allerede blevet indkaldt til generalstrejke onsdag d. 15. juli af de offentligt ansattes fagforbund ADEDY. Det er bemærkelsesværdigt, at det er faglige aktivister tilknyttet Syriza, der sammen med andre, spillede en central rolle i at nå dette resultat i fagforeningens hovedbestyrelse. Der er blevet indkaldt demonstrationer på samme dag imod det nye memorandum.
Det er én ting at få vedtaget tiltagene i Parlamentet, men det vil være vanskeligt faktisk at få dem implementeret. Arbejderne i elselskabet, på havnen i Piræus, pensionisterne, de unge, der massivt stemte OXI… vil ikke sidde på deres flade og acceptere dette. Scenen er sat for store klassekampe. Den europæiske herskende klasse og dens græske modparter regner måske nok med et stort flertal i parlamentet, men magtbalancen i samfundet er massivt tippet imod dem. Dette vil ikke blive afgjort gennem parlamentariske procedurer, men gennem kamp.
Endelig, er det vigtigt at understrege, at den græske krise indeholder værdifulde lektioner for alle de partier og bevægelser i andre lande, der nærer illusioner om, at det er muligt både at gå imod nedskæringer og samtidig nå en aftale med europæisk kapital. Det er muligt at bekæmpe nedskæringer, men den eneste effektive måde at gøre det på er at bryde med kapitalismen.
London mandag d. 13. juli 2015
