FN’s klimapanel (IPCC), FN’s internationale videnskabelige organ der har til formål at fremskaffe den mest omfattende mængde af information og analyser om klimaforandringernes processer, risici, og påvirkninger, offentliggjorde i 2014 Den Femte Hovedrapport. Konklusionerne er utvetydige: Klimaforandringerne er virkelige; konsekvenserne vil blive katastrofale; og intet andet end en revolution vil være tilstrækkelig, hvis vi skal kunne bekæmpe dem.
Politikerne anerkender problemet og situationens alvor. De forstår udfordringens omgang og de forandringer som kræves. Og alligevel er de paralyseret til inaktivitet – fordi de er bundet af kapitalismens rammer.
Det bliver stadigt mere klart, at opgaven med at mindske klimaforandringer ikke er et videnskabeligt eller teknisk spørgsmål men et økonomisk og politisk. Problemet er systemisk og iboende – det flyder fra kapitalismens egne love og logikker.
Klimaforandringens proces
FN’s klima-rapport er egentligt en trilogi af dokumenter. Den første del, udgivet i september 2013, undersøgte den fysiske videnskab bag klimaforandringer. Beviserne var uomtvistelige: Ifølge FN’s klima-forskere forgår klimaforandringerne med sikkerhed. Selvom der for nyligt har været en stagnation i jordens overfladetemperatur, så er forskerne overbeviste om, at dette kun er en kort afvigelse i en ellers accelererende proces med atmosfærisk og oceanisk opvarmning.
Derudover er det akademiske miljø i stigende grad overbeviste om, at klimaforandringerne er menneskeskabte. Dvs. at den globale opvarmning hovedsageligt skyldes menneskelig aktivitet, primært produktionsvilkårene og udledningen af drivhusgasser, såsom kuldioxid (CO2) og metan, som skyldes energiproduktion, industri, afskovning, landbrug og andre faktorer.
De potentielle effekter er alvorlige: Omfattende og muligvis uoprettelige forandringer i planetens fysiske systemer, såsom havene og iskapperne; en stigende hyppighed af ekstremt vejr, med mere intense storme og hedebølger; stigende vandstande (op til en halv meter) og oversvømmelser af kystbyer, som på globalt plan forventes at have 345 millioner indbyggere i 2050; syredannelse i oceanerne og udslettelsen af liv i havene; voldsomme forstyrrelser af i fødevareforsyningen på grund af tørke, oversvømmelser og fejlslagne afgrøder.
Løfter, som blev afgivet af regeringer i 2010, sigter efter at holde den globale opvarmning under to grader – målt på overfladetemperaturer sammenlignet med førindustrielle niveauer. Men dette mål rykker tættere og tættere på at blive et luftkastel. Halvdelen af den mængde CO2, som maksimalt må udledes for at holde temperaturstigningen under to grader, er allerede i atmosfæren. Alt imens accelerer drivhusgasserne: Mellem 2000 og 2010 voksede den globale udledning af drivhusgasser med 2,2% om året – næsten dobbelt så hurtigt som de forudgående 30 år – og ”kulstofintensiteten” (mængden af CO2 produceret pr. enhed forbrugt energi) er også steget.
Derfor beregner klima-rapporten, at vi sandsynligvis vil nå grænsen på de to graders temperaturstigning allerede i 2030, og stigningen ved århundredets slutning kan ende på mellem 3,7 og 4,8 grader. For at kunne holde stigningen under to grader vil det være nødvendigt at skære udledningen af drivhusgasser med 30-60% i 2050 og 100% i 2100, dvs. helt at stoppe med at udlede mere kuldioxid i atmosfæren. Og stadigvæk indikerer nuværende forudsigelser – i lyset af fraværet af nogen som helst planer for forandringer, der vil afvige fra ”business as usual” – at vi efter al sandsynlighed vil se en stigning i udledninger på 10% i 2030.
Klimaforandringernes omkostninger
Lad os for et øjeblik forestille os, at internationalt samarbejde på en eller anden måde var muligt. Hvad ville udfordringerne så være for de politiske ledere? Hvad vil omkostningerne for reduktion – for at undgå katastrofen – være? Alle videnskabsfolkene er enige om, at jo længere vi bliver ved med at feje spørgsmålet om klimaforandringer ind under gulvtæppet, desto større bliver omkostningerne ved at rydde op. Men selv med øjeblikkelig handling er omkostningerne ved at reducere udledningerne og undgåelsen af de værste effekter af klimaforandringerne hinsides det, som kapitalisterne – og regeringerne der varetager deres interesser – er villige til at betale.
Eksempelvis har FN’s Klima-panel beregnet, at det vil være nødvendigt at investere yderligere 147 milliarder dollar om året fra nu og frem til 2030 i vedvarende energikilder, som ikke er baseret på fossile brændstoffer, fx. sol, vind og atomkraft. Ydermere forslår FN’s Klima-panel yderligere investeringer på 336 milliarder dollar om året til at forbedre energieffektiviteten af bygninger, transport og industrier og dermed sænke den totale efterspørgsel på energi. Oven i det indikerer Klima-panelet at betragtelige investeringer i den ekstremt omkostningstunge og uprøvede teknologi med ”indfangning og lagring af CO2 (CCS)” vil være nødvendig i stor skala for at kunne suge CO2 ud af luften og opbevare det i undergrunden.
For at sætte disse forslag i en kontekst, så ligger de globale årlige investeringer i hele energiforsynings-infrastrukturen i dag på 1.200 milliarder dollar. De ekstra udgifter, som alene er påkrævet til vedvarende energi, betyder en stigning på end 10% i investeringer i energi.
Det er uden tvivl billigere at reducere udledningerne nu end senere, men en koordineret international indsats under kapitalismen er umulig, især på et tidspunkt med økonomisk krise. Uden en samlet indsats indtil nu, så er der ingen grund til at tro, at der pludselige kommer koordineret handling i morgen?
Politikerne er alle enige om, at vi skal handle, men ingen af dem er villige til at gøre det. Ingen regering er villig til at fortælle de store virksomheder, at de skal betale og dermed risikere at skade landets egne kapitalisters profitter. I stedet for internationalt samarbejde ser vi international konkurrence, hvor hver nation prøver at pådutte andre deres miljøomkostninger. I stedet for at tillade internationalt samarbejde og planlægning, bliver miljøpolitik i stedet brugt af regeringer, som fx den amerikanske, som protektionistiske redskaber, for at holde billige varer fra Kina og andre steder ude.
Alle erfaring indtil nu viser, at det er umuligt at finde en løsning på spørgsmålet om reduktion under kapitalismen. Forsøg på at gøre CO2 til en vare og lave et marked ud af det har indtil videre fejlet fuldstændig. Den langsomme død af EU’s handelssystem med CO2-kvoter, det største CO2-marked i verden (ETS-systemet), vidner om den usynlige hånds manglende evne til at løse spørgsmålet om klimaforandringer:
Problemet for politikerne med hensyn til reduktion er simpelt: Du kan ikke kontrollere det, du ikke ejer. De nødvendige penge til at kunne investere i vedvarende energi og energieffektivitet er der; de menneskelige resurser, materialerne samt de finansielle resurser for at kunne forhindre klimaforandringerne eksisterer i overflod. Problemet er ikke videnskabeligt eller teknologisk, men snarere et spørgsmål om ejerskab – et politisk spørgsmål om ”hvem der skal betale?”
Enorme formuer har ophobet sig på forskellige bankkonti verden over, hvor de står ubrugte hen: 2000 mia. dollars i USA; yderligere 2000 mia. euro i Europa; og over 700 milliarder pund i Storbritannien. Sådanne resurser kunne blive brugt på de teknologier, der er nødvendige for at reducere klimaforandringerne. Men disse formuer er privatejede, og holdes i et jerngreb af en lille elite udenfor regeringernes rækkevidde. Ingen moralske argumenter eller skræmmekampagner kan overtale kapitalisterne til at dele deres velstand: For det er en indbygget del af et anarkisk system, som ikke ser længere end til sin egen næsetip, og som til syvende og sidst ikke er drevet af andre overvejelser end hensynene til markedet og profitter.
Miljø og økonomi
For at trænge igennem de tykpandede pro-kapitalistiske politiske ledere, prøver FN’s Klima-panel at snakke til de politiske ledere i et sprog, de forstår: Penge. Den seneste rapport prøver derfor at præsentere spørgsmålet om øjeblikkelig handling i cost-benefit termer: Prisen for at undgå drastiske klima forandringer sammenlignet med prisen for at tilpasse sig dem.
Andre i FN’s Klima-panel har kritiseret rapporten for at male fanden på væggen. Særligt professor Richard Tol fra universitetet i Sussex, en ledende forsker inden for de økonomiske påvirkninger ved klimaforandringerne, som efterfølgende krævede sit navn fjernet fra rapporten.
Selvom vi ikke kender motivationen eller tankerne bag professor Tols kritik af klima-rapporten, rejser han nogle vigtige og valide pointer. F.eks. i en artikel for Financial Times (31. marts 2014) pointerer Tol, at det totale tab i den globale økonomiske vækst, som følge af klimaforandringerne – med et årligt fald i BNP mellem 0,2-2% – vil betyde at, ”et halvt århundrede med klimaforandringerne er ligeså så slemt som at miste et års økonomisk vækst.”
Til sammenligning nævner Tol, at ”siden starten af krisen i eurozonen er indkomsten for den gennemsnitlige græker faldet mere end 20%. Klimaforandringer er derfor ikke det største problem, som menneskeheden står over for.”
Tol forklarer videre, at klimaforandringernes fremtidige effekt ikke er ekstraordinært ekstreme. Millioner lider allerede i dag under de selvsamme følger af oversvømmelser, tørke, sult og sygdomme, som FN’s Klima-panel forudsiger, vil finde sted som følge af den globale opvarmning. Selvom det ikke er en kritik af det kapitalistiske system, så bemærker Tol, at klimaforandringernes påvirkninger vil ramme de fattige hårdest, og ikke kun fordi de bor under varmere luftlag eller i kystbyer, men netop fordi de er fattige. Han uddyber:
”Malaria […] var en gang en fast plage i Europa og Nordamerika. Men skyer af pesticider slog malariamyggene ihjel og dræningen af indenlandske vådområder reducerede deres habitater. I dag er malaria begrænset til fattige lande. Klimaforandringer vil gøre sygdommen værre. Økonomisk vækst vil få den til at gå væk igen.”
”I værste fald, vil klimaforandringerne betyde en nedgang på 50% af landbrugsproduktionen i Afrika. Mens andre afgrøder vil tidobles – i det samme klima og i den samme muld – hvis de eksisterende landmænd begyndte at bruge afgrøder og teknologier udviklet på forsøgs-farme. Klimaforandring er et stort problem i Afrika. Men ikke nær så stort som dårlige og manglende boliger, dårlige veje, raserende krigsherrer osv.” (Vores fremhævning)
Mens Professor Tol ikke giver kapitalismen skylden for fattigdommen og heller ikke for klimaforandringerne, så understreger han en vigtig og relevant pointe: At man ikke kan adskille spørgsmålet om miljø fra de bredere politiske, økonomiske og sociale forhold og kræfter, som er på spil i verden. Klimaforandringer er et alvorligt problem, som vi og vores planet står over for, og effekterne, som vil ramme verdens fattige, vil uden tvivl blive ekstreme. Men klimaforandringerne er et resultat af kapitalismens anarkiske og modstridende natur og dens profitjagt.
Problemet handler derfor ikke blot om klimaforandringer men om et globalt økonomisk system og et sæt af sociale relationer, som allerede nu sender milliarder ud i et dagligt liv med fattigdom og sult – selv i perioder med ”økonomisk opsving”. Det er ikke fordi, der er for lidt, men fordi der er for meget; som Marx og Engels beskrev i det Kommunistiske Manifest:
”Hvad vi møder i kriserne er en social epidemi, som ville have forekommet alle tidligere epoker at være rent vanvid – en epidemi, der hedder overproduktion. Samfundet er nu pludselig dykket tilbage i en tilstand af forbigående barbari; det er som havde en hungersnød, en almindelig ødelæggelseskrig berøvet det alle midler til dets opretholdelse; industrien, handelen synes at være tilintetgjort, og hvorfor? Fordi det har for megen civilisation, for mange levnedsmidler, for megen industri, for megen handel.”
Under kapitalismen er det normen, at millioner dør af sult og af helbredelige sygdomme, ikke fordi, der ikke er nok mad eller medicin, men fordi der ikke er nok penge i lommerne på dem, som er ramt. Kapitalismen bekymrer sig ikke om sociale behov, kun om private profitter. Pengene i vores lommer er det eneste behov, kapitalismen kender – ikke materielle behov efter mad, tøj og boliger.
Hvor ofte har vi ikke hørt om millioner, som døde af sult under de såkaldte kommunistiske regimer under Stalin og Mao? Disse afskyelige forbrydelser bliver vi konstant mindet om, som et ”uundgåeligt” resultat af den socialistiske ”ideologi”. Men hvor ofte ser vi ikke de samme kritikere skøjte hen over de mange millioner, som dør hvert år under kapitalismen af tilsvarende ”ideologiske” grunde – På grund af den kapitalistiske ideologi og dens vedholdende krav om profit over alt andet.
I virkeligheden skyldes de mange døde under Stalin eller kapitalismen i dag ikke ”ideologi”. Bureaukratiet i Sovjetunionen og det Maoistiske Kina opstod ikke på grund af Stalins eller Maos individuelle personligheder, men ud af de samme materielle årsager: forsøget på at bygge socialisme i et økonomisk tilbagestående og isoleret land. Af lignende årsager er grusomhederne under kapitalismen i dag ikke bare et resultat af ideologi. Dvs. de skyldes ikke bankerne og kapitalisternes grådighed, men kapitalismens egne iboende love og logikker, som kræver profit for hver en pris i et ræs mod bunden.
Der findes derfor ikke noget, som er en ren ”naturlig” katastrofe. Ekstremt vejr, oversvømmelser og tørke vil givetvis føre til mange dødsfald. Men langt færre ville dø af disse utilsigtede hændelser og sult og sygdom, hvis vores økonomiske system var baseret på at opfylde samfundets behov, i stedet for at fylde de riges lommer.
Kapitalismens irrationalitet
FN’s klima-forskere, og for dens sags skyld mange andre, er ærlige folk, som tydeligvis brændende bekymrer sig over klimaforandringernes farer. Men at håbe på, at de blot kan overtale de politiske ledere gennem præsentationen af empiriske beviser og gennem ”rationel debat”, er ekstremt naivt.
Denne pointe kan ikke understreges nok: Løsningen på problemet med klimaforandringerne er ikke et teknologisk eller videnskabeligt spørgsmål. Som Marx bemærkede i forordet til Bidrag til Kritikken af Den Politiske Økonomi: ” Derfor stiller menneskeheden sig altid kun opgaver, som den kan løse, thi når man ser nøjere efter, vil man altid finde, at opgaven selv kun melder sig, hvor de materielle betingelser for dens løsning allerede er til stede eller i det mindste er i færd med at skabes.”
De materielle forhold, som kan løse problemet med klimaforandringer – og med sult, hjemløshed og sygdomme – eksisterer i dag. Vi har teknologierne, som drastisk kan reducere vores udledninger og vores energibehov. Skal vi kunne anvende teknologierne i et tilstrækkeligt omfang og niveau, kræver det, at de store monopoler tages ud af privat ejerskab og underlægges en demokratisk planlagt produktion. Problemet er derfor ikke teknisk, heller ikke politisk, heller ikke naturligt, men om et spørgsmål om økonomisk ejerskab og fordeling. Kort sagt er en revolutionær forvandling af samfundet nødvendig.
Som marxister går vi ind for en socialistisk planøkonomi – med demokratisk og offentlig ejerskab af banker, infrastruktur og industri – hvilket kan løse de miljømæssige problemer, som menneskeheden og planeten står overfor. En økonomisk planøkonomi på international skala kunne hurtigt og dramatisk reducere udledningen og den menneskelige påvirkning af miljøet ved at overtage de enorme formuer, som står ubrugte hen i samfundet og bruge disse på at investere i et massivt program til at forbedre energieffektivitet af bygninger, transport og industri. Samtidig kunne industrielle og videnskabelige ressourcer anvendes til opbygning og fremtidig udvikling af vedvarende energikilder. Sult og død på grund af helbredelige sygdomme vil praktisk talt blive udryddet på nogle uger, mens forsvarsværker mod oversvømmelse og andre ekstreme vejrbegivenheder kan bygges. Og da den endelige kontrol med vores egne liv langt om længe er opnået, så kan de kreative ressourcer i samfundet frigives til at udvikle nye teknikker og teknologier inden for områder som fødevarer, medicin og energi.
Kun med en socialistisk forvandling af samfundet, her og internationalt, kan vi sætte en stopper for kapitalismens lidelser, og det barbari fremtiden bringer under dette udtjente økonomiske system. Kun ved at bringe produktionsmidlerne og formuerne under samfundets demokratiske og offentlige kontrol kan vi løse problemet med klimaforandringer og begynde at opbygge et samfund, hvor menneskeheden og planeten kan eksistere i harmoni. Den revolutionære ide er den eneste rationelle mulighed.
Denne artikel har været bragt i februarnummeret af Revolution, men blev første gang offentliggjort på engelsk på marxist.com den 7. maj 2014.
Støt op og tegn abonnement eller bedre: gå med i Revolutionære Socialister
